Jeg forherliger ikke længere krig, men fremmer fred

FORTALT AF DOROTHY HORLE

Jeg blev født i 1919 i Wilmington, Delaware, USA, i en italiensk familie. Mine forældre som var katolikker, gik aldrig selv i kirke, men sørgede dog for at mine to søstre og jeg kom derhen. De imponerende kirker med deres prægtige arkitektur, kunstfærdige skulpturer og højtidelige ceremonier gjorde dybt indtryk på mig.

MED tiden svandt min interesse for katolicismen. Kirken lagde ingen vægt på Bibelen, hvorimod min far regelmæssigt læste i den med stor respekt. Det foruroligede mig at man offentliggjorde navnene på dem der gav bidrag, og oplyste hvor meget de gav. Det svirrede desuden med rygter om umoralske præster. Da jeg blev 15, var jeg ikke længere aktiv katolik. Det gav mig mere tid til min kunstneriske interesse.

Min kunstneriske karriere

Da jeg i 1940 var 21 år gammel, giftede jeg mig med William Horle, en ung mand der kunne lide at tegne noget som havde med krig at gøre — flyvemaskiner, soldater, geværer, skibe. Det passede ham fint at jeg kunne lide at male, og han gav mig min første malerkasse med oliemaling. Jeg begyndte at lære de gamle mestres teknik.

Da vi havde været gift et par år, begyndte Bill, som min mand blev kaldt, at få sig en ny hobby. Han gik i gang med at fremstille miniaturemodeller af soldater og militærmateriel i bly. Det var på ingen måde legetøjssoldater han lavede. Han ønskede at frembringe ædel kunst. Andre kunsthåndværkere arbejdede i plastic, træ eller gips, men Bill arbejdede bedst i bly fordi han var uddannet maskinarbejder.

Det han gjorde, var at designe en figur, lave forme og derefter støbe de enkelte dele af figuren i bly. Hen ad vejen blev han ret dreven til at samle de støbte dele, lodde, file og finpudse. Senere fremstillede han ikke længere formene i almindelig gips, men i dentalgips. Derved kunne han lave finere detaljer.

Når en genstand var fremstillet, var det min opgave at tilføje de sidste detaljer. Ved grundig forskning fandt vi beskrivelser af gamle militæruniformer med alt lige fra knapper til bånd, gradstegn og farver.

Ved at se gennem et forstørrelsesglas kunne jeg påføre farverne. Det gav figurerne liv. I vores lille kælder i Philadelphia i Pennsylvania lavede vi blandt andet indianere, borgerkrigssoldater, marinesoldater, napoleoniske heste og ryttere, egyptiske mamlukker og algeriske zuaver.

Det amerikanske marinekorps opfordrede nu Bill til at lave en model af det første marine-kavaleriregiment  som blev udstationeret i Peking (nu Beijing) forud for 1939. Vi arbejdede uophørligt, og i 1954 kunne vi præsentere den for Smithsonian Institution i Washington, D.C. Nogle år senere ville præsident Lyndon Johnson gerne have udstillingen flyttet til Det Hvide Hus. Det var vi naturligvis helt indforstået med.

Det var aldrig sådan at vi solgte figurerne, men Bill gav flere hundrede væk. Vi blev rosende omtalt i mange bøger om modelsoldater. Vores modeller var med på Verdensudstillingen i 1965 i Flushing Meadow i Queens, New York. Modellerne var også efterspurgte på museer. Historikeren Bruce Catton, som beskæftigede sig med borgerkrigen i USA, benyttede adskillige af vores dioramaer og små figurer til illustrationer i sine bøger.

Tænker dybere over livet

Da jeg var omkring fyrre, skete der en forandring med mig. Jeg begyndte at tænke på Gud. En juledag indebrændte fem katolske børn i et hus mens forældrene var i kirke. Jeg grublede over tragedien: ’Hvordan kunne Gud tillade dette på sin fødselsdag?’ Desuden så jeg en bog der skildrede jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig. Disse og andre forfærdelige begivenheder i verden fik mig til at spørge: ’Hvor er Gud? Hvorfor gør han ikke noget?’

Ligesom min far regnede jeg med at svaret måtte findes i Bibelen. Jeg tog derfor hen til den katolske præstebolig i nærheden af vores hjem i Philadelphia og fik en aftale med præsten om en bibelsk drøftelse. Jeg ventede og ventede, men han kom ikke. I en hel måned gik jeg en gang om ugen over til præsteboligen, men fik aldrig en eneste drøftelse med præsten.

En aften hvor jeg var dybt fortvivlet, så jeg op mod himmelen og bad: „Jeg ved ikke hvem du er. Jeg ved ikke i hvilken religion man kan finde dig, men jeg ved du er der. Hjælp mig til at lære dig at kende.“ Kort tid efter kom et af Jehovas Vidner til min dør.

Enkelte gange havde jeg set dem parkere deres biler, stige ud og gå rundt og banke på folks døre. Det havde vakt min nysgerrighed, selv om jeg ikke vidste hvorfor de kom, eller hvad de ville.

Da et af Jehovas Vidner en dag i 1961 kom til min dør, var jeg nedtrykt over at jeg ingen vegne kom i min søgen efter Gud. Mens jeg stod og gjorde hoveddøren ren, kom en midaldrende dame ved navn Marge Brion og præsenterede sig. Jeg vendte mig ikke om for at besvare hilsenen. Men da hun talte om jorden der ville blive omdannet til et smukt paradis, bed jeg mærke i hvert eneste ord hun sagde. Til sidst spurgte hun: „Hører De efter?“

Jeg gentog alt hvad hun havde sagt, også det skriftsted hun citerede fra Esajas 55:11. Først  nu vendte jeg mig om, tog hende under armen og sagde: „Kom med indenfor.“ Hun gav mig en bibel, hvilket jeg aldrig havde haft, og som en hjælp til at studere den fik jeg bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis. Hun tilbød mig også et regelmæssigt bibelstudium — lige netop det jeg havde håbet at den katolske kirke ville gøre.

Jeg studerede to gange om ugen og gjorde hurtigt fremskridt i mit studium af Bibelen. Der gik ikke lang tid før jeg var klar over at jeg havde fundet sandheden. Det virkede stærkt på mig at finde ud af at Guds navn er Jehova. (Salme 83:18) Det var den Gud jeg havde længtes efter at kende helt fra jeg var barn. Det gik også op for mig at hans søn, Jesus Kristus, ikke er en mystisk del af en treenig Gud. (Johannes 14:28) Inden længe begyndte jeg at overvære Jehovas Vidners møder og fik ønsket om at forkynde Bibelens budskab på heltidsbasis.

Træffer vigtige beslutninger

Nu lå den største udfordring foran mig. Kunne jeg bryde det kunstneriske samarbejde mellem William og Dorothy Horle? Hvordan kunne jeg tjene fredens Gud og hans søn, Fredsfyrsten, og samtidig forherlige krig i kunst? (Esajas 9:6) Lover Jehova ikke at han vil ’standse krige indtil jordens ende’? (Salme 46:9) Hvorfor forevige noget som Gud vil gøre ende på? Og står der ikke i Esajas’ profeti at Guds folk skal „smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive“ og ikke længere lære at føre krig? (Esajas 2:4) Jeg tænkte længe over det og bad flittigt. „Jeg kan ikke male dem længere“, blev min klare afgørelse. Den 25. april 1964 blev jeg døbt som symbol på min indvielse til Jehova.

Bill havde ofte talt om hvor ondt det gjorde ham at døden en dag ville skille os. Da jeg begyndte at studere Bibelen, kunne jeg sige til ham: „Bill, vi kan komme til at leve evigt i Guds nye verden!“ (Esajas 25:8; Åbenbaringen 21:4, 5) Han troede jeg var blevet vanvittig. Og da jeg fortalte ham hvorfor jeg ikke længere med god samvittighed kunne male militærfigurer, blev han vred og truede med at forlade mig. Det gjorde han senere alvor af.

Bill fortsatte med selv at lave militærfigurer i mange år. Men han flyttede ikke ret langt væk og var altid villig til at støtte mig og vores søn, Craig, som var blevet født i 1942. I 1988 flyttede Bill hjem igen, og vi forblev sammen indtil han døde 10 år senere.

Allerede i 1966 var mit ønske om at blive pioner gået i opfyldelse. Det har jeg aldrig fortrudt. Jeg har haft den glæde at studere Bibelen med min ældste søster. Hun reagerede positivt på det hun lærte, og er forblevet et aktivt Jehovas Vidne. Min far lyttede også til Bibelens budskab, og i løbet af et par uger begyndte han at overvære møderne i rigssalen. Han blev døbt i en alder af 75 og tjente trofast Gud indtil han døde 81 år gammel. Min mor troede også på Jehova, men døde desværre inden hun nåede at blive døbt. Hun blev næsten 94.

I årenes løb er jeg blevet rigt velsignet af Jehova, fredens Gud. Nu er jeg 81 og stadig pioner, skønt jeg er blevet lidt gangbesværet. Jeg kan sige som apostelen Paulus: „Jeg er taknemmelig mod Kristus Jesus, vor Herre, som har givet mig kraft, fordi han anså mig for trofast ved at sætte mig til en tjeneste.“ (1 Timoteus 1:12) I denne tjeneste har jeg haft mange dejlige oplevelser. En del af dem jeg har studeret Bibelen med, har også bragt personlige ofre for at tjene vor barmhjertige Gud.

Det bedrøver mig naturligvis at ikke alle i min familie har taget imod sandheden fra Bibelen. Men de kan stadig nå det. Jeg har dog erfaret sandheden i Jesu ord om at hans disciple vil „få hundrede gange mere nu i denne tid, huse og brødre og søstre og mødre og børn“. (Markus 10:30) Ja, Jehova har i sandhed gjort mig rig. Det er en stor forret og glæde at ophøje Gud frem for sig selv, og at beskæftige sig med fred i stedet for krig.

[Illustration på side 22]

Med general L.C. Shepherd, jun. i 1954

[Kildeangivelse]

Defense Dept. photo (Marine Corps)

[Illustration på side 23]

(I naturlig størrelse)

[Illustration på side 24]

Nu er jeg 81 og har været pioner i over 30 år