Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Menneskets bedste ven?

Små børn som lades alene med en hund, er i fare for at blive bidt, oplyses det i en artikel i avisen El Universal, der udgives i Mexico City. „Angrebene sker næsten altid fordi barnet provokerer hunden. Hunden forsvarer sig blot,“ siges der i rapporten. På ét mexicansk hospital er 426 børn inden for de sidste fem år blevet behandlet for hundebid. Tolv procent af disse børn har fået varige mén eller er blevet skamferet. Artiklen tilskynder forældre til at lære deres børn nogle grundlæggende regler der gælder alle hunde: Vis respekt for hundens legesager, sovested og madskål. Gå ikke hen til en hund når den spiser eller sover. Lad være med at trække en hund i halen eller prøve at ride på den.

Søvnmangel

„Vi er et samfund der lider af en kritisk mangel på søvn,“ siger psykologen Stanley Coren ved University of British Columbia. Søvnmangel bar en del af skylden for kernekraftulykken på Tremileøen i USA og for olieudslippet fra tankskibet Exxon Valdez. Ifølge det canadiske tidsskrift Maclean’s er døsige bilister skyld i mere end 100.000 færdselsulykker årligt i Nordamerika. Søvnspecialisten dr. William Dement ved Stanford University advarer: „Folk forstår ikke til fulde hvor meget søvn de har brug for.“ Forskere giver derfor følgende råd: Spis ikke aftensmad senere end tre timer før sengetid. Gå i seng og stå op på faste tidspunkter hver dag. Lad være med at have et fjernsyn eller en computer i soveværelset. Undgå koffein, alkohol og tobak. Tag sokker på for at holde fødderne varme. Tag et varmt bad før du går i seng. Få motion hver dag, men ikke lige før sengetid. Sluttelig siger Maclean’s: „Hvis du ikke kan sove, så stå op og foretag dig noget. Gå først i seng når du føler dig træt, og stå op samme tid som du plejer.“

Skænderier i ægteskabet

En ny undersøgelse foretaget af Andrew Christensen ved University of California i Los Angeles viser at „ægtepar som ikke er kritiske over for hinanden, men tolerante over for hinandens forskelligheder, har de bedste ægteskaber,“ skriver tidsskriftet Time. Skænderier fører blot til endnu mere ufred.

Japans selvmordsproblem

På grund af økonomisk stagnation „synes Japan at have mistet sin fornemmelse af mening“ og „er gået i stå,“ hævder mange japanere. Det har resulteret i „et alarmerende antal selvmord i løbet af de sidste ti år,“ oplyser The New York Times. „I et samfund hvor mange drives af frygten for at tabe ansigt, har rekordhøj arbejdsløshed forvandlet mange mænd til fortvivlede omstrejfere der bliver væk hele dagen så det ser ud som om de har et indbringende job.“ Nogle bliver så ængstelige og skamfulde at de begynder at overveje selvmord. „Der er stor håbløshed,“ siger dr. Yukio Saito. „Folk har ingen fremtidsdrømme, og alt synes at gå ned ad bakke. . . . Selvmord er nærmest blevet epidemisk.“ At kaste sig ud foran et tog der er i fart, er en meget anvendt selvmordsmetode. For at forebygge sådanne tragedier har et jernbaneselskab malet sine overskæringer i en klar grøn farve i håb om at det kan bedre selvmordskandidatens mentale tilstand, og der er blevet placeret spejle på perronerne langs sporene for at få dem der overvejer at springe ud foran toget, til at standse op og ombestemme sig. Jernbaneselskabet har også beskåret planterne på baneterrænet for at hindre folk i at føle sig uforstyrret af andre. Men eksperter siger at medmindre den økonomiske situation bliver bedre, vil disse bestræbelser sandsynligvis være virkningsløse.

Hold køkkenet rent

„[Almindelig] klor er det bedste forsvar“ mod sygdomsfremkaldende patogener som skjuler sig i et køkken, skriver den canadiske avis The Vancouver Sun. Artiklen indeholder følgende forslag: Tilbered hver dag en opløsning bestående af 7-8 milliliter klor i 4 liter varmt vand. (Ikke skoldhedt vand da det får klor til at fordampe.) Tør overflader i køkkenet af med en ren karklud vredet op i denne opløsning. Lad overfladerne tørre. Jo længere tid kloren får lov at virke, jo flere mikroorganismer bliver der dræbt. Vask service af i varmt sæbevand, og rens det ved at lade det ligge i kloropløsningen i nogle få minutter. Når servicet er tørt, vil det være fri for kemiske rester. Det tilrådes at man hver dag vasker og klorbehandler køkkensvampe, karklude og opvaskebørster. Og for at mindske risikoen for at inficere maden med hænderne bør man vaske dem grundigt og bruge neglebørsten.

Truede sprog

Mexico er det land i Nord- og Sydamerika hvor det største befolkningsudsnit taler de oprindelige sprog. Når det gælder antallet af oprindelige sprog der stadig tales, indtager Mexico tredjepladsen på verdensplan næst efter Indien og Kina. Den engelsksprogede avis The News, der udgives i Mexico, rapporterer at mange af disse sprog er ved at uddø. Rafael Tovar y de Teresa, der er leder af Rådet for Kultur og Kunst, fortæller at af de under 100 oprindelige sprog der taltes i Mexico i slutningen af det 19. århundrede, er der kun 62 tilbage. Og 16 af disse sprog tales af mindre end 1000 personer. Det vækker bekymring at de indfødtes betegnelser for planter kan gå tabt når et sprog uddør, hvorved man mister værdifuld viden om planternes traditionelle anvendelse i forbindelse med sygdomsbehandling.

Alkohol og svømning

På et enkelt år var „et overdrevent alkoholforbrug“ skyld i de fleste drukneulykker i Tyskland, siger dr. Klaus Wilkens, formand for Den Tyske Livredningsforening. I 1998 skete der ifølge helsebladet Apotheken Umschau 477 drukneulykker i floder, vandløb og søer i Tyskland. Alkohol og svømning er en farlig kombination, da alkohol kan svække koordinationsevnen og kroppens muskelfunktioner og få svømmeren til at overvurdere sine evner. Livreddere giver derfor denne advarsel: ’Lad være med at gå i vandet hvis du har drukket alkohol.’

Bliver betalt for at dræbe insekter

Ifølge avisen The Times of India har skovvæsenet i den indiske stat Uttar Pradesh iværksat en kampagne for at hindre nogle vingede, cirka tre centimeter lange insekter kaldet hoplo i at ødelægge en skov der består af hen ved 650.000 saltræer. Eftersom antallet af disse insekter er vokset i den senere tid, er træartens eksistens truet. Insekterne borer sig ind i barken og stammen, hvilket får træet til at tørre ind og dø. Skovvæsenet benytter en listig metode til at fange insekterne. Stykker af bark fra unge saltræer bliver spredt i områder hvor insekterne holder til. Væske der siver ud af disse barkstykker, tiltrækker insekterne og virker berusende på dem, og det gør det lettere at fange dem. Lokale drenge hyres til at gøre arbejdet for 75 paisa (cirka 20 øre) pr. insekt.

Nedtrykte førtidspensionister

At gå på førtidspension kan have visse fordele, men det kan også have store følelsesmæssige omkostninger. Den brasilianske avis Diário de Pernambuco oplyser at tidligere offentligt ansatte har klaget over problemer, lige fra ’utilfredshed, irritabilitet, usikkerhed og en identitetskrise til depression og en følelse af at hele deres verden var ved at gå i opløsning’. Ifølge alderdomsforskeren Guido Schachnik „er det ikke usædvanligt at mænd der går tidligt på pension, begynder at drikke, og at kvinder i samme situation bliver afhængige af medicin“. De der overvejer at gå på pension, bør „undgå at stifte gæld, holde deres færdigheder ved lige på nye måder og søge rådgivning så de undgår at havne i bundløs gæld,“ siger psykologen Graça Santos.

Aids og landbrug i Zambia

Landbrugsproduktionen i Zambia vanskeliggøres af den hurtige spredning af aids i landet. Avisen Zambia Daily Mail skriver at en af de vigtigste ressourcer i landbruget er landmændenes og deres hjælperes arbejdskraft. Men en stor del af denne arbejdskraft går tabt på grund af aids. „Når landmænd dør, er der mindre arbejdskraft på gårdene, og det resulterer i et drastisk fald i produktionen. Det påvirker de enkelte husstandes madvareforsyning, med et stigende antal fattige til følge,“ skriver Daily Mail. Ifølge Daniel Mbepa, der er administrator for Mansa-distriktet i Zambia, kunne problemet løses hvis landmændene begrænsede deres seksuelle interesser til kun at omfatte deres egen ægtefælle. Han siger: „Ved at fremme gode moralnormer kunne man få aids under kontrol.“