Hvad siger Bibelen?

Behøver kristne at gå i kirke?

„FØRHEN gik jeg altid i kirke, men det gør jeg ikke mere.“ „Jeg tror man kan tilbede Gud hvor som helst, og ikke kun i en kirke.“ „Jeg tror på Gud og på Bibelen, men jeg mener ikke man behøver at gå i kirke.“ Især i de vestlige lande har flere og flere den holdning. Måske har du mødt lignende udtalelser. Folk der har været vant til at gå i kirke, finder det ikke længere nødvendigt. Men hvad siger Bibelen? Skal kristne komme et bestemt sted eller i en bestemt bygning for at Gud kan acceptere deres tilbedelse?

I det gamle Israel

Moseloven påbød alle jødiske mænd at samles til tre årlige højtider et nærmere fastsat sted. Der var også mange kvinder og børn til stede. (5 Mosebog 16:16; Lukas 2:41-44) Ved bestemte lejligheder underviste præsterne og levitterne den forsamlede skare ved at læse op af Guds lov. Man ’fortolkede loven, gav det læste mening og forklarede det oplæste’. (Nehemias 8:8) Angående sabbatsårene lød Guds bestemmelse: „Kald folket sammen, mændene og kvinderne og småbørnene og den fastboende udlænding hos dig, som er inden for dine porte, for at de kan høre og for at de kan lære, og således frygte Jehova jeres Gud  og tage vare på at følge alle denne lovs ord.“ — 5 Mosebog 31:12.

Templet i Jerusalem var det eneste sted man kunne bringe ofre til Gud og få vejledning af præsterne. (5 Mosebog 12:5-7; 2 Krønikebog 7:12) Med tiden byggede man andre tilbedelsessteder, kaldet synagoger, i Israel. Her kunne man lytte til oplæsning af Skrifterne og bede til Gud. Men templet i Jerusalem var stadig det vigtigste tilbedelsessted. Det belyser bibelskribenten Lukas. Han beretter om en ældre kvinde ved navn Anna, som „aldrig var borte fra templet, hvor hun nat og dag ydede hellig tjeneste med fasteperioder og bønner“. (Lukas 2:36, 37) Det at tilbede Gud sammen med andre hengivne troende var det bærende i Annas liv. Også andre gudfrygtige jøder fandt dette vigtigt.

Sand tilbedelse efter Jesu død

Efter Jesu død var hans disciple ikke længere underlagt hverken Moseloven eller påbudet om at tilbede i templet. (Galaterne 3:23-25) De fortsatte dog med at mødes for at bede og studere Guds ord. De havde ingen kunstfærdige bygninger, men benyttede i stedet for private hjem og offentlige steder. (Apostelgerninger 2:1, 2; 12:12; 19:9; Romerne 16:4, 5) Kristne møder i det første århundrede var ganske enkle og uden ritualer og ceremonier.

De bibelske principper der blev fremholdt ved disse møder, var som strålende diamanter midt i Romerrigets moralske mørke. Ikketroende som overværede dem for første gang, ville uvilkårligt udbryde: „Gud er virkelig iblandt jer.“ (1 Korinther 14:24, 25) Ja, Gud var virkelig iblandt dem. „Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ — Apostelgerninger 16:5.

Kunne en kristen dengang have Guds godkendelse hvis han tilbad i hedenske templer eller måske for sig selv? Bibelen giver en klar vejledning på dette område: For at være godkendte tilbedere måtte man blive en del af den eneste sande kirke, eller menighed, der i Bibelen beskrives som „ét legeme“ af sande tilbedere. Jesu disciple, der var kendt som kristne, udgjorde dette „legeme“. — Efeserne 4:4, 5; Apostelgerninger 11:26.

Hvordan skal kristne forholde sig i dag?

Bibelen tilskynder os ikke til at udøve vores tilbedelse i en kirkebygning, men at tilbede Gud sammen med menighedsforsamlingen, „den levende Guds menighed“, der „tilbeder ham . . . i ånd og sandhed“. (1 Timoteus 3:15; Johannes 4:24) Religiøse møder som Gud kan godkende, bør oplære folk i „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“. (2 Peter 3:11) Disse møder bør hjælpe forsamlingen til at blive modne kristne som kan „skelne mellem ret og uret“. — Hebræerne 5:14.

Jehovas Vidner bestræber sig for at følge det eksempel de første kristne satte. De kalder ikke deres mødesale for kirker, men for rigssale. Over 91.400 menigheder af Jehovas Vidner mødes regelmæssigt i deres rigssale, i private hjem og andre steder for at studere Bibelen og opmuntre hinanden. Dette er i harmoni med apostelen Paulus’ ord: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen.“ — Hebræerne 10:24, 25.