Skønt blind og døv fandt jeg tryghed

FORTALT AF JANICE ADAMS

Selv om jeg er født næsten totalt døv, havde jeg lært at klare mig blandt hørende. Mens jeg gik på college, fik jeg imidlertid den chokerende meddelelse at jeg også ville blive blind. Min velmenende studievejleder gav mig en artikel om hvordan det er at leve uden at kunne se og høre. Straks faldt mit blik på et sted hvor der stod at de der både er døve og blinde, er de mest ensomme mennesker i verden. Det fik mig til at briste i gråd.

JEG er født den 11. juli 1954 i Des Moines i Iowa i USA som Dale og Phyllis Den Hartogs eneste barn. Mine forældre var ikke klar over at de begge var bærere af en arvelig sygdom kaldet Usher’s syndrom, som er kendetegnet af medfødt døvhed med gradvis forværring af synet.

I begyndelsen nærede mine forældre ingen mistanke om at der var noget galt med mig. Det var måske fordi der var visse dybe lyde som jeg kunne høre og reagere på. Men da jeg ikke udviklede talesprog, var de klar over at der var noget alvorligt i vejen med mig. En læge stillede diagnosen døvhed da jeg var cirka tre år.

Dette slog mine forældre helt ud, men de var besluttede på at jeg skulle have den bedste undervisning jeg kunne få. Jeg blev sat i en rigtig god børnehave for hørehæmmede, men eftersom jeg var næsten døv, klarede jeg mig meget dårligt. Nogle gange gav jeg udtryk for min frustration ved at banke hovedet mod væggen.

Sendt væk til en specialskole

Mine forældre meldte mig ind på The Central Institute for the Deaf (CID) i St. Louis i Missouri. Trods store omkostninger og den hjertesorg det voldte dem at sende mig væk i en alder af fem, mente de at det var det bedste de kunne gøre for at jeg kunne få et lykkeligt liv. På det tidspunkt kunne mine forældre og jeg faktisk ikke kommunikere med hinanden.

Jeg så på mens min mor pakkede mit tøj sammen i en kuffert. Køreturen til instituttet forekom mig at vare en evighed. Da vi ankom, så jeg de andre små piger som ikke så ud til at have en mor, og jeg tænkte: ’Jeg behøver ikke at blive her, for jeg har jo en mor og en far.’ Da mine forældre skulle af sted, prøvede de at forklare mig at de ville komme tilbage om nogle få måneder. Jeg græd og græd og klyngede mig til dem, men forstanderinden vristede mig fra dem så de kunne gå.

Jeg følte mig helt forladt. Den første aften jeg var alene med de andre piger, forsøgte jeg at trøste en grædende pige. Jeg lod som om jeg talte til hende, selv om jeg faktisk ikke kunne tale på det tidspunkt. Forstanderinden skældte mig ud og satte en skillevæg op imellem os for at forhindre os i at kommunikere. Skillevæggen blev ikke fjernet, og isolationen var knugende.

 Lidt efter lidt gik det op for mig at de andre piger og jeg var her fordi vi ikke kunne høre. Måske elskede mine forældre mig alligevel, men jeg følte at det var min skyld at jeg havde klaret mig så dårligt i børnehaven. Jeg var besluttet på at det skulle gå godt denne gang, og at jeg en dag ville komme hjem igen.

Undervisningen på døveinstituttet var fortrinlig. Vi fik ikke lov til at bruge tegnsprog, men vi fik masser af individuel instruktion i mundaflæsning og talesprog. Vi blev også undervist i alle de fag man har på almindelige skoler. Selv om den såkaldte orale metode efter min mening ikke er så brugbar for særlig mange døve børn, var den til stor hjælp for mig og gav mig selvtillid. Ved hjælp af et høreapparat lærte jeg at tyde folks mundbevægelser og de dumpe lyde jeg opfattede når de talte. Mange hørende kunne begynde at forstå min forbedrede, men alligevel mangelfulde tale. Mine forældre og skolen var meget tilfredse med de fremskridt jeg gjorde. Alligevel længtes jeg efter at komme hjem.

Hver sommer bad jeg indtrængende mine forældre om lov til at komme hjem og gå i skole i Iowa, men på det tidspunkt var der ingen undervisning for døve i vores område. Efter at jeg var vendt tilbage til skolen, fik jeg hver dag brev fra min mor hvori hun havde lagt et stykke tyggegummi. Hvor jeg dog værdsatte det tyggegummi. Det viste hvor højt hun elskede mig. I stedet for at tygge det gemte jeg hvert eneste stykke. De betød meget for mig — især når jeg var ked af det.

Hjemme igen, men får atter problemer

Da jeg var ti år, fik jeg endelig lov til at komme hjem igen. Jeg følte mig så lykkelig og tryg ved igen at være sammen med min familie. Jeg begyndte at gå på en specialskole i Des Moines for børn der lider af høretab. Med tiden blev jeg anbragt i en almindelig klasse fordi jeg var ret god til mundaflæsning og havde udviklet forståelig tale. Min nye situation bød dog på mange udfordringer.

Da jeg gik på døveinstituttet, følte jeg mig accepteret af mine døve kammerater på kollegiet. Men nu hvor jeg ofte skulle kommunikere med mange mennesker på én gang, kunne jeg ikke længere klare mig med mundaflæsning, og jeg blev holdt udenfor. Jeg ville så gerne opnå andres accept.

Det førte til at jeg søgte at blive populær hos drengene, hvilket ofte bragte mig i upassende situationer. Og jeg havde ikke lært at sige nej. Da jeg var 14 år, blev jeg voldtaget, men jeg fortalte det ikke til nogen. Skønt mine forældre altid havde været omsorgsfulde og kærlige, følte jeg mig isoleret og rådvild.

Når jeg havde høreapparat på, kunne jeg til en vis grad høre musik, men mit musikvalg var noget tvivlsomt. Jeg kunne godt lide at lytte til syrerock for fuld udblæsning. Jeg røg også marihuana og blev mere og mere indadvendt. Jeg fortryder stadig bitterligt alle de ting jeg gjorde i disse turbulente år, og al den smerte det voldte både mine forældre og mig selv.

Jeg forsøger at forbedre mit liv

I hele denne periode havde jeg en stor kundskabstørst og et ønske om at være kreativ. Jeg malede, syede, broderede og læste meget. Jeg ville have mere ud af livet end det mine venner som var på stoffer, kunne forvente at få. Jeg indskrev mig derfor på et almindeligt college i nærheden af mit hjem for at dyrke min interesse for kunst. Omkring dette tidspunkt besluttede jeg mig for at lære tegnsprog, da jeg var ked af at blive holdt udenfor.

Senere begyndte jeg at gå på National Technical Institute for the Deaf i Rochester i New York, hvor jeg havde keramik som hovedfag. Selv om mit syn blev stadig dårligere — noget jeg nødigt ville indrømme — følte jeg at mit liv var ved at gå i den rigtige retning. Men så fik min studievejleder mig til at se kendsgerningerne i øjnene ved at fortælle mig at jeg snart ville blive blind.

 Instituttet var ikke udstyret til at tage sig af mine behov, og jeg måtte derfor rejse derfra. Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg var dybt bedrøvet over at jeg snart ville blive blind, men jeg var fast besluttet på at leve et selvstændigt liv og ikke blive ’et af de mest ensomme mennesker i verden’, sådan som der stod i den artikel min studievejleder havde givet mig. Jeg rejste hjem til Iowa for at lære at læse blindeskrift og at bruge en stok for at kunne komme rundt.

Jeg flytter til Washington, D.C.

Gallaudet University i Washington, D.C., det eneste universitet i verden hvor døve undervises i humaniora, tilbyder særlig undervisning for dem der både er døve og blinde. Jeg blev overflyttet dertil, og i 1979 bestod jeg min eksamen med høje karakterer. Endnu en gang var jeg glad for at jeg klarede mig godt uddannelsesmæssigt.

Alligevel følte jeg mig socialt isoleret fra mine kammerater. Selv om jeg var ved at miste synet, havde jeg lært tegnsprog lige i rette tid til at føle at jeg tilhørte en gruppe, nemlig døvesamfundet. Den form for tegnsprog jeg bruger, er den samme som den andre døve bruger. Men eftersom jeg må lægge mine hænder på deres for at forstå dem, var der nogle døve som undgik mig på grund af forlegenhed. Jeg begyndte at spekulere på om jeg nogen sinde ville blive accepteret af en gruppe.

Min søgen efter den sande tro

Religion havde ikke været til nogen trøst for mig mens jeg voksede op. Og selv om jeg havde taget et kursus i religion da jeg gik på college, havde jeg aldrig fået svar på mine mange spørgsmål. Da jeg gik ud af college, fortsatte jeg med at søge svar. I denne periode havde jeg det ikke så godt med andre mennesker, og jeg begyndte at bede til Gud om hans ledelse.

I 1981 flyttede jeg tilbage til Gallaudet University for at tage en eksamen i rehabiliteringsrådgivning. Jeg fortsatte med at bede om hjælp til at finde den sande tro. Mange tilbød at tage mig med i deres kirke, men af en eller anden grund blev det aldrig til noget. Så mødte jeg Bill, der var normalthørende, og som også var i gang med en universitetsuddannelse. Han opdagede, nærmest ved et tilfælde, at jeg delte hans interesse for Bibelen, og han fortalte mig at Jehovas Vidner havde lært ham mange forbløffende ting.

Mit første indtryk var at Jehovas Vidner var en jødisk sekt, en holdning jeg havde lagt mærke til var almindelig blandt de døve. Bill forsikrede mig om at det ikke var tilfældet, og sagde at den bedste måde at få noget at vide om dem på, var ved at overvære et af deres møder. Det havde jeg slet ikke lyst til, men jeg huskede min bøn til Gud. Til sidst gav jeg modvilligt efter, på den betingelse at vi sad på bagerste række så vi hurtigt kunne gå hvis de prøvede at presse os til noget.

Jeg følte mig hjemme

Jeg var meget nervøs da vi kørte til mødet. Vi havde begge cowboybukser og flannelsskjorter på. Jeg var glad for at vi kom lidt for sent, for så behøvede vi ikke at hilse på nogen før mødet. Bill tolkede i detaljer alt det jeg ikke kunne se eller høre. Jeg forstod ikke helt hvad der foregik, men to ting gjorde indtryk på mig — at taleren ofte brugte Bibelen, og at børnene, som sad ved deres forældre, tog aktivt del i møderne. Efter mødet var der ikke nogen der pressede os til noget, men vi blev budt hjerteligt velkommen trods vores påklædning og racemæssige baggrund.

 Vi var de eneste hvide i rigssalen. Selv om jeg ikke var mig bevidst at jeg nærede fordom mod de sorte, følte jeg mig i begyndelsen ilde til mode ved at være der. Men Bibelens budskab var for magtfuldt til at noget sådant kunne tage modet fra mig, og vi begyndte at komme fast til møderne. En endnu større udfordring for mig var dog at der ikke var nogen døve. Da vi hørte at der var nogle døve i en anden menighed, besluttede vi os til at overvære møderne dér. Også i denne menighed var vi de eneste hvide, men vi følte os hjemme.

Vi tog imod et tilbud om bibelstudium, og endelig begyndte jeg at få svar på mine spørgsmål. Jeg forstod ikke altid svarene med det samme, men de var altid bibelsk begrundede. Efterhånden som jeg undersøgte og grundede over det jeg lærte, fik jeg en større forståelse af sandheden ud fra Bibelen. For første gang i mit liv fik jeg et nært forhold til den sande Gud, Jehova. Samtidig blev Bill og jeg rigtig gode venner. Jeg vidste at han kunne lide mig, men jeg blev alligevel noget overrasket da han friede til mig. Hvor er jeg glad for at jeg sagde ja. Bill blev døbt kort efter vores bryllup, og jeg blev døbt nogle måneder senere, den 26. februar 1983.

Jeg finder den tryghed jeg søgte

I begyndelsen frygtede jeg at jeg ville føle mig isoleret fordi der kun var to andre døve i menigheden, og de var ikke vant til at kommunikere med en der både var døv og blind. Jeg vidste at vores menighed var kærlig og varm, men i begyndelsen kunne jeg ikke kommunikere direkte med dem, og det var jeg ked af. Jeg følte mig ofte nedtrykt og ensom. Men når en af mine åndelige brødre eller søstre gjorde noget for mig, rørte det mit hjerte og satte mit humør i vejret. Bill opmuntrede mig også til at holde ud i forkyndelsen og at bede Jehova lede flere døve til menigheden.

Jeg besluttede mig til at få en førerhund så jeg kunne blive mere uafhængig af andre. Hunden hjalp mig også til at jage min ensomhed på flugt. Når Bill var på arbejde, kunne jeg gå til rigssalen for at mødes med dem der skulle ud i forkyndelsen. I årenes løb har jeg haft fire førerhunde, og de har alle været som et medlem af familien.

Selv om en førerhund var en stor hjælp, havde jeg behov for at komme i kontakt med andre mennesker. Jehova velsignede med tiden vore bestræbelser på at oprette bibelstudier blandt de døve. Til sidst var der så mange interesserede at der blev oprettet en tegnsprogsmenighed i Washington, D.C. Endelig kunne jeg kommunikere med alle i menigheden!

Bill blev udnævnt som ældste og tjente som præsiderende tilsynsmand i tegnsprogsmenigheden. Jeg fandt stor glæde ved at lede bibelstudier med andre der enten var døve eller både blinde og døve, hvoraf mange er blevet trofaste tjenere for Jehova. Jeg har også undervist hørende søstre i tegnsprog så de kunne blive dygtigere til at forkynde for døve.

En tid med prøvelser

I 1992 blev jeg ramt af en svær depression der havde at gøre med den dårlige behandling jeg havde været ude for som ung. I et par år kunne jeg knap nok udføre ganske almindelige dagligdags gøremål. Jeg følte mig hæmmet, ikke på grund af min døvhed og blindhed, men på grund af en stærk følelsesmæssig indre uro. Mange gange følte jeg ikke at jeg kunne klare at tage til møde eller gå ud i forkyndelsen, og jeg bad Jehova give mig styrke til at forblive trofast. Som følge deraf svigtede jeg sjældent et møde i denne mørke periode, og jeg forblev aktiv i forkyndelsen. — Mattæus 6:33.

I 1994 flyttede vi til Vancouver i Canada for at hjælpe til med at oprette en tegnsprogsmenighed. Det var ikke let for mig at flytte. Jeg forlod en by som jeg var godt kendt med, samt mange nære venner. Men selv om jeg stadig ikke var kommet mig over min depression og angstfølelse, var glæden over at se en ny menighed blive dannet i Vancouver alle  ofrene værd. Jeg fik nogle gode venner i den nye menighed og følte mig hjemme.

Velsignet af vor himmelske Fader

I 1999 besøgte min mand og jeg og to andre Jehovas Vidner Haiti i seks uger for at være med i forkyndelsen blandt de døve. I samarbejde med Jehovas Vidners lokale afdelingskontor underviste vi menighedens medlemmer i tegnsprog og forkyndte sammen med dem i det forholdsvis uberørte distrikt blandt de døve. I løbet af nogle få uger blev der oprettet over 30 bibelstudier med døve. Jeg vendte hjem med fornyet åndelig energi og begyndte i heltidstjenesten som pioner i september 1999. Med hjælp fra Jehova, min kærlige mand og vores omsorgsfulde menighed har perioder med depression ikke kunnet tage glæden fra mig.

I årenes løb har jeg erfaret hvor medfølende Jehova er. (Jakob 5:11) Han har omsorg for hele sit folk — men især for dem med særlige behov. Gennem hans organisation har jeg fået Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter og mange andre bibelske publikationer til studiebrug på blindeskrift. Jeg glæder mig også over kreds- og områdestævnerne på tegnsprog. Menigheden støtter mig kærligt ved at sørge for taktiltolkning ved møderne, det vil sige tolkning i hænderne på mig, så jeg kan følge aktivt med i det hele. Trods mit dobbelte handicap har jeg fundet tryghed blandt Jehovas folk. Jeg glæder mig meget over at jeg ikke alene modtager, men også er i stand til at give. — Apostelgerninger 20:35.

Jeg ser frem til at få både min hørelse og mit syn igen i Jehovas nye verden. Indtil da er jeg ikke et af de mest ensomme mennesker i verden, for jeg har en international familie på millioner af åndelige brødre og søstre. Alt dette takket være Jehova, som har lovet at han ikke på nogen måde vil slippe eller forlade mig. Ja, trods alle de udfordringer jeg kommer ud for, kan jeg sige: „Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange.“ — Hebræerne 13:5, 6.

[Illustration på side 23]

Der tolkes i min hånd

[Illustration på side 23]

Med min mand, Bill