Kente — klæde for konger

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I GHANA

TIL rytmen af knirkelydene fra ruller og stænger glider væverens hænder lynhurtigt frem og tilbage hen over stoffet. Væveren koncentrerer sig om den farverige strimmel han har foran sig, og mellem tæerne holder han nogle reb. Med dem styrer han lidserne — de kraftige metaltråde der er udspændt i skaftet, og som bevæger sig op og ned og adskiller de seks meter lange kædetråde der ligger foran væven. * Med sine smidige fingre væver han enkelte farvestrålende silketråde ind imellem de adskilte kædetråde og slår dem derefter hårdt sammen med det øvrige stof.

Resultatet er et stykke stof der ikke er mere end 10 centimeter bredt, men til gengæld har prægtige farver og kunstfærdige mønstre. Kunsthåndværkeren smiler tilfreds mens han mønstrer sit mesterværk — et ægte stykke kente-stof.

Et gammelt håndværk

I tusinder af år har dygtige kunsthåndværkere udøvet vævekunsten. De brugte hør, bomuld og silke, og de grundlæggende farver som de anvendte, blev udvundet af blade og rødder fra planter. Med farverne kunne væverne frembringe enkle motiver og mønstre i stoffet.

Vævere blandt afrikanske nomadefolk opfandt væve der var små og nemme at tage med sig fra sted til sted. Med denne type væve fremstillede de en smal stofstrimmel på mellem 8 og 12 centimeters bredde. De lange, smalle  stykker stof blev syet sammen til ét stort stykke der kunne vikles om kroppen som en klædning. De transportable væve blev båret på pakdyr — gennem ørkener, over bjerge og floder og ad gamle handelsruter. Overalt hvor væven nåede frem, og hvor man begyndte at bruge den, kom den til at præge folks tilværelse.

Efterspørgselen efter stof

I århundreder kontrollerede vestafrikanske konger og høvdinger et område der var rigt på mineraler, og som de europæiske opdagelsesrejsende kaldte Guldkysten. * Her blev der brudt guld, som gav velstand til de herskende ashanti-konger og deres husstand. Kongerne stillede deres velstand, magt og myndighed til skue for undersåtterne ved at iføre sig tunge guldsmykker samt klædninger af særligt stof. Det enestående klæde som disse herskere gik med, blev kaldt kente, et ord der kan have sigtet til teksturen i stoffet som minder om fletmønsteret på en kurv. Andre stammer på Guldkysten vævede også strimler, men for ashantiernes konger kom kente-klædet til at betyde kongelig status og prestige.

Væverne på Guldkysten brugte den bomuld man spandt på egnen. Den eneste farve de havde til deres rådighed, var blå. De blå tråde blev vævet ind i det hvide bomuldsstof, hvor de dannede striber og firkanter i enkle geometriske mønstre. Dette klæde var beregnet til det almindelige folk.

Det kongelige klæde, kente, som var finere vævet, måtte kun fremstilles af vævere som kongen specielt havde ansat til det formål. Disse kunsthåndværkere gjorde meget ud af at bevare hemmeligheden bag deres væveteknik. Alle andre vævere havde forbud imod at væve mønstre og motiver der udelukkende var beregnet til kongen og det kongelige hof. Kongen samlede sig hundreder af klædningsstykker, som alle havde forskellige mønstre og motiver. Normalt viste han sig aldrig for offentligheden i den samme klædning mere end én gang.

Nye farver — nye muligheder

I 1500-tallet begyndte en ny slags stof at vinde frem på Guldkysten. Dette nye tekstil var ikke vævet på egnens traditionelle væve, men fremstillet i fjerntliggende lande og bragt til Afrika af de første europæiske sømænd der kom for at skaffe sig elfenben, guld og slaver. Det udenlandske stof havde tråde i stærke, smukke farver. Snart blev det nye tekstil af garn i stærke røde, gule og grønne farver en eftertragtet handelsvare. De færreste havde råd til at købe dette dyre stof fra de europæiske købmænd. Kun de rige ashantier, der kontrollerede strømmen af guld, elfenben og slaver som blev bragt  ud til sejlskibene ved kysten, havde råd til at anskaffe sig det. Men det var ikke selve stoffet ashantiernes konge og hans høvdinger var ude efter.

Så snart de havde fået fat i stoffet, trævlede væverne det møjsommeligt op, lagde de eftertragtede farvede tråde til side og kasserede det resterende stof. Disse kostbare tråde blev genbrugt af kongens kunsthåndværkere til fremstilling af strimler på den traditionelle væv. De mange nye farver gav kunsthåndværkerne helt nye muligheder for at vise deres kreative og tekniske formåen og betød gode kår for initiativ og fornyelse. Ashantiernes konger ansatte dygtige vævere fra andre stammer, så kente-stoffet fik den fineste kvalitet.

Væverne kreerede geometriske mønstre der lignede fisk, fugle, frugter, blade, solnedgange, regnbuer og andre naturscenerier og skabte således en tekstilkunst med sirlige detaljer og symbolsk betydning. Stof med indvævede guldtråde stod for rigdom, den grønne farve gengav tanken om noget frisk og nyt, sort betegnede sorg, rød symboliserede vrede og sølv skildrede renhed og glæde.

Væverne arbejdede i månedsvis tålmodigt og uden hast på et enkelt stykke stof, vel vidende at deres dygtighed og kreative evner ville blive bedømt ud fra deres færdige værk. Efterspørgselen efter en sådan kvalitetsvare var ikke stor, for de færreste havde råd til at købe det sjældne og dyre kente-stof.

Kente i dag

Som tiden gik, mistede kongerne og de mægtige høvdinger deres indflydelse. Der var ikke længere behov for at markere skellet mellem de kongelige og folket ved hjælp af en klædedragt. Efterspørgselen efter dette smukke stof steg da man ikke længere behøvede at være kongelig for at bruge det. Nu hvor kente blev vævet hurtigt for at dække den større efterspørgsel og fremstillingen krævede mindre håndværksmæssig dygtighed, dalede kvaliteten og prisen på stoffet.

I dag produceres størstedelen af kente-stoffet med syntetisk garn, og det bruges derefter i masseproduktionen af tasker, slips, bælter, hatte og tøj. Der er ikke mange vævere som er interesserede i at fremstille kente-stof på gammeldags maner med den store arbejdsindsats og mængde tid det kræver. Inden for familien passer man nu godt på sit prægtige gamle kente-stof og giver det videre fra generation til generation. Den tid er forbi da det uforlignelige kente-stof blev fremstillet på simple trævæve af eminente kunsthåndværkere og hyldet som klæde for konger.

[Fodnoter]

[Illustration på side 16]

Disse traditionelle væve er lette og transportable

[Illustration på side 17]

Med fødderne styrer væveren skafterne og dermed lidserne