Det Byzantinske Riges glemte storhed

PÅ NOGLE SPROG VÆKKER TILLÆGSORDET „BYZANTINSK“ ASSOCIATIONER OM INTRIGER, HEMMELIGHEDS­KRÆMMERI OG FORRÆDERI. MEN ORDET BLEV FØRST OG FREMMEST KENDT SOM BETEGNELSE FOR DET BYZANTINSKE RIGE, DER HERSKEDE OVER ET VÆLDIGT OMRÅDE OG BESTOD I NÆSTEN 1200 ÅR.

I SIN storhedstid strakte Det Byzantinske Rige sig fra Kaukasus til Atlanterhavet, fra Krimhalvøen til Sinajhalvøen og fra Donau til Sahara. Ifølge mange historikere bestod riget fra det 4. til det 15. århundrede e.v.t. Det videreførte ikke kun den græsk-romerske kultur, men var i høj grad med til at udbrede den såkaldte kristendom. Riget udviklede og systematiserede politiske, sociale og religiøse skikke, regler og normer der har vist sig levedygtige helt frem til i dag.

Og dog opstod dette mægtige imperium forholdsvis ubemærket. I historisk sammenhæng var Det Byzantinske Rige en videreførelse af Romerriget i dets østlige del. Det er omstridt hvornår riget opstod. Nogle historikere regner Diokletian (cirka 245-cirka 316) for den første byzantinske kejser, mens andre udpeger Konstantin den Store (cirka 275-337), og atter andre holder på Justinian I (483-565). De fleste er dog enige om at Det Byzantinske Rige begyndte at fremstå som en selvstændig enhed da kejser Konstantin flyttede imperiets hovedstad fra Rom til Byzans i 330. Byen fik navnet Konstantinopel efter ham og hedder i dag Istanbul.

Interessant nok kaldte hverken regenterne eller rigets borgere sig for byzantinere. De betragtede sig selv som romere (på græsk „romaioi“). Betegnelsen „byzantinsk“ kom først i brug efter det 14. århundrede.

 En prægtig hovedstad

En historiker skriver om fortidens Konstantinopel at den „havde stor berømmelse og endnu større rigdom“. Byen lå ved Bosporusstrædet, det naturlige overgangssted mellem Europa og Asien. Beliggenheden på en halvø gjorde det let at forsvare byen, og den rådede over en velbeskyttet havn, flodmundingen Det Gyldne Horn. Byen blev grundlagt i 657 f.v.t. af græske kolonister, der ifølge sagnet kaldte den Byzantion efter deres anfører, Byzas. Over 1000 år senere blev byen kendt som Nova Roma, „Det nye Rom“. I sin glansperiode fra det 6. til det 11. århundrede havde den en halv million indbyggere.

Tilrejsende fra Vesten beundrede målløst denne storstad, der også var knudepunkt for internationale handelsruter. Havnen vrimlede af fartøjer. På markederne falbød de handlende silke, pelsværk, ædelsten, aromatisk træ, krydderier, guld, sølv, udskæringer i elfenben og emaljerede smykker. Forståeligt nok vakte Konstantinopel misundelse i andre stater, og byen blev mål for flere felttog. Inden osmannerne erobrede byen i 1453, blev den dog kun indtaget én gang, nemlig af de „kristne“ styrker under det fjerde korstog. „Ikke siden verdens skabelse har man beskuet eller samlet så store skatte,“ udbrød den franske korsridder Robert de Clari.

En varig afsmitning

Så utroligt det end lyder, påvirker byzantinsk forvaltning, retsvæsen, religion og ceremoniel millioner af menneskers tilværelse den dag i dag. For eksempel betød Justinians berømte lovsamling, Corpus juris civilis (Civilrettens lovsamling), at romerretten blev grundlag for retsordenen i flere europæiske lande. Byzantinsk lovgivning fandt via den franske lovbog Code Napoléon vej til Latinamerika og andre lande, hvor dens principper stadig er gældende.

Desuden fandt byzantinske arkitekter ud af hvordan man kan overdække et firkantet rum med en kuppel. Dette arkitektoniske stilelement har bredt sig helt til Rusland. Nogle giver byzantinerne æren for at have indført gaflen som spisebestik. I det 11. århundrede vakte det stor opsigt da en byzantinsk prinsesse under et besøg i Venezia ikke spiste med fingrene, men med en togrenet gaffel. Nogle hundrede år efter begyndte gaflen at vinde indpas blandt de velhavende. Også paverne lod sig påvirke af byzantinsk smag, idet deres tiara fik form efter den byzantinske kejserkrone. Englands monarkers rigsæble og scepter var en efterligning af den byzantinske kejsers.

Lov og orden

Det byzantinske kejserrige skænkede eftertiden et bemærkelsesværdigt sæt juridiske principper og forordninger. For eksempel fik de fattige anvist arbejde i offentlige bagerier og gartnerier. Kejser Leon III (cirka 675-741) var af den opfattelse at „lediggang fører til kriminalitet“. Man mente at druk førte til uorden og oprørskhed, og derfor lukkede beværtningerne allerede klokken 20. Ifølge tidsskriftet National Geographic „kunne incest, manddrab, privat fremstilling eller salg af purpurklæde (der var forbeholdt kejserfamilien) og det at undervise fjender i skibsbygning medføre halshugning, pælfæstelse eller drukning i en sæk sammen  med en gris, en hane, en slange og en abe. Den købmand der snød med mål og vægt, mistede sin hånd. Brandstiftere blev brændt.“

Interessant nok havde man også meget af den forsorg fra vugge til grav som kendetegner vor tids velfærdsstater. Kejserne og formuende borgere gav rundhåndet til hospitaler, fattiggårde og børnehjem. Der var hjem for tidligere prostituerede (hvoraf nogle blev helgenkåret), og endda et forbedringshus for faldne adelskvinder.

Et imperium bygget på handel

Gavmildheden genspejlede imperiets rigdom. Staten kontrollerede priser, lønninger og husleje. Man oplagrede hvede til de år hvor høsten slog fejl. Embedsmænd inspicerede butikkernes vægte og måleredskaber, regnskaber og varekvalitet. Pengepugere, smuglere, bedragere og skattesnydere blev straffet strengt.

Kejseren var rigets mest fremtrædende købmand og fabrikant. Han havde monopol på de berømte byzantinske luksusvarer, våbenfabrikation og fremstilling af mønter. Kejser Justinian I grundlagde imperiets velkendte silkefremstilling ved hjælp af silkeormeæg som var blevet smuglet ud af Kina.

Man kunne også tegne forsikring og optage lån. Bankernes regnskaber blev revideret grundigt. Guldmønten solidus, som Konstantin den Store indførte, holdt sin værdi i 1000 år og blev derved historiens mest stabile valuta.

Det byzantinske hof

Hvordan gik det til at ordet „byzantinsk“ blev forbundet med intriger, hemmelighedskræmmeri og forræderi? Ifølge historikeren William Lecky var livet bag hoffets funklende facade „én lang beretning om intriger anstiftet af gejstlige, eunukker og kvinder, om giftmord, sammensværgelser, utaknemmelighed og hyppige brodermord“.

Forfatteren Merle Severy bemærker: „Ingen uduelig kejser forblev Guds stedfortræder på jorden særlig længe, omgivet som han var af potentielle tronranere og snigmordere. Af de 88 kejsere fra Konstantin I til Konstantin XI gik 13 i kloster. Tredive andre led en voldelig død. De blev sultet ihjel, forgiftet, blindet, pryglet, stranguleret, dolket, parteret eller halshugget. Kraniet af Nikeforos I endte som forsølvet drikkebæger hos den bulgarske khan Krum, der brugte det når han skålede med sine bojarer [adelsmænd].“

Selv Konstantin den Store, som senere blev helgenkåret, lod sin ældste søn ombringe og sin hustru kvæle mens hun badede. Kejserinde Irene (cirka 752-803) var så magtsyg at hun lod sin søn blinde og tiltog sig kejsertitlen.

Rigets forfald

Det var dog ikke politiske intriger der førte til rigets forfald. Mens renæssancen, reformationen, oplysningstiden og videnskabens gennembrud forandrede Vesteuropa, blev enhver  forandring i Det Byzantinske Rige betragtet ikke alene som kætteri, men efterhånden også som forbrydelse mod staten.

Derudover begyndte politiske omskiftelser at kræve deres pris. I det syvende århundrede indtog de islamiske styrker Antiochia, Jerusalem og Alexandria. De slaviske folkeslags indtrængen på Balkan og lombardernes erobringer i Italien afskar Rom fra Konstantinopel. Det fik Rom til at knytte forbindelse med germanerne, der var ved at blive en magtfaktor i Vesteuropa. Samtidig blev Konstantinopels skrumpende rige mere og mere græskpræget. I 1054 ekskommunikerede den græsk-ortodokse patriark og den romersk-katolske pave hinanden på grund af teologiske uoverensstemmelser og fremkaldte bruddet mellem deres respektive kirker, et brud som aldrig er helet.

Året 1204 bragte yderligere katastrofer over Det Byzantinske Rige. Den 12. april blev Konstantinopel udplyndret af hærstyrker der under det fjerde korstog var på vej mod Jerusalem. De begik dermed det som historikeren sir Steven Runciman har kaldt „historiens største forbrydelse“. Korsfarerne brændte, plyndrede og voldtog i Kristi navn, ødelagde byen og førte deres bytte til Venezia, Paris, Torino og andre byer i Vesteuropa.

Der gik over 50 år før Konstantinopel blev generobret. Da var riget kun en bleg afglans af fordums storhed. De italienske republikker Venezia og Genova dominerede fuldstændig handelen og svækkede Det Byzantinske Rige økonomisk. Og kort efter blev riget truet af de islamiske osmannere.

I længden kunne imperiets sammenbrud ikke afværges. Den 11. april 1453 indledte sultan Mehmed II belejringen af Konstantinopel med 100.000 soldater og en stærk flåde. Byens blot 8000 forsvarere holdt dem stangen i syv uger; men den 28. maj trængte angriberne ind gennem en svagt bevogtet port. Næste dag havde byen skiftet hænder. Det siges at sejrherren, Mehmed, fældede tårer og klagende udbrød: „Hvilken by vi har overgivet til plyndring og ødelæggelse!“ Det Byzantinske Rige var faldet. Men dets indflydelse gør sig gældende den dag i dag.

[Ramme/illustraton på side 13]

Det Byzantinske Rige og Bibelen

Klostervæsenet var et af rigets mest karakteristiske religiøse islæt. I klostrene afskrev og opbevarede man tusinder af bibelhåndskrifter. Det gjaldt måske også tre af de vigtigste og mest fuldstændige håndskrifter man har fundet — Codex Vaticanus (manuskript 1209), Codex Sinaiticus (indsat) og Codex Alexandrinus (i baggrunden).

[Kildeangivelse]

Begge håndskrifter: Fotografi taget med tilladelse af British Museum

[Ramme/illustration på side 15]

Religion i Det Byzantinske Rige

I en kommentar til de tætte bånd mellem kirken og staten i Det Byzantinske Rige skriver Norman Davies i sin bog Europe — A History: „Staten og kirken blev smeltet sammen til en uadskillelig enhed. Kejseren . . . og patriarken blev betragtet som henholdsvis den verdslige og den gejstlige støttepille for den guddommelige myndighed. Riget beskyttede den ortodokse kirke, og kirken lovpriste riget. Denne ’cæsaropapisme’ havde intet sidestykke i Vesten.“

[Illustration]

Hagia Sofia i Istanbul, engang verdens største byzantinske kirke, omdannet til moské i 1453 og til museum i 1935

[Oversigt på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Vigtige begivenheder

286 Diokletian bliver hersker og gør Nikomedia i Lilleasien til hovedstad

330 Konstantin gør det hidtidige Byzantion til imperiets hovedstad, som får navnet Konstantinopel efter ham

395 Romerriget bliver definitivt delt i to riger, et østligt og et vestligt

1054 Et skisma spalter kirken i en græsk-ortodoks og en romersk-katolsk kirke

1204 Styrker der deltager i det fjerde korstog, plyndrer Konstantinopel

1453 Konstantinopel og riget falder for osmannerne (tyrkerne)

[Kort på side 12]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

SORTEHAVET

KONSTANTINOPEL

Nikomedia

Nikæa

Efesus

Antiochia

Jerusalem

Alexandria

MIDDELHAVET

Det gråtonede område viser imperiets største udstrækning (527-565)

[Illustrationer på side 12]

Eksperterne er uenige om hvorvidt den første byzantinske kejser var (1) Diokletian, (2) Konstantin den Store eller (3) Justinian I

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

[Illustration på side 15]

Et billede i et håndskrift skildrer Konstantinopels belejring i 1204

[Kildeangivelse]

© Cliché Bibliothèque nationale de France, Paris

[Illustration på side 15]

En solidus af guld fra 321 indfattet i midten af et hængesmykke

[Kildeangivelse]

Fotografi taget med tilladelse af British Museum