Krigen kunne ikke standse vores forkyndelse

FORTALT AF LEODEGARIO BARLAAN

I 1942, under Anden Verdenskrig, kæmpede Japan og USA mod hinanden om mit hjemland, Filippinerne. Jeg befandt mig i bjergene i en lille landsby ved navn Tabonan, hvor jeg var taget til fange af lokale guerillaer der kæmpede mod japanerne. Jeg blev slået, anklaget for at være spion og truet med henrettelse. Lad mig forklare hvordan jeg var havnet i denne situation, og hvordan jeg overlevede.

JEG er født den 24. januar 1914 i byen San Carlos i provinsen Pangasinan. I 1930’erne sendte far mig på en landbrugsskole. Hver søndag gik jeg til messe, og præsten talte over de fire evangelier, Mattæus, Markus, Lukas og Johannes. Det gav mig lyst til at læse dem.

En dag gik jeg hen til klosteret for at købe en kopi af evangelierne for penge jeg havde tjent ved at sælge grøntsager. I stedet for fik jeg en brochure med titlen The Way to Heaven, og da den ikke indeholdt evangelierne, blev jeg dybt skuffet. Mit ønske om at få fat i evangelierne var så stærkt at jeg senere rejste til Manila. Dér boede min morbroder, som var et af Jehovas Vidner — og han gav mig ikke kun evangelierne, men hele Bibelen.

I Manila mødte jeg flere Jehovas Vidner. Deres evne til at citere skriftsteder imponerede mig. De gav mig tilfredsstillende svar  på de mange spørgsmål jeg havde. Min morbroder, Ricardo Uson, tog mig en dag med til et møde på Jehovas Vidners afdelingskontor. Lige inden vi nåede derhen, tændte jeg en cigaret. „Smid den væk!“ sagde han. „Jehovas Vidner ryger ikke.“ Så smed jeg cigaretten væk og røg aldrig siden. Ved mødet traf jeg den daværende afdelingstilsynsmand, Joseph Dos Santos, og andre Jehovas Vidner. Selv nu, efter mange år, husker jeg stadig disse storartede kristne brødre.

Et ønske om at tjene Gud

I oktober 1937 mens jeg stadig var elev på Los Baños Landbrugsskole, holdt jeg op med at gå til messe. I stedet for læste jeg i Bibelen og de publikationer som min morbroder havde givet mig. En gruppe Jehovas Vidner besøgte skolens område, og efter at have drøftet forskellige emner med en af dem, Elvira Alinsod, fik jeg et stærkt ønske om at tjene Jehova Gud.

Da jeg fortalte mine lærere at jeg havde planer om at forlade skolen, spurgte de: „Hvem skal så forsørge dig?“ Jeg forklarede dem at jeg havde tillid til at Gud ville sørge for mig hvis jeg tjente ham. Efter at have forladt skolen tog jeg hen til Vagttårnsselskabets kontor og præsenterede mig. Jeg nævnte at jeg ønskede at stille mig til rådighed, og sagde: „Jeg har læst publikationerne Loyalitet, Rigdom og Hvor er de døde? Nu vil jeg gerne tjene Jehova som heltidsforkynder.“ Jeg fik besked på at tage til provinsen Cebu for at slutte mig til tre pionerer, som Jehovas Vidners heltidstjenere bliver kaldt.

Jeg går i gang med forkyndelsen

Den 15. juli 1938 stod Salvador Liwag på kajen og tog imod mig da jeg ankom til øen Cebu. Dagen efter gik jeg i gang med at forkynde fra hus til hus. Ingen oplærte mig. Jeg viste blot den besøgte et vidnesbyrdskort som forklarede hvad vores arbejde gik ud på. Faktisk kunne jeg kun to ord på det lokale sprog, cebuano. Sådan begyndte min første dag i forkyndelsen.

Når vi skulle forkynde i en ny by, gik vi altid først op på rådhuset. Vi fordelte det sådan at broder Liwag skulle forkynde for borgmesteren, Pablo Bautista for politichefen og Conrado Daclan for dommeren. Min opgave var at tale med postmesteren. Så forkyndte vi på busterminalen, på politikasernen, i butikkerne og i skolerne. Desuden besøgte vi folk i deres hjem. Vi fremholdt studiehåndbogen Fjender. Jeg efterlignede dét mine medforkyndere sagde når de fremholdt budskabet fra hus til hus. På den måde lærte jeg lidt efter lidt at tale cebuano og kunne være med til at uddele bøger. Inden der var gået tre måneder, havde vi gennemarbejdet hele provinsen Cebu — i alt 54 byer. Jeg spurgte nu broder Liwag: „Kan jeg blive døbt?“

„Ikke endnu, broder,“ svarede han. Så blev vi overflyttet til øen Bohol, hvor vi forkyndte i halvanden måned i mere end 36 byer. Jeg spurgte ham igen om jeg kunne blive døbt. „Ikke endnu, broder Barlaan,“ var svaret. Da vi var færdige med Bohol og senere øen Camiguin, rejste vi til den store ø Mindanao og forkyndte i byen Cagayan de Oro.

På det tidspunkt sluttede Virginio Cruz sig til vores gruppe. Han havde været skolelærer, men havde sagt sin stilling op for at blive pioner. Vi fortsatte til andre byer og nåede til sidst Lake Lanao. Mens vi opholdt os der, spurgte jeg endnu en gang om jeg kunne blive døbt. Endelig fik jeg lov. Den 28. december 1938, efter at jeg havde været pioner i seks måneder, døbte broder Cruz mig i Lake Lanao ved byen Lumbatan.

Belønnet for at sætte sin lid til Gud

Senere sluttede jeg mig til tre pionerer i provinsen Negros Occidental. Det var broder Fulgencio de Jesus, søster Esperanza de Jesus og søster Natividad Santos, som vi kaldte Naty. Vi forkyndte sammen i mange byer i den provins. Vi måtte virkelig sætte vores lid til Jehova, da vore midler indimellem var små. Engang ville vi gerne have nogle fisk til vores ris. Jeg mødte en mand på stranden og  spurgte om han havde nogle fisk jeg kunne købe, men de var alle sammen blevet bragt til markedet. Han tilbød mig imidlertid én han havde taget fra til sig selv. Jeg spurgte ham hvad han skulle have for den. „Pyt med betalingen,“ sagde han, „du må få den.“

Jeg takkede ham mange gange. Men da jeg vendte mig om for at gå, indså jeg at én fisk ikke ville være nok til fire. På vejen kom jeg forbi en lille bæk og så til min overraskelse en fisk ligge oven på en sten. Åbenbart var den lige skyllet op, for den var våd endnu. Jeg tænkte ved mig selv: ’Måske er den død.’ Jeg gik hen for at samle den op og blev forbavset over at se at den stadig var levende. Jeg greb den med et snuptag, holdt den tæt ind til mig og huskede i det samme Jesu løfte: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:33.

Forkyndelse under krigen

Da vores gruppe af pionerer voksede til ni, delte vi den i to. Vores gruppe fik tildelt distrikt på øen Cebu. Vi var nu nået frem til december 1941, og Anden Verdenskrig var i fuld gang, blandt andet på Filippinerne. Mens vi befandt os i byen Tuburan, kom en filippinsk løjtnant ved midnatstid hen til vores værelse og sagde: „Vågn op, drenge! Soldaterne leder efter jer.“ Vi var under mistanke for at være japanske spioner og blev forhørt resten af natten.

Bagefter blev vi sat i fængsel. USA’s væbnede styrker i byen Cebu forlangte at vi gav dem et eksemplar af alle vores bøger, så de kunne afgøre om vi var japanske spioner. Mange i lokalbefolkningen besøgte os i fængselet. De var nysgerrige efter at se hvordan ’japanske spioner’ så ud. Nogle af de besøgende stillede os spørgsmål, og vi fortalte dem om Guds rige.

Da vi havde tilbragt fem dage i fængselet, modtog politichefen et telegram fra den amerikanske hærs hovedkvarter som gav ham ordre til at løslade Jehovas Vidner. Men han gav os besked på at vi ikke måtte forkynde mere på grund af krigen. Vi forklarede ham at vi ikke kunne holde op med at forkynde, for det var en opgave vi havde fået af Gud. (Apostelgerninger 5:28, 29) Politichefen blev vred og sagde: „Hvis I fortsætter med at forkynde, vil jeg lade folket dræbe jer.“

I dagene der fulgte, prøvede politichefen at få os arresteret igen. Senere blev vi stoppet af en gruppe amerikanske soldater, og en løjtnant ved navn Soriano spurgte søster Santos: „Vil I holde op med at forkynde?“

„Nej,“ svarede hun.

„Hvad så hvis vi stiller jer foran henrettelsespelotonen?“ spurgte han.

„Det ville ikke få os til at skifte mening,“ sagde hun.

Derefter blev vi gennet op på en ladvogn og kørt til byen Cebu, hvor vi blev fremstillet for oberst Edmund. Løjtnant Soriano  præsenterede os med ordene: „Disse folk er Jehovas Vidner. De er japanske spioner!“

„Jehovas Vidner?“ sagde obersten. „Dem kender jeg særdeles godt fra Amerika. De er ikke spioner. De er neutrale.“ Derefter vendte han sig mod os og sagde: „Når I er neutrale, bliver I ikke løsladt.“ Vi blev lukket inde i et lagerrum for en tid, hvorefter oberst Edmund talte med os igen og spurgte: „Er I stadig neutrale?“

„Ja, hr. oberst, det er vi,“ lød svaret.

„Så bliver I ikke løsladt,“ sagde han, „for hvis vi løslader jer, fortsætter I bare med at forkynde, og dem I omvender, bliver også neutrale. Og hvis alle er dét, er der ingen til at gå i krig.“

Frie til at forkynde igen

Et stykke tid efter blev vi forflyttet til fængselet i Cebu. Den 10. april 1942 angreb japanerne byen. Der faldt bomber alle vegne, og en kæmpe brand brød ud. Vagten fik øje på søster Santos, hvis celle var nær fængselets facademur. „Åh nej!“ råbte han, „Jehovas Vidner er stadig derinde. Luk døren op, og lad dem komme ud!“ Bagefter takkede vi Jehova for hans beskyttelse.

Vi tog øjeblikkelig op til bjergene for at finde vore kristne brødre og søstre. Vi fandt én af dem i byen Compostela. Det var en broder der tidligere havde ført an i forkyndelsen, men som havde besluttet sig for at holde op med at forkynde. Han ville flytte hen et sted hvor han kunne åbne en butik. Vi var imidlertid besluttede på at fortsætte med at forkynde Guds rige, uanset hvad der skete.

Vi havde en hel del eksemplarer af brochuren Comfort All That Mourn, og vi arbejdede ihærdigt for at uddele den til folk. Mange prøvede imidlertid at skræmme os ved at sige at japanerne ville hugge hovedet af os hvis de så os. Kort tid efter blev der organiseret en antijapansk guerillabevægelse, og den broder der var holdt op med at forkynde og var flyttet til Cebu for at gøre forretning, blev arresteret. Det bedrøvede os at høre at han var blevet anklaget for at være japansk spion og var blevet henrettet.

Beskyldt for at være spioner

I mellemtiden fortsatte vi med at forkynde i bjergene. En dag hørte vi om en dame som skulle være interesseret i Bibelen, men for at besøge hende måtte vi passere en række guerillastillinger. Vi nåede landsbyen Mangabon, hvor kvinden boede, men en gruppe soldater opdagede os og råbte: „Hvad skal I her?“

„Vi er Jehovas Vidner,“ svarede jeg. „Vil I høre det budskab vi har på grammofonen?“  Det sagde de ja til, så jeg spillede pladen „Værdien af Kundskab“. Bagefter blev vi undersøgt og forhørt og derefter ført til guerillaernes hovedkvarter i landsbyen Tabonan. Vi bad til Jehova om beskyttelse, for det var almindeligt kendt at næsten alle der blev ført derhen, blev henrettet.

Vi blev holdt under streng bevogtning og mishandlet. Det bringer os tilbage til den situation som jeg beskrev i indledningen, hvor jeg blev slået, og hvor løjtnanten havde peget på mig og sagt: „Du er spion.“ De fortsatte med at mishandle os i et stykke tid, men i stedet for at henrette os idømte de os hårdt strafarbejde.

En af de pionerer som blev fængslet i Tabonan, var min broder Bernabe. Hver morgen fik fangerne besked på at synge de patriotiske sange „God Bless America“ og „God Bless the Philippines“. I stedet for sang Vidnerne: „Hvem er på Herrens side?“ Engang råbte den officer der ledede morgensangen: „Alle der ikke synger ’God Bless America’, bliver hængt i det der akacietræ!“ Men trods sådanne trusler mistede ingen af os livet. Senere blev vi overflyttet til andre lejre. Endelig kom mine løsladelsespapirer, dateret juli 1943. På daværende tidspunkt havde jeg været fængslet i otte måneder og ti dage.

Et helt livs forkyndelse

Vort ønske om at vende tilbage og besøge dem der havde vist interesse for Bibelen, fik os til at vandre 60 kilometer til byen Toledo. Der blev arrangeret regelmæssige møder, og mange mennesker blev med tiden døbt. I 1945 sluttede krigen endelig. To år senere, næsten ni år efter min dåb, var jeg med til stævne for første gang. Det blev holdt på Santa Ana væddeløbsbane i Manila. Omkring 4200 var til stede ved det offentlige foredrag „Glæde for hele Folket“.

Inden krigen begyndte, var vi omkring 380 Jehovas Vidner på Filippinerne, men i 1947 var antallet steget til 2700. Siden da har jeg haft mange forrettigheder i Jehovas tjeneste. Fra 1948 til 1950 var jeg rejsende tilsynsmand i Surigao-området. I 1951 giftede jeg mig med Natividad Santos, som så modigt havde forkyndt sammen med vores gruppe under krigen. Efter at vi var blevet gift, kom vi ud i rejsetjenesten, og fra 1954 til 1972 besøgte vi hele Mindanao-området.

I 1972 blev vi specialpionerer for at kunne være i nærheden af vores aldrende forældre og hjælpe dem. Selv om vi nu begge er i 80’erne, er vi stadig heltidsforkyndere og har tilsammen været mere end 120 år i heltidstjenesten. Det har været en stor glæde for os at se hvordan antallet af dem der forkynder den gode nyhed på Filippinerne, er vokset til mere end 130.000. Vi ønsker at hjælpe endnu flere til at forstå at Guds rige er det eneste håb for sand fred og lykke på jorden.

[Tekstcitat på side 22]

Vi blev mistænkt for at være japanske spioner og blev af den grund forhørt resten af natten

[Illustration på side 23]

I 1963 med vore venner på øen Bohol. Min kone og mig som nummer fire og fem fra højre.

[Illustration på side 24]

Min kone og mig i dag

[Kildeangivelse på side 20]

Billedet i baggrunden: U.S. Signal Corps photo