Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Mayaerne før og nu

Mayaerne før og nu

Mayaerne før og nu

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I MEXICO

DERES civilisation havde hjemme i det nuværende Belize, El Salvador, Guatemala, Honduras og Mexico. Den var en af de mest højtstående på den vestlige halvkugle. Deres arkitektur, malerkunst, billedhuggerkunst og keramik var avanceret. De fandt på et sindrigt skriftsystem og gjorde store opdagelser inden for matematik. De udarbejdede en nøjagtig kalender baseret på solåret. Hvem frembragte denne civilisation, der i sin tid var en af de rigeste og mest veludviklede i de amerikanske verdensdele? Det gjorde mayaerne.

Meget af det vi ved om mayaerne, stammer fra inskriptioner og relieffer som de udhuggede i sten. Deres alfabet bestod af over 800 tegn, deriblandt mange hieroglyffer. På trapper, døroverliggere, steler og søjler skildrede mayaerne historiske begivenheder og skikke. De skrev også på papir fremstillet af det inderste lag bark fra vilde figentræer. Papirarkene blev bukket til såkaldte foldebøger, som blev forsynet med omslag af jaguarskind. De fleste af disse bøger blev tilintetgjort da spanierne erobrede mayaernes domæne omkring 1540 e.v.t., men nogle få er blevet bevaret.

Man formoder at mayaerne omtrent tusind år før vor tidsregning begyndte at slå sig ned som agerdyrkere i det lavland der nu udgør det nordlige Guatemala. Deres civilisation havde sin glanstid mellem 250 og 900 e.v.t., den såkaldte klassiske periode. Lad os se nærmere på hvad man har fundet ud af om det urgamle mayafolk.

Mesterlige arkitekter og bygningshåndværkere

Mayaerne var fremragende stenhuggere, og de opførte store pyramider og templer ved hjælp af kalksten og mørtel. Pyramiderne har en slående lighed med Ægyptens pyramider, og det har førhen forledt nogle til at drage den fejlagtige slutning at mayaerne nedstammede fra ægypterne.

Der er blevet fundet ruinbyer fra mayaernes tid på og omkring Yucatánhalvøen, nemlig i Guatemala, Honduras og det sydøstlige Mexico. I mayarigets storhedstid fandtes der over 40 sådanne byer, hver med mellem 5000 og 50.000 indbyggere. Ifølge The New Encyclopædia Britannica „kan mayaernes folketal være kommet op på 2.000.000, hvoraf hovedparten boede i lavlandet i det nuværende Guatemala“.

Kun takket være de hårdtarbejdende majsdyrkere lod det sig gøre at opføre disse byer med imponerende bygningsværker i sten. De flittige mayalandbrugere skulle ikke blot forsørge deres egen familie, men også slide i det som bygningsarbejdere. Desuden skulle de brødføde adelen og præstestanden, som mentes at have noget vigtigere at tage sig til.

Familielivet blandt mayaerne

Mayafamilierne havde et tæt sammenhold. I mange familier boede bedsteforældre, forældre og børn under samme tag. Mændene og de halvvoksne drenge udførte som regel markarbejdet. Pigerne lærte at lave mad, fremstille tøj og passe deres små søskende.

Mayaerne dyrkede avocadoer, chilipebere og batater, men den vigtigste afgrøde var majs. Kvinderne og pigerne tilberedte den på forskellige måder, for eksempel som tortillaer (majspandekager). Majs var endog en hovedingrediens i den alkoholiske drik der kaldes balché. Det anslås at 75 procent af kosten hos nutidens mayaer indeholder majs i en eller anden form, og i fortiden har andelen måske været endnu større.

En mængde guder og gudinder

Religionen spillede en vigtig rolle i mayaernes liv, og de tilbad en mængde guder og gudinder. Ét dokument omtaler 160 guddomme. Der var en skabergud, en majsgud, en regngud og en solgud, for blot at nævne nogle få. Kvinderne valfartede til templet for gudinden Ixchel på øen Cozumel for at bede om at måtte få børn. Hvis de i forvejen var gravide, bønfaldt de om at fødselen måtte forløbe godt.

Mayaerne tillagde hver eneste dag religiøs betydning, og hver måned bød på en højtid. Der var også knyttet særlige ceremonier til begravelser. Liget blev malet rødt, svøbt ind i stråmåtter sammen med nogle personlige ejendele og begravet under huset. Det gjaldt dog ikke folk af herskerklassen; deres sidste hvilested var under et pyramidetempel. De fik deres tjenestefolk med sig i graven, hvor man også lagde forskellige genstande som man mente ville gøre nytte i den afdødes næste liv.

Af religiøse grunde piercede mayaerne til tider deres øreflipper, ben og fødder, og i nogle tilfælde endog tungen. Scenerier fra skulpturer, vægdekorationer og keramik viser også tydeligt at mayaerne bragte ofre som et led i gudsdyrkelsen. „De ofrede mange og forskellige dyr,“ skriver dr. Max Shein i sin bog The Precolumbian Child. „Men det ypperste offer var et menneskeliv. Ofrene for disse ritualmord var fjendtlige soldater og slaver, men også frie folks børn af begge køn.“ Ifølge nogle historikere ofrede man i en periode unge piger som „brude“ til regnguden. Det foregik ved at man kastede dem levende i et helligt bassin i byen Chichén Itzá. Hvis en pige overlevede indtil solnedgang, blev det tolket som tegn på at regnguden var tilfreds med den foregående brud, og derfor blev pigen trukket op.

Mayaerne i dag

The New Encyclopædia Britannica oplyser at efter år 900 „gik den klassiske mayacivilisation i brat forfald, og de store byer og ceremonielle centre kom til at ligge øde og tilgroet med junglevækster“. Ingen ved med sikkerhed hvad der udløste tilbagegangen. Nogle mener at jorden var udpint. Andre hælder til den antagelse at hungersnød tvang nogle landmænd til at benytte uhensigtsmæssige dyrkningsmetoder, mens andre flygtede til byer der allerede var overbefolkede og forarmede. Mayafolket uddøde dog ikke. I dag lever der cirka to millioner mayaer, hovedsagelig i den nordlige del af Yucatán og i Guatemala.

Flertallet af nutidens mayaer er katolikker af navn, og kirken har udfoldet store anstrengelser for at stå sig godt med de indfødte. For eksempel nævner en meddelelse fra Associated Press at „i 1992 — 500-året for spaniernes erobring af Guatemala — beklagede landets katolske kirke officielt de overgreb indianerne var blevet udsat for dengang kirken søgte at omvende dem“.

At mayaerne er gået over til katolicismen, betyder dog ikke at de har forladt deres forfædres religion. Mange katolske præster ser gennem fingre med at kirkens skikke og lærepunkter tilpasses lokale ritualer. For eksempel har mayaerne længe været animister og tror derfor at alt, både levende væsener og døde genstande, har en sjæl. Kirken accepterer den opfattelse, som nu blot har fået et skær af katolicisme. Det har fået højtstående gejstlige til at spekulere på hvor meget hedenskab kirken kan tolerere hvis den skal blive ved med at kalde sig kristen. *

Mayaerne og Jehovas Vidner

Jehovas Vidner udbreder Bibelens rene lære i de lande hvor mayaerne lever. Mange af dem reagerer gunstigt, som det fremgår af to eksempler:

„Jeg var agtet og fremtrædende i det samfund af indfødte jeg voksede op i, men det afholdt mig ikke fra at leve en ansvarsløs tilværelse præget af druk,“ fortæller Caridad. Som så mange andre mayaer blandede han den katolske tro med spiritisme. Han beretter: „Når jeg blev syg, gik jeg til en heksedoktor.“ Så begyndte Caridads døtre at studere Bibelen med Jehovas Vidner. „Lidt efter lidt blev jeg interesseret, især da jeg lagde mærke til at mine døtre havde forandret sig. Snart begyndte også jeg at studere,“ fortæller han. Hvad medførte det? Caridad siger: „Gennem sandheden har jeg lært Jehova at kende og fået kærlighed til ham. Jeg har aflagt alle skikke og vaner der mishager Jehova, og jeg er blevet befriet for frygt og overtro.“

Paula, en mayaindianer fra Guatemala, sørgede dybt da hendes to sønner døde. „Jeg opstillede hele tiden altre for dem,“ beretter hun. „Jeg havde fået en bibel af en katolsk nonne, og hver aften læste jeg i den i to timer for at få svar på mit spørgsmål: ’Hvor er mine døde drenge?’“ Kort efter begyndte Paula at studere Bibelen med Jehovas Vidner og komme til deres møder. „De forklarede Guds ord tydeligt for mig,“ siger hun. „Jeg glæder mig over at vide at Guds rige vil fjerne sygdom og død. Jeg har hele tiden opstandelseshåbet i tanke.“ (Johannes 5:28, 29) Nu udbreder Paula den gode nyhed om Guds rige, for, som hun siger: „Der er mange endnu som trænger til hjælp.“

[Fodnote]

^ par. 20 Mayaerne gør ofte korsets tegn når de har vandret mange kilometer til helligdommen for San Simón, et gudebillede af træ af ukendt oprindelse.

[Ramme/illustration på side 17]

Mayaernes kalender

Mayaerne udviklede en præcis kalender som endda tog højde for skudår.

Hos mayaerne varede et år 365 dage, hvoraf de 364 var inddelt i 28 uger a 13 dage. Nytåret begyndte den 16. juli, som var den 365. dag. Hvordan inddelte man månederne? Mayaernes kalender, som er gengivet foroven, bestod af 18 måneder som hver især havde 20 dage. Derfor begyndte en ny uge og en ny måned kun samtidig når der var gået 260 (13 gange 20) dage. Ifølge et opslagsværk „var mayaernes kalender yderst indviklet, men det var den mest præcise indtil den gregorianske kalender blev indført“. — Funk & Wagnalls New Encyclopedia.

[Grafisk fremstilling på side 16, 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Mayafolkets kronologi

Olmekerne

1000 F.V.T.

Zapotekerne

500 F.V.T.

F.V.T.

Teotihuacan

E.V.T.

500 E.V.T.

Toltekerne

1000 E.V.T.

Aztekerne

1500 E.V.T.

[Kildeangivelse]

Mayakunst: Dover Publications, Inc.

[Kort/illustration på side 16, 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MEXICO

YUCATÁNHALVØEN

BELIZE

GUATEMALA

EL SALVADOR

HONDURAS

[Kildeangivelse]

Kort: Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 16]

Ruin af en 22 meter høj tempelpyramide i fortidsbyen Palenque

[Illustration på side 16]

Tortillabagning

[Illustrationer på side 18]

Chichén Itzá

Tempel for guden Kukulcán

En stenfigur som vogter indgangen til et krigertempel, holder en offerskål som muligvis blev brugt til menneskehjerter

[Illustration på side 19]

Caridad sammen med sin hustru og sine døtre