Skaber fængsler flere problemer end de løser?

„At fornedre fanger og tage håbet fra dem er det værste man kan gøre som forberedelse til mødet med verden udenfor.“ — Leder i avisen The Atlanta Constitution.

I MANGE tilfælde fungerer fængsler blot som en midlertidig frihedsberøvelse. Har en fange ved sin løsladelse virkelig betalt for sin forbrydelse? Hvad med ofrene og deres pårørende? Da drabsmanden til Ritas 16-årige søn blev løsladt efter at have afsonet en straf på blot tre år, appellerede hun: „Jeg er mor til et barn der er blevet myrdet. Har I noget begreb om  hvordan det føles?“ Et tilfælde som dette viser at smerten ofte varer ved længe efter at en sag er afsluttet og glemt af medierne.

Dette emne vedrører ikke kun dem der har været ramt af en forbrydelse, men også alle andre. Det er ikke lige meget — hverken for ens sjælefred, eller sikkerhed — om de løsladte er blevet resocialiseret, eller om de tværtimod er blevet forhærdet på grund af det de har oplevet bag tremmerne.

Skoler for forbrydere

Fængselssystemet får langtfra altid bugt med kriminel adfærd. „Når man poster penge i at bygge flere fængselsceller i stedet for at bruge dem på at opbygge fangernes selvværd, danner det tit optakten til mere — og grovere — kriminalitet,“ skriver Jill Smolowe i tidsskriftet Time. Peter * har tilbragt 14 år bag tremmer og siger samstemmende: „De fleste af mine fængselskammerater begyndte med småkriminalitet, så rykkede de en klasse op til berigelseskriminalitet, og da de til sidst var ’færdiguddannede’, gik de over til vold og mord. For dem er fængselet som et uddannelsessted. Når de forlader det, er de endnu mere kriminelle.“

Fængsler fjerner nok kriminelle fra gaden for en tid, men tilsyneladende har de så godt som ingen kriminalpræventiv virkning på langt sigt. Drenge og unge mænd fra storbymiljøer betragter ofte en tur i fængselet som en manddomssprøve. Mange af dem bliver forhærdede forbrydere. Larry, der har vandret ind og ud af fængselet en stor del af sit liv, siger: „Man bliver overhovedet ikke resocialiseret i et fængsel. Når folk kommer ud, gør de akkurat det samme igen.“

Ifølge en undersøgelse forklarer dette ind og ud ad fængselsportene måske hvorfor det i USA er cirka 5 procent af forbryderne der står for 50 procent af de alvorlige forbrydelser. I tidsskriftet Time hedder det: „Når fanger ikke har noget fornuftigt at tage sig til, får de tiden til at gå med at dyrke deres vrede og kan oven i købet udvide deres arsenal af forbrydertricks, som de . . . tager med sig ud på gaden.“

USA er ikke alene om at være i denne situation. John Vatis, der er læge i et græsk militærfængsel, siger: „Vores fængsler er blevet gode til at producere folk der er farlige for deres omgivelser, folk der er voldelige og ondskabsfulde. Når de indsatte bliver løsladt, ønsker de fleste at hævne sig på samfundet.“

Den pris samfundet betaler

Fængselskrisen rammer os desuden på pengepungen. Det skønnes at hver fange i USA årligt koster skatteyderne 21.000 dollars. Indsatte over 60 år kan koste det tredobbelte. I mange lande daler borgernes tiltro til straffesystemet også af andre grunde. Man er bekymret over forbrydere der løslades for tidligt, og over kriminelle der helt  frifindes på grund af en formalitet som en dreven advokat har fået øje på. Desuden føler ofrene sig normalt ikke tilstrækkeligt beskyttet mod flere overgreb, og de har næsten ingen indflydelse på retssagen.

Befolkningens voksende bekymring

Borgernes tillid til fængselssystemet bliver heller ikke større når de hører om de umenneskelige kår som fangerne lever under, og som beskrives på næste side. Fanger der har været udsat for uretfærdig behandling mens de afsonede deres dom, kan næppe forventes at reagere positivt på resocialisering. Desuden er flere menneskerettighedsgrupper bekymrede over at man i fængslerne finder uforholdsmæssigt mange der tilhører minoriteter. De spørger om det er en tilfældighed eller snarere et resultat af racediskrimination.

I 1998 henledte en rapport fra Associated Press opmærksomheden på de vilkår som tidligere indsatte havde haft i Holmesburg Prison, Pennsylvania. De søgte erstatning fordi de angiveligt var blevet brugt som forsøgskaniner i kemiske eksperimenter mens de sad fængslet. Dertil kommer at man i USA har genindført sammenlænkning af arbejdende fanger. I Amnesty Internationals rapport hedder det: „De sammenlænkede fanger arbejder 10-12 timer, ofte i bagende sol, og har kun meget korte drikkepauser og en times frokostpause. . . . Den eneste mulighed fangerne har for at gå på toilettet, er at sætte sig på en potte bag en provisorisk afskærmning, alt imens de forbliver sammenlænkede. Når potten ikke er ledig, er de indsatte tvunget til at sætte sig på hug i alles påsyn.“ Nu er det langt fra alle fængsler der fungerer på den måde. Generelt må det dog siges at en umenneskelig behandling nedværdiger både fangerne og dem de mishandles af.

Tjener det samfundets interesser?

De fleste føler sig naturligvis mere trygge når farlige forbrydere er bag tremmer. Men nogle har andre grunde til at være tilhængere af fængsler. Da man skulle til at lukke et lille fængsel i den australske by Cooma, protesterede folk. Hvorfor? Fordi fængselet betød arbejdspladser for det økonomisk hårdt ramte lokalsamfund.

I den senere tid har man i nogle lande solgt statsejede fængsler til det private erhvervsliv som et led i offentlige besparelser. Men for private fængsler giver flere fanger og længere straffe penge i kassen. På den måde kan retfærdigheden påvirkes af kommercielle interesser.

Det grundlæggende spørgsmål er og bliver: Kan fængsler forbedre de indsatte? Ofte er svaret negativt, men du vil måske blive overrasket når du hører at nogle har fået hjælp til at ændre sig. Hvordan? Det vil den følgende artikel vise.

[Fodnote]

 

[Ramme/illustration på side 6, 7]

 Et kig bag tremmerne

Overfyldte celler: Fængslerne i Storbritannien har et akut problem med overfyldte celler. Det er ikke så sært, for det er det land i Vesteuropa som har det næststørste antal fanger pr. indbygger, nemlig 125 for hver 100.000. I den brasilianske by São Paulo er det største fængsel beregnet til 500 indsatte. Men det huser 6000. I Rusland bor der ofte mellem 90 og 110 i celler der er beregnet til 28. Problemet er så grelt at fangerne må sove på skift. I et asiatisk land har man proppet 13-14 fanger ind i en celle på 3 kvadratmeter. Og i Australien har myndighederne forsøgt at løse pladsproblemet ved at bruge containere til at huse fanger.

Vold: Det tyske tidsskrift Der Spiegel oplyser at voldelige fanger i tyske fængsler griber til mord og tortur på grund af „krig mellem kliker der konkurrerer om den illegale handel med alkohol og narkotika, sex og åger“. Etniske spændinger får ofte volden i fængslerne til at flamme op. „Der er straffefanger fra 72 lande. Gnidninger og konflikter der fører til vold, er uundgåelige,“ skriver Der Spiegel. I et sydamerikansk fængsel blev der ifølge myndighederne gennemsnitlig dræbt 12 fanger hver måned. I Londonavisen Financial Times kunne man læse at tallet efter de indsattes mening var dobbelt så stort.

Seksuelt misbrug: Ifølge et forsigtigt skøn ’bliver over 290.000 mandlige indsatte hvert år voldtaget i amerikanske fængsler,’ oplyser avisen The New York Times i en artikel om emnet. Artiklen fortsætter: „Den frygtelige seksuelle vold er ikke noget den indsatte blot udsættes for en enkelt gang; ofte bliver det seksuelle overgreb en dagligt tilbagevendende begivenhed.“ En organisation skønner at der i amerikanske fængsler foregår hen ved 60.000 seksuelle overgreb hver dag.

Sundhed og hygiejne: Udbredelsen af seksuelt overførte sygdomme blandt fangerne er veldokumenteret. Tuberkulose hos fanger i nogle afrikanske lande og i Rusland har fået verdensvid opmærksomhed, og det samme har mange fængslers forsømmelighed med hensyn til lægebehandling, hygiejne og ernæring.

[Illustration]

Et overfyldt fængsel i São Paulo, Brasilien

[Kildeangivelse]

AP Photo/Dario Lopez-Mills

[Illustration på side 4, 5]

Et af Frankrigs sikreste fængsler, La Santé i Paris

[Kildeangivelse]

AP Photo/Francois Mori

[Illustration på side 6]

Fængslede kvinder i Managua, Nicaragua

[Kildeangivelse]

AP Photo/Javier Galeano