Hvordan vi kom igennem en tragedie

FORTALT AF JAMES GIARRANO

En af livets største glæder er at være bedsteforældre. Min kone, Vicki, og jeg så med spændt forventning frem til at få vores første barnebarn. Vores datter, Theresa, og hendes mand, Jonathan, ventede familieforøgelse i begyndelsen af oktober sidste år. Vi havde ingen anelse om hvilken frygtelig tragedie vi snart skulle komme ud for.

LØRDAG den 23. september 2000 tog min kone og jeg på ferie sammen med vores søn og svigerdatter. Vi skulle være en uge på Outer Banks ud for North Carolinas kyst sammen med andre familiemedlemmer. Theresa og Jonathan havde bestemt sig til ikke at tage med fordi hun var gravid i niende måned, og det var en lang køretur der ville tage cirka 11 timer fra vores hjem i Ohio.

Vi ville have aflyst ferien, men Theresa insisterede på at vi skulle tage af sted. Hun forsikrede os om at hun sagtens kunne klare sig. Der var et par uger til hun skulle føde, og lægen mente at fødselen ikke ville gå i gang før tiden.

Onsdag den 27. september var en smuk dag som mindede mig om hvorfor vores familie de sidste mange år havde valgt at holde ferie netop i det område. Vi havde ingen anelse om at vores tilværelse ville blive drastisk forandret inden dagen var omme.

„Theresa er væk!“

Samme aften blev jeg ringet op af min bror som bor i Ohio. Han lød meget tøvende og nervøs, men så kom det frem: „Theresa er væk!“ Politiet var blevet involveret fordi omstændighederne omkring hendes forsvinden var mistænkelige. Da Jonathan kom hjem den eftermiddag, opdagede han at hoveddøren ikke var låst. Theresas morgenmad stod stadig på bordet, og hendes pung var der. Men der var også noget andet mærkeligt: Hendes sko — de eneste hun kunne passe så langt henne i graviditeten — stod stadig ved døren.

Jonathan havde ringet hjem ved halvtitiden om formiddagen. Theresa fortalte ham at en kvinde havde ringet og sagt at hun gerne ville se på den bil de havde sat til salg. Bagefter ville Theresa ordne nogle ærinder. Jonathan ringede hjem ved frokosttid, men hun var ikke hjemme. Han ringede adskillige gange i løbet af eftermiddagen, men der var stadig ingen der tog telefonen. Da han kom hjem klokken 16.15, lagde han mærke til at bilen var væk. Han tænkte at fødselen måske var gået i gang og ringede derfor til hospitalet,  men hun var der ikke. Han ringede også til nogle i familien, men ingen havde set noget til hende. Han blev panikslagen og kontaktede politiet. Omkring klokken 18 fandt politiet bilen parkeret i nærheden af deres hjem. Men Theresa var stadig forsvundet.

Vi der befandt os langt væk i North Carolina, var chokerede over meddelelsen. Min kone og jeg og vores søn og svigerdatter pakkede sammen og skyndte os hjemad. Det var en lang tur med mange bange anelser. Vi kørte hele natten og var tilbage i Ohio næste morgen.

Et gennembrud i sagen

I mellemtiden havde Jonathan og nogle slægtninge, gode venner og andre samarbejdet med politiet i eftersøgningen af Theresa, og de havde arbejdet hele natten. Eftersøgningen fortsatte i fem nervepirrende dage. Mandag den 2. oktober skete der endelig noget. Politiet havde da fundet ud af hvorfra der var blevet ringet til Theresa onsdag formiddag. En kvinde der boede blot nogle få gader borte, havde ringet fra en mobiltelefon.

Efter at politiet havde afhørt kvinden, fattede de mistanke. Senere samme aften vendte politiet tilbage til kvindens hjem. Idet de nærmede sig hoveddøren, hørte de et skud, og da de kom ind i huset, fandt de kvinden død. Hun havde skudt sig selv. Til politiets overraskelse fandt de en lille nyfødt dreng i et værelse på førstesalen. Utroligt nok havde han sovet fredeligt gennem alt postyret.

Men Theresa var stadig forsvundet. I de følgende timer gennemsøgte politiet huset for at finde eventuelle tegn på at hun havde været der. Eftersøgningen sluttede tidligt tirsdag morgen i garagen. Der fandt de Theresas lig gravet ned. Retsmedicineren fastslog senere at hun var blevet slået bevidstløs og derefter skudt i ryggen. Hun var død med det samme, hvorefter barnet var blevet fjernet fra hendes mave. Det er en trøst for os at vide at hun ikke har lidt.

Det nyfødte barn blev bragt til hospitalet, hvor man konstaterede at det var sundt og rask og helt uskadt. En dna-test bekræftede at den lille dreng er vores barnebarn. Jonathan gav ham det navn som han og Theresa havde valgt, Oscar Gavin. Efter et kort ophold på hospitalet blev lille Oscar på lige knap 8 pund udskrevet og lagt i sin fars arme torsdag den 5. oktober. Vi var lykkelige over at få vores barnebarn, men ord kan ikke beskrive hvor sønderknuste vi var fordi Theresa ikke var der til at holde ham i sin favn.

Lokalbefolkningens reaktion

Min familie og jeg var rørt til tårer over al den hjælp vi fik — ofte fra folk vi slet ikke kendte. I de dage hvor Theresa var forsvundet, meldte flere hundrede mennesker sig for at være med i eftersøgningen. Mange gav et pengebidrag. Adskillige lokale kontorforsyninger fremstillede i tusindvis af løbesedler gratis, og mange frivillige uddelte dem i et kilometervidt område omkring Theresas hjem.

En af vore trosfæller arbejder for en advokat, og da hun fortalte ham om vores situation, tilbød han sin hjælp. Vi tog imod hans tilbud, og det viste sig at være en kæmpe støtte. Han hjalp os med at tackle både medierne og visse juridiske spørgsmål som opstod. Han anbefalede desuden to privatdetektiver som gjorde en stor indsats i sagen. Vi var meget taknemmelige for den ægte omsorg de viste os.

Efter at vi havde fået vores barnebarn hjem, strømmede det ind med hjælp fra folk. Adskillige købmandsforretninger sendte mad og husholdningsartikler, og mange privatpersoner gav os tøj til Oscar samt engangsbleer, modermælkserstatning og legetøj. Vi fik meget mere end Oscar nogen sinde ville få brug for, så vi gav en hel del af det til fødeafdelingen på det lokale hospital. Tragedien var blevet omtalt i medierne, og det førte til at vi fik tusinder af kort og breve, ikke kun fra vores egen by, men fra hele verden.

Den overvældende opbakning kom særligt til udtryk ved mindehøjtideligheden der blev holdt for Theresa søndag den 8. oktober. Vi vidste at mange ønskede at komme, men tilslutningen  oversteg vore forventninger. Mindehøjtideligheden foregik i et auditorium på en skole, og med de over 1400 tilhørere var det fyldt til bristepunktet. De tilstedeværende var familiemedlemmer, venner, politibetjente, borgmesteren og andre fra byen. Højtideligheden blev desuden overværet af mediefolk. Lokale fjernsynsstationer optog talen, som også blev sendt direkte over internettet. Derudover stod hundredvis af mennesker i skolens forhal eller ude i den kolde regn, hvor de krøb sammen under paraplyer og lyttede til talen gennem højttalere som var blevet sat op. Taleren aflagde et omfattende vidnesbyrd om vores bibelske tro.

Bagefter stod flere hundrede tålmodigt i kø for at udtrykke deres medfølelse. Vi blev der i næsten tre timer og gav alle der var mødt op, et kram og takkede dem for deres deltagelse. Et af byens hoteller sørgede gavmildt for mad til mere end 300 af vore familiemedlemmer, nære venner og andre som havde hjulpet med at finde vores barnebarn.

Ord kan slet ikke udtrykke vores værdsættelse af alt det som mange — hvoraf de fleste var vildfremmede — gjorde for at hjælpe os. Det har medført at vi er endnu mere besluttede på at være flittige i forkyndelsen, for der er masser af venlige mennesker som vi ønsker at nå ud til med den gode nyhed om Guds rige. — Mattæus 24:14.

Menighedens indsats

Lige fra begyndelsen af denne frygtelige begivenhed ydede vore kristne brødre og søstre os massiv støtte. Hjælpen, som blev ved med at strømme ind, kom fra både vores egen menighed og andre menigheder i området.

Før vi kom hjem fra ferie i North Carolina, havde de ældste i vores menighed allerede sat noget i gang for at finde Theresa. Mange af vore brødre og søstre tog fri fra arbejde for at være med i eftersøgningen. Nogle fortalte deres arbejdsgiver at de var villige til at give afkald på løn mens de var med i eftersøgningen, men i visse tilfælde fik de fri uden at blive trukket i løn. I de dage hvor Theresa var væk, blev nogle af vore åndelige brødre hos Jonathan så han ikke skulle være alene. Mange brødre og søstre kom uopfordret og sørgede for at holde vores hjem rent og pænt. Andre lavede mad til de frivillige hjælpere og besvarede telefonopkald.

Omkring seks uger efter Theresas død stod min kone og Jonathan over for en vanskelig opgave, nemlig at gå Theresas ting igennem og rydde huset. Jonathan følte nemlig ikke at han kunne klare at bo i det hus han havde haft sammen med Theresa, så han besluttede sig til at sætte det til salg. Det var meget smertefuldt for dem at sortere Theresas ejendele — alt mindede dem om hende og om hvor meget de savnede hende. Men også her kom vore brødre og søstre os til hjælp. De pakkede hendes ting i kasser og udførte endda nogle tiltrængte reparationer på huset så det kunne blive solgt.

 Men noget der var endnu vigtigere, var at brødrene og søstrene gav vores familie åndelig og følelsesmæssig støtte. De ringede og besøgte os for at opmuntre os, og vi fik mange rørende kort og breve. Denne kærlige opbakning fortsatte ikke blot i nogle få dage og uger, men i mange måneder.

Mange af vore brødre og søstre sagde at vi skulle sige til hvis vi havde brug for et lyttende øre, og vi har benyttet os af deres venlige tilbud. Det er en trøst at kunne dele sine følelser med venner som man holder af og stoler på. De er virkelig et eksempel på det der står i det bibelske ordsprog: „En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.“ — Ordsprogene 17:17; 18:24.

Hvordan tragedien har berørt vores familie

Jeg må sige at det bestemt ikke har været nemt for min familie og mig at komme os over mordet på Theresa. Det har fuldstændig forandret vores tilværelse. Der er tider hvor jeg er vred over at hun ikke er her hos mig. Jeg savner hendes knus og kys.

Min kone og Theresa var meget knyttet til hinanden. Der gik ikke en dag hvor de ikke i det mindste ringede til hinanden. De havde tilbragt mange timer med at tale om Theresas graviditet, og min kone havde hjulpet til med at gøre børneværelset i stand.

Vicki siger: „Der er så meget jeg savner. Jeg savner at gå i forkyndelsen med hende. Jeg savner vore fælles byture. Det der gør mest ondt, er at hun ikke er her sammen med sit barn — det er simpelt hen ikke til at bære. Jeg ved hvor meget hun elskede Oscar mens han endnu lå i maven. Hun vidste at det ville blive en dreng. Som tak for et babytæppe jeg havde syet, sendte hun mig et kort hvor der stod:

’Kære mor!

Mange tak for det smukke babytæppe. Jeg værdsætter alt det arbejde du har haft med det. Jeg vil blot endnu en gang takke dig for al din støtte og opmuntring. Det har hjulpet mig til at komme gennem nogle af de sværeste perioder i mit liv, og det vil jeg altid være taknemmelig for og huske. Jeg har hørt at det først er når man er blevet voksen at man finder ud af at ens bedste ven er ens mor. Jeg takker hver dag Jehova for at jeg ikke var så længe om at komme til den erkendelse. Jeg vil altid elske dig.’“

Det var også meget smertefuldt for os at se hvad vores svigersøn måtte igennem. Mens Oscar var på hospitalet, stod Jonathan over for en vanskelig opgave. Da han havde besluttet at bo midlertidigt hos os, var han nødt til at gå ind i børneværelset som han og Theresa havde gjort klar, for at flytte gyngehesten, vuggen og legetøjsdyrene med hen til vores hus.

Hvad der har hjulpet os til at komme videre

Når man mister en af sine kære på så tragisk en måde, opstår der et væld af forvirrende spørgsmål og følelser. Som kristen ældste har jeg undertiden været med til at trøste og hjælpe andre der har kæmpet med lignende spørgsmål og følelser. Men når det er én selv der sørger, kan følelserne ofte gøre det svært at tænke klart.

For eksempel havde jeg, med tanke på Theresas tilstand og dét at vi skulle være væk i en uge, bedt Jehova om at beskytte hende. Da hun blev fundet myrdet, må jeg indrømme at jeg i begyndelsen havde svært ved at forstå hvorfor mine bønner ikke var blevet hørt. Jeg ved jo godt at Jehova ikke har lovet sine tjenere mirakuløs beskyttelse, men jeg blev ved med at bede om en forklaring. Jeg har fundet trøst i at vide at Jehova beskytter sit folk åndeligt, det vil sige at han giver os hvad vi behøver for at vi kan værne om vores forhold til ham. Vores mulighed for at få evigt liv afhænger af denne form for beskyttelse, og derfor er den vigtigere end beskyttelse mod fysiske farer. I den forstand har Jehova beskyttet Theresa, for hun tjente ham trofast indtil sin død. Jeg har fået fred i sindet i bevidstheden om at hendes fremtidsudsigter ligger i Jehovas kærlige hænder.

Der er en række skriftsteder som har trøstet mig i særlig grad. Her er nogle der har hjulpet mig til at komme videre:

 „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) Jeg har i mange år troet på Bibelens løfte om en opstandelse til liv i et jordisk paradis, men nu er dette håb blevet mere virkeligt for mig. Blot det at vide at jeg en gang i fremtiden vil kunne omfavne Theresa igen, har givet mig styrke til at holde ud i hverdagen.

„Jehova . . . er ikke dødes men levendes Gud; de er nemlig alle levende for ham.“ (Lukas 20:37, 38) Det er en stor trøst at vide at Jehova allerede nu betragter de døde der engang vil blive oprejst, som „levende“. Så set med hans øjne er vores elskede Theresa i allerhøjeste grad levende.

Vicki vil også gerne fortælle om nogle af de skriftsteder der har hjulpet hende:

„’Det er umuligt for Gud at lyve.’ (Hebræerne 6:18; Titus 1:2) Da Jehova ikke kan lyve, ved jeg at han vil opfylde sit løfte om at oprejse de døde.

’I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [Jesu] røst og komme ud.’ (Johannes 5:28, 29) Ordet ’mindegravene’ viser at Theresa er i Jehovas erindring indtil han får sin søn, Jesus Kristus, til at oprejse hende. Jeg ved at intet sted er sikrere for hende at være end i Jehovas fuldkomne erindring.

’Lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.’ (Filipperne 4:6, 7) Jeg beder især om at Jehovas ånd må give mig styrke. Når jeg bliver meget ked af det, henvender jeg mig til Jehova og siger: ’Jeg har brug for mere af din ånd’, og så hjælper han mig til at klare endnu en dag. Nogle gange kan jeg ikke en gang udtrykke mine tanker i ord, men han giver mig styrke til at fortsætte.“

Jehova har virkelig hjulpet os til at komme igennem denne tragedie. Vi sørger stadig over vores elskede Theresa, og vi regner ikke med at vores sorg vil forsvinde helt før vi igen kan omfavne hende i Jehovas nye verden. I mellemtiden er vi mere end nogen sinde besluttede på at tjene Jehova trofast. Jonathan vil gøre alt hvad han kan, for at hjælpe Oscar til at elske og tjene Jehova, og Vicki og jeg vil støtte ham på enhver mulig måde. Vi ønsker af hele vores hjerte at være til stede i Guds nye verden så vi kan byde Theresa velkommen tilbage til livet og præsentere hende for den søn hun ikke fik lov til at holde i sine arme.

[Illustration på side 19]

Vores datter, Theresa, der lytter til sit ufødte barns hjerteslag

[Illustrationer på side 20, 21]

Vi mærkede en overvældende opbakning ved mindehøjtideligheden

[Illustrationer på side 23]

Med min kone, Vicki, ved Theresas bryllup

Vores barnebarn Oscar