I rædselens greb

„Jeg har en kniv! Ti stille, eller jeg slår dig ihjel!“

DET var en dejlig sommerdag, og den 17-årige Jane, * der er et af Jehovas Vidner, havde været ude at løbe på rulleskøjter i en park i Virginia, USA. Pludselig virkede parken helt mennesketom, og hun besluttede at forlade den. Da hun sad ved familiens minibus for at tage rulleskøjterne af, dukkede en fremmed op og truede hende med ordene: „Jeg har en kniv! Ti stille, eller jeg slår dig ihjel!“ Han greb fat i Jane og prøvede at skubbe hende ind i minibussen for at voldtage hende. Hun skreg så højt hun kunne, men det standsede ham ikke.

„Jeg følte mig fuldstændig hjælpeløs — som et insekt mod en elefant,“ siger Jane. „Men jeg blev ved med at skrige og stritte imod. Til sidst råbte jeg til Gud: ’Jehova, tillad ikke at han gør det imod mig!’“ Det var åbenbart noget der skræmte overfaldsmanden, som pludselig slap Jane og flygtede fra stedet.

Da voldsmanden sprang ind i sin bil, låste Jane sig inde i minibussen. Hun rystede over hele kroppen, men tvang sig selv til at være rolig da hun tog mobiltelefonen. Hun ringede til politiet og gav en nøjagtig beskrivelse af den mistænktes bil samt cifrene på hans nummerplade. Det førte til at han blev anholdt nogle få minutter senere.

En lykkelig afslutning?

Ja, men ikke lige med det samme. Janes ildprøve var kun lige begyndt. Politiet og aviserne havde rost Jane fordi hun havde været snarrådig og ikke mistet fatningen under overfaldet. Men efterhånden som det første chok fortog sig, følte hun sig alt andet end fattet. „Efter nogle få uger kunne jeg næsten ikke holde det ud mere,“ fortæller hun. „Jeg befandt mig i en konstant choktilstand, som hindrede mig i at sove. Da det havde stået på i flere uger, kunne jeg ikke længere studere eller koncentrere mig. Jeg havde også angstanfald. Da en klassekammerat som lignede voldsmanden en smule, prikkede mig på skulderen for at spørge hvad klokken var, var jeg lige ved at gå i panik.“

Jane fortsætter: „Jeg var bundulykkelig. Jeg mistede kontakten med mine venner, og ensomheden gjorde mig endnu mere nedtrykt. Jeg bebrejdede mig selv at jeg havde udsat mig for overfaldet, og jeg var ulykkelig over at jeg ikke mere var den glade og tillidsfulde pige jeg før havde været. Det var som at sørge over en man har mistet.“

Jane oplevede nogle af de klassiske symptomer på en posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Hvad er PTSD, og hvad kan man gøre for at hjælpe dem der lider under de nedbrydende symptomer? Det vil den næste artikel komme ind på.

[Fodnote]