Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan man bevarer glæden i en fortravlet verden

Hvordan man bevarer glæden i en fortravlet verden

Hvordan man bevarer glæden i en fortravlet verden

De fleste klarer tilværelsens pres, men det er få der kan gøre det med glæden i behold. Det kræver nemlig en særlig form for visdom.

I ERKENDELSE heraf siges der i The 24-Hour Society: „Vi har brug for klogskab for at kunne beskytte menneskets behov og natur i den teknologiske verden vi har skabt.“

Lykkeligvis kan man finde praktisk visdom i den mest udbredte bog i verden — Guds ord, Bibelen. Da Bibelen er inspireret af Gud, som har et fuldkomment indblik i menneskets behov og natur, indeholder den gennemprøvede principper. At anvende disse principper kan hjælpe os til at få større indflydelse på vort eget liv og opnå i det mindste et vist mål af glæde alt imens vi forsøger at klare tilværelsen i denne stressede verden. — Esajas 48:18; 2 Timoteus 3:16.

Disse principper kan anvendes på tre hovedområder. De peger for det første på hvordan vi kan forenkle vores tilværelse. For det andet kan de hjælpe os til at prioritere rigtigt. For det tredje giver de os et åndeligt aspekt i livet som langt overgår et rent ikkereligiøst livssyn. Lad os se nærmere på disse tre områder.

Lev et enkelt og ukompliceret liv

Forestil dig at du skal på campingtur i nogle dage. Du vil gerne gøre dig det lidt behageligt, så du medbringer et stort telt med masser af ekstraudstyr. Du fylder også en påhængsvogn med møbler, kogegrej, en fryser, en transportabel generator, lygter, et fjernsyn og mange andre ting foruden mad. Det tager dig lang tid at få det hele placeret. Og ved slutningen af din korte ferie tager det lige så lang tid at få det pakket sammen igen — for ikke at tale om den tid det tager at sætte det hele på plads når du kommer hjem. Når du tænker tilbage på turen, indser du at du havde for lidt tid til at nyde din campingtur, og du spekulerer på om det egentlig havde været alle anstrengelserne værd.

For millioner af mennesker i dag kan livet sammenlignes med en sådan campingtur. De bruger uforholdsmæssigt meget tid på at anskaffe sig og vedligeholde de utallige materielle ejendele som verden vil have os til at tro at vi nødvendigvis må have for at være lykkelige. Jesus Kristus sagde imidlertid: „Selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ (Lukas 12:15) Livskvalitet kan ikke måles efter hvor meget man ejer. Faktisk er rigdom ofte med til at øge dagligdagens belastninger og bekymringer. „Den riges velstand tillader ham ikke at sove,“ siges der i Prædikeren 5:12.

Kast engang et ransagende blik på de ting du har, og spørg dig selv om du virkelig har brug for det alt sammen, eller om det blot står og fylder op. Er det med til at forbedre din livskvalitet, eller stjæler det din kostbare tid? I indledningen til Leonie McMahons bog Why Am I So Tired? siges der: „Opfindelsen af forskellige apparater der skulle gøre husarbejdet lettere, har medført at husmoderen må have arbejde uden for hjemmet for at kunne købe dem og betale for at vedligeholde dem.“

Hvis du forenkler dit liv, bliver der mere tid tilovers til din familie, dine venner og dig selv — og det er en vigtig forudsætning for at opnå lykke. Vær ikke blandt dem der alt for sent i livet opdager at deres venner og familie betyder langt mere for dem — og er mere interessante — end penge og materielle goder. Det er mennesker der kan vise én kærlighed, ikke bankkonti, aktier, computere, fjernsyn eller andre forbrugsgoder. Skønt disse kan have deres berettigelse og til en vis grad forsøde livet, har de ingen værdi i sig selv. Folk der giver den slags ting høj prioritet, forsimpler deres liv og bliver utilfredse og bitre. — 1 Timoteus 6:6-10.

Planlæg din tid og prioritér rigtigt

At planlægge sin tid er i visse henseender som at overholde et budget. Hvis man prøver at presse for mange ting ind i de begrænsede timer man har til rådighed, lever man rent tidsmæssigt over evne. En sådan livsstil fører uundgåeligt til at man bliver frustreret, stresset og træt. Det er derfor vigtigt at lære at prioritere rigtigt.

Man må for det første finde ud af hvilke ting der er de vigtigste, og derefter sætte passende tid af til dem. For kristne har åndelige gøremål altid højeste prioritet. (Mattæus 6:31-34) Hvis man tager sig af vigtige anliggender i al hast eller på en overfladisk måde, fører det ofte til alvorlige problemer. Måske må man frasortere det der blot tager ens tid uden at man har særlig meget gavn af det.

For at prioritere rigtigt må man også tage sit behov for at være alene i betragtning. Man har brug for tid til at tænke dybere over tingene og få nye kræfter. Tidsskriftet Psychology Today siger: „At have opbyggende stunder alene kan styrke os til at klare den hektiske verden vi lever i. . . . At være alene af og til er en livsnødvendighed.“ Folk der har for travlt til eftertanke, kan blive for overfladiske i deres indstilling til livet.

Vær beskeden og åndeligsindet

At være beskeden og åndeligsindet er to af de bedste aktiver man kan have når det drejer sig om at leve et lykkeligt og afbalanceret liv. At være beskeden er vigtigt fordi det hindrer en i at påtage sig byrder og ansvarsopgaver som man ikke kan magte. Hvis man er beskeden, vil man vide hvornår man bør sige nej til overarbejde eller andre aktiviteter som kan stjæle tiden fra noget der er vigtigere. Beskedne mennesker er ikke misundelige på hvad andre har eller gør, og derfor er de ofte mere tilfredse med livet. Sand beskedenhed — en facet af dét at være åndeligsindet — er en anden forudsætning for at kunne bestemme over hvordan man vil leve sit liv. — Mika 6:8; 1 Johannes 2:15-17.

Når man har en åndelig indstilling baseret på nøjagtig kundskab fra Bibelen, vil man få større dømmekraft og ikke lade sig narre af denne verdens letkøbte definitioner på succes. Vi følger det vise råd i Første Korintherbrev 7:31: „[Lad] dem der gør brug af verden, [være] som dem der ikke bruger den fuldt ud; for denne verdens scene skifter.“ Kristne „gør brug af verden“ når de sørger materielt for sig selv og deres familier, men de lader sig ikke opsluge af denne verden. De ved at verden ikke kan give dem sand beskyttelse, og at den inden længe vil blive fuldstændig tilintetgjort. De er også klar over at sand lykke — et evigt liv i tryghed på en paradisisk jord — afhænger af deres forhold til Gud. (Salme 1:1-3; 37:11, 29) Følg derfor Jesu tilskyndelse til at investere klogt ved at samle dig „værdier i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler“. — Mattæus 6:20.

Undgå bekymring, find sand fred

Efterhånden som den nuværende ordning nærmer sig sin afslutning, vil dagligdagen utvivlsomt blive mere stresset, og der vil blive lagt mere og mere beslag på vores tid. Det er derfor vigtigt at vi bestræber os for at følge Bibelens vejledning om ’ikke at være bekymrede for noget, men i alt lade vore anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte vores hjerte og vores sind’. Det er umuligt for en materialistisk indstillet person som ikke tillægger bønnen nogen betydning, at opnå en sådan fred. — Filipperne 4:6, 7.

Jehova vil ikke blot give os fred i sindet. Han vil også hver dag hjælpe os til at bære vore ansvarsbyrder hvis blot vi ’kaster al vor bekymring på ham’. (1 Peter 5:7; Salme 68:19) Det er derfor klogt at lytte til Gud hver dag ved at læse et stykke i hans ord. Hvem kan give os bedre vejledning end Skaberen? (Salme 119:99, 100, 105) Ja, erfaringen har vist at de der lader Gud få førstepladsen i deres liv, får hjælp til at klare tilværelsen i denne fortravlede verden, samtidig med at de bevarer glæden. — Ordsprogene 1:33; 3:5, 6.

[Tekstcitat på side 9]

Kan du forenkle din tilværelse?

[Tekstcitat på side 10]

Hvad betyder mest for dig: materielle ting eller mennesker?

[Tekstcitat på side 11]

Prioritér rigtigt. Sørg for at dække dit åndelige behov og dit behov for at være alene