Den forunderlige musling afslører sine hemmeligheder

HVAD er det der fremstiller en vandfast superlim, fungerer efter samme princip som en støvsuger og lærer videnskaben noget om at udbedre skader på genmaterialet? Det er det uanselige skaldyr muslingen.

Muslingen er udbredt over hele jorden. Nogle arter lever i havet, andre i vandløb og søer. Muslingens bløde legeme er overtrukket med et hudlignende lag, den såkaldte kappe. Som hos alle andre bløddyr er kappen hæftet til to yderskaller af calcium og karbondioxid der udvindes af føden og det omgivende vand. Det ville svare til at vi mennesker indtog og fordøjede sten og udskilte bestanddelene som præfabrikerede byggematerialer der automatisk bliver til vægge og tage. Videnskaben er dog ikke fascineret af muslingens skal, men af dens fod.

Muslingens superlim

De der har forsøgt at lirke en musling fri af en sten, er klar over hvor fast den sidder. Hvad giver den et så formidabelt fodfæste at den kan modstå en sulten havfugls næb og det voldsomme bølgeslag? Det gør muslingens tungelignende fod, som den stikker ud mellem skallerne og trykker mod en fast overflade dér hvor den slår sig ned. Langs hele foden løber en rille hvori nogle kirtler udskiller en proteinholdig væske som hurtigt størkner til en tynd, elastisk tråd på to-tre centimeters længde. En lille fortykkelse i trådens ende afgiver en klat naturligt klæbestof. Muslingen fjerner foden, og den første forankring er på plads. Muslingen tøjrer sig med et bundt af velanbragte tråde, de såkaldte byssustråde, omtrent som et telt med barduner. Hele forløbet tager kun tre-fire minutter. — Se diagrammet.

Forestil dig en kraftig, giftfri lim der flyder så let at den kan trænge ind i de mindste krinkelkroge og binde på enhver overflade, selv under vand. Den ville kunne spare skibe for mange timer på værft når skroget skal udbedres. Pladesmede kunne bruge en vandfast og rustbeskyttende maling. Kirurger ville sætte pris på et ufarligt og effektivt bindemiddel til sår og sammenføjning af knogleflader efter et brud. Tandlæger ville kunne anvende det som fyldningsmateriale og til reparation af tænder hvor en lille stump er knækket af. Listen over anvendelsesmuligheder synes endeløs.

Videnskabsmændene regner dog ikke med at fremstille superlim af muslinger. Af 10.000 muslinger ville man kun kunne udvinde et enkelt gram lim, så følgen ville blive at muslingebestanden blev udryddet. Og mange arter er i forvejen truet. Amerikanske forskere har i stedet isoleret og klonet de gener der bevirker at muslingen kan danne fem klæbende proteiner der indgår i limen. Inden længe vil disse proteiner blive masseproduceret i laboratorier og afprøvet af forskellige industrigrene. Også britiske forskere undersøger et af de klæbende proteiner. Muslingen er dog stadig et skridt foran. Kun den kender instinktivt den ideelle blanding af proteiner til den enkelte overflade. Molekylærbiologen Frank Roberto har beundrende  spurgt: „Hvordan skal man gøre den det kunststykke efter?“

„Støvsuger“ i funktion

Muslinger tager næring til sig ved at filtrere vandet. De fleste muslinger suger hver dag adskillige liter vand ind og frasorterer ikke blot næringsmidler og ilt, men også forurenende stoffer som skadelige bakterier og giftige kemikalier. Derfor er muslingerne eminente til at rense vand og varsle om vandforurening. Flere hundrede muslinger er blevet sat ud omkring Ekofisk-oliefeltet i farvandet ud for Norge. Med nogle måneders mellemrum henter videnskabsmændene dem op og måler skallernes indhold af forurenende stoffer for at finde ud af om dyrelivet tager skade af de udledte kemikalier. Siden 1986 har muslinger og østers gjort tjeneste i det såkaldte Mussel Watch Project i Nordamerikas kystfarvande og indlandsvande. Forskerne får et præcist fingerpeg om eventuelle udsving i vandkvaliteten når de en gang om året måler hvor store mængder kemikalier der har hobet sig op i dyrene. Nyttigt, må man sige.

En ferskvandsmusling, den såkaldte zebramusling, betragtes af mange som et skadedyr. Den er ikke større end en tommelfingernegl og hører hjemme i Østeuropas vande. Et oceangående skib der tømte sine ballasttanke, var sandsynligvis årsag til at den midt i 1980’erne bredte sig til Nordamerika. I fred for sine naturlige fjender har den formeret sig hastigt i De Store Søer og  de omliggende sejlløb. Den har anrettet skader for millionbeløb ved at tilstoppe vandledninger og sætte sig i lag på både, kajer og broer. Desuden har den fortrængt nogle lokale muslingearter.

Zebramuslingen har dog også udrettet noget gavnligt. Eftersom den har en uovertruffen evne til at filtrere vand, fjerner den på kort tid store mængder alger fra overfladevandet. Det giver gode vækstbetingelser for bundvegetationen, som er levested for andre af søens livsformer. Videnskaben undersøger for tiden om man kan udnytte zebramuslingens fremragende filtreringsevne til at rense den offentlige vandforsyning for skadelige bakterier og måske endda fjerne affaldsprodukter fra spildevandet.

Andre færdigheder

Vidste du at visse ferskvandsmuslinger frembringer naturperler, deriblandt nogle ret værdifulde eksemplarer? Hvis du nogen sinde har båret smykker indlagt med perlemor eller haft perlemorsknapper på tøjet, kan råmaterialet meget vel stamme fra muslinger. Perlemor, der funkler i alle regnbuens farver, stammer fra muslingeskallers inderside. Materialet anvendes ofte til fremstilling af kulturperler, idet man kommer en lille stump perlemor ind i en østers, som overtrækker fremmedlegemet med mere perlemor og danner en perle.

Som bekendt havner muslinger også på middagsbordet. I flere hundrede år har muslingens næringsrige kød udgjort en delikatesse i flere varianter. Franskmænd ynder moules marinière, muslinger dampkogt i hvidvin med skalotteløg. Spanierne foretrækker dem i den farverige ret der kaldes paella, mens belgierne serverer dem som en dampende varm gryderet med pommes frites til. Muslingefiskeri foregår mest i stordrift, men i nogle europæiske lande drives det stadig som et familieforetagende. Et advarende ord: Hvis du har appetit på en ret med muslinger, så forvis dig om at muslingerne kommer fra en pålidelig leverandør, og lad være med selv at samle muslinger medmindre du er absolut sikker på at vandet det pågældende sted ikke er forurenet.

Hvem ved hvor mange hemmeligheder muslinger endnu mangler at give fra sig? Hvad er for eksempel grunden til at nogle af dem tilsyneladende bliver over hundrede år gamle? Muslingen har et lille hjerte der pumper gennemsigtigt blod rundt, men den har ingen hjerne. Hvordan bærer den sig da ad med at udføre de mange forbløffende kunster der er beskrevet her? Bibelens svar lyder: „Drøft det med jorden, så vil den lære dig, og havets fisk vil forkynde det for dig. Hvem blandt alle disse ved ikke at det er Jehovas hånd der har gjort det?“ — Job 12:8, 9.

[Ramme/illustration på side 24]

Den udbedrer skader på generne

Hestemuslingen lever på et af jordens mest ugæstfri steder, nemlig den Midtatlantiske Ryg, hvor varme, såkaldte hydrotermiske væld udspyr yderst giftige kemikalier der konstant beskadiger dens genmateriale. Men muslingen reparerer sit dna ved hjælp af nogle specielle enzymer. Forskere er i færd med at undersøge disse enzymer i håb om at finde ud af hvordan man kan afhjælpe skader som sygdom og alderdom har forårsaget på dna’et hos mennesker.

[Diagram på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Den måde mange muslinger forankrer sig på

Fod

Stilk

Byssustråde

Tråd

Klæbestof

[Illustration på side 22]

Muslinger er eminente til at rense vand

[Kildeangivelse]

Ontario Ministry of Natural Resources/Michigan Sea Grant

[Illustrationer på side 23]

Perna viridis

Blåmusling

Zebramusling

Mytilus californianus

Villosa iris

(Muslinger ikke gengivet i korrekt målestok)

[Kildeangivelser]

Perna viridis-musling: Med tilladelse af Mote Marine Laboratory; zebramusling: S. van Mechelen/University of Amsterdam/Michigan Sea Grant; villosa iris-musling og foto nederst til venstre: © M. C. Barnhart

[Illustration på side 24]

Paella, en farverig spansk ret, garneres tit med muslinger