Blodkredsløbets undere

FORESTIL dig et hus med et så avanceret rørsystem at den væske der løber igennem rørene, kan transportere mad, vand, ilt og affaldsstoffer rundt i systemet på forsvarlig vis. Rørene i systemet har desuden den særlige evne at de kan reparere sig selv og udbygge sig selv hvis forandringer i huset kræver det. En enestående konstruktion!

Menneskelegemets „rørsystem“ er imidlertid endnu mere avanceret. Ud over at være med til at regulere legemstemperaturen fører væsken i rørene også en broget samling hormoner, eller kemiske budbringere, og effektive forsvarsvåben mod sygdomme med rundt i systemet. Hele netværket er blødt og smidigt. Det er stødabsorberende og kan følge kroppens bevægelser. Ingen ingeniør blandt mennesker kan konstruere et sådant system. Men det var dét Skaberen gjorde da han dannede venerne, arterierne og kapillærerne i det menneskelige legeme.

Kredsløbets hovedkomponenter

Kredsløbet hos mennesket består i virkeligheden af to systemer der arbejder sammen. Det ene er blodkredsløbet, som omfatter hjertet, blodet og alle blodkarrene. Det andet er det lymfatiske system — et netværk af kar der transporterer overskydende væske, kaldet lymfe, fra vævene tilbage til blodbanen. Hvis blot ét voksent menneskes blodkar blev lagt i forlængelse af hinanden, ville de kunne række 100.000 kilometer. Det svarer til at de ville kunne nå rundt om jorden to og en halv gang. I dette omfattende system flyder det livgivende blod, som udgør cirka otte procent af legemsvægten, ud til milliarder af celler.

Hjertet er blodkredsløbets kraftværk. Det er på størrelse med en knyttet hånd og pumper hver dag mere end 9500 liter blod rundt i legemet. Det svarer nogenlunde til at man hvert døgn løfter en byrde på et tons op i 10 meters højde.

En rundtur i blodkredsløbet

Hvilken vej flyder blodet? Lad os begynde med det iltfattige blod der ankommer til hjertet gennem de to store hulvener — vena cava superior (den øvre) og vena cava inferior (den nedre). (Se illustrationen.) Disse vener udmunder i hjertets højre forkammer. Det højre forkammer presser blodet ind i det mere muskuløse højre hjertekammer. Herfra pumpes blodet videre  til lungerne gennem truncus pulmonalis og de to lungearterier. Disse kar er de eneste arterier der indeholder iltfattigt blod, som normalt flyder i venerne.

Mens blodet befinder sig i lungerne, afgiver det kuldioxid og optager ilt. Derefter løber det ind i hjertets venstre forkammer gennem de fire lungevener, de eneste vener der indeholder iltet blod. Venstre forkammer sender blodet ind i venstre hjertekammer, det kammer som har den kraftigste muskulatur, og herfra pumpes det iltede blod ud i kroppen gennem aorta. Sammentrækningen af de to forkamre sker på samme tid, efterfulgt af de to hjertekamre, og disse to sammentrækninger lige efter hinanden er det vi kan høre som hjertets slag. Fire indre klapper sikrer ensretningen af blodstrømmen gennem hjertet.

Venstre hjertekammer skal pumpe blod helt ud i ekstremiteterne, og dets kraft er cirka seks gange større end højre hjertekammers. Dette medfører et blodtryk som nemt kunne forårsage et aneurisme (en lokal udbulning eller udvidelse af en pulsåre), eller endda et potentielt dødeligt slagtilfælde, hvis ikke disse kar var udstyret med en sindrig mekanisme som kan dæmpe trykstigningen under hjerteslaget.

Elastiske arterier

Legemets største arterie, aorta, og dens hovedforgreninger udgør de „elastiske arterier“. Da disse arteriers indvendige diameter er stor, flyder blodet let her. De har tykke vægge der indeholder muskelvæv og talrige koncentriske lameller af elastin, et gummilignende protein. Når venstre hjertekammer pumper blod ud i disse arterier, udvider de sig så trykket absorberes og blodet sendes videre til den næste type arterier, de muskuløse arterier eller fordelingsarterierne, hvis vægge også indeholder elastin. Takket være denne  bemærkelsesværdige opbygning er blodtrykket stabilt når blodet når ud til de små kapillærer. *

Fordelingsarterierne har en diameter på 0,3-10,0 millimeter. Styret af særlige nervefibre kan disse blodkar ved at udvide sig eller trække sig sammen regulere blodgennemstrømningen, hvilket gør kredsløbet meget dynamisk. Hvis man får et traume eller pludselig bliver grebet af frygt, vil trykreceptorer i arterierne for eksempel signalere til hjernen, som derefter giver de relevante arterier besked på at begrænse blodtilstrømningen til mindre vigtige områder, som for eksempel huden, og omdirigere det til organer der har vital betydning. Tidsskriftet New Scientist siger: „Arterierne kan ’mærke’ blodstrømmen og reagere på den.“ Det er ikke så mærkeligt at man har kaldt arterierne for „intelligente rør“.

Når blodet forlader de mindste arterier, arteriolerne, ligger blodtrykket stabilt på cirka 35 millimeter kviksølv. Det er meget vigtigt at blodtrykket er stabilt og lavt her, eftersom arteriolerne munder ud i kapillærerne, de mindste af alle blodkarrene.

Røde blodlegemer passerer enkeltvis

Med en diameter på mellem otte og ti mikrometer (en milliontedel af en meter) er kapillærerne så små at de røde blodlegemer passerer igennem dem i række, ét efter ét. Gennem kapillærernes væg, der består af et enkelt lag celler, transporteres næringsstoffer (med plasmaet) og ilt (som de røde blodlegemer har båret med sig) til de omgivende væv. Samtidig diffunderer kuldioxid og andre affaldsstoffer som skal bortskaffes, fra vævene tilbage til kapillærerne. Også kapillærerne kan, afhængigt af de omkringliggende vævs behov, regulere hvor meget blod de lader  passere. Det sker ved hjælp af en lille ringformet lukkemuskel kaldet en sphincter.

Fra venoler til vener og tilbage til hjertet

Når blodet forlader kapillærerne, løber det ind i nogle små vener der kaldes venoler. Venolerne, der har en diameter på mellem 8 og 100 mikrometer, forener sig til vener som fører blodet tilbage til hjertet. Når blodet er nået frem til venerne, er trykket næsten helt forsvundet. Venernes vægge er tilsvarende tyndere end arteriernes, og de indeholder mindre elastin. Venernes diameter er imidlertid større end arteriernes og indeholder hele 65 procent af den samlede blodmængde.

Som kompensation for det lave blodtryk er venerne udstyret med nogle hjælpemidler som på behændig vis kan føre blodet tilbage til hjertet. For det første har de nogle klapper, udformet som lommer, der hindrer tyngdekraften i at dræne blodet væk fra hjertet. For det andet gør de brug af skeletmuskulaturen. Når musklerne spændes, som det for eksempel er tilfældet med benmusklerne når vi går, bliver de nærliggende vener trykket sammen. Derved presses blodet gennem de „ensrettede“ klapper i retning mod hjertet. Endelig hjælper de trykforandringer der som følge af vejrtrækningen opstår i bughulen og brysthulen, venerne til at tømme sig ud i hjertets højre forkammer.

Blodkredsløbet er så effektivt at det, selv når en person er i hvile, sender cirka 5 liter blod tilbage til hjertet hvert minut. Almindelig gang øger mængden til cirka 8 liter i minuttet, og hos en veltrænet maratonløber kan der løbe hele 35 liter blod gennem hjertet hvert minut. Det er syv gange så meget som hos en person i hvile.

I nogle tilfælde kan veneklapper lække. Det kan være arveligt betinget, men det kan også skyldes fedme, graviditet eller at man regelmæssigt står op i længere tid ad gangen. Når veneklapperne svigter, samler der sig blod neden under dem, og det får venerne til at udvide sig så der dannes åreknuder. Andre belastninger, som for eksempel dem der opstår under en fødsel eller i forbindelse med at have afføring, øger trykket i bughulen, og det hindrer blodet i venerne fra endetarmsåbningen og tyktarmen i at vende tilbage. Dette kan resultere i at der dannes åreknuder kaldet hæmorroider.

Lymfesystemet

Når blodet i kapillærerne afgiver næringsstoffer til vævene og optager affaldsstoffer, er den mængde væske der følger med tilbage, mindre end den mængde der blev afgivet til vævene. Nogle af blodets vigtige proteiner siver ud i vævene. Af den grund har legemet behov for lymfesystemet. Dette system opsamler den overskydende væske, som kaldes lymfe, og sender den tilbage til blodbanen via en stor vene ved halsroden og en anden vene i brystet.

Ligesom det er tilfældet med arterier og vener, findes der også flere kategorier af lymfekar. De mindste, lymfekapillærerne, forekommer dér hvor flere lag blodkapillærer er samlet. Disse små kar absorberer overskydende væske og leder den til større lymfekar som fører lymfen til lymfekarstammerne . Endelig forener lymfekarstammerne sig til lymfegange som udmunder i venerne.

Lymfen løber kun én vej — mod hjertet. Lymfekarrene danner derfor ikke noget kredsløb på samme måde som blodkarrene. En svag muskelaktivitet i lymfekarrene kombineret med pulsationen i de nærliggende arterier og bevægelsen af kroppens lemmer er med til at sikre lymfens fremdrift gennem systemet. Enhver blokering af lymfekar vil medføre en ophobning af væske i det pågældende område, og den hævelse som det resulterer i, kaldes et ødem.

Også mikroorganismer kan spredes via lymfekar. Skaberen har derfor udstyret lymfesystemet med nogle effektive forsvarsmekanismer, de lymfoide organer. Til dem hører lymfeknuderne, som findes spredt langs de større lymfekar — milten, brisselen, mandlerne, blindtarmen og nogle grupper af lymfocytophobninger i tyndtarmen (de Peyerske plaques). Disse organer er med til at producere og opbevare lymfocytter, som hører til immunsystemets vigtigste celler. Et effektivt lymfesystem bidrager til et godt helbred.

Her slutter vores rundtur. Selv dette korte indblik afslører et underfuldt og komplekst ingeniørarbejde som er forbløffende effektivt. Medmindre der er noget galt, udfører dette mesterværk sine mange opgaver lydløst, uden at vi er os det bevidst. Pas derfor godt på dit kredsløb, så vil det til gengæld passe godt på dig.

[Fodnote]

[Ramme/illustrationer på side 26]

Pas på dine arterier!

Arteriosklerose, eller „åreforkalkning“, er en hyppig dødsårsag i mange lande. Den mest almindelige type er atherosklerose, der skyldes en ophobning af fedtaflejringer som ligner en grødagtig substans, på indersiden af arterievæggen. Disse aflejringer indsnævrer arterien, eller reducerer dens indvendige diameter, så den let blokeres fuldstændig hvis plaquet når et kritisk stadium og brister. En fuldstændig blokering kan også forårsages af koaguleret blod som føres rundt med blodstrømmen, eller af muskulære kramper i arterievæggen.

En særlig farlig tilstand opstår når der ophober sig plaque på kranspulsårernes vægge, eftersom disse arterier forsyner hjertets egen muskulatur med blod. En sådan ophobning kan betyde at blodforsyningen til selve hjertemuskulaturen bliver utilstrækkelig, og det kan give angina pectoris — en knugende, trykkende smerte i brystet som ofte kommer i forbindelse med fysisk anstrengelse. Hvis en kranspulsåre blokeres helt, kan det resultere i et hjerteanfald. Et sådant anfald kan medføre at en del af hjertemuskulaturen dør, og i alvorlige tilfælde kan det føre til hjertestop.

Følelsesmæssigt stress, rygning, diabetes, fedme, mangel på motion, højt blodtryk, fed kost og en nedarvet tilbøjelighed er alle faktorer der øger risikoen for atherosklerose.

[Illustrationer]

Sund

Middelsvær ophobning

Fremskreden blokering

[Diagram]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Kranspulsåre

[Diagram på side 24, 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Blodkredsløbet

LUNGERNE

HJERTET

Venstre hjertekammer

ARTERIER

ARTERIOLER

KAPILLÆRER

VENOLER

VENER

HJERTET

Højre hjertekammer

Iltet blod

Iltfattigt blod

Fra legemet

VENA CAVA SUPERIOR

HØJRE FORKAMMER

VENA CAVA INFERIOR

Fra legemet

HØJRE HJERTEKAMMER

klapper

Til lungerne

LUNGEARTERIE

Fra lunge

VENSTRE FORKAMMER

klapper

VENSTRE HJERTEKAMMER

AORTA

Til legemet

[Diagram på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Hvordan hjertet slår

1. Hvilefase

2. Sammentrækning af forkammer

3. Sammentrækning af hjertekammer

[Illustration på side 25]

Blodlegemerne flyder igennem 100.000 kilometer blodkar

[Illustration på side 26]

Foto af kapillærer med røde blodlegemer der passerer enkeltvis

[Kildeangivelse]

Lennart Nilsson