Hvordan religionen overlevede

DA NAZITYSKLAND invaderede Rusland i juni 1941, havde Sovjetstaten praktisk talt udslettet den russisk-ortodokse kirke. Men efter nazisternes invasion begyndte Sovjetstyret at ændre indstilling til religion. Hvorfor?

Richard Overy, professor i samtidshistorie ved King’s College i London, giver følgende forklaring i sin bog Russia’s War — Blood Upon the Snow: „Samme dag som tyskerne invaderede Rusland, bad metropolit Sergij, der var kirkens overhoved, de troende om at gøre alt for at vinde sejren. Han udsendte ikke mindre end treogtyve skrivelser i løbet af de næste to år, hvori han opfordrede kirkens medlemmer til at kæmpe for den gudløse stat de boede i.“ Overy fortsætter: ’Stalin lod religionen blomstre op igen.’

I 1943 gik Stalin endelig med til at anerkende den ortodokse kirke ved at udnævne Sergij til dens nye patriark. „Kirkemyndighederne  reagerede ved at samle penge ind blandt de troende til oprettelse af en sovjetisk panserenhed.“ Overy bemærker: „Præster og biskopper opfordrede deres menigheder til at følge troen, Guds og Stalins.“

Den russiske religionsforsker Sergej Ivanenko beskriver denne periode af Ruslands historie således: ’Den russisk-ortodokse kirkes officielle blad, The Journal of the Moscow Patriarchate, lovpriste Stalin som den største leder og lærer noget land nogen sinde har haft, sendt af Gud til at frelse nationen fra undertrykkelse, jordbesiddere og kapitalister. Bladet opfordrede troende til at kæmpe til sidste blodsdråbe for at forsvare USSR mod fjender og give alt hvad de havde i sig, for at opbygge kommunismen.’

„Højt værdsat af KGB“

Selv efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 var den ortodokse kirke et nyttigt redskab for kommunisterne. Bogen The Soviet Union: The Fifty Years, redigeret af Harrison Salisbury, afslører hvordan: „Efter krigen tilsluttede kirkens ledere sig Stalins udenrigspolitik under den kolde krig.“

Bogen The Sword and the Shield fra 1999 beskriver hvordan kirkeledere tjente sovjetiske interesser. Den forklarer at patriark Aleksij I, der efterfulgte Sergij som patriark i 1945, „sluttede sig til Verdensfredsrådet, den sovjetiske dækorganisation der blev grundlagt i 1949.“ Bogen bemærker også at han og metropolit Nikolaj „var højt værdsat af KGB [Sovjetunionens statssikkerhedstjeneste] som dens forlængede arm.“

Det er værd at lægge mærke til at patriark Aleksij I i 1955 erklærede: „Den russisk-ortodokse kirke støtter den helt igennem fredelige udenrigspolitik vor regering fører — ikke fordi kirken kan siges at mangle frihed, men fordi Sovjets politik er retfærdig og i overensstemmelse med de kristne idealer som kirken forkynder.“

I Londonavisen The Guardian for 22. januar 2000 citeres den systemkritiske ortodokse præst Georgij Edelshtein for at sige: „Alle biskopperne blev nøje udvalgt efter om de ville samarbejde med den sovjetiske regering. De var alle KGB-agenter. Det er en kendt sag at patriark Aleksij blev hvervet  af KGB under kodenavnet Drosdov. I dag bruger de den samme fremgangsmåde som for 20-30 år siden.“

Håndlanger for Sovjetstaten

Angående forholdet mellem den ortodokse kirke og Sovjetstaten skrev tidsskriftet Life for 14. september 1959: „Stalin gav religionen nogle indrømmelser, og kirken behandlede ham som en zar. Det ortodokse samarbejde sikredes ved oprettelsen af et særligt ministerium, og lige siden har kommunisterne gjort brug af kirken som et redskab for Sovjetstaten.“

Matthew Spinka, der er ekspert i den russiske kirke, bekræftede i sin bog fra 1956, The Church in Soviet Russia, at der bestod et meget tæt forhold mellem kirke og stat. Han skrev: „Den nuværende patriark, Aleksij, . . . har med velberåd hu gjort sin kirke til et redskab i regeringens hånd.“ I virkeligheden overlevede den ortodokse kirke ved at blive håndlanger for staten. ’Men er det så forkasteligt?’ ville nogen måske spørge. Hvordan ser Gud og Kristus på sagen?

Jesus Kristus sagde om sine sande disciple: ’I er ikke en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden.’ Og i Guds ord spørges der direkte: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud?“ (Johannes 15:19; Jakob 4:4) Bibelen siger at kirken har gjort sig selv til en religiøs skøge som ’jordens konger har begået utugt med’. Kirken har vist sig at være en del af det Bibelen kalder „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. — Åbenbaringen 17:1-6.

Hvordan Jehovas Vidner overlevede

Jesus beskrev i modsætning hertil hvad hans sande disciple ville være kendt for: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Denne kærlighed var en væsentlig årsag til at Jehovas Vidner i det tidligere Sovjetunionen overlevede, som det fremgår af følgende udsagn i The Sword and the Shield: „Jehovisterne hjælper på alle mulige måder deres medtroende som befinder sig i [tvangsarbejds]lejrene eller er blevet deporteret, ved at sørge for at de får penge, mad og tøj.“

En del af den „mad“ der blev sendt til fangerne i lejrene, var af åndelig art — bibler og bibelsk læsestof. Biblerne indeholdt ’udtalelser fra Gud’, som ifølge Jesus er det der opretholder vort åndelige liv. (Mattæus 4:4) At smugle publikationer ind i lejrene var forbundet med stor risiko, for enhver der blev grebet i det, ville blive hårdt straffet.

En lettisk kvinde ved navn Helene Celmina var fange i straffelejren Potma i Rusland fra 1962 til 1966. I sin bog Women in  Soviet Prisons fortalte hun: „Mange Jehovas Vidner idømmes ti års hårdt strafarbejde blot for at have et par numre af bladet Vagttårnet i deres lejlighed. Når folk arresteres for at besidde den slags skrifter, er det ikke så sært at det vækker uro og vrede hos ledelsen at finde bladene inde i lejren.“

At nogen satte deres personlige frihed og sikkerhed på spil for at fremskaffe åndelig hjælp, var et stærkt bevis på kristen kærlighed! Om end dette havde stor betydning, var der en endnu vigtigere grund til at Vidnerne overlevede. Helene Celmina fortalte: „Ingen kunne begribe hvordan det forbudte læsestof kom ind bag pigtråden, da den menneskelige kontakt var begrænset.“ I teorien burde det ikke kunne lade sig gøre, for alle der kom ind, blev grundigt visiteret. „Man skulle tro at engle fløj hen over lejren om natten og lod det dale ned,“ skrev forfatteren.

Gud har lovet at han ikke vil slippe, eller forlade, sit folk. Jehovas Vidner i det tidligere Sovjetunionen kan derfor sige som salmisten: „Se! Gud er min hjælper.“ (Salme 54:4; Josua 1:5) Det er tydeligt at hans hjælp var afgørende for at Jehovas Vidner i det tidligere Sovjetunionen overlevede.

Situationen ændrer sig

Den 27. marts 1991 blev Jehovas Vidner en juridisk anerkendt organisation i Sovjetunionen. Vedtægterne indeholder blandt andet følgende erklæring: „Trossamfundets formål er at udføre den religiøse gerning at bekendtgøre Jehova Guds navn og hans kærlige foranstaltninger for menneskeheden gennem sit himmelske rige ved Jesus Kristus.“

Vedtægterne nævner at denne gerning eksempelvis kan udføres ved offentlig forkyndelse og besøg hos folk; ved ud fra Bibelen at undervise dem der ønsker det; ved gratis at lede bibelstudium med dem ved hjælp af bibelstudiehåndbøger; og ved uddeling af bibler.

Det er nu over ti år siden dokumentet blev underskrevet. I mellemtiden er Sovjetunionen blevet opløst, og situationen for religionen har ændret sig betydeligt i de 15 tidligere Sovjetrepublikker. Hvordan vil det gå religionen dér og i resten af verden?

[Ramme på side 11]

Kirkens samarbejde med Sovjetstaten

I 1945 skrev Edmund Stevens i sin bog Russia Is No Riddle: „Kirken sørgede omhyggeligt for ikke at bide den hånd som madede den. Den var udmærket klar over at staten, til gengæld for den tildelte gunst, forventede at kirken fuldt og helt støttede systemet og holdt sig inden for bestemte rammer.“

Stevens forklarede videre: „Den ortodokse kirke havde i århundreder haft en dybt rodfæstet tradition for at være statens religion. Derfor faldt den ganske naturligt ind i sin nye rolle som Sovjetstyrets nære medsammensvorne.“

Keston Institute har foretaget en grundig undersøgelse af det tidligere samarbejde mellem Aleksij II, der i dag er patriark for den russisk-ortodokse kirke, og Sovjetstaten. Rapporten konkluderer: „Aleksijs samarbejde var ikke nogen undtagelse. Næsten alle de øverste ledere inden for de officielt anerkendte religioner — deriblandt katolikkerne, baptisterne, adventisterne, muslimerne og buddhisterne — virkede som agenter for KGB. Faktisk omtaler den årlige beretning som beskriver Aleksijs rekruttering, også et stort antal andre agenter, hvoraf nogle tilhører den estiske lutherske kirke.“

[Ramme/illustration på side 12]

Åndelige forsyninger når lejrene

Viktors Kalnins, en lettisk journalist, afsonede det meste af sin ti år lange straf (fra 1962 til 1972) i det mordvinske lejrkompleks, omkring 400 kilometer sydøst for Moskva. I et interview med en Vågn op!-skribent i marts 1979 blev Kalnins spurgt: „Vidste de internerede Jehovas Vidner hvad der foregik i deres organisation her i USA eller i andre lande?“

„Ja, det gjorde de,“ svarede Kalnins, „fra de publikationer de modtog. . . . De viste mig ligefrem deres blade. Jeg vidste aldrig hvor de gemte dem; skjulestederne blev ændret fra tid til anden. Men alle vidste at bladene var i lejren. . . . Vagterne og Jehovas Vidner var som Tom og Jerry; Vidnerne prøvede at skjule læsestoffet, og vagterne prøvede at finde det!“

På spørgsmålet: „Prøvede Jehovas Vidner at fortælle dig om deres tro?“ svarede Kalnins: „Ok ja! Deres tro er meget kendt. Vi ved alle hvad Harmagedon er . . . De talte meget om at sygdom vil høre op.“

[Illustration]

Jehovas Vidner i de mordvinske lejre fortalte modigt andre om Bibelens budskab

 [Illustration på side 8, 9]

Ægteparret Vovtjuk blev i 1951 deporteret til Irkutsk i Sibirien og er stadig trofaste kristne

[Illustration på side 10]

Kirken støttede staten under Anden Verdenskrig, og til gengæld lod Stalin religionen blomstre op for en tid

[Kildeangivelse]

Foto: U.S. Army

[Illustration på side 10]

Patriark Aleksij I (1945-70) sagde: ’Sovjets politik er i overensstemmelse med de kristne idealer som kirken forkynder’

[Kildeangivelse]

Sankt Petersborgs Centrale Statsarkiv over film, fotos og lydoptagelser