Chokerende aids-statistik
Chokerende aids-statistik
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I SYDAFRIKA
THEMBEKA er en 12-årig pige der bor i en landsby i Sydafrika. Hendes forældre døde af aids, og hun står alene tilbage med sine tre mindre søstre på ti, seks og fire år. En journalist skrev: „Pigerne har ingen indtægt og er helt afhængige af naboernes hjælpsomhed . . . et stykke brød, nogle få kartofler.“ Et billede af de fire forældreløse piger blev vist på forsiden af en sydafrikansk avis der bragte en artikel om den trettende internationale aids-konference, som blev afholdt i den sydafrikanske by Durban i juli 2000.
Millioner af børn der er blevet forældreløse som følge af aids, er i en situation som ligner den Thembeka og hendes søstre befinder sig i. På konferencen diskuterede man hvordan man kunne gribe den voksende aids-krise an. Man drøftede oplysning om forebyggelse af aids ved brug af kondom, brug af billigere aids-behandling som nu er til rådighed, og større økonomisk støtte til udvikling af aids-vacciner. Kvinders, især unge pigers, større modtagelighed for hiv og aids, blev også debatteret.
Sørgeligt nok bliver mange af de børn der er blevet forældreløse som følge af aids, opsøgt af mænd som tror at seksuelt samvær med en jomfru helbreder sygdomme som er blevet overført ved seksuel kontakt. Desuden er mange mænd ikke indstillet på at gifte sig med en pige før hun har født dem et barn. Brug af kondom bliver derfor betragtet som en hindring for både ægteskab og det at blive mor.
Ulykkeligvis er mange piger uvidende om risikoen for at pådrage sig aids. Den sydafrikanske avis Sowetan kommenterede en rapport fra UNICEF (FN’s Børnefond) der blev fremlagt ved konferencen: „UNICEFS undersøgelse viser at 51 procent af pigerne i Sydafrika mellem 15 og 19 år ikke vidste at én der ser sund og rask ud, kan være smittet med hiv og overføre dette virus til dem.“
En anden faktor der har betydning for udbredelsen af aids, er det seksuelle misbrug af kvinder. Ranjeni Munusamy, som overværede konferencen, skrev i Sunday Times, en sydafrikansk avis med hjemsted i Johannesburg: „Vold mod kvinder, den mest foruroligende form for magtmisbrug udøvet af mænd, er en stor hindring for forebyggelse og behandling af hiv-smitte. Denne magtudøvelses mange former — voldtægt, incest, hustruvold og seksuelt misbrug — betyder at sex ofte er noget påtvunget, hvilket i sig selv er en faktor som øger risikoen for hiv-infektion.“
Som det fremgår af hosstående ramme, var de statistikker som blev offentliggjort ved førnævnte konference, skræmmende. Man anslår at der hver dag er 7000 unge og 1000 børn som smittes med hiv. I løbet af bare ét år (1999) mistede hen ved 860.000 afrikanske børn syd for Sahara deres skolelærere som følge af aids.
Ifølge en undersøgelse hvis resultater blev publiceret af Medical Research Council of South Africa, er 4,2 millioner mennesker i Sydafrika smittet med hiv. Det svarer til 1 ud af 10 indbyggere. Situationen i nabolandene er endnu værre. Avisen The Natal Witness viderebragte resultatet af et skøn foretaget af USA’s Institut for Befolkningsstatistik: „Befolkningstallet i nogle af de aids-ramte lande i Afrika vil snart begynde at falde efterhånden som millioner dør af sygdommen, og den forventede levetid vil i slutningen af dette årti falde til omkring 30 år.“
Aids-tragedien er endnu et bevis på at menneskeheden nu lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“, en periode som Bibelen har forudsagt ville indtræffe „i de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1-5) De der elsker Guds ord, Bibelen, ser frem til en fuldstændig og permanent løsning ikke alene på aids-problemet, men også på alle de andre problemer der plager os mennesker. Guds rige vil snart overtage administrationen af alle jordens anliggender. I den nye retfærdige verden vil fattigdom og undertrykkelse høre fortiden til. (Salme 72:12-14; 2 Peter 3:13) Jordens indbyggere vil få et fuldkomment helbred, og ingen af dem vil nogen sinde sige: „Jeg er syg.“ — Esajas 33:24.
[Tekstcitat på side 14]
På verdensplan er hen ved 13.000.000 børn blevet forældreløse som følge af aids
[Oversigt/kort på side 15]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
ANTALLET AF VOKSNE (FRA 15 TIL 49 ÅR) SOM VED UDGANGEN AF 1999 VAR SMITTET MED HIV/AIDS
Nordamerika — 890.000
Caribien — 350.000
Latinamerika — 1.200.000
Vesteuropa — 520.000
Øst- og Centraleuropa — 410.000
Nordafrika og Mellemøsten — 210.000
Afrika syd for Sahara — 23.400.000
Syd- og Sydøstasien — 5.400.000
Østasien og Stillehavet — 530.000
Australien og New Zealand — 15.000
[Kildeangivelse]
Kilde: UNAIDS
[Grafisk fremstilling/illustration på side 15]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
PROCENTVIS FOREKOMST AF HIV/AIDS HOS VOKSNE (FRA 15 TIL 49 ÅR) I 16 AFRIKANSKE LANDE VED UDGANGEN AF 1999
1 Botswana 35,8%
2 Swaziland 25,2
3 Zimbabwe 25,0
4 Lesotho 23,5
5 Zambia 20,0
6 Sydafrika 20,0
7 Namibia 19,5
8 Malawi 16,0
9 Kenya 14,0
10 Centralafrikanske Rep. 14,0
11 Mocambique 13,2
12 Djibouti 11,7
13 Burundi 11,3
14 Rwanda 11,2
15 Elfenbenskysten 10,7
16 Etiopien 10,6
[Kildeangivelse]
Kilde: UNAIDS
[Illustration]
Thembeka med sine søstre
[Kildeangivelse]
Foto: Brett Eloff