Carlsbad-hulernes underjordiske skønhed

AFSPIL

Carlsbad-hulernes underjordiske skønhed

Buldrende mørke og fuldstændig stilhed. Det var hvad der mødte os dybt inde i grotterne da vi besøgte Carlsbad Caverns National Park i New Mexico, USA. Da vi kom derind, meldte der sig en del spørgsmål. ’Hvordan er hulerne opstået? Hvor vidtstrakte er de? Er der noget usædvanligt gemt her? Er der farer ved at udforske dem?’

INDEN vores lille gruppe skulle ned og se hulerne, havde vi camperet og været på vandreture i Guadalupe Mountains National Park i det sydvestlige Texas. Da vi besteg Guadalupe Peak, som med en højde af 2666 meter er det højeste punkt i Texas, lagde vi mærke til en stribe af fossiler i klippevæggen langs stien. Ifølge geologerne giver fossilerne et fingerpeg om hvordan Carlsbad-hulerne er opstået.

Hele området var for længe siden et varmt indhav med alger, svampe og bløddyr. Koraller, som danner grundlag for nutidige rev, var forholdsvis sjældne. Nogle af de mere usædvanlige havdyr var blandt andet de nu uddøde trilobitter og ammonitter. Mange ammonitter var ligesom vore dages nautiler omgivet af en stor spiralsnoet skal der var opdelt i kamre. Vi var så heldige at se en af disse indlejrede skaller i klippen langs stien.

Tilsyneladende opstod kalkstensrevet efterhånden som fossilrester fra organismer og partikler i havet hobede sig op og blev kittet sammen. Som havbunden sank, blev revkomplekset mere end 500 meter tykt. Med tiden trak havet sig helt tilbage, og revet blev begravet under et tykt lag sedimenter. Lang tid efter begyndte jordskorpen at hæve sig, erosionen accelererede, og revet skød op i form af bjergmassiver. Men hvordan var denne landhævning med til at danne Carlsbad Caverns?

Gas, vand, luft og syre

På sin vej gennem luften og jordlagene bliver regnvandet svagt kulsyreholdigt. Denne svage syre har øjensynlig dannet de fleste af verdens kalkstenshuler. Men ifølge geologen Carol Hill er det en meget stærkere syre der har udhulet grotterne i Guadalupe Mountains.

Carol Hill mener at der i oliefelter i nærheden af kalkstensklipperne blev dannet svovlholdigt gas. Da klippemassen begyndte at hæve sig, kom gassen i forbindelse med luft og frisk, iltholdigt grundvand så der blev dannet svovlsyre. Denne stærke syre var i stand til at ætse store dele af kalkstensklipperne væk.

Efterhånden som bjergene hævede sig og grundvandsspejlet sank, ætsede grotterne sig længere og længere ned. I Carlsbad-hulerne har nogle spalter udvidet sig og er blevet forbundet med udstrakte hulrum. På den måde er der opstået en stor labyrint, hvor man har kortlagt omkring 37 kilometer hulegange. Men der er mange andre huler i Carlsbad Caverns National Park. Det største hulesystem man kender, er Lechuguilla Cave med mere end 160 kilometer kortlagte korridorer.

Huleformationer

På vores første tur i Carlsbad-hulerne tog vi en elevator ned gennem en 225 meter dyb skakt og endte i nærheden af Big Room. Dette kæmpestore rum er på 6 hektarer. Visse steder hæver loftet sig mere end 30 meter over gulvet. Men det der fascinerede os mest, var de mange imponerende naturskabte drypstensformationer. Hvor man end vendte sig, så man dem, flot oplyst af skjulte projektører.

Disse formationer dannes af calcium udfældet ved fordampning af det vand der er trængt ind i hulen. Der hvor vandet vedvarende har dryppet fra loftet, har der dannet sig meterlange, tynde og hule nedhængende rør. Disse makaronistalaktitter, som de kaldes, bliver med tiden til hulsten og er forløbere for de istaplignende stalaktitter. I nogle rum hænger de ned fra det skrånende loft som bølgende „draperier“ og får rummet til at minde om et teater.

Der hvor vandet drypper ned på hulegulvet, dannes søjler der vokser opad. Disse stalagmitter kan med tiden blive forbundet med loftet, for eksempel ved at vokse sammen med en stalaktit, så de danner én samlet drypstenssøjle. Nogle stalagmitter i Hall of Giants er vokset til en højde af mere end 18 meter. Når der drypper vand ned i mindre hulrum, kan små klippepartikler blive belagt med glat kalksten og blive til funklende perler. Nogle gange opstår der andre, endnu mere usædvanlige formationer. Det kan være fine klynger af sylespidse krystaller eller slyngede ormelignende rør, såkaldte helictitter, som vokser i konstant skiftende retninger.

Mens vi stod og beundrede de mange strålende stalaktitter, spekulerede vi over om der var fare for at de faldt ned. Vores guide beroligede os med at det sjældent sker. Vi håbede at det ville holde stik under vores besøg.

Huleomgivelserne

Da vi havde spist udenfor, gik vi ned i hulerne ad deres naturlige indgang — et gabende hul. Her havde fortidens indianere dekoreret væggene.

Da vi kom ind, registrerede vi en lugt af flagermus-guano. Vi fik at vide at man for næsten 100 år siden begyndte at udvinde guanoen til gødning. Senere blev en guanobeholder og spillet brugt til at hejse besøgende op og ned. Guanoen findes i en korridor som kaldes Bat Cave, hvor millioner af flagermus tilbringer sommeren. I skumringen flyver de tusinder af flagermus ud af hulens indgang.

Opsynsmændene i parken fortalte os at hulerne er yderst sårbare. Besøgende kan nemt beskadige og tilsmudse dem. Hvis man så meget som rører ved formationerne, efterlader det fedt på overfladen, som kan forårsage misfarvning og hindre fortsat vækst. Vi holdt os derfor på de markerede stier og undgik at røre ved formationerne.

Da vi forlod dette underjordiske sceneri, talte vi om at vende tilbage på et senere tidspunkt for at se flere grotter. Vi kunne godt tænke os at se når de tusinder af flagermus flyver ud af hulerne — de har haft glæde af dem i meget længere tid end vi mennesker. Men selv om vi kun har været i hulerne i kort tid, er vi fyldt med ærefrygt. — Indsendt.

[Illustrationer på side 26]

Øverst: Stalaktitter som en lysekrone i loftet

[Illustration på side 26]

Nederst: En tur i Big Room

[Kildeangivelse]

[Kildeangivelse på side 25]

[Kildeangivelse på side 26]

VÅGN OP!