Myter og fakta om de ældre

Der hersker mange myter om alderdom. I forbindelse med sit program om aldring og helbred (Ageing and Health Programme) har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) derfor udgivet en brochure, „Ageing — Exploding the Myths“, som viser hvor fejlagtige nogle af myterne er. Lad os se på nogle eksempler:

Myte: De fleste ældre bor i den industrialiserede verden.

Faktum: Over 60 procent af verdens 580 millioner ældre bor faktisk i udviklingslande. Stadig flere indbyggere i disse lande når en høj alder på grund af fremskridt i sundhedsplejen og en forbedring af ernæringen samt de boligmæssige og sanitære forhold.

Myte: Ældre mennesker kan ikke bidrage med noget.

Faktum: Ældre mennesker yder et væsentligt bidrag ved at udføre arbejde de ikke bliver betalt for. Det skønnes for eksempel at 2 millioner børn i USA bliver passet af deres bedsteforældre, og at 1,2 millioner af dem bor hos bedsteforældrene. De ældre sørger altså for husly, føde og opdragelse samtidig med at de giver kulturelle værdier videre til deres børnebørn og muliggør at mødre og fædre kan fortsætte på arbejdsmarkedet. Mange frivillige organisationer i den industrialiserede verden ville heller ikke fungere uden de ældres hjælp. Desuden spiller ældre en vigtig rolle med hensyn til pasning og pleje. I nogle udviklingslande hvor 30 procent af den voksne befolkning er smittet med aids, tager de ældre sig af deres voksne aids-ramte børn. Når disse dør, må bedsteforældrene opfostre de forældreløse børnebørn.

Myte: Ældre mennesker forlader arbejdsmarkedet fordi de ikke længere kan udføre deres arbejde.

Faktum: Det er ikke så meget alderen der får dem til at forlade arbejdsmarkedet, som deres uddannelsesmæssige handicap og den ældrediskrimination de udsættes for.

Myte: Ældre ønsker ikke at arbejde.

Faktum: Ældre er ofte udelukket fra betalte job selv om de både kan og vil fortsætte med at arbejde. Især i perioder med arbejdsløshed er der mange der mener at de ældre bør forlade deres betalte job for at gøre plads til yngre arbejdssøgende. Men når ældre medarbejdere forlader arbejdsmarkedet på et tidligt tidspunkt, resulterer det ikke nødvendigvis i job til de unge. En yngre jobsøgende har måske ikke de fornødne færdigheder til at kunne erstatte en ældre medarbejder. En erfaren ældre medarbejder er med til at sikre fortsat produktivitet og stabilitet på arbejdsmarkedet.

Verdenssundhedsorganisationen bemærker at verdenssamfundet med disse kendsgerninger i tanke bør betragte sin aldrende befolkning som et ekspertisemæssigt potentiale der kan bruges på en god måde. Alexandre Kalache, som leder gruppen bag WHO’s program om aldring og helbred, siger derfor at „landene . . . ikke så meget bør betragte deres aldrende befolkningsgrupper som et problem, men som en mulig løsning på problemer“. Og det er et faktum.