Hvad siger Bibelen?

Er det forkert at sørge?

„Endvidere, brødre, ønsker vi ikke at i skal være uvidende om dem som sover ind i døden, for at i ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ — 1 Thessaloniker 4:13.

BIBELEN indeholder et håb for dem som er døde. De opstandelser Jesus udvirkede og den lære han udbredte, pegede frem til en tid da de døde vil få livet igen. (Mattæus 22:23-33; Markus 5:35, 36, 41, 42; Lukas 7:12-16) Hvordan bør dette håb påvirke os? Apostelen Paulus’ ord i ovennævnte skriftsted viser at dette håb kan være til trøst for dem der mister en af deres kære i døden.

Hvis du har mistet en du holder af, har du uden tvivl følt den smerte som følger med en sådan sørgelig begivenhed. Theresa, hvis mand døde som 42-årig kort efter en hjerteoperation, siger: „Det kom som et chok! Jeg gik først i panik. Derefter fulgte en voldsom smerte som blev værre med tiden. Jeg græd meget.“ Viser sådanne reaktioner at man mangler tro på Jehovas løfte om at de døde vil blive oprejst? Skal man af Paulus’ ord udlede at det er forkert at sørge?

Bibelske eksempler på nogle som sørgede

Vi kan finde svaret på disse spørgsmål ved at undersøge de tilfælde af sorg der er beskrevet i Bibelen. Mange beretninger viser at der fulgte en sørgeperiode efter et dødsfald i den nærmeste familie. (1 Mosebog 27:41; 50:7-10; Salme 35:14) Sorgprocessen var ofte forbundet med heftige følelser.

Læg mærke til hvordan trofaste mænd sørgede når de mistede en de holdt af. For eksempel havde Abraham en stærk tro på at Gud kunne oprejse døde. (Hebræerne 11:19) Trods denne overbevisning ’holdt han klage over Sara og græd over hende’ da hun døde. (1 Mosebog 23:1, 2) Da Jakobs sønner løj og sagde at hans elskede søn Josef var død, „rev Jakob sin kappe itu og blev ved med at græde over ham“. (1 Mosebog 37:34, 35) Selv mange år senere var han tynget af tanken om at hans elskede søn var død. (1 Mosebog 42:36-38) Kong David lagde heller ikke skjul på sin dybe sorg da han mistede sine to sønner Amnon og Absalom. De havde ganske vist voldt ham og hans familie mange kvaler, men de var stadig hans sønner, og deres død bedrøvede ham meget. — 2 Samuel 13:28-39; 18:33.

Nogle gange sørgede hele det israelitiske folk som for eksempel da Moses døde.  I Femte Mosebog 34:8 læser vi at israelitterne ved den lejlighed græd i 30 dage.

Lad os til sidst se på eksemplet med Jesus Kristus. På et tidspunkt døde hans nære ven Lazarus. Da Jesus så hvordan Lazarus’ søstre, Marta og Maria, og deres venner græd, „stønnede han i ånden og oprørtes“. Selv om han vidste at han få øjeblikke senere ville bringe sin ven tilbage til livet, ’gav han tårerne frit løb’. Jesus holdt af sine nære venner Marta og Maria og blev derfor dybt rørt da han så hvor bedrøvede de var over deres brors død. — Johannes 11:33-36.

Abraham, Jakob, David og Jesus havde alle en stærk tro på Jehova og hans løfte, og alligevel sørgede de. Var det et tegn på at de var åndeligt svage? Viste de ved deres sorg at de manglede tro på opstandelsen? Nej, på ingen måde. Sorgen er en naturlig reaktion på tabet af en man holder af.

Hvorfor man sørger

Det har aldrig været Guds mening at mennesker skulle dø. Jehovas oprindelige hensigt, som han gjorde kendt for Adam og Eva, var at jorden skulle omdannes til et smukt paradis og blive et hjem for en kærlig, lykkelig familie. Døden ville kun komme ind i billedet hvis det første par valgte at være ulydige mod Jehova. (1 Mosebog 1:28; 2:17) Desværre var Adam og Eva ulydige, og det betød at „døden således trængte igennem til alle mennesker“. (Romerne 5:12; 6:23) Det havde slet ikke været tanken at denne grusomme fjende, døden, skulle have eksisteret. — 1 Korinther 15:26.

At miste en man holder af, er unaturligt, og det er kun forståeligt at det fremkalder en dyb smerte hos de efterladte. Nogle føler et stort tomrum. Theresa, enken som blev nævnt i begyndelsen af artiklen, har sagt om sin mand: „Jeg er sikker på at jeg vil få ham at se i opstandelsen, men lige nu savner jeg ham meget. Det er dét der gør så ondt.“ Når man mister en af sine forældre, bliver man samtidig sin egen skrøbelighed bevidst. Og når et ungt menneske dør inden det rigtig har nået at smage på livet, er det næsten ikke til at bære. — Esajas 38:10.

Ja, døden er unaturlig. Det er ikke så mærkeligt at den er årsag til smerte, og Jehova betragter ikke det at sørge som mangel på tro på opstandelsen. Som man kan se af eksemplerne med Abraham, Jakob, David, det israelitiske folk og Jesus, er det at give udtryk for sin inderste smerte ikke et tegn på at man er åndeligt svag. *

Som kristne sørger vi i høj grad over døden, men ikke „ligesom de andre, der ikke har noget håb“. (1 Thessaloniker 4:13) Vi går ikke til yderligheder når vi sørger, for vi er ikke i vildrede med hensyn til de dødes tilstand. Vi er klar over at de ikke føler smerte eller sorg, men befinder sig i en tilstand som kan sammenlignes med en dyb og fredelig søvn. (Prædikeren 9:5; Markus 5:39; Johannes 11:11-14) Vi har også fuld tillid til at Jesus, „opstandelsen og livet“, vil gøre som han har lovet, og bringe „alle de der er i mindegravene“, tilbage. — Johannes 5:28, 29; 11:24, 25.

Hvis du på nuværende tidspunkt sørger, kan du finde trøst i tanken om at Jehova forstår din smerte. Måtte denne viden og dit håb om opstandelsen gøre din sorg lettere at bære og hjælpe dig til at lære at leve med dit tab.

[Fodnote]