Forladt af mine forældre, men elsket af Gud

FORTALT AF BERNADETTE FINN

Jeg var knap fire år gammel da jeg sammen med tre af mine storesøstre blev anbragt på et nonnekloster. Bridie, som var 12 år, Phyllis, 8, og Annamay, 7, mindes hvordan jeg i flere uger kaldte desperat på mine forældre fordi jeg savnede dem. Hvorfor blev vi efterladt der?

JEG blev født den 28. maj 1936 i en stor, katolsk familie, og vi boede i et lille hus i Duncormick, County Wexford, i Irland. Jeg var det ottende barn, og jeg delte seng med mine syv brødre og søstre. En bror og en søster som blev født efter mig, sov i hver sin kommodeskuffe.

Vores far var en landarbejder der sled hårdt i det. Han tjente kun lidt, og derfor var det knapt med mad hos os. Ved sjældne lejligheder var mor i stand til at give mine ældre søskende madpakker med i skole. Vores situation var en direkte følge af den udbredte fattigdom der var i Irland, og den katolske kirkes nådeløse greb om befolkningen.

Vi gik regelmæssigt i kirke, men mor var ikke så interesseret i åndelige anliggender. Mine søstre mindes dog at have set hende læse nogle religiøse publikationer mens hun sad foran kaminen. Hun forsøgte da også at fortælle os om noget af det hun havde læst.

„Hvor er min mor?“

Jeg glemmer aldrig den dag jeg blev bragt hen til klosteret. Mine forældre stod i forhallen og talte alvorligt med en nonne. Jeg begyndte at lege med nogle af de andre småpiger, lykkeligt uvidende om hvad samtalen gik ud på. Pludselig så jeg mig omkring og opdagede til min forfærdelse at mor og far intetsteds var at se. „Hvor er min mor?“ råbte jeg af mine lungers fulde kraft. Som nævnt i indledningen blev jeg ved med at gøre dette i flere uger.

Mine tre søstre var til stor trøst for mig, men de boede i et andet område af klosteret, og derfor havde jeg ikke så meget kontakt med dem. Da de havde lov til at blive oppe to timer længere om aftenen end vi små, holdt jeg mig vågen indtil de skulle i seng. Så sneg jeg mig ud af min seng og stod på den øverste del af trappen så mine søstre kunne vinke til mig. Det var simpelt hen dagens højdepunkt.

Klosteret virkede ikke interesseret i at børnene havde kontakt med deres forældre, så det var sjældent at vi så vores. Det pinte mig meget. Den eneste gang jeg kan huske at mine forældre besøgte os, gik jeg ikke hen til dem, og de gik heller ikke hen til mig. Mine storesøstre kan dog huske nogle få andre gange hvor de kom på besøg.

Med tiden kom jeg til at betragte klosteret som min familie, mit hjem, min verden. I de 12 år jeg var der, vovede jeg mig kun ud to gange. Disse udflugter i den nærmeste omegn var meget spændende fordi vi så træer og dyr. Ellers så vi piger aldrig biler, busser eller forretninger, og med undtagelse af præsten så vi sjældent mænd.

Klosterlivet

Der var nogle positive sider ved livet i nonneklosteret, men også mange negative. En meget  sød, ung nonne underviste os efter bedste evne om Gud. Hun fortalte os at Gud var en kærlig far. Det var jeg glad for at høre, og jeg besluttede på stedet at jeg nu ville betragte Gud som min far fordi han var mere kærlig og venlig end min rigtige far. Fra da af bad jeg meget til Gud i enkle og barnlige vendinger. Jeg savnede den unge nonne efter at hun havde forladt klosteret.

Jeg fik en god grundlæggende undervisning som jeg er taknemmelig for. Men jeg husker stadig „dagpigerne“, som de blev kaldt. Disse piger fik særbehandling når de kom til klosteret for at blive undervist. De var fra velhavende familier, og når de kom, måtte vi andre forlade klasseværelserne. Nonnerne mindede os ofte om at vi blot var forældreløse, og at vi skulle kende vores plads.

Der var mange regler i klosteret. Nogle af dem var fornuftige, og de fleste af os kunne godt forstå hvorfor der var brug for dem. Vi fik for eksempel nyttige lektioner i opførsel, manerer og så videre. Dem har jeg aldrig glemt, og de er kommet mig til gode hele mit liv. Men nogle af reglerne var uvæsentlige og syntes uretfærdige, mens andre virkede forvirrende og var direkte skadelige. For eksempel blev man straffet hvis man tissede i sengen eller havde behov for at gå på toilettet i løbet af natten.

Da jeg en dag var på vej op ad trapperne, begyndte jeg at sige noget til en pige der gik ved siden af mig. En nonne kaldte på mig, og jeg blev straffet for at have talt til pigen. Straffen bestod i at jeg under hele den kolde irske vinter kun måtte have min sommerkjole på. Jeg var en svagelig pige som ofte led af astma og betændelse af mandlerne. Jeg blev meget syg og fik tuberkulose som så mange andre piger i klosteret. Vi blev anbragt i en separat sovesal, men fik ingen lægebehandling. Nogle af pigerne døde, deriblandt min bedste veninde.

Nogle af os blev pryglet for at have begået mindre overtrædelser af reglerne. En dag da alle eleverne var samlet, måtte vi se på mens en pige blev slået af en nonne i over to timer. Vi græd alle sammen. I sandhedens interesse skal det siges at ikke alle nonner var så ondskabsfulde. Men det er stadig mig en gåde at nogen kan være så grusom mod forsvarsløse børn. Det vil jeg aldrig kunne forstå.

Med tiden rejste Bridie og Phyllis fra klosteret, mens Annamay og jeg måtte blive. Vi betød alt for hinanden. Annamay trøstede mig med historier om hvordan vores forældre en skønne dag ville komme og tage os væk fra klosteret og bringe os hen til et sted hvor nonnerne aldrig ville finde os. Da Annamay forlod klosteret, var jeg sønderknust. Jeg blev der i yderligere tre år.

Livet uden for klosteret

Det var skræmmende for mig da jeg som 16-årig forlod klosteret. Jeg vidste intet om den verden der eksisterede uden for murene, og det hele virkede meget forvirrende på mig. Da jeg steg op i en bus, blev der sagt at jeg skulle købe en billet, men jeg vidste slet ikke hvad en billet var. Eftersom jeg ikke havde nogen penge, blev jeg straks sat af bussen og måtte gå til mit bestemmelsessted. Ved en anden lejlighed hvor jeg ville køre med bussen, kom der ingen bus. Jeg vidste ikke at man skulle vente ved et stoppested.

Ved at foregive at jeg var modig og stærk lærte jeg efterhånden at klare mig. Det lykkedes mig at finde et job der ikke var så krævende, men efter at have arbejdet nogle måneder, besluttede jeg mig til at tage hjem for at besøge min mor. Dér mødte jeg nogle af mine yngre søskende for første gang. På det tidspunkt havde jeg i alt 14 brødre og søstre. Da der ikke var  plads til at jeg kunne bo hos dem, sørgede mine forældre for at jeg kunne flytte ind hos min søster Annamay, som boede i Wales. Min far ledsagede mig dertil, men rejste derefter hjem med det samme.

Jeg havde næsten ikke noget at leve af, men på en eller anden måde lykkedes det mig at overleve. I 1953 flyttede jeg til London hvor jeg tilsluttede mig Maria Legionen, en katolsk lægorganisation der beskæftiger sig med velgørenhed. Men det var en skuffelse at arbejde der, for jeg havde forventet at man også beskæftigede sig med åndelige anliggender. Jeg elskede at tale om åndelige emner, men mit arbejde hos Maria Legionen drejede sig mest om rent praktiske ting, og der syntes aldrig at være tid til åndelige samtaler.

Mens jeg boede i London, mødte jeg Patrick, som var en af mine brødres venner. Vi blev forelskede og giftede os i 1961. Vores første to børn, Angela og Stephen, blev født i England, og i 1967 emigrerede vi til Australien, hvor vores tredje barn, Andrew, blev født. Vi bosatte os i landsbyen Bombala i New South Wales.

Endelig får jeg åndelig føde

Kort efter vores ankomst til Australien fik vi besøg i Bombala af en ung mand der hed Bill Lloyd, som ville tale med os om Bibelen. Jeg var henrykt over at få besvaret mine spørgsmål direkte ud fra Bibelen. Men selv om jeg indså at Bill forkyndte sandheden, diskuterede jeg meget med ham for at holde på ham og få noget mere at vide ud fra Bibelen. Senere gav Bill mig en bibel og nogle blade som jeg kunne læse.

Jeg var meget glad for at læse bladene, men jeg blev chokeret da jeg opdagede at udgiverne ikke troede på treenigheden. Jeg gemte derfor bladene for at de ikke skulle ødelægge Patricks tro hvis han skulle finde på at læse dem. Jeg besluttede at jeg ville levere dem tilbage næste gang Bill kom på besøg, men da han kom, viste han mig at læren om at Gud består af tre personer, er i direkte modstrid med Bibelen. Snart stod det klart for mig at Jesus er Guds søn, at han er blevet skabt af sin Fader, Jehova Gud — og altså havde en begyndelse — og at Faderen er større end Jesus. — Mattæus 16:16; Johannes 14:28; Kolossenserne 1:15; Åbenbaringen 3:14.

Jeg fandt hurtigt ud af at andre ting jeg havde lært som katolik, var forkerte. Bibelen lærer for eksempel ikke at vi har en udødelig sjæl eller at der findes et brændende helvede. (Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4) Det var en kolossal lettelse at få dét at vide! En dag dansede jeg rundt i køkkenet af ren og skær glæde over at jeg endelig havde fundet den Fader jeg altid havde elsket, men aldrig kendt. Jeg begyndte at få min åndelige sult stillet. Det var også en stor glæde for mig at Patrick var lige så begejstret for denne nyfundne tro som jeg.

Bill inviterede os til et stævne som Jehovas Vidner skulle holde i landsbyen Temora. Selv om det betød at vi måtte køre langt for at overvære det, tog vi glædeligt imod indbydelsen og ankom til Temora fredag eftermiddag. Lørdag formiddag samledes nogle grupper i stævnelokalet før de skulle ud i hus-til-hus-forkyndelsen. Patrick og jeg glædede os til at være med, for det var noget vi længe havde haft lyst til at gøre. Bill sagde dog at vi ikke kunne deltage i forkyndelsen fordi vi begge stadig røg. Men da Bill gik, slog vi os sammen med en anden gruppe. De troede at vi var Jehovas Vidner, og de tog os derfor med.

Vi lærte snart hvilke krav Bibelen stiller til dem der ønsker at deltage i forkyndelsen af den  gode nyhed. (Mattæus 24:14) Vi holdt op med at ryge, og i oktober 1968 symboliserede vi vores indvielse til Jehova Gud ved vanddåben.

Trosprøver

Efterhånden som vi fik mere bibelkundskab og et nærmere forhold til Jehova, blev vores tro på Guds løfter fast forankret. Nogen tid senere blev Patrick udnævnt til ældste i en af Jehovas Vidners menigheder i Canberra, der er Australiens hovedstad. Vi gjorde hvad vi kunne for at opfostre vore børn i ’Jehovas formaning’ og klare de udfordringer der ofte er forbundet med at opdrage teenagere. — Efeserne 6:4.

Til vores store bedrøvelse blev vores søn Stephen dræbt ved en bilulykke da han var 18. Til trods for vores sorg trøstede det os meget at tænke på at Stephen var blevet en tjener for Jehova. Vi glæder os til at se ham igen når Jehova oprejser dem der er i mindegravene. (Johannes 5:28, 29) Året efter, i 1983, sluttede jeg mig til vores datter, Angela, i heltidsforkyndelsen, og jeg er forblevet i denne tjeneste lige siden. At fortælle andre om vores bibelsk begrundede håb har hjulpet mig til at bevare et positivt livssyn og har lindret smerten i mit hjerte. Jeg blev usigelig glad da jeg for nylig fandt ud af at min søster Annamay var begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner i Wales.

I 1984 begyndte Patrick at døje med en sygdom som man på det tidspunkt ikke vidste så meget om. Senere fik han stillet diagnosen kronisk træthedssyndrom. Til sidst var han nødt til at holde op med at arbejde, og han gav også afkald på at tjene som ældste. I dag har han det heldigvis bedre og virker igen som udnævnt tjener i menigheden.

Det jeg var ude for i min barndom, har lært mig egenskaber som selvdisciplin og selvopofrelse. Det har også lært mig at leve et enkelt liv og at være tilfreds med lidt. Men jeg har aldrig kunnet forstå hvorfor de fire af os piger blev sendt i kloster mens de andre elleve børn fik lov at bo hjemme. Jeg trøster mig selv med at mine forældre, som døde for nogle år siden, gjorde hvad de kunne under omstændigheder som jeg nok aldrig fuldt ud vil kunne sætte mig ind i. Det var hårde tider som krævede at man traf nogle vanskelige beslutninger. Til trods for dette er jeg mine forældre taknemmelig for livets gave og for at de har taget sig af mig så godt de kunne. Frem for alt takker jeg Jehova for hans faderlige omsorg.

[Illustration på side 22]

Som nygifte

[Illustration på side 23]

Da vores børn var mindre

[Illustration på side 23]

Patrick og mig i dag