Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Leif Eriksson — Opdagede han Amerika?

Leif Eriksson — Opdagede han Amerika?

Leif Eriksson — Opdagede han Amerika?

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I DANMARK

HVEM opdagede Amerika? Det ved ingen med sikkerhed. Det store kontinent var beboet længe før vi europæere overhovedet vidste at det fandtes — svaret afhænger derfor af hvad man mener med „opdage“ og med „Amerika“. Vi ved at Christoffer Columbus kom hjem med sin første øjenvidneberetning fra Amerika (eller rettere De Vestindiske Øer) i 1493. Men han var ikke den første europæer der så denne fantastiske „nye verden“. En flok lyshårede mænd fra Norden nåede sandsynligvis frem til det nordamerikanske fastland allerede 500 år før Columbus.

For tusind år siden var det nordlige Atlanterhav sikkert lige så koldt, uroligt og uberegneligt som det er i dag. En sømand kan være nok så overbevist om at han kender havets omskiftelige strømme og vinde, men alligevel blive overrasket af storm og tåge så han i ugevis driver om uden at vide hvor han er. Netop dette skete, ifølge en af de nordiske sagaer, for Bjarni Herjolfsson, en dygtig, ung søfarer og eventyrer. Han mistede orienteringen — men fandt måske et helt kontinent!

Det var dengang nordboerne — eller vikingerne, som de ofte kaldes i dag — strakte deres herredømme ned gennem Europa og tværs over havene. Deres slanke, sødygtige skibe dukkede op overalt lige fra Norges kyst til Nordafrikas strande og op langs floderne i Europa.

Ifølge den saga der kaldes Grønlændingesagaen, havde Bjarni været på en længere færd til Norge. Da vinteren i år 986 nærmede sig, vendte han sit skib og sejlede tilbage mod Island med fuld last om bord. Men det viste sig at hans fader havde forladt Island sammen med en hel flåde der havde Erik den Røde som anfører. De var taget af sted for at slå sig ned i et stort land som Erik havde opdaget vest for Island og havde givet navnet „Grønland“ for at det kunne virke mere tillokkende. Uden tøven satte Bjarni kursen mod Grønland. Men så slog vinden om. „De fik Nordenvind og Taage og vidste ikke længere hvor de var,“ hedder det i sagaen. „Saaledes forløb flere Dage.“

Endelig fik søfolkene land i sigte. Det var imidlertid en frodig, bakket og skovklædt kyst der slet ikke svarede til beskrivelsen af Grønland. De sejlede mod nord og fortsatte med kysten på venstre side. Da de anden gang nærmede sig land, lignede det stadig ikke Grønland. Nogle dage senere havde landskabet ændret sig og havde nu bjerge og gletschere. Da drejede Bjarni og hans besætning østover, og efter at have krydset åbent hav fandt de langt om længe Grønland og Erik den Rødes bygd af nordboere.

Leif Eriksson drager ud

Bjarni Herjolfsson og hans folk satte ikke fod på det nye land. Men de blev måske de første europæere som lod øjnene hvile på det der senere blev kendt som Nordamerika. Meldingerne om hvad de havde set, vakte vældig interesse blandt deres nordiske frænder i Grønland. Der voksede ikke mange træer i deres kølige land; materialer til huse og skibe måtte skaffes fra drivtømmer eller hentes fra fremmede lande under store omkostninger. Men her, lige over havet mod vest, var der åbenbart et land med uendelige skove af træer!

Den unge Leif Eriksson, søn af Erik den Røde, var særlig optaget af det nye land. Han beskrives i sagaen som „en stor stærk Mand, iøjnefaldende af Ydre, en klog, maadeholden Mand i alt hvad der kom paa“. Det er ham der også kendes som „Leif den Lykkelige“, skønt hans tilnavn snarere bør oversættes med „heldig“ end „lykkelig“. Imidlertid købte han omkring år 1000 Bjarni Herjolfssons skib, og med en besætning på 35 mand brød han op for at finde de kyster Bjarni havde set.

Tre nye lande

Hvis sagaerne taler sandt, fandt Leif først et land hvor der ikke voksede græs, men hvor gletschere dækkede højlandet. Fordi landskabet lignede en enkelt stor, flad sten, gav han det navnet Helluland, der betyder „stenlandet“. Dette var måske det første øjeblik hvor europæere satte deres fod på nordamerikansk jord. Historikere mener i dag at Helluland var Baffin Island i det nordøstlige Canada.

De nordiske opdagelsesrejsende fortsatte deres færd mod syd og kom til et andet land. Det var fladt og skovklædt og havde strande med hvidt sand. Leif kaldte det Markland, som betyder „skovlandet“. I dag identificeres det som regel med Labrador. Men snart fandt de et tredje land, der virkede endnu mere lovende.

Sagaen fortsætter: „Nu stod de igen til Havs for en Nordøstvind og var i Søen i to Halvdøgn, inden de saa Land.“ Det nye land de så, fandt de så tiltalende at de besluttede at bygge huse og overvintre på stedet. „Det blev ikke Frost, og Græsset mindskedes ikke stort om Vinteren.“ Senere fandt en af mændene vinranker og druer, og Leif Eriksson kaldte landet for Vinland. Næste forår sejlede folkene tilbage til Grønland med en tung ladning af gode ting fra Vinland.

Nutidige forskere har, hvor gerne de end ville, ikke kunnet fastslå med sikkerhed hvor dette Vinland med grønne enge og vinranker lå henne. Nogle finder at de topografiske forhold på øen Newfoundland passer med beskrivelserne i sagaerne. En udgravet bebyggelse på Newfoundland viser at der med sikkerhed har været nordboere på denne ø. Andre mener imidlertid at Vinland må have ligget længere mod syd, og at beboelsen på Newfoundland var en mellemstation som nordboerne brugte på rejsen mod et Vinland længere mod syd. *

Hvilke vidnesbyrd er der?

Sagaerne har længe fascineret historikere; men de er ofte kryptiske og udetaljerede i deres oplysninger, og ingen kan med sikkerhed få dem til at passe med geografiske lokaliteter i dag. Det mest håndgribelige vidnesbyrd om at nordboere har været i Amerika før Columbus’ tid, er stadig det sted der i 1960’erne og 1970’erne blev udgravet nær landsbyen L’Anse aux Meadows på Newfoundland. Her fandt man rester af huse der ubestrideligt er bygget af nordboere, foruden en smedje og flere genstande der er dateret til Leif Erikssons tid. I det sydlige Newfoundland fandt danskeren Niels Vinding i august 1997 en omhyggeligt tilhugget ballaststen der sandsynligvis har været brugt i et vikingeskib.

Nordboernes rejser til nye lande mod vest blev ikke holdt skjult. Leif Eriksson rejste til Norge og berettede for den norske konge hvad han havde set. Den tyske krønikeskriver Adam af Bremen, der var kannik og lærer ved domskolen i Bremen, rejste til Danmark omkring år 1070, og den danske konge, Svend Estridsen, sørgede for at fortælle ham om Vinland så beretningen om landet med den gode vin kom med i Adam af Bremens krønike. Sådan kom mange af de lærde i Europa til at høre om de lande nordboerne havde besøgt langt mod vest. Ifølge islandske optegnelser fra det 12. og det 14. århundrede var der også senere nordboere som rejste til Markland og Vinland vest for Grønland.

Det er meget tænkeligt at også Christoffer Columbus vidste besked om de Vinlandsrejser der var foregået 500 år før hans egen tid. Ifølge et værk om Vinland rejste Columbus endda selv til Island for at studere kilderne inden han foretog sin berømte Amerikarejse i 1492-93.

Hvad blev der af nordboerne?

Der er intet bevis for at nordboerne slog sig permanent ned i Amerika. Deres forsøg på det kan have været korte og mislykkede. Forholdene var vanskelige; landets lokale befolkning — som vikingerne kaldte „skrællinger“ — var fjendtlig og i stort overtal. Hjemme i Grønland gik efterkommerne af Erik den Røde og hans søn Leif Eriksson også svære tider i møde. Klimaet forværredes, og forsyningerne blev sparsomme. Efter fire eller fem århundreders forløb var nordboerne fuldstændig forsvundet fra Grønland. Den sidste skriftlige kilde der nævner dem, er et notat i en islandsk kirkebog som oplyser at et par blev viet i en kirke i Grønland i 1408. Over 100 år senere fandt et tysk handelsfartøj hele nordbokolonien i Grønland forladt, bortset fra liget af en mand der endnu lå med sin kniv ved siden. Derefter høres der intet om nordboerne i Grønland. Det var først i det 18. århundrede at der ankom nogle danskere og nordmænd som bosatte sig på øen.

Men de kom fra Grønland, disse frygtløse nordiske søfarere der rejste ud mod nye lande. Man kan stadig se for sig hvordan de hærdede søfolk styrede deres slanke skibe med de firkantede sejl hen over ukendte have indtil de så en fremmed kyst dukke op — uden at vide at der 500 år senere ville være en Christoffer Columbus der blev hyldet som opdager af denne ’nye verden’.

[Fodnote]

^ par. 15 Se artiklen „Hvor ligger det legendariske Vinland?“ i Vågn op! for 8. juli 1999.

[Ramme/illustration på side 20]

Hvordan kunne vikingerne navigere?

Nordboerne havde ikke det kompas vi kender. Hvordan kunne de da være så dygtige søfolk? De sejlede så vidt muligt med en kyst inden for synsvidde. Når de skulle krydse et stræde, gjorde de det et sted hvor kysten på begge sider var synlig. Desuden kunne de tage bestik efter solen og stjernerne. For eksempel kunne de bestemme breddegraden ud fra et system med en skive der havde en markering for hver af årets uger, og en stok hvormed de målte middagssolens højde over horisonten. Da de ikke havde noget system til beregning af længdegrader, foretrak de på åbent hav at sejle stik øst eller vest langs med en given breddegrad.

Hvis de for eksempel ønskede at sejle fra Grønland til et bestemt punkt på Vinlandskysten, sejlede de mod syd fra Grønland indtil de ramte den ønskede breddegrad; derefter ændrede de kurs og sejlede stik vest indtil de fandt den havn de søgte. På åbent hav kunne et mandskab af vikinger også have nytte af at iagttage fuglene. De var eksperter i at skønne ud fra fuglenes flugt hvor der var land, og hvilket land det var. Somme tider havde de ravne med om bord; når fuglene blev sluppet ud af deres bur, svang de sig højt op og satte kursen mod land. Så vidste vikingerne hvor den nærmeste kyst var.

En anden mulighed var at lodde havdybden. Søfolkene brugte en line med et blylod, hvilket tjente to formål. For det første satte det dem i stand til at bestemme dybden. Når loddet havde nået bunden, blev det halet ind, alt imens sømanden målte linen op med sine udbredte arme (af den grund bruges det gamle nordiske ord „favn“ stadig som dybdemål i søfartssprog). Loddet havde imidlertid også en anden funktion. Ofte havde det et hulrum hvori man smurte talg; når man så trak loddet op, fulgte noget af materialet fra havbunden med. Sømanden kunne da se hvordan bunden var, og sammenligne det med sine medbragte søkort, der havde beskrivelser af havbunden forskellige steder. Redskaberne var simple, men de gjorde vikingerne til enestående navigatører.

[Kildeangivelse]

Foto: Stofnun Arna Magnússonar, Island

[Kort/illustration på side 18]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Bjarni Herjolfssons rejse fra Island omkring år 986:

Newfoundland

Labrador

Baffin Island

Grønland

Leif Erikssons rejse fra Grønland omkring år 1000:

Grønland

Baffin Island

Labrador

Nova scotia

N

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 18]

Til venstre: Rekonstruktion af Erik den Rødes gård i Grønland

[Illustration på side 18]

Leif Erikssons rejse gentages i en tro kopi af hans skib

[Kildeangivelse]

Vikingeskibe på side 2 og 18: Narsaq Foto, Grønland

[Illustration på side 21]

Statue af Leif Eriksson på Island

[Illustration på side 21]

L’Anse aux Meadows på Newfoundland

[Kildeangivelse]

Parks Canada

[Kildeangivelse på side 20]

Udstillingsgenstande fra Forhistorisk Museum, Stockholm