Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Cherrapunji — et af de vådeste steder på Jorden

Cherrapunji — et af de vådeste steder på Jorden

Cherrapunji — et af de vådeste steder på Jorden

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I INDIEN

ET AF de vådeste steder på Jorden? Hvordan skal det forstås? Her i Indien er det almindeligt at der er vandmangel, og man har ikke behov for en paraply ret mange dage om året. Hvad er det så for et sted vi beskriver? Det er byen Cherrapunji i Meghalaya i det nordøstlige Indien, ved grænsen til Bangladesh. Der er så smukt i Meghalaya at det er blevet kaldt „Orientens Skotland“. Selve navnet betyder „skyernes bolig“. Men hvorfor har man længe betragtet Cherrapunji som et af de vådeste steder på Jorden? Lad os tage på en lille tur til dette naturskønne sted. *

Vi begynder rejsen i Shillong, som er hovedstad i delstaten Meghalaya. Med en turistbus tager vi sydpå. Mens vi kører gennem et landskab med bakker og åbne græssletter, ser vi hele tiden truende skyer forude som minder os om hvad navnet Meghalaya betyder.

Den stejle vej snor sig langs kanten af en dyb kløft der er tæt bevokset med træer. Vandfald vælder ned fra stor højde og øger mængden af vand i floden der gennemløber dalen. Da bussen gør holdt ved Mawkdok, kan vi mellem bakkerne se lavthængende skyer drive af sted. Pludselig dækker skyerne en del af landskabet, men de letter lige så hurtigt igen. Et øjeblik er vi også helt indhyllet i et let, hvidt tæppe af skyer. Skyerne driver dog væk igen, og snart oplyser solens stråler atter det betagende landskab.

Cherrapunji ligger 1300 meter over havets overflade. Da vi når byen, er der ikke en regnsky i miles omkreds, og ingen går med paraply. Kun turisterne er forberedt på et regnskyl. Men hvornår regner det?

Tropiske egne oplever kraftige regnskyl når solen får store mængder vand fra de varmere have til at fordampe. Når fugtige vinde fra Det Indiske Ocean rammer Himalayabjergenes sydlige skråninger, tvinges de op og forårsager kraftige regnskyl. Der falder meget regn på Meghalayaplateauet. Da tropesolen i dette høje område er meget stærk i dagtimerne, stiger skyerne op og ligger over plateauet indtil vinden bliver koldere hen under aften. Det kan være forklaringen på hvorfor det meste af regnen falder om natten.

I juli måned 1861 faldt der den utrolige mængde af 930 centimeter regn i Cherrapunji. Og over en tolvmåneders periode, fra den 1. august 1860 til den 31. juli 1861, faldt der 2646 centimeter regn. Nu regner det gennemsnitlig 180 dage om året i Cherrapunji, kraftigst fra juni til og med september. Da regnen ofte falder om natten, kan besøgende nyde opholdet og naturen uden at blive gennemblødt af et regnskyl.

Det virker næsten uforståeligt at der i et område med så megen regn overhovedet kan forekomme vandmangel. Men det er ofte tilfældet i vintermånederne. Hvad bliver der af al regnvandet? På grund af omfattende skovrydning lige omkring Cherrapunji strømmer hovedparten af regnvandet fra det høje plateau ned i floderne, hvoraf de fleste løber ind i Bangladesh. Man overvejer at dæmme vandet op og bygge vandreservoirer. Men ifølge stammeoverhovedet i Mawsynram, G.S. Malngiang, er der „endnu ikke gjort noget seriøst for at afhjælpe vandproblemet“.

Det har været et både spændende og lærerigt besøg i Cherrapunji. Landskabet er ganske enestående. Blandt de mange smukke blomster findes der omkring 300 forskellige slags orkidéer og en usædvanlig art af den insektædende kandebærerplante. Ud over dette er der også et rigt dyreliv, og man kan gå på opdagelse i kalkstensgrotter og undersøge megalitter. I de vidtstrakte appelsinlunde vokser der saftfyldte frugter som muliggør en produktion af appelsinhonning. Alt dette venter de besøgende i Meghalaya, „skyernes bolig“, og i Cherrapunji, et af de vådeste steder på Jorden.

[Fodnote]

^ par. 3 På Waialealebjerget på Hawaiiøen Kauai og i Mawsynram — en landsby cirka 16 kilometer fra Cherrapunji — er der af og til blevet målt en større gennemsnitlig nedbørsmængde.

[Kort på side 22]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Cherrapunji

INDIEN

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 23]

Vandfald øger mængden af vand i floden der gennemløber dalen

[Illustration på side 23]

Helt speciel for dette område er denne insektædende kandebærerplante

[Kildeangivelse]

Foto: Matthew Miller