Den smukke natsværmer

EN AFTEN fløj en natsværmer ind på en fin restaurant og flagrede omkring et bord. Den dame der sad ved bordet og spiste, viftede hysterisk natsværmeren væk som om hun var blevet angrebet af en smittefarlig myg. Den fortsatte hen mod et andet bord og landede til sidst på en mands revers. Denne mand og hans kone reagerede helt modsat — de beundrede natsværmeren og tænkte på hvor smuk og harmløs denne sarte skabning er.

„Natsværmere er noget af det mest harmløse der findes,“ forklarer John Himmelman, medstifteren af Connecticut Butterfly Association i USA. „De har ingen bidende munddele, og enkelte arter, som for eksempel amerikansk månespinder, som de fleste kender, tager slet ikke føde til sig som voksne. De er ikke inficeret med rabies eller andre sygdomme, og stikker heller ikke. . . . Mange er slet ikke klar over at dagsommerfugle egentlig er en slags natsommerfugle som er aktive om dagen.“

Mens alle beundrer dagsommerfuglene, er det de færreste der standser op og beundrer de mange forskellige og smukke natsommerfugle eller natsværmere. ’Smukke?’ spørger du måske en smule skeptisk. For nogle er en natsværmer blot en grå og trist slægtning til en køn dagsommerfugl. Men de tilhører begge den samme insektorden — Lepidoptera, der betyder „skællede vinger“. Det er forbløffende så stor en variation man kan iagttage blandt disse yndefulde skabninger. Ifølge opslagsværket  The Encyclopedia of Insects kender man mellem 150.000 og 200.000 arter i ordenen Lepidoptera. Men kun 10 procent af disse er dagsommerfugle — resten er natsommerfugle eller natsværmere!

Som så mange andre skænkede jeg sjældent natsommerfugle, eller natsværmere, en tanke. Det skulle da lige være når jeg gemte vintertøjet til side og lagde mølkugler ved det for at holde klædemøllene væk. Jeg vidste ikke at det kun er klædemøllenes larver, og ikke de voksne insekter, som æder tøj. *

Hvad fik mig til at ændre syn på natsværmere? Jo, for nogen tid siden besøgte min mand og jeg nogle af vores venner, Bob og Ronda. Bob ved en hel del om natsværmere. I en lille kasse viste han mig noget som jeg først troede var en smuk dagsommerfugl. Han forklarede at det var en Hyalophora cecropia, som er en af de største natsværmere i Nordamerika. Den kan have et vingefang på op til 15 centimeter og gennemlever en livscyklus på et år. Og tænk, så lever den  kun 7 til 14 dage som voksent insekt. En nærmere undersøgelse af denne yndefulde natpåfugleøje gav mig et helt nyt syn på natsværmere.

Bob pegede på nogle bittesmå korn i bunden af sin kasse. „Det du ser, er æg,“ forklarede han, „og jeg håber at kunne opdrætte insekterne.“ Opdrætte natsværmere? Det lød interessant. Det viste sig dog at være lettere sagt end gjort. I to uger prøvede Bob forgæves at få æggene til at klækkes. Han besluttede sig for at fugte dem med vand. Og inden der var gået en uge, klækkedes 26 af de 29 æg på én dag. Bob anbragte de sarte larver, som hver var på størrelse med en myg, i en dyb skål så de ikke kunne kravle deres vej.

Det første larverne åd da de kom ud af æggene, var skallerne. Bagefter måtte Bob skaffe føde til dem, og det viste sig at være noget af en udfordring. Han læste lidt om emnet og forsøgte at fodre dem med ahornblade. Larverne kravlede ganske vist op på bladene, men de åd dem ikke. Derefter fik de nogle kirsebær- og birkeblade, og dem fik de hurtigt sat til livs.

Da de bittesmå larver var vokset til, flyttede Bob dem over i et terrarium med et fintmasket net som låg. Terrariet havde netop den rette luftfugtighed til larverne og bladene, og desuden holdt det på larverne, der blev grebet af eventyrlyst så snart de kunne kravle.

At finde foder til 26 sultne larver var et større arbejde end han havde forestillet sig. Hver gang Bob fyldte terrariet med blade, fortærede larverne det hele inden der var gået to dage. Så han bad sin søster og to teenagevenner om at hjælpe til med at fodre de voksende larver og at holde øje med dem.

Larven sætter store mængder føde til livs, ikke blot for at den kan vokse, men også for at den kan have noget at tære på som voksen. Og det skyldes at en fuldt udviklet cecropia-natsværmer ikke har nogen funktionelle munddele og slet ikke tager føde til sig. Det eneste den har at leve af i sit korte liv som voksen, er den føde som den har indtaget mens den befandt sig på larvestadiet.

Hudskifte

Efterhånden som larven vokser, skifter den hud flere gange som afslutning på en vækstperiode.

Huden på en cecropia-larve vokser ikke. Der opstår derfor et tidspunkt da larven er så stor at huden bliver for trang og må skiftes. Bob vidste at det var ved at ske når larverne holdt op med  at æde. Efter at have spundet nogle puder af silke og fastgjort sig til dem rørte larverne sig ikke i adskillige dage mens de dannede ny hud. Da den nye hud var færdigdannet, kravlede de ganske enkelt ud af den gamle hud, som sad tilbage på silkepuden. Da jeg så larverne i deres sidste vækstperiode, overraskede det mig at de var blevet så store. De var næsten 12 centimeter lange, og deres diameter var større end min pegefingers.

De spinder en kokon

På det tidspunkt da larverne havde gennemlevet den sidste vækstperiode, spandt de hver en kokon — en stor klump grålige tråde som var fæstnet til en kvist. Cecropia-larver fremstiller to slags kokoner. Den ene er en løst spundet, poset konstruktion som er afrundet i den ene ende og tilspidset i den anden. Den anden type, der er tættere spundet og aflang, snævrer ind i begge ender. Begge slags består af en tæt spundet indre kokon. Cecropia-kokoner er almindeligvis rødbrune, brune, grågrønne eller grå. Sammenlignet med andre nordamerikanske arter spinder cecropia-natsværmeren meget store kokoner. De kan være op til 10 centimeter lange og 5-6 centimeter brede. Og disse konstruktioner kan beskytte deres beboere mod lave temperaturer, helt ned til minus 34 grader celsius.

Da larverne lå inde i kokonerne, var der ikke andet at gøre for os end at vente tålmodigt. Det endelige resultat viste sig det følgende forår, cirka et år efter at Bob havde fået den voksne natsværmer. Bob stak de kviste som kokonerne var fæstnet til, i et stykke flamingo for at holde dem oprejst. Inden længe kom alle cecropia-natsværmerne, på nær én, ud af deres kokoner, og vores tålmodige slid blev belønnet.

Natsværmere fanger også min interesse

Nu da jeg har fulgt cecropia-natsværmernes livscyklus, er jeg blevet mere opmærksom på natsommerfugle eller natsværmere som flagrer omkring lamper og sætter sig til hvile på bygninger. Jeg fik lyst til at finde flere oplysninger om disse fascinerende skabninger. For eksempel har jeg lært at natsommerfugle og dagsommerfugle er dygtige flyvere. Aftensværmere svæver over blomsterne som kolibrier. Andre arter tilbagelægger store afstande på træk. Kålmøl har et vingefang på kun 2,5 centimeter, men flyver regelmæssigt mellem Europa og Storbritannien over den stormfulde Nordsø.

Et stykke tid efter at jeg havde studeret cecropia-natsværmerens livscyklus på nært hold, så jeg et eksemplar sidde på en busk under en lygte. Jeg vidste at skællene på natsværmerens vinger er yderst sarte, så man må aldrig tage den op i vingerne. I stedet skal man stikke sin hånd hen foran natsværmeren. Måske vil den sætte sig på ens finger. Da jeg gjorde et forsøg, glædede den mig ved at sætte sig op på min langfinger. Efter et stykke tid fløj den hen over trætoppene. Som den flagrede bort, kom jeg til at tænke på hvor meget den ligner en sommerfugl. Næste gang du ser en sommerfugl, så kig lige efter en ekstra gang. Det kunne jo være en smuk, men harmløs natsværmer. — Indsendt.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 16, 17]

1. Hyalophora cecropia

[Kildeangivelse]

Natural Selection© - Bill Welch

2. Antheraea polyphemus

3. Chysiridia ripheus

[Kildeangivelse]

A. Kerstitch

4. Atlasspinderen

[Illustrationer på side 18]

Nogle af de stadier som cecropia-natsværmeren gennemgår:

1. Æg

2. Larve

[Kildeangivelse]

Natural Selection© - Bill Welch

3. Voksen natsværmer