Vil Middelhavs-munkesælerne overleve?

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I GRÆKENLAND

HOMER fortæller i sit episke digt Odysseen at de lå og dasede på de solbeskinnede græske strande. I en by i fortidens Lilleasien prægede man deres billede på mønterne. Engang vrimlede det med dem i Middelhavet og Sortehavet. Men i dag er det de færreste der vil få de sky Middelhavs-munkesæler at se.

I det 18. og 19. århundrede drev man intensiv jagt på de fleste pelsklædte havpattedyr. Også i tusindvis af Middelhavs-munkesæler blev dræbt på grund af deres skind, tran og kød.

Nu er det kun alt for tydeligt hvilken skade der er sket. Man anslår at der blot er mellem 379 og 530 Middelhavs-munkesæler tilbage. Måske er de tæt på at blive udryddet. At beregne størrelsen af en bestand er ganske vist en videnskab der „er meget langt fra at være eksakt,“ som det hedder i nyhedsbrevet Monachus Guardian.

Bliver der gjort noget for at beskytte munkesælerne? Eller er det for sent?

En anstrengende kamp

Navnet munkesæl kommer muligvis af pelsens farve, som kan minde om klædedragten inden for visse religiøse ordener. Sælen lever fortrinsvis omkring utilgængelige klipper og i havgrotter ved øerne De Nordlige Sporader i Ægæerhavet. Mindre grupper holder til langs Afrikas nordvestkyst og den portugisiske øgruppe Ilhas Desertas. Den er en af verdens største sælarter og kan blive op til tre meter lang og veje helt op til 275 kilo.

Særlige træk ved sælen er dens runde, sølvglinsende hoved, dens kulsorte øjne, store næsebor og mange hudfolder. Ørerne er små spalter, og skæghåret som hænger ned, er tykt. Kroppen er dækket af sorte eller chokoladebrune hår, men er noget lysere på undersiden. Nyfødte sælunger har derimod lange, mørke hår på ryggen og en hvid plet på maven.

Det er en kamp for munkesælerne at overleve, da de ikke får så mange unger. Hunnerne føder ikke mere end én unge om året, og situationen forværres af at ikke alle får unger hvert år.

Men den lave fødselsrate er ikke hele forklaringen. Dennis Thoney, som er direktør for New Yorks Akvarium for Fredede Dyr, siger: „Middelhavs-munkesælen formerer sig langsomt, men de spættede sæler, som klarer sig vældig godt, har også en lav  fødselsrate. Så der må uden tvivl være andre faktorer som er skyld i at den forsvinder.“

Sælens levesteder bliver ødelagt

Forestil dig den ødelæggelse en voldsom brand i dit hjem ville forårsage. Alle dine ejendele — møbler, tøj, personlige klenodier og andre minder — ville gå tabt. Det ville vende op og ned på dit liv. Og det er stort set hvad der er sket med Middelhavs-munkesælens hjem. Forureningen, turismen, industrien og andre påvirkninger fra mennesker har efterhånden spoleret mange af sælens naturlige levesteder.

Desuden er munkesælens fødeemner blevet kraftigt reduceret af overfiskeri. Zoolog Suzanne Kennedy-Stoskopf siger: „Når sælerne ikke har let adgang til byttedyr, skal de bruge mere energi på at finde føde.“ Munkesælerne har altså ikke blot mistet deres levested, deres hjem, hvilket er et alvorligt tab; de har også måttet kæmpe for at finde føde.

En anden følge af overfiskeriet er at sæler af og til bliver viklet ind i garnene og drukner. Men oftere sker det at fiskerne direkte dræber sælerne. Hvorfor gør de det? Fordi sælerne har lært at stjæle fra garnene, som de kommer til at ødelægge. Menneskene konkurrerer altså med dyrene om at få del i den stadig mindre mængde fisk. Denne ulige kamp har ført til at munkesælerne er tæt på udryddelse.

Eftersom munkesælerne befinder sig næsten øverst i fødekæden, mener nogle forskere at dette havdyr er en såkaldt indikatorart. Det vil sige at hvis de ikke klarer sig godt, indikerer det tydeligt at resten af fødekæden heller ikke klarer sig godt. Hvis det viser sig at være tilfældet, ser det sort ud for Middelhavets økosystem, for munkesælen er Europas mest truede art.

Vil de overleve?

Menneskene udgør den største trussel mod Middelhavs-munkesælerne, men ironisk nok er det også blandt dem man finder de ivrigste forkæmpere for sælerne. Man har dannet private og offentlige organisationer som skal beskytte sælerne. Fredede områder er blevet udlagt til naturreservater, og der foretages mange undersøgelser i naturen for at hjælpe disse pragtfulde dyr.

I 1988 dannede man Den Græske Forening for Studiet og Beskyttelsen af Middelhavs-munkesælen (MOm). Forskere som er tilknyttet MOm, tager jævnligt ud til munkesælernes levesteder for at foretage optællinger og indsamle andre oplysninger som kan bruges i arbejdet med at beskytte sælerne.

Et vagthold som bruger speedbåde, patruljerer i de fredede områder. Det samme  hold fungerer også som naturvejledere for de gæster og fiskere som besøger Grækenlands Nationale Marinepark ved Alonisos ved øgruppen De Nordlige Sporader. Og når der bliver fundet syge eller tilskadekomne sæler, sørger holdet for den nødvendige sygepleje og transport til MOms genoptræningsafdeling.

På Centret for Behandling og Genoptræning af Sæler tager man sig af forældreløse, syge eller tilskadekomne unger indtil de kan klare sig selv. Hidtil har resultaterne været lovende. Bestanden af munkesæler ved De Nordlige Sporader er i mange år gået hurtigt tilbage, men nu er der tydelige tegn på fremgang.

Om disse anstrengelser fortsat vil lykkes, kan kun tiden vise. Endnu er der meget som skal gøres, hvis denne truede art skal overleve. Ph.d. David Wildt fra Smithsonian Institution siger til Vågn op!: „Generelt står det ikke godt til med livet i havet. Det skyldes at vi ikke virkelig ved hvad der lever i havene, og da slet ikke hvordan vi skal beskytte det.“

[Ramme på side 17]

’Slægtninge’ i farezonen

I andre havområder lever der også munkesæler som er truede. Ifølge bladet National Geographic var Caribisk munkesæl „den første sæl Columbus fik øje på i den Nye Verden. Og da munkesælerne foretrak at færdes tæt på land, og man samtidig kunne udnytte dem i forskellige sammenhænge, blev de inden længe slagtet i massevis. . . . Den sidste caribiske munkesæl man har optegnelser over, blev set i 1952.“

I det nationale naturreservat på Hawaiiøerne er området French Frigate Shoals måske det sidste tilflugtssted for Hawaii-munkesælerne. Trods mange ihærdige bestræbelser for at beskytte de 1300 overlevende sæler, er de ramt af problemer.

Siden foråret 1997 er cirka tre fjerdedele af de 270 Middelhavs-munkesæler som lever langs Mauretaniens kyst i Vestafrika, døde som følge af en epidemi. Ifølge Science News var de fleste af de undersøgte sæler smittet af „en sælpestvirus, en virus svarende til den der er årsag til hundesyge“.

[Illustrationer på side 16]

Munkesælerne har mange særegne træk, som for eksempel det runde hoved og de store næsebor

Man har dannet organisationer som skal beskytte sælerne

[Kildeangivelse]

Panos Dendrinos/HSSPMS

[Illustrationer på side 17]

Bestanden af munkesæler ved De Nordlige Sporader er i mange år gået hurtigt tilbage, men nu er der tydelige tegn på fremgang

[Kildeangivelser]

P. Dendrinos/MOm

D. Kanellos/MOm

[Illustration på side 17]

Hawaii-munkesæl

[Kildeangivelse på side 15]

Panos Dendrinos/HSSPMS