Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Fossilfalsum

„Det forstenede skelet af et 200 millioner år gammelt rovdyr som i juratiden holdt til i havene, prydede i 116 år forhallen til Wales’ Nationalmuseum i Cardiff,“ beretter den engelske avis The Guardian. „Men da konservatorer i Cardiff besluttede at resterne af den kødædende fiskeøgle, ichthyosaur, skulle friskes op, fandt de ud af at de var blevet narret.“ „Da vi havde fjernet fem lag maling, gik det op for os at der var tale om et gennemført bedrag,“ fortæller konservator Caroline Buttler. „Skelettet var sammensat af to typer ichthyosaurer plus nogle dele der var genialt forfalsket.“ Museet vil ikke kassere den falske ichthyosaur, men i stedet udstille den som et eksempel på et fossilfalsum.

Forurenede bjergsøer

Bjergsøer er ikke så rene som man måske tror. „Selv de højestliggende søer, såsom Schwarzsee der ligger oven for Sölden [Østrig], er forurenede,“ meddeler det tyske blad natur & kosmos. Fisk i højtliggende søer har et ddt-indhold der er op til 1000 gange større end fisk som lever i lavereliggende områder. Hvorfor det? Fordi fordampningen i tropiske lande gør at det giftige kemikalie bliver ført gennem luften og af vinden bliver bragt til andre dele af verden. Over kolde steder — som for eksempel bjergsøer — fortættes ddt-partiklerne og falder som nedbør. „Iskolde bjergsøer virker som opsamlingssteder for ddt,“ siger bladet. Ddt — som er et insektmiddel der er giftigt for både mennesker og dyr — har i over 20 år været forbudt i Europa, men det bliver stadig brugt i de mindre udviklede lande.

Personlige gravsten

„Excentrisk udsmykning af grave er blevet et modehit,“ skriver det franske nyhedsmagasin L’Express. Firmaer tilbyder personlige gravmonumenter i 25 forskellige farver, i nye design og i materialer som glas og metal. Der er blandt andet lavet skulpturer af en faldskærm, en hund og en ko, et forulykket tog — og en kæmpe vintønde, bestilt af en vinhandler. Et stort firma siger at de laver kopier af mindst 80 motorcykler om året til gravudsmykning. Ifølge artiklen tillader de lokale love visse steder kun en gravsten og en mindeplade, men ifølge fransk lov har den der ejer et gravsted, fuldstændig frihed til at indrette det ’som han vil’.

Pas på bly i smykker

„Hvis dit barn tygger eller sutter på smykker som kunne indeholde bly, så smid øjeblikkelig smykkerne ud,“ lyder det i en rapport fra Canadas Sundhedsministerium. Laboratorieprøver af billige modesmykker, som især købes til børn, har vist at de fleste smykker består af mellem 50 og 100 procent bly. „Det kan være skadeligt for små børn at indtage selv små mængder bly. Deres intellektuelle og adfærdsmæssige udvikling kan blive hæmmet,“ siger rapporten. Det er selvfølgelig vanskeligt at bestemme blyindholdet uden et testudstyr. Så i betragtning af at smykker til børn normalt ikke koster ret meget, vil det bedste nok være at følge den fremgangsmåde der anbefales i avisen National Post: „Hvis der er den mindste tvivl, så smid det ud.“

Naturlige leveområder og vilde dyr

„En afgørende betingelse for at bevare de vilde dyr er at man bevarer deres naturlige leveområder,“ siger Times of Zambia. Rapporten peger på at den største trussel mod de vilde dyr er ødelæggelse af deres naturlige leveområder. Problemet skyldes blandt andet „overgræsning, brande, jorderosion [og] opdyrkning“. „Det er helt klart at det er vigtigt at dyrke jorden; det kommer vi aldrig uden om,“ siger artiklen. Men i områder hvor landbruget „ikke er så udbytterigt fordi jorden er for mager,“ kunne man bevare de vilde dyrs naturlige levesteder, siger Times. Når husdyr bliver sat ud i disse områder, har de svært ved at komme af med parasitter som flåter og mider, men „vilde dyr har en medfødt evne til at klare sådanne skadedyr“ — de ruller sig nemlig i mudder eller støv eller bliver pikket rene af fugle.

Jehovas Vidner vinder retssag i Rusland

The New York Times fra 24. februar 2001 skrev: „Jehovas Vidner har i dag [den 23. februar] vundet en sag ved en domstol i Moskva der kan få vidtrækkende konsekvenser. Anklagerne havde forsøgt at få Jehovas Vidner forbudt ifølge en lov af 1997 der forbyder religiøse sekter som fremmer had og intolerance.“ Den 12. marts 1999 blev retssagen udsat, og fem eksperter blev udpeget til at undersøge Jehovas Vidners lære. I næsten to år var der pause i sagen. Fra den blev genoptaget den 6. februar 2001 og indtil retten afgjorde at anklagerens beskyldninger var grundløse, gik der mindre end tre uger. Efter denne kendelse forlangte anklagemyndigheden imidlertid at domstolen lod sagen gå om. Den 30. maj blev dette krav imødekommet, og sagen blev sendt tilbage til ny prøvelse ved den instans hvor den før var blevet ført. „Den russisk-ortodokse kirke, som bittert modstår enhver form for missionsvirksomhed, var en af hovedfortalerne for loven af 1997 der tvang mange religiøse grupper til at gennemgå en besværlig registreringsproces,“ siger Los Angeles Times.

Profit af nødhjælp

„Kun en ganske lille del af det tøj der hvert år skænkes til nødlidende, når frem,“ skriver den tyske avis Südwest Presse. I Tyskland bliver der hvert år doneret 500.000 tons tøj til dem der er i nød. Men de organisationer som indsamler tøjet, sælger det som regel til forretningsforetagender som får en omsætning ud af det på flere hundrede millioner D-mark. Ofte véd de organisationer der indsamler tøjet, ikke hvad der sker med det. Artiklen siger: „Hvis du vil være sikker på at dit tøj virkelig kommer de fattige til gavn, så skal du selv give det til dem eller sende det til personer du har tillid til i det kriseramte område.“

Hvorfor børn har svært ved at kommunikere

Ifølge avisen Berliner Morgenpost giver talsmanden for børnelægeforeningen i Berlin overdrevent fjernsynskiggeri og brug af computer skylden for unges kommunikationsproblemer. Han siger at børn, især før de kommer i skole, bør bruge mindre tid på tv og computer og mere tid på at tale med og blive stimuleret af virkelige personer. Ifølge den engelske avis The Sunday Times viser nye undersøgelsesresultater desuden at „et voksende antal personer i tyverne og trediverne lider af alvorligt hukommelsestab på grund af større og større afhængighed af computerteknologi“, og at de ikke er i stand til at „skelne mellem hvad der er væsentligt og uvæsentligt“.

Sprog der forsvinder

I et fælles brasiliansk-tysk projekt vil man kortlægge de oprindelige brasilianske sprog som er ved at uddø, beretter avisen Folha de S. Paulo. Forskerne håber at kunne bevare sprogene trumai, aweti og cuicuro ved at oprette en digital database med tekster og lyde. Ifølge linguisten Aryon Rodrigues har kun 180 af Brasiliens 1200 oprindelige sprog overlevet. Af disse tales mindst 50 af færre end 100 mennesker. Ét af sprogene, makú, bliver kun talt af en 70-årig enke der bor i det nordlige Brasilien. Aryon Rodrigues siger at det er vigtigt at bevare de oprindelige sprog for at kunne bevare det enkelte folks kultur.

Affaldsproblemer i Mexico City

Tredive procent af Mexico Citys affald hober sig op langs de offentlige veje og udgør en potentiel farlig forurening, siger en nylig rapport i Mexico Citys avis El Universal. Miljøminister Aarón Mastache Mondragón anslår at kun cirka 10 procent af Mexico Citys affald bliver genbrugt, og at 48 procent af det ikke er biologisk nedbrydeligt. Ifølge beregninger foretaget af det nationale institut for genbrug vil det tage en måned inden et stykke pap er nedbrudt, en bambuspind er mellem en og tre måneder om at blive nedbrudt, et bomuldshåndklæde er en til fem måneder om det, en uldsok et år, et stykke malet træ lidt over et år, en blikdåse over otte år, en aluminiumsdåse fra 200 til 500 år og en glasflaske mere end en million år.