Lette våben, svære problemer

I ÅRTIER koncentrerede nedrustningsforhandlingerne sig om kernevåbenproblematikken. Det er der ikke noget overraskende i, eftersom en enkelt atombombe jo kan ødelægge en hel by. Men disse uhyre kraftige våben er, i modsætning til lette våben, ikke blevet brugt i krig i over 50 år.

Den respekterede militærhistoriker John Keegan skriver: „Siden 9. august 1945 er ingen blevet dræbt af kernevåben. De 50.000.000 der siden den dato er blevet dræbt i krige, er for størstedelens vedkommende blevet slået ihjel med billige, massefremstillede våben og ammunition med lille kaliber, der ikke koster meget mere end de transistorradioer og tørelementbatterier der i samme periode har oversvømmet verdensmarkedet. Da de billige våbens indflydelse på de rige lande stort set begrænser sig til narko- og terroristkredse, har disse lande været langsomme til at forstå hvilken rædsel der følger i kølvandet på denne ’forurening’.“

Ingen ved præcis hvor mange lette våben der er i omløb, men eksperter anslår at antallet af militære skydevåben måske er på omkring 500 millioner. Derudover er i millionvis af civile geværer og pistoler på private hænder, og hvert år produceres der også nye våben som bliver tilført markedet.

 Foretrukne våben

Hvorfor er lette våben blevet de foretrukne våben i den senere tids krige? En del af årsagen er fattigdom. De fleste af krigene i 1990’erne blev udkæmpet i lande der var for fattige til at købe avancerede våbensystemer. Lette våben er forholdsvis billige. For eksempel kan man for 50 millioner dollars, som er cirkaprisen for et enkelt moderne kampfly, udruste en hær med 200.000 angrebsgeværer.

Til tider er det endnu billigere at få fat i lette våben. I millionvis af disse våben bliver simpelt hen foræret væk af lande der nedruster, eller de bliver brugt igen i den ene konflikt efter den anden. I nogle lande er der en sådan overflod af stormgeværer at de bliver solgt for så lidt som seks dollars eller bliver givet i bytte for en ged, en kylling eller en sæk gammelt tøj.

Men ud over at lette våben er billige og nemme at få fat i, er de også populære af andre grunde. De er dødbringende. Et enkelt maskingevær kan affyre flere hundrede skud i minuttet. Og de er nemme at bruge og vedligeholde. Et tiårs barn kan lære at skille et typisk gevær ad og samle det igen. Og et barn kan også hurtigt lære at tage sigte og affyre geværet mod en klynge mennesker.

Endnu en grund til at lette våben er så populære, er at de er robuste og funktionsdygtige i årevis. Geværer som AK-47 og M16, som soldater brugte i Vietnamkrigen, bliver stadig anvendt i vore dages krige. Nogle af de geværer der bliver brugt i Afrika, daterer sig tilbage til Første Verdenskrig. Geværer er desuden lette at transportere og gemme. En enkelt hest kan bære 10-15 geværer ud til en paramilitær gruppe der befinder sig i en tæt jungle eller i et afsides bjergområde. En karavane af heste kan lastes med geværer nok til en mindre hær.

Våben, narkotika og diamanter

Handelen med skydevåben på verdensplan er meget kompleks. Enorme forsyninger af geværer passerer fuldt lovligt landegrænserne. Efter den kolde krig blev der skåret ned på hærene i både øst og vest, og diverse lande forærede eller solgte overskydende materiel til venner og allierede. Ifølge en skribent ved Fredsforskningsinstituttet i Oslo har alene USA siden 1995 foræret mere end 300.000 geværer, pistoler, maskinpistoler  og granatkastere væk. Man begrunder denne fremgangsmåde med at det er billigere at give våben væk end at demontere dem eller oplagre og bevogte dem. Nogle analytikere skønner at lette våben til en værdi af måske tre milliarder dollars hvert år krydser landegrænserne.

Den ulovlige handel er sandsynligvis endnu mere omfattende. Og sortbørsvåben bliver normalt ikke foræret væk. I nogle afrikanske krige har paramilitære grupper købt lette våben til en værdi af flere hundrede millioner dollars, ikke med penge, men med diamanter som de har beslaglagt fra diamantmineområder. The New York Times havde følgende kommentar: „I lande hvor regeringerne er korrupte, oprørerne er nådeløse, og grænserne er nemme at slippe over, . . . har de funklende sten banet vej for slavearbejde, mord, lemlæstelse, massehjemløshed og økonomiske sammenbrud.“ Hvor er det ironisk at en ædelsten der gives i bytte for stormgeværer, måske senere sælges i en elegant smykkeforretning som et kostbart symbol på evig kærlighed.

Våben er også kædet sammen med den ulovlige handel med narkotika. Det er ikke usædvanligt at kriminelle organisationer ad samme rute smugler narkotika i én retning og skydevåben i en anden. Våben er i realiteten blevet en valuta der accepteres som betaling for narkotika.

Krigsvåben i fredstid

Når krigene ender, falder våbnene ofte i hænderne på kriminelle. I et land i det sydlige Afrika kostede politiske uroligheder i løbet af kun tre år omkring 10.000 mennesker livet. Da konflikten endte, blussede den almindelige voldskriminalitet op i stedet. Konkurrence mellem taxachauffører udløste „taxakrige“, hvor man hyrede lejemordere til at skyde de rivaliserende selskabers passagerer og chauffører. Der blev i stadig stigende grad brugt militærgeværer ved røverier og andre forbrydelser. Antallet af skuddrab nåede for nylig op på 11.000 i løbet af blot et enkelt år, hvilket i forhold til indbyggertallet er det næsthøjeste antal for lande der ikke er i krig.

Bevidstheden om at kriminelle er bevæbnede og farlige, skaber frygt og utryghed. I mange udviklingslande er de velhavendes boliger blevet hele fæstninger, omgivet af  mure og elektriske hegn, bevogtet dag og nat. Indbyggere i de mere udviklede lande tager også deres forholdsregler. Ja, sådan er det selv i områder hvor der ikke har været borgerkrig.

Så både i lande hvor der er krig, og i lande hvor der er „fred“, øger våben utrygheden. Ingen kan måle omfanget af skydevåbnenes dødbringende værk; ej heller kan man opregne antallet af døde, sårede, sørgende og liv der er ødelagt. Men vi ved at verden er fyldt med våben, og at deres antal bliver ved med at stige. Stadig flere råber på at der bliver gjort noget ved det. Men hvad kan der gøres? Hvad vil der blive gjort? Disse spørgsmål vil vi behandle i den næste artikel.

[Ramme/illustration på side 7]

En forhenværende soldat føler sig „temmelig dum“

En drengesoldat kæmpede i den krig som fordrev de mennesker der blev omtalt i den første artikel. Pludselig stod han uden arbejde og penge i den by han havde været med til at erobre. Med bitterhed talte han om at hans øverstkommanderendes søn kørte rundt i byen på en prangende motorcykel, og at de tidligere krigsherrer prøvede at manøvrere sig vej til magten og kappedes om at få folkets respekt. „Når jeg tænker tilbage på de fem år jeg tilbragte i bushen, hvor jeg slog folk ihjel og selv blev beskudt, føler jeg mig temmelig dum,“ siger soldaten. „Vi satte vores liv på spil for mennesker som i morgen har glemt hvordan de er nået dertil hvor de er.“

[Kildeangivelse]

FORSIDE og side 7: Drengesoldat: Nanzer/Sipa Press

[Ramme/illustration på side 8]

„Intet sted at skjule sig“

Det moderne stormgevær har sine begrænsninger, selv om det er dødbringende. Det affyrer kun kugler. Det kan ikke dræbe folk der gemmer sig bag tykke mure eller barrikader. I kampens hede har en soldat sandsynligvis ikke mulighed for at tage omhyggeligt sigte. Et håndholdt gevær er, selv under ideelle forhold, kun træfsikkert på afstande op til 450 meter.

Det amerikanske militær har snart en løsning på sådanne „problemer“ — en ny højteknologisk universalriffel, der kaldes Objective Individual Combat Weapon (OICW). Den vejer ikke mere end at en enkelt soldat kan holde den, og OICW affyrer ikke kun kugler, men også 20-millimeters granater. Noget andet specielt ved riflen er at den kan dræbe fjender der gemmer sig bag barrikader. Det eneste soldaten behøver at gøre, er at sigte med sit våben på et punkt umiddelbart oven over eller ved siden af det tiltænkte mål. Våbnet vil automatisk beregne afstanden til det valgte mål og forudindstille et lillebitte elektronisk brandrør i granaten så den vil eksplodere i præcis den rette afstand og overdænge offeret med panserbrydende granatsplinter. „Riflens unikke muligheder vil i realiteten sætte USA’s kamptropper i stand til at skyde rundt om hjørner,“ udtaler en repræsentant for den virksomhed der arbejder på at fremstille våbnet. Et infrarødt sigte gør våbnet effektivt endog i mørke.

Der findes „intet sted at skjule sig“ for dette skydevåben, fortæller dets producenter stolt. De påstår også at våbnet vil være fem gange mere dødeligt end M16-geværet og M203-granatkasteren i op til den dobbelte rækkevidde. Soldaten behøver ikke at lægge omhyggeligt an, men skal blot kigge igennem sigtet og trykke af for at affyre en salve af kugler og granater. Hvis produktudviklingen følger tidsplanen, vil den første militære enhed være udstyret med OICW-geværer i år 2007.

Men kritikere rejser nogle spørgsmål: Hvordan vil geværet blive brugt når soldater afpatruljerer tæt befolkede bydele hvor bevæbnede fjender sandsynligvis befinder sig blandt uskyldige civile? Hvad sker der når OICW bliver solgt til militære enheder rundt om i verden som måske vil vende dem mod deres eget folk? Og hvad sker der når våbnet falder i hænderne på terrorister og kriminelle?

[Kildeangivelse]

Alliant Techsystems

[Illustrationer på side 6]

Lette våben og håndskydevåben bliver ofte givet i bytte for diamanter og narkotika