’Skildvagter’ som beskytter dit helbred

„KÆRE FRUE,“ sagde lægen mens han gennemgik resultatet af blodprøverne, „Deres immunforsvar er ikke så godt.“ Veronica havde i den seneste tid haft det dårligt. Hun var svækket efter flere tilfælde af bronkitis, og for nylig havde hun også haft ørebetændelse og en irriterende bihulebetændelse.

Hvad består vores immunforsvar af, og hvorfor er det så vigtigt? Hvordan fungerer det?

Beskyttet mod angreb

Immunsystemet omfatter et indviklet netværk af molekyler og specialiserede celler som arbejder nært sammen om at bekæmpe infektion. Vi er afhængige af at vores immunsystem forsvarer os mod angreb fra indtrængende fjender som bakterier og virus.

For at illustrere dette kan vi sammenligne menneskelegemet med en oldtidsby. Dengang lå byerne ofte på et højdedrag for at enhver fjendtlig hær skulle kunne ses på lang afstand. Byen var beskyttet af en række mure og porte bemandet med skildvagter. Udstyret med et sådant forsvar var byen et sikkert opholdssted. Hvis vi sammenligner menneskets krop med en sådan by, kan vi bedre forstå hvad der kræves for at forsvare den mod angreb.

Legemets forreste frontlinje mod invasion af mikroorganismer består af huden og slimhinderne (for eksempel dem der findes i næse og svælg). Huden er en vigtig fysisk barriere. Mange af de milliarder af mikroorganismer vi har på vores hud, bliver fjernet når dens yderste lag afstødes.

Slimhinderne er mere sårbare end huden og ikke så robuste. De indeholder imidlertid mange naturlige stoffer som bekæmper mikroorganismer. Et af disse stoffer, kaldet lysozym, findes i tårer, spyt og sved. Svedens surhedsgrad er nok til at hindre mange bakterier i at formere sig, men lysozym dræber dem ved at ødelægge deres  cellemembran. Af den grund kan dyr fremme helingen af deres sår blot ved at slikke dem.

De vigtigste skildvagter — de hvide blodlegemer

Lad os forestille os at det lykkes nogle sygdomsfremkaldende bakterier at trænge ind i vores „by“ gennem et sår eller ved en anden form for smitte. Straks går en hel hær af celler i krig med ét mål for øje — at eliminere de invaderende mikroorganismer og derved gøre patienten rask. De celler der kæmper for at beskytte legemet, kaldes leukocytter eller hvide blodlegemer. Tre typer af hvide blodlegemer som er vigtige på dette stadium af kampen, er monocytterne, neutrofilocytterne og lymfocytterne.

Når monocytter „hører“ kemiske signaler som fortæller at der er betændelse i et bestemt område, forlader de blodbanen og trænger ind i det angrebne væv. Her bliver de til makrofager, det vil sige „storædere“, som fortærer alt hvad der er fremmed for organismen. Desuden udskiller de cytokiner, nogle vigtige stoffer der forbereder kroppen på at bekæmpe infektionen. En af cytokinernes funktioner er at fremkalde feber. Feber er et gavnligt fænomen som fortæller at legemets forsvarsmekanismer er gået i aktion. Feberen kan fremme helbredelsesprocessen og fungerer samtidig som en vigtig diagnostisk indikator.

Dernæst „hører“ neutrofilocytterne det kemiske signal fra det betændte område og skynder sig at komme makrofagerne til hjælp. Også de opsluger nemlig bakterier. Når neutrofilocytterne dør, bliver de udstødt af kroppen som pus. Dannelsen af denne væske er altså også en forsvarsmekanisme. Læger har i århundreder brugt den passende latinske betegnelse pus bonum et laudabile. Et udtryk som betyder „godt og rosværdigt pus“. Dette pus er med til at dæmme op for infektionen. Efter at have fortæret mikroorganismerne „præsenterer“ eller fremviser makrofagerne dele af mikroorganismerne for lymfocytterne for at advare dem imod den indtrængende fjende.

I kampen mod infektioner udgør lymfocytterne en højt specialiseret elite. Det er dem der danner de såkaldte antistoffer som binder sig specifikt til en bestemt del af en mikroorganisme. Der findes to hovedtyper af lymfocytter med forskellige egenskaber. Først er der B-lymfocytterne, som frigiver de antistoffer de danner, til blodbanen . B-lymfocytterne er blevet kaldt immunforsvarets væbnede styrker, og de sender deres pile, antistofferne, af sted med uhyre stor præcision. Disse antistoffer vil „opsøge“ den mikroorganisme de genkender, og ramme den et vitalt sted. Den anden hovedtype, T-lymfocytterne, beholder de antistoffer de genkender, på deres overflade. De bruger dem til at angribe fjenden med i direkte „nærkamp“ .

Og ikke nok med det. En undergruppe af T-lymfocytterne, en specifik T-lymfocyt, hjælpercelle, støtter kammeraterne, B-lymfocytterne, med at udskille store mængder af antistoffer. Disse hjælperceller kommunikerer med hinanden før angrebet. Nyere forskning har vist at de ophidset „taler“ sammen ved hjælp af kemiske signaler. De udveksler oplysninger om den eller det „fremmede“ i hvad man har kaldt „en livfuld samtale“.

De får hjælp af en anden vigtig celletype, nemlig de naturlige dræberceller. Disse celler producerer ikke antistoffer, men de er klar til at dræbe celler som er blevet „fremmede“, fordi de er blevet inficeret. Også de naturlige dræberceller er altså med til at forsvare legemet.

 Endelig kan lymfocytterne som følge af deres immunologiske hukommelse huske de enkelte mikroorganismers særlige kendetegn, som om de havde dem opbevaret i et arkiv. Hvis den samme mikroorganisme nogen sinde skulle dukke op igen, er disse lymfocytter allerede i besiddelse af specifikke antistoffer hvormed de øjeblikkelig kan tilintetgøre den.

Makrofagerne, de celler som aktiverer immunforsvaret, er også med til at gøre arbejdet færdigt. De bliver på stedet og hjælper til med at standse betændelsesprocessen igen. De fjerner alle processens efterladenskaber i området, døde celler og cellebestanddele som efter kampen ligger på „slagmarken“, og genopretter ro og orden i „byen“.

Når immunforsvaret er svækket

Det foregående er blot en enkel beskrivelse af hvordan man mener at immunforsvaret fungerer. Dette forsvar kan være svækket af flere grunde. Immundefekter kan være medfødte (primære) eller erhvervede (sekundære) som følge af påvirkninger udefra, eksempelvis smitsomme sygdomme.

En af de alvorligste af disse sygdomme er aids, den ondartede pandemi som pludseligt og hurtigt bredte sig i 1980’erne. Sygdommen er forårsaget af humant immundefekt-virus (hiv), som kan angribe immunsystemets vitale del ved efterhånden at tilintetgøre en bestemt gruppe lymfocytter. Derved bliver en uhyre vigtig del af patientens immunforsvar sat ud af spillet. Efter dette rammes den pågældende af tilbagevendende infektioner som aldrig bliver bekæmpet helt. Infektionerne bliver værre og værre, og legemet har til sidst intet at forsvare sig med. Kroppen er som en by i ruiner, uden mure. Den kan erobres af hvem som helst.

Heldigvis er ikke alle immunologiske defekter af så alvorlig karakter. Veronica, som blev omtalt i begyndelsen af artiklen, havde en mindre immundefekt der gjorde at hun kun delvis kunne producere en type antistoffer som normalt findes i slimhinderne, især i luftvejene. Det var forklaringen på de tilbagevendende og langvarige infektioner hun havde haft.

Veronica fik det bedre. Efter at have lyttet til lægens forklaring besluttede hun sig for nøje at følge den behandling han foreskrev. Da hun var kommet over sin bihulebetændelse, indvilligede hun i at få nogle indsprøjtninger som ville stimulere hendes produktion af antistoffer. * Hun holdt også op med at ryge og sørgede for at få mere hvile. Kort tid efter var hendes helbred blevet betydeligt bedre.

Vi er skabt til at leve et glædebringende liv med et godt helbred. At grunde over den forbløffende kompleksitet der kendetegner immunforsvaret og andre indviklede processer i det menneskelige legeme, vækker beundring og fylder os med taknemmelighed over Skaberens visdom. (Salme 139:14; Åbenbaringen 15:3) Og selv om vi på grund af ufuldkommenheden ikke altid kan glæde os over et godt helbred på nuværende tidspunkt, forsikrer Guds inspirerede ord os om at mennesket i den nye verden som nu er nær, igen vil få et fuldkomment sind og legeme, så „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg’“. — Esajas 33:24.

[Fodnote]

[Ramme på side 13]

Forsvarslinjer:

● Hud og slimhinder

● Leukocytter (hvide blodlegemer)

Monocytter trænger ind i det angrebne væv og fortærer indtrængende bakterier

Neutrofilocytter er med til at opsluge bakterier og bliver udstødt af kroppen som pus

Lymfocytter har immunologisk hukommelse. Hvis den samme type mikroorganismer skulle dukke op igen, vil de øjeblikkelig blive tilintetgjort af antistoffer

● B-lymfocytter frigiver antistoffer der som pile bliver afsendt med stor præcision; de „opsøger“ mikroorganismer og angriber dem

● T-lymfocytter hjælper til i produktionen af antistoffer og går i „nærkamp“ med mikroorganismer

— T-lymfocyt, hjælperceller, hjælper B-lymfocytterne med at udskille store mængder af antistoffer

— Naturlige dræberceller dræber inficerede celler direkte uden at producere antistoffer

[Illustration på side 15]

Hvide blodlegemer angriber bakterier

[Kildeangivelse]

Lennart Nilsson