Niagara Falls — en betagende oplevelse

FOR ikke så længe siden prøvede jeg noget spændende: Jeg oplevede Niagara-vandfaldene på meget nært hold. Det fyldte mig med ærefrygt. Mine venner og jeg var taget en tur til det canadiske Hesteskofald, som har fået navnet på grund af sin facon. Første gang jeg så det, var i 1958, og siden har jeg besøgt det mange gange, men der var én ting jeg aldrig havde prøvet: en bådtur op ad floden, lige hen foran vandfaldene. Det har man ellers haft mulighed for siden turbåden Maid of the Mist begyndte at sejle i 1848. Millioner har været med på denne spændende sejltur. Nu var det min tur.

Der er regelmæssige afgange fra den amerikanske og den canadiske side, og folk står altid i kø. Vi så turister i alle aldersklasser, selv småbørn, klædt i lette, blå plasticregnfrakker, som er en nødvendig beskyttelse mod støvregnen. (De der besøger Det Amerikanske Fald på den anden side, går med gule regnfrakker.) Turbåden Maid of the Mist VII kan sejle med op til 582 passagerer. Den vejer 132 tons, er 24 meter lang og har en dæksbredde på 9 meter. For tiden er der fire både i drift, Maid of the Mist IV, V, VI og VII.

 Vores tur til at blive våde

Vi stillede os op i køen med de andre, og da vi så de våde turister myldre ud af Maid of the Mist VII, strømmede vi om bord. Jeg havde på fornemmelsen at der ventede os en spændende tur. I det fjerne, omtrent en kilometer længere henne, buldrede vandet ud over kanten, 52 meter ned i et flodbassin på 55 meters dybde. Vores båd sejlede ud med kurs mod den amerikanske side. Her pløjede vi os gennem det hvirvlende vand neden for Det Amerikanske Fald, som har en faldhøjde  på i alt 54 meter. * Det mest spændende lå stadig forude.

Spændingen steg efterhånden som vi nærmede os det bragende vand. Snart blev det umuligt at tage billeder på grund af vinden og den kraftige støvregn som luften var mættet med. Det var som om lodsen brugte en evighed på at nærme sig nedfaldspunktet hvor der faldt 168.000 kubikmeter vand ud over kanten i minuttet, vand der bragede ned lige foran båden. Larmen var øredøvende. Man kunne knapt nok høre sig selv når man råbte. Mit hjerte hamrede. Jeg kunne ligefrem smage Niagaras vand, som er koldt, men tilsyneladende rent. Det var en oplevelse jeg sent vil glemme.

Efter noget der lignede en evighed, bakkede lodsen endelig, og båden fjernede sig fra farezonen for at sejle tilbage. Jeg drog et lettelsens suk. Vi havde klaret det. Men det havde jeg nu heller ikke tvivlet på, for firmaet der står for driften af disse både, har endnu aldrig haft en ulykke på sine ture. Emil Bende, der er direktør for rederiet, forsikrede os om at hvert dampskib havde nok redningsveste og redningsbåde til det maksimale antal passagerer. Her begik man ikke samme fejl som på Titanic!

Vandfaldene trækker sig tilbage

Erosionen har sat sit præg på vandfaldene. Det anslås at Niagara-vandfaldene i de sidste 12.000 år er rykket næsten 11 kilometer tilbage i flodløbet, til det sted hvor de befinder sig nu. På et tidspunkt bevirkede erosionen at vandfaldene flyttede sig 1 meter om året. Nu drejer det sig kun om 36 centimeter hvert tiende år. Hvad skyldes erosionen?

Det øverste lag som vandet strømmer hen over, består af den hårde kalkbjergart dolomit. Nedenunder er der lag af blød sandsten og skiferler. Disse nedre lag udhules, hvorefter sandstensklippestykker kollapser og falder ned i flodbækkenet nedenunder.

Vandet går ikke til spilde

Den enorme mængde vand der strømmer ned gennem den 56 kilometer korte Niagaraflod, kommer fra fire af de fem Store Søer. Den løber mod nord fra Eriesøen til Ontariosøen. På sin korte vej bliver vandet brugt til at producere elektricitet til USA og Canada. Det er efter sigende fra denne flod at man på verdensplan producerer den største mængde elektricitet ved vandkraft, og vandkraftværkerne på den amerikanske og canadiske side har en samlet kapacitet på 4.200.000 kilowatt. Vandet bliver omdirigeret til turbinerne fra Niagarafloden oven for vandfaldene.

Romantisk og majestætisk

Niagara-vandfaldene er det foretrukne rejsemål for mange nygifte. Det skyldes især filmen Niagara fra 1953. Om natten bliver vandfaldene illumineret af kulørte projektører, der får denne enestående plet på kloden til at fremstå med en anderledes skønhed og storhed. Rejser man til USA eller Canada uden at besøge dette verdensunder, går man glip af noget. Og hvis man er lidt eventyrlysten, må man ikke glemme at tage en tur med båden. Det er en uforglemmelig oplevelse som man ikke vil fortryde! — Indsendt.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 26]

Med tovbane over Niagarafloden

Fire og en halv kilometer fra vandfaldene er der en strømhvirvel „som dannes for enden af Whirlpool Rapids, hvor Niagara Gorge drejer skarpt mod nordøst. Den faretruende smaragdgrønne strømhvirvel, snor sig ind og ud, hvorpå den forsvinder gennem den smalleste kanal i kløften.“ — Ontario’s Niagara Parks.

Man får det bedste overblik over dette bemærkelsesværdige afsnit af floden ved at tage en tur med Niagaras Spanish Aero Car. Det er en tovbane der går tværs over flodafsnittet og giver én lejlighed til at nyde en imponerende udsigt over floden i begge retninger. Men hvorfor hedder den „Spanish“ Aero Car? Fordi det var en spansk ingeniør, Leonardo Torres Quevedo (1852-1936), der designede og byggede den. Den har været i drift siden 1916, og der findes kun én af slagsen.

[Diagram/illustration på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

EROSIONEN har siden 1678 fået vandfaldene til at rykke omkring 300 meter tilbage, måske mere

1678

1764

1819

1842

1886

1996

[Kildeangivelse]

Kilde: Niagara Parks Commission

[Kort på side 27]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Ontariosøen

Niagarafloden

Niagara-vandfaldene

USA

CANADA

Eriesøen

CANADA

USA

[Illustration på side 25]

Det Amerikanske Fald

Det canadiske Hesteskofald

[Illustration på side 26]

Vinterligt vandfald i projektørlys