Hvordan kan jeg holde op med at være så bekymret?
Unge spørger:
Hvordan kan jeg holde op med at være så bekymret?
„Noget af det der bekymrer en mest når man er ung, er fremtiden. Man tænker meget over sin egen situation. Skal man flytte hjemmefra? Få sig en uddannelse? Tage heltidstjenesten op? Blive gift? Det er helt uhyggeligt så mange valg man har.“ — Shane, 20 år.
ER DU slem til at bekymre dig for meget? Det er unge tit, og årsagerne er forskellige. I en publikation, udgivet for at vejlede forældre, hedder det: „Et rundspørge blandt teenagere mellem 15 og 18 år fra 41 lande viser at det der bekymrer vor tids teenagere mest, er at få et godt arbejde.“ Dernæst kommer bekymringen over forældrenes helbred. Frygten for at miste en de holder af, rangerer også højt på listen.
Et rundspørge gennemført af USA’s undervisningsministerium viser at „karakterræset“ er noget af det der bekymrer mange unge i Amerika. Det samme rundspørge viser også at mange unge har det ligesom Shane (nævnt i indledningen). En anden teenager som hedder Ashley, siger: „Jeg spekulerer meget på min fremtid.“
Andre unge er bekymrede for deres sikkerhed. Ifølge en undersøgelse fra 1996 synes næsten 50 procent af de unge i USA at der var mere og mere vold på deres skole. Over otte millioner (37 procent) sagde at de kendte nogen der var blevet skudt!
Når unge er utrygge, skyldes det dog ikke altid noget der er så uhyggeligt. Det største problem for mange unge har faktisk noget at gøre med deres forhold til andre. I et tidsskrift på internettet hedder det til forældre: „Teenagere er bange for at de ikke kan få sig en kæreste, men det er endnu mere almindeligt at de frygter mangelen på venner i det hele taget.“ En ung pige der hedder Megan, sukker: „Hvad gør man for at virke smart og se sej ud? Jeg kunne godt bruge nogle venner.“ Natanael på 15 år siger: „Kammeraterne i skolen går højt op i moden. De tænker meget over den måde de går på, den måde de taler på, og det indtryk de gør på andre. De er bange for at ’virke dumme’.“
Problemer er en del af tilværelsen
Det ville være rart med et problemfrit liv. Men Bibelen siger: „Et menneske, født af en kvinde, lever kun kort og mættes af uro.“ (Job 14:1) Problemer — og de bekymringer der følger med — er derfor en del af tilværelsen. Men hvis du lader bekymringerne gennemsyre hele din tankegang, kan du få det meget dårligt. Bibelen siger advarende: „Ængstelse i en mands hjerte nedbøjer det.“ — Ordsprogene 12:25.
Galaterne 6:7) Nu er alle dine problemer måske ikke så nemme at pege på eller at løse. Hvad kan du så gøre?
Noget der kan hjælpe dig til at undgå unødvendige bekymringer, er selvbeherskelse. Ana på 16 år siger: „Mange af mine klassekammerater er bange for at blive gravide eller for at få en seksuelt overført sygdom.“ Men den slags bekymringer kan du undgå ved at følge Bibelens moralnormer. (Om at „bekymre sig på en fornuftig måde“
Mange lader sig lamme af bekymring. Men en artikel i et teenageblad foreslår at man prøver at „bekymre sig på en fornuftig måde“ ved at gøre noget konstruktivt for at mindske problemerne. Bibelen indeholder mange principper der kan hjælpe en. Tænk på Ordsprogene 21:5: „Den flittiges planer får et gunstigt udfald.“ Hvis du for eksempel har lyst til at invitere nogle venner fra menigheden, kan god planlægning spare dig for en masse bekymringer. Spørg dig selv: ’Hvem vil jeg invitere? Hvad tid skal de komme? Hvornår vil jeg have at de går hjem? Hvor meget skal jeg købe ind? Hvad kan vi lave som alle synes er sjovt?’ Jo bedre du tænker tingene igennem, jo mere sandsynligt er det at dit arrangement vil blive vellykket.
Men du kan også gøre det surt for dig selv hvis du laver det hele for indviklet. Engang lagde en kvinde mere arbejde i at sørge for sin gæst end hun behøvede, og Jesus gav hende følgende råd: „Kun få ting behøves, eller blot én ting.“ (Lukas 10:42) Du kunne derfor spørge dig selv: ’Hvad kræves der egentlig for at arrangementet bliver vellykket?’ Når du husker at gøre det enkelt, kan du måske undgå en del bekymringer.
Det kan også være at du føler dig utryg i skolen. Måske er der ikke meget du kan gøre for at ændre på situationen. Men du kan træffe nogle forholdsregler for at beskytte dig selv. I Ordsprogene 22:3 står der at „den kloge ser ulykken og skjuler sig“. Alene ved at holde dig fra farlige områder — ikke kun ensomme steder, men også områder uden overvågning hvor ballademagerne plejer at samles — har du bedre chancer for at undgå vanskeligheder.
Skolearbejdet er endnu en årsag til bekymring. Måske får du adskillige større hjemmeopgaver, og du er bange for ikke at blive færdig med dem alle til tiden. Her kan princippet i Filipperbrevet 1:10 være en hjælp: ’Forvis dig om de mere vigtige ting.’ Lær at finde ud af hvad der kommer først. Find ud af hvilken hjemmeopgave der haster mest, og begynd med den. Derefter kan du gå i gang med den næste. Så vil du efterhånden føle at du er herre over situationen.
Søg råd
Som ung var Aaron så bange for ikke at bestå afgangseksamen at han fik brystsmerter. Han fortæller: „Jeg snakkede med mine forældre, og de sendte mig til lægen. Lægen kunne med det samme se at der ikke var noget i vejen med mit hjerte, og han forklarede hvordan det påvirker kroppen når man er bekymret. Senere hjalp mine forældre mig til at indse at jeg havde gjort alt hvad jeg kunne, for at forberede mig til prøverne, og at jeg nu måtte tænke mere på mig selv. Bekymringen lettede, brystsmerterne gik over, og jeg klarede mig fint til eksamen.“
Hvis du føler dig tynget af bekymringer, skal du ikke lide i stilhed. Ordsprogene 12:25, som er blevet citeret tidligere, lyder i sin helhed: „Ængstelse i en mands hjerte nedbøjer det, men gode ord får det til at fryde sig.“ Du må tale om din „ængstelse“ hvis andre skal kunne give dig „gode ord“ som opmuntrer dig.
Måske har du først og fremmest lyst til at drøfte tingene igennem med dine forældre, for de har højst sandsynligt nogle gode forslag. Åndeligt modne brødre og søstre i din menighed kan også være en stor støtte. Janelle på 15 fortæller: „Jeg var nervøs for at komme på gymnasiet, for jeg gruede for alt det jeg kunne komme ud for — stoffer, sex og vold. Det gik over da jeg talte med en ældste i menigheden, for han gav mig nogle gode råd. Jeg fik det straks bedre fordi jeg nu kunne se at jeg kunne tackle situationen.“
Lad være med at udskyde noget
Til tider er der noget vi er nødt til at gøre, men som vi udskyder fordi det er ubehageligt. Shevone på 19 år havde for eksempel et mellemværende med en af sine venner. Hun vidste at hun var nødt til at få en snak med ham om det, men udskød det. „Jo flere gange jeg udskød det, jo mere bekymrede det mig,“ indrømmer hun. Så kom Shevone i tanker om Jesu ord i Mattæus 5:23, 24, hvor han tilskynder kristne til at løse den slags problemer med det samme. „Det var en lettelse da jeg endelig fik det gjort,“ fortæller hun.
Har du noget du udskyder — en kedelig opgave der skal løses, eller noget ubehageligt du må drøfte med nogen? Så må du se at få det ud af verden så du har færre ting at bekymre dig om.
Alvorlige situationer
Ikke alle situationer er lette at klare. Tag for eksempel den unge mand Abdur. Hans mor har kræft, og han er nødt til at forsørge både hende og sin lillebror. Naturligvis er han bekymret for sin mors helbred. Men han siger: „Jeg tænker på det Jesus sagde: ’Hvem kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livslængde?’ I stedet for at blive helt ødelagt over situationen prøver jeg at tænke tingene igennem og finde ud af hvad der er mest fornuftigt.“ — Mattæus 6:27.
Det er ikke nemt at bevare roen i en krise. Nogle bliver så ulykkelige at de forsømmer sig selv og holder op med at spise. Men hvis man ikke får den nødvendige næring, har man „endnu vanskeligere ved at stå imod den skadelige virkning som stress er årsag til, og man bliver mere modtagelig over for alvorlig sygdom,“ hedder det advarende i bogen Helping Your Teenager Deal With Stress. Husk altså at passe på dig selv. Sørg for at få tilstrækkeligt med hvile og mad.
Den største hjælp får du ved at følge Bibelens råd: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ (Salme 55:22) Shane, der blev nævnt i begyndelsen af artiklen, var bekymret for sin fremtid. „Jeg gav mig til at fokusere mere på Guds ord og hans hensigt,“ siger han. Shane indså hurtigt at hans fremtid ville være lykkelig hvis han brugte sit liv på at tjene Gud. (Åbenbaringen 4:11) „Jeg holdt op med at være så bekymret for mig selv,“ fortsætter han. „Jeg fik noget vigtigere at tænke på.“
Når du altså synes at du gør dig for mange bekymringer, må du søge konstruktive måder at løse dine problemer på. Søg gode råd. Og frem for alt: Gør Jehova kendt med dine bekymringer, ’for han tager sig af dig’. (1 Peter 5:7) Med hans hjælp vil det måske lykkes dig at holde op med at være så bekymret.
[Illustration på side 13]
Drøft dine bekymringer med dine forældre
[Illustration på side 14]
Jo hurtigere du får løst dine problemer, jo hurtigere kan du få bugt med bekymringerne