Sortbjørne i alle nuancer

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I CANADA

„De står på deres bagben, sidder på deres bagdel . . ., og snorker når de sover. De er intelligente og nysgerrige. De er lærenemme, gode til at tilpasse sig, og humørmæssigt ligner de menneskene.“

SÅDAN har biologen Wayne McCrory omtalt en af de mest sjældne bjørne i verden, den hvide amerikanske sortbjørn på Canadas nordvestkyst. Det var William Hornaday der som den første i år 1900 gjorde den videnskabelige verden opmærksom på bjørnens eksistens. Han var medlem af New York Zoological Society og i færd med at registrere bjørneskind fra byen  Victoria i British Columbia da han lagde mærke til et usædvanligt skind. Det var flødefarvet, en anelse gyldent og havde samme form som skindet fra en sortbjørn.

Dette fund vakte William Hornadays nysgerrighed, og han indbød Francis Kermode, direktøren for British Columbia’s Provincial Museum, til at komme og hjælpe med at indsamle flere oplysninger om det William Hornaday troede var en ny bjørneart. I 1905 navngav William Hornaday bjørnen Ursus kermodei, Kermode-bjørnen, som en anerkendelse af det arbejde Kermode havde haft med at fremskaffe oplysninger og finde eksemplarer.

Disse bjørne (Ursus americanus kermodei) er sortbjørne, men de er ikke altid sorte. En indianerstamme der bor i Kermode-bjørnens leveområde, og som taler tsimshian, kalder den Moksgm’ol, der betyder hvid bjørn. Nogle har også set rustrøde, kastanjebrune, gyldne, beige og blågrå bjørne og flere som var sort- og hvidplettede.

Biologer ved endnu ikke med sikkerhed hvorfor nogle bjørne er hvide. En mulig forklaring er at den særlige farve skyldes en tilfældig genetisk mutation. Og det forholder sig faktisk sådan at hver tiende af de bjørne man har observeret, er hvid. Kermode-bjørnene ved Canadas nordvestlige Stillehavskyst er afgjort noget helt specielt og værd at se nærmere på.

På besøg i bjørnens territorium

Det er muligt at se Kermode-bjørne i et område på cirka 75.000 kvadratkilometer langs British Columbias nordlige kyst. Hvis man fra Vancouver rejser 600 kilometer mod nordvest, kommer man til Princess Royal Island og Douglas Channel i nærheden af Kitimat. Cirka 150 kilometer inde i landet, mod nordøst, ligger Terrace, et skovhuggerdistrikt ved Skeena-floden. Dette område ligger midt i bjørnenes territorium. Nogle har omtalt det som et af de mest uberørte og naturspækkede områder i Vestcanada.

Man må følges med en erfaren naturfører som kender bjørnenes adfærd, hvis man skal gøre sig nogen forhåbninger om at få så meget som et glimt af denne hvide vandrer. Det mest fordelagtige tidspunkt er i oktober når vandløbene i British Columbia vrimler med gydende laks. Hvert år på dette tidspunkt kommer Kermode-bjørnen ned fra højlandet til laksekalas. En har iagttaget hvordan bjørnene tager for sig af retterne, og fortæller: „Efter at de har udvalgt sig den fisk de vil have, sætter de den ene pote på hovedet af fisken, og med den anden flår de skindet af fra gællerne og nedefter så de kan komme ind til kødet.“

Bjørnenes adfærd

Kermode-bjørne kan virke venlige og legesyge og lige til at kramme, men pas på — de kan være uberegnelige og lige så farlige som alle andre bjørne. Deres syn siges at være dårligt, men deres lille, spidse næse og lange næsebor er udformet sådan at de kan udnytte lugtesansen maksimalt. De ser måske kluntede ud når de bevæger sig, men de er meget hurtige til bens. Man har målt at nogle bjørne over korte strækninger har opnået hastigheder på mere end 50 kilometer i timen.

Fuldvoksne hunner er mellem 130-190 centimeter lange og vejer mellem 50-180 kilo. Hannerne, som er større, kan veje over 200 kilo. Når Kermode-bjørne står på bagbenene, har de en højde på mellem 250-275 centimeter. De er også gode svømmere. En fiskeribetjent på patrulje fik en dag øje på en bjørn der svømmede fra en nærliggende ø ind mod fastlandet. Han styrede båden over i nærheden af den, men pludselig dykkede bjørnen og svømmede under vandet. Den kom kun op til overfladen når den skulle have luft.

Mennesker og bjørne

Når bjørnene efterhånden ser en forbindelse mellem mennesker og den føde de ikke kan finde i naturen, vil de ofte miste deres naturlige forsigtighed over for mennesker og blive ekstremt aggressive og farlige. Sådanne bjørne bliver ofte aflivet. Hvis du ude i naturen ser en bjørn som tigger føde, så husk at du ved at give den mad ikke alene bringer dig selv i en farlig situation, men også bidrager til bjørnens alt for tidlige død.

Vores møde med Kermode-bjørnen får os til at tænke på de mange forskellige bjørne inden for bjørnefamilien. Guds skaberværk er virkelig underfuldt. Og det minder os om det store ansvar vi mennesker har for at beskytte sådanne fascinerende skabninger.

[Kildeangivelse på side 27]

Howie Garber/www.wanderlustimages.com