Marabustorken vinder ved nærmere bekendtskab

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I KENYA

 „Jeg er endnu ikke . . . stødt på en fugl der varsler mere ilde end marabustorken.“ — The World’s Wild Places — Africa’s Rift Valley.

AF DE mange fugle man finder i Afrika, har de færreste været udsat for lige så hård kritik som marabustorken. Fuglen bliver almindeligvis skildret som ondskabsfuld og grim. Det er tydeligt at marabustorken trænger til at få sit image forbedret.

Hvis du er fascineret af elegante fugle med melodiske sangstemmer, vil marabustorken nok være noget af en skuffelse for dig. Med sit lyserøde hoved og sin nøgne hals ser den på én gang skummel og ynkelig ud. Voksne fugle har en rødlig og oppustelig hudsæk der dingler ned ad halsen og ligner et tykt slips, og flertallet vil nok mene at den næppe giver dyrets udseende et løft. Men dr. Leon Benun, der leder den ornitologiske afdeling på Kenyas nationalmuseer, siger: „Bare fordi vi synes at hudsækken er grim, behøver marabustorken ikke at dele denne opfattelse.“ Indtil nu er der ingen som kender dens biologiske funktion.

Fuglens madvaner får den heller ikke til at stige i meningsmålingerne. Den er nemlig ådselæder, og når den ikke kan finde et kadaver, går den efter sigende løs på levende fugle for at stille sin sunde og naturlige appetit. Det er måske forståeligt hvis folk hader den af et godt hjerte.

Men selv om marabustorken har både sit ydre og sin adfærd imod sig, har den mange glimrende egenskaber. Har du ikke lyst til sammen med os at lære denne meget udskældte fugl bedre at kende?

En kæmpe blandt fugle

Marabustorken er sandsynligvis den største fugl i storkefamilien. En fuldt udvokset han kan blive 150 centimeter høj og veje over 8 kilo. Hunnerne er en smule mindre. Fuglens kraftige, kileformede næb kan blive mere end 25 centimeter langt. Det er noget af en fordel når den skal flå kødlunser af et kadaver.

Selv om denne stork er en kæmpestor fugl, er den en fremragende flyver. Med et vingefang på omkring to og en halv meter hører marabustorken til de dygtigste svævefugle. Når den flyver, med hovedet trukket lidt ind mellem skuldrene og med lange udstrakte ben, er den elegancen selv. Den mestrer kunsten at udnytte de varme luftstrømme, eller termiske opvinde, og kan flyve i så store højder at den til tider næsten ikke kan ses fra jorden. Ja, man har set marabustorke flyve i 4000 meters højde!

Ansvarsbevidste forældre

Noget andet marabustorken er skrap til, er yngelpleje. Og det er sandelig en krævende opgave, som begynder med redebygning. Efter at hannen har fundet et passende sted, begynder den byggearbejdet. Hunnen kommer til senere. Reden, der ikke er noget særligt, bygges somme tider i 30 meters højde. Konstruktionen er en meter bred og ikke stort andet end en primitiv, åben platform bestående af tørre pinde, grene og blade. Af og til overtager en ynglende stork en gammel rede og renoverer den ved at  supplere med kviste og andet materiale. Man har hørt om kolonier af marabustorke der har beholdt samme yngleplads i 50 år.

Allerede inden hannen er færdig med det nye hjem, begynder kurmageriet. Imod sædvane hos mange fuglearter venter hannen på at en hun skal tage initiativet. Flere potentielle mager præsenterer sig for ham i håb om at vinde hans gunst. Mange bliver afvist. Men det kan betale sig at være vedholdende, for en af hunnerne vil til sidst blive godkendt. Under den efterfølgende parringsleg giver begge fugle, med fuldt oppustede luftsække, lyde fra sig der skal skræmme ubudne gæster bort. Disse lyde er blevet beskrevet som en brølen, hylen og piben, og det er så vidt vides det eneste tidspunkt marabustorken ’løfter røsten’, når man ser bort fra dens lejlighedsvise klapren med det enorme næb. Magerne styrker deres ’ægteskabelige’ bånd med en karakteristisk hilseceremoni, der finder sted hver gang en mage vender tilbage til reden. Ceremonien indbefatter at de kaster hovedet tilbage og sænker det, for til slut at indlede en langvarig knebren.

Parret gør reden færdig i fællesskab. De er også fælles om arbejdet med rugningen af to eller tre kridhvide æg. Efter en måned kommer der små lyserøde unger med sparsom fjerdragt ud af æggene. Begge forældre tager sig af dem, og de bliver vartet op i alle ender og kanter. Parret påbegynder straks et intensivt madningsprogram der indbefatter føde af høj næringsværdi, som for eksempel fisk. I sumpede områder, som marabustorkene ynder at gæste, kan forældrene få sig en god forsyning af frøer, der også er en fast bestanddel på fuglenes menu. De nyudklækkede unger spiser den sønderdelte føde deres forældre gylper op i reden. Fugleungerne vokser langsomt, og de kan først klare sig selv når de er fire måneder gamle og kan flyve bort fra redepladsen.

Grundige renovationsarbejdere

Selv om mange ser ned på marabustorken fordi den er en ådselæder, gør den faktisk et meget nyttigt arbejde. På de afrikanske sletter lader rovdyr rådnende kadavere ligge og flyde. Hvis de fik lov til at blive liggende, ville de nemt kunne sprede sygdom og være til fare for både mennesker og dyr. Men marabustorkene udfører et nyttigt job som skraldemænd. Sammen med gribbene, der også er ådselædere med en sund appetit, inspicerer de sletterne for efterladt bytte. Når marabustorkene finder et, venter de på at de mere aggressive gribbe åbner kadaveret med deres stærke, krumme næb. Når storkene ser deres snit til det, skynder de sig ned til ådselet, og med deres lange næb  som forskærerkniv snupper de et stykke kød og vender tilbage til sidelinjen, hvor de afventer det næste belejlige øjeblik. Så snart gribbene har ædt alt hvad de orker, er det marabustorkenes tur til at kæmpe om de eventuelle kødrester. Disse fugle æder næsten alt hvad de overhovedet kan nedsvælge, undtagen knogler. Kødlunser på op til 600 gram sluger de så let som ingenting.

I de senere år er marabustorken også begyndt at agere skraldemand uden for sit naturlige levested. Fuglen er ikke længere så menneskesky og er nu en almindelig gæst på lossepladser i de store og små byer. Det har medført et renere miljø. I sin søgen efter tiloversblevne kødbidder gennemgår marabustorken endda flydende slagteriaffald. Hvor hårdfør denne fugl kan være, illustrerer det følgende eksempel: Mens en marabustork ledte efter rester ved et slagteri i det vestlige Kenya, kom den til at sluge en slagterkniv. Nogle få dage senere fandt man kniven — skinnende ren — på næsten samme sted. Marabustorken som havde gylpet den op, fulgte sin sædvanlige rutine og havde tilsyneladende ikke lidt skade!

Marabustorkens fremtid

Til forskel fra sin asiatiske og nærmeste slægtning, den store adjudant, som er i tilbagegang, trives den afrikanske marabustork i bedste velgående. Den har så vidt vides ingen naturlige fjender. Før i tiden var mennesket denne fugls værste fjende. Man skød den og anvendte dens bløde fjer under halen som pynt på kvinders hovedbeklædning. I bogen Storks, Ibises and Spoonbills of the World hedder det: „Når så smukke fjer pryder en vifte eller noget som kvinder elsker at pynte sig med, er det næsten ikke til at forstå at de kommer fra denne knoklede og tudegrimme kolos af en ådselæder.“ Heldigvis er den hensynsløse nedslagtning af disse fugle taget af med årene, og deres antal er igen stigende. Vi håber at vores korte beskrivelse af marabustorken har vist at den afgjort ikke fortjener den foragt og dårlige omtale den er genstand for. Dens effektivitet og flid når den sørger for et rent miljø, er til stor gavn for os. Den er bestemt ikke nogen skønhedsåbenbaring, men den herliggør Skaberen på sin egen beskedne måde. — Salme 148:7, 10.

[Illustration på side 16]

Fuglens kraftige, kileformede næb kan blive mere end 25 centimeter langt

[Illustration på side 17]

Marabustorken har et vingefang på to og en halv meter

[Kildeangivelse]

© Joe McDonald

[Illustration på side 17]

Ungerne bliver vartet op i alle ender og kanter

[Kildeangivelse]

© M.P. Kahl/VIREO

[Illustration på side 18]

Man har endnu ikke fundet ud af hvilken biologisk funktion marabustorkens hudsæk har

[Illustration på side 19]

Reden bygges somme tider i 40 meters højde