Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fra vore læsere

Fra vore læsere

Fra vore læsere

Kemikalieoverfølsomhed Jeg er 17 år og vil gerne sige tak for artiklerne „Kemikalier i hverdagen — Til skade for dit helbred?“ (8. august 2000) For nylig fik jeg stillet diagnosen duft- og kemikalieoverfølsomhed (MCS). Og det var en stor lettelse for mig at vide at jeg ikke er den eneste der må trækkes med disse ydmygende symptomer.

S.C., Italien

Artiklerne „Gør forureningen dig syg?“, som er blevet bragt tidligere (22. september 1983), indeholdt oplysninger der kan redde liv. Denne frygtelige sygdom udelukker os fra at omgås andre, men også fra at være sammen med vores åndelige familie, noget vi har brug for. Det er dog en sygdom som ikke kalder på megen forståelse og medfølelse. Den seneste artikel fortæller virkelig hvad patienterne føler.

M.J., Frankrig

Jeg var syg i over et år inden jeg fandt en læge som kunne hjælpe mig. I den periode var mine venner hverken uvenlige eller fordomsfulde, men jeg kunne fornemme at de ikke rigtig forstod min situation. Jeg vil derfor gerne takke jer for disse artikler. Det er rart at være en del af et verdensomspændende brodersamfund som er oplyst på så mange områder.

S.B., USA

Jeg lider af MCS og har aldrig læst en så grundig og afbalanceret beskrivelse af sygdommens tilstand og konsekvenser. Jeg kunne godt lide jeres „recept“ på kærlighed og latter som et hjælpemiddel til at klare situationen. Jeres påmindelse om at vi skal være rimelige i vores forventninger til andre, var også praktisk.

D.G., USA

Jeg har som et af Jehovas Vidner virket som rejsende tilsynsmand i ti år, og i den periode har jeg mødt ganske mange der lider af MCS. Det er meget tydeligt at det ikke er en indbildt sygdom. Vågn op! beskrev ikke blot sygdommen, men kom som altid med praktiske forslag til hvordan man kan vise venlighed, kærlighed og medfølelse over for dem der lider af sygdommen.

T.M., USA

Kropsudsmykning Jeg skriver angående jeres artikel „Hvad siger Bibelen? Hvad er den fornuftige holdning til kropsudsmykning?“ (8. august 2000) En elegant kropsudsmykning er smuk — et ægte kunstværk. Samfundet kan bedømme mig på mit udseende, men jeg ved at Gud elsker mig. Jeg håber og beder til at andre ikke vil lægge så meget mærke til mine tatoveringer at de glemmer at se mit indre jeg.

K.M., USA

Artiklen medgav at det er en personlig afgørelse om man vil lade sin krop udsmykke. Et menneske kan ikke desto mindre vise at han eller hun har et smukt indre ved blandt andet at ’smykke sig med fordringsløshed og et sundt sind’. (1 Timoteus 2:9) Bibelen understreger at en kristen ikke blot er forpligtet til at tage hensyn til sin egen samvittighed, men også „den andens“. (1 Korinther 10:29) — RED.

Sprog Tak for artiklen „Sprogene — Broer og barrierer for kommunikationen“. (8. august 2000) Sprog har altid fascineret mig, og jeg har allerede lært fem europæiske sprog. Lige nu er jeg ved at lære singalesisk. Jeg synes det er en fantastisk tanke at det at lære et sprog gør det muligt at bygge bro til andre kulturer og give folk del i det rene sprog i form af Bibelens lære. — Zefanias 3:9.

C.B., Italien

Sorg Mange tak for artiklen „Bør sorg komme til udtryk?“ (8. august 2000) Eftersom vi mistede en søn for tre år siden, har vi det tæt inde på livet. Selv om vi stadig fælder tårer og sørger, giver sådanne artikler os styrke til at komme videre.

J.A. og L.A., USA