Den moderne lægevidenskab — Hvor langt kan man nå?

MANGE børn lærer det tidligt: Hvis de vil plukke et æble de ikke kan nå, kravler de op på skuldrene af en legekammerat. Noget lignende er sket inden for lægevidenskaben. Forskerne har nået stadig nye højder hvad angår viden og resultater, ved at „stå på skuldrene“ af dygtige læger og specialister fra fortiden.

Blandt disse fortidige læger kan nævnes både kendte og mindre kendte personer som Hippokrates, Louis Pasteur, Andreas Vesalius og William Morton. Hvilke bidrag har de ydet til den moderne lægevidenskab?

I oldtiden var sygdomsbehandling ikke altid forbundet med videnskab, men med overtro og religiøse ritualer. I bogen The Epic of Medicine, som er redigeret af dr. Felix Marti-Ibañez, siges der: „For at bekæmpe sygdomme . . . brugte mesopotamierne en mellemting mellem medicin og religion, da de mente at sygdomme var en straf fra guderne.“ Den ægyptiske lægekunst, som efterfulgte mesopotamiernes, havde også rod i religion. Lige fra begyndelsen blev lægen altså betragtet med en næsten religiøs ærefrygt.

I sin bog The Clay Pedestal siger dr. Thomas A. Preston: „Mange forestillinger hos folk i oldtiden har sat deres præg på den lægevidenskab vi kender i dag. En af dem gik ud på at patienten ikke selv havde nogen indflydelse på sin sygdom, og at det alene var lægens magiske kræfter der gav håb om helbredelse.“

 Grundvolden lægges

Med tiden blev lægekunsten mere videnskabelig. Oldtidens mest fremtrædende læge var Hippokrates. Han blev født omkring 460 år før vor tidsregning på den græske ø Kos og betragtes traditionelt som lægekunstens fader. Hippokrates lagde grundvolden til en rationel sygdomsopfattelse. Han afviste tanken om at sygdomme var en straf fra guderne, og hævdede at sygdom havde en naturlig årsag. For eksempel var epilepsi længe blevet kaldt en hellig sygdom fordi man troede at det kun var guderne der kunne helbrede en for den. Men Hippokrates skrev: „Med hensyn til den sygdom der kaldes hellig, er den, efter min opfattelse, på ingen måde hverken mere guddommelig eller mere hellig end andre sygdomme. Den har en naturlig forklaring.“ Hippokrates var også den første kendte læge der studerede symptomerne på forskellige sygdomme og førte optegnelser som andre kunne gøre brug af.

Århundreder senere foretog Klaudios Galenos, en græsk læge født i år 129, banebrydende videnskabelig forskning. På basis af dissekeringer af mennesker og dyr udgav han en anatomisk lærebog som blev brugt af læger i hundreder af år. Andreas Vesalius, der blev født i Bruxelles i 1514, skrev bogen De Corporis Humani Fabrica. Den blev mødt med stor modstand, da den stred mod mange af Galenos’ konklusioner, men den lagde grundvolden til den moderne anatomi. Ifølge bogen Die Grossen er Vesalius „en af de mest betydningsfulde lægevidenskabelige forskere der har levet“.

 Med tiden blev Galenos’ teorier om hjertet og blodets kredsløb også kasseret. * Den engelske læge William Harvey brugte år på at dissekere dyr og fugle. Han studerede hjerteklappernes funktioner, målte blodvolumenen i hjertekamrene og beregnede mængden af blodet i kroppen. Harvey publicerede sine resultater i 1628 i værket Exercitatio Anatomica de Motu Cordis et Sanguinis in Animalibus (Anatomisk øvelse om hjertets og blodets bevægelse hos dyr). Han blev udsat for kraftig kritik, modstand og hån, men hans opdagelse af legemets kredsløb blev et vendepunkt inden for lægevidenskaben.

Fra barber til kirurg

Også inden for kirurgien skete der store fremskridt. I middelalderen virkede barberer ofte som kirurger. Det siges at den moderne lægevidenskabelige kirurgis fader var franskmanden Ambroise Paré, der levede i det 16. århundrede. Han var en banebrydende barberkirurg der tjente under fire franske konger. Paré opfandt også en række kirurgiske instrumenter.

Et af de store problemer kirurgerne i det 19. århundrede stadig kæmpede med, var mangelfuld smertebehandling under operationer. Men i 1846 banede en tandlæge ved navn William Morton vej for brugen af bedøvelse under operationer. *

Mens den tyske fysiker Wilhelm Röntgen i 1895 var ved at foretage forsøg med elektricitet, lagde han mærke til nogle stråler der passerede gennem kød, men ikke gennem knoglevæv. Eftersom strålerne var ukendte for ham, gav han dem navnet x-stråler, som de stadig kaldes i den engelsktalende verden (x-rays). Ifølge bogen Die Großen Deutschen sagde Röntgen til sin kone: „Folk vil sige: ’Röntgen er blevet skør.’“ Og det var der også nogle der gjorde. Men opdagelsen af røntgenstråler var en revolution inden for kirurgien. Kirurgerne kunne nu se ind i legemet uden at skulle skære i det.

Sygdomsbekæmpelse

Op gennem tiden har smitsomme sygdomme, som for eksempel kopper, forårsaget gentagne epidemier, rædsel og død. Perseren  Razes fra det 9. århundrede, som af nogle anses for at være den dygtigste læge i datidens islamiske verden, stod bag den første videnskabeligt korrekte beskrivelse af kopper. Men det var først nogle århundreder senere at en engelsk læge ved navn Edward Jenner fandt et middel til behandling af sygdommen. Jenner havde bemærket at personer som blev angrebet af kokopper, der er en harmløs sygdom, blev immune over for kopper. På grundlag af denne erfaring brugte Jenner sårsekret fra kokopper til at fremstille en vaccine mod kopper. Det skete i 1796. Som så mange andre pionerer i lægeverdenen før ham blev Jenner udsat for kritik og modstand. Men hans vaccinationsmetode førte med tiden til at sygdommen blev udryddet, og lægevidenskaben havde fået et magtfuldt nyt redskab.

Franskmanden Louis Pasteur brugte vacciner til at bekæmpe rabies og miltbrand. Han førte også bevis for at bakterier spiller en afgørende rolle i forbindelse med sygdommes opståen. I 1882 identificerede Robert Koch den bakterie som forårsager tuberkulose, der af en historiker er beskrevet som „den største dræbersygdom i det 19. århundrede“. Omkring et år senere identificerede Koch den bakterie der forårsager kolera. I tidsskriftet Life står der: „Pasteurs og Kochs arbejde banede vej for mikrobiologien og førte til landvindinger inden for immunologi, sanitet og hygiejne som har forlænget menneskets levetid mere end noget andet videnskabeligt fremskridt i de sidste 1000 år.“

Lægevidenskaben i det 20. århundrede

I begyndelsen af det 20. århundrede stod lægevidenskaben så at sige på skuldrene af disse og andre dygtige læger. Siden da har man opnået imponerende lægevidenskabelige landvindinger — insulin mod diabetes, kemoterapi mod kræft, hormonbehandling mod forstyrrelser i kirtelfunktionerne, antibiotika mod tuberkulose, klorokin mod visse former for malaria, dialyse til behandling af nyresygdomme, organtransplantationer samt operationer på åbent hjerte, blot for at nævne nogle få.

Men nu hvor vi befinder os ved begyndelsen af det 21. århundrede, kan vi spørge: Hvor tæt er vi på at opnå „et acceptabelt sundhedsniveau for alle“?

Et uopnåeligt mål?

Børn opdager at de ikke kan nå alle æblerne på træet ved at kravle op på skuldrene af en kammerat. Nogle af de bedste æbler hænger i toppen og er umulige at nå. På samme måde har lægevidenskaben stræbt efter at komme højere op og har nået det ene fremskridt efter det andet. Men det ideelle mål — sundhed for alle — er stadig uden for rækkevidde.

I 1998 meddelte EU-kommissionen at „europæerne aldrig før havde levet så længe og så sundt som nu“. Men i rapporten tilføjede man: „Hver femte person vil lide en for tidlig død før de bliver 65. Cirka 40 procent af disse dødsfald vil skyldes kræft, 30 procent vil være forårsaget af hjerte-kar-sygdomme . . . Vi må finde en bedre måde at forebygge nye helbredstrusler på.“

Det tyske helseblad Gesundheit oplyste i november 1998 at smitsomme sygdomme, som for eksempel kolera og tuberkulose, udgør en stigende trussel. Hvorfor? Fordi „effekten af antibiotika er blevet ringere. Stadig flere bakterier er blevet resistente over for mindst ét af de gængse medikamenter; mange bakterier er resistente over for adskillige.“ Ikke alene er  gamle sygdomme dukket op igen, men der er også opstået nye, som for eksempel aids. Et tysk farmaceutisk opslagsværk siger: „På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at behandle årsagen til to tredjedel af alle kendte sygdomme — cirka 20.000.“ — Statistics ’97.

Er genterapi løsningen?

Der sker dog en stadig udvikling af banebrydende behandlingsmetoder. Mange mener for eksempel at gensplejsning kan være vejen til et bedre helbred. På grundlag af den forskning der i USA blev foretaget af lægerne i 1990’erne, deriblandt af dr. W. French Anderson, beskrev man genterapi som „et af de mest spændende projekter inden for den lægevidenskabelige forskning“. I bogen Heilen mit Genen siges der at med genterapi „står den medicinske videnskab måske på tærskelen til en banebrydende udvikling, især når det gælder behandling af sygdomme som indtil nu har været uhelbredelige“.

Forskerne regner med at man med tiden kan helbrede medfødte genetiske sygdomme ved at indsprøjte korrigerende gener i patienten. Måske vil man ved hjælp af denne metode også kunne få selv skadelige celler, som for eksempel kræftceller, til at ødelægge sig selv. Det er allerede muligt at foretage genetisk screening for at finde ud af om en person er arveligt disponeret for visse sygdomme. Nogle siger at det næste trin i udviklingen vil være at „skræddersy“ lægemidler så de passer til patientens genetiske sammensætning. En anset forsker tror at læger i fremtiden vil kunne „diagnosticere sygdomme og helbrede patienterne ved at behandle dem med specifikke dele af dna-molekyler“.

Men det er ikke alle der er overbeviste om at genterapi er fremtidens „mirakelkur“. Undersøgelser tyder på at mange slet ikke ønsker at deres genetiske sammensætning bliver analyseret. Mange frygter også at genterapi kan være et farligt indgreb i naturens orden.

Tiden vil vise om gensplejsning eller andre højteknologiske behandlingsmetoder vil kunne leve op til de store forventninger man har. Der er dog grund til at beherske sin optimisme. I bogen The Clay Pedestal beskrives en velkendt cyklus: „En ny behandling introduceres og bliver prist i høje toner på lægekongresser og i medicinske tidsskrifter. Dens ophavsmænd bliver berømte inden for professionen, og medierne hylder fremskridtet. Efter en tid med eufori og veldokumenterede udtalelser til støtte for vidunderkuren begynder skuffelsen langsomt at brede sig og varer fra få måneder til flere årtier. Så opdager man et nyt lægemiddel, som næsten fra den ene dag til den anden erstatter det gamle, som så uden videre kasseres.“ Ja, mange af de midler som lægerne er gået væk fra at bruge, var standardbehandling for ikke så længe siden.

I dag betragtes læger ikke med den samme religiøse ærefrygt som det var tilfældet i oldtiden.  Folk har dog stadig en tendens til at tilskrive læger næsten guddommelig magt, og de er overbeviste om at videnskaben vil finde behandlingsmetoder som kan helbrede alle menneskenes sygdomme. Men virkeligheden ligger desværre langt fra idealet. Dr. Leonard Hayflick skriver i sin bog How and Why We Age: „I 1900 døde 75 procent af amerikanerne før de fyldte 65. I dag dør næsten 70 procent efter 65-årsalderen.“ Hvad er årsagen til denne bemærkelsesværdige forøgelse af levetiden? Hayflick forklarer at det „hovedsagelig skyldes en nedgang i dødeligheden blandt nyfødte“. Sæt nu at lægevidenskaben kunne fjerne de væsentligste årsager til at de ældre dør — hjertesygdomme, kræft og slagtilfælde. Ville det betyde at udødeligheden var inden for rækkevidde? Nej. Dr. Hayflick siger at selv da „ville de fleste kun nå at blive cirka hundrede år“. Han tilføjer: „Disse oldinge ville stadig ikke være udødelige. Men hvad ville de dø af? De ville ganske enkelt blive svagere og svagere indtil døden indtrådte.“

Selv om der inden for lægevidenskaben gøres en kolossal indsats, er dét at fjerne døden stadig noget der ligger uden for lægernes rækkevidde. Hvorfor er det sådan? Og er målet — sundhed for alle — blot en drøm?

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 4]

„Mange forestillinger hos folk i oldtiden har sat deres præg på den lægevidenskab vi kender i dag.“ — The Clay Pedestal

[Illustration på side 4, 5]

Hippokrates, Galenos og Vesalius lagde grundvolden til den moderne lægevidenskab

[Kildeangivelser]

Kos, Grækenland

Med tilladelse af National Library of Medicine

Træsnit af Andreas Vesalius fremstillet af Jan Steven von Kalkar. Meyer’s Encyclopedic Lexicon

[Illustrationer på side 6]

Ambroise Paré var en banebrydende barberkirurg der tjente under fire franske konger

[Kildeangivelse]

Paré og Razes: Med tilladelse af National Library of Medicine

[Illustrationer på side 6]

Den persiske læge Razes (til venstre) og den engelske læge Edward Jenner (til højre)

[Kildeangivelse]

Fra bogen Great Men and Famous Women

[Illustration på side 7]

Franskmanden Louis Pasteur førte bevis for at bakterier fremkalder sygdom

[Kildeangivelse]

© Institut Pasteur

[Illustrationer på side 8]

Selv om man kunne fjerne de væsentligste årsager til døden, ville menneskene stadig dø af alderdom