Et globalt problem

„Selvmord er en alvorlig trussel mod folkesundheden.“ — David Satcher, USA’s medicinaldirektør, 1999.

DET var første gang at en amerikansk medicinaldirektør gjorde selvmord til et samfundsproblem. I dag koster selvmord flere amerikanere livet end drab. Ikke overraskende erklærede det amerikanske senat derfor at selvmordsforebyggelse skulle have førsteprioritet i landet.

Ikke desto mindre er selvmordsraten i USA, der i 1997 lå på 11,4 pr. 100.000 i befolkningen, lavere end den globale selvmordsrate som Verdenssundhedsorganisationen offentliggjorde i 2000, og som lå på 16 pr. 100.000. På verdensplan er selvmordsforekomsten steget med 60 procent i de forløbne 45 år. Globalt tager nu omkring en million mennesker årligt deres eget liv. Det svarer rundt regnet til et dødsfald hvert 40. sekund.

Statistikkerne kan dog ikke give et fyldestgørende billede af situationen. I mange tilfælde benægter familiemedlemmer det hvis et dødsfald skyldtes selvmord. Desuden skønnes det at der for hvert fuldbyrdet selvmord forekommer mellem 10 og 25 selvmordsforsøg. Af et rundspørge fremgik det at 27 procent af USA’s gymnasieelever indrømmede at de alvorligt havde overvejet selvmord i løbet af det sidste år, og 8 procent sagde at de havde forsøgt selvmord. Andre undersøgelser viser at mellem 5 og 15 procent af den voksne befolkning på et eller andet tidspunkt har gået i selvmordstanker.

Kulturelle forskelle

Der er stor forskel på folks holdning til selvmord. Nogle betragter det som en forbrydelse, og andre ser det som en udvej for kujoner. Andre igen anser det for at være en ærefuld måde at sige undskyld på for en fejl man har begået. Nogle betragter det endda som en ædel måde at fremme en sag på. Hvorfor er der så varierende holdninger? Den kulturelle baggrund spiller en afgørende rolle. Faktisk antyder nyhedsbrevet The Harvard Mental Health Letter at den kulturelle baggrund endog kan „have indflydelse på selvmordshyppigheden“.

Tag for eksempel Ungarn. Psykiateren Zoltán Rihmer omtaler Ungarns høje selvmordsrate som landets „triste ’tradition’“. Béla Buda, som er direktør for Ungarns nationale sundhedsinstitut, bemærker at mange ungarere er hurtige til at ty til selvmord. Når de hører at en har kræft, er det ifølge Béla Buda helt almindeligt for dem at tænke: „Nå, han ved jo hvordan han kan gøre ende på sin sørgelige situation.“

I Indien var det engang religiøs skik at en enke skulle kaste sig på sin mands ligbål. Selv om enkebrænding længe har været forbudt, er denne skik stadig ikke helt forsvundet. Da en kvinde angiveligt begik selvmord på denne måde, blev den tragiske handling forherliget af mange folk i området. Om den egn af Indien skriver avisen India Today at „gennemsnitlig én kvinde om året i de sidste 25 år har brændt sig selv ihjel på sin mands ligbål“.

I Japan koster selvmord bemærkelsesværdigt nok tre gange så mange liv som trafikuheld. Opslagsværket Japan — An Illustrated Encyclopedia skriver: „Japans traditionsbestemte kultur, der aldrig har fordømt selvmord, er kendt for en meget rituel og institutionaliseret selvmordsform, hvor maven skæres op (seppuku, eller harakiri).“

 Inazo Nitobe, der senere blev vicegeneralsekretær for Folkeforbundet, gjorde i sin bog Bushido — The Soul of Japan rede for den japanske kulturs fascination af døden. Han skrev: „Det [seppuku] var en af middelalderens opfindelser, en proces hvorved krigere kunne sone for deres forbrydelser, bede om forladelse, undgå vanære, befri deres venner eller vise deres oprigtighed.“ Selv om denne rituelle selvmordsform i det store og hele hører fortiden til, er der stadig nogle få der tyr til den i en sags tjeneste.

Kristenheden anså derimod i lang tid selvmord for at være en forbrydelse. I det sjette og syvende århundrede ekskommunikerede den katolske kirke dem der havde begået selvmord, og nægtede dem begravelsesritualer. Nogle steder har religiøs nidkærhed resulteret i sære skikke i forbindelse med selvmord. Man har blandt andet hængt selvmordernes døde kroppe op i galger eller ligefrem gennemboret deres hjerte med en pæl.

Paradoksalt nok kunne de der forsøgte selvmord, pådrage sig dødsstraf. I 1800-tallet blev en englænder hængt for at have forsøgt at tage sit eget liv ved at skære halsen over på sig selv. På den måde fuldførte myndighederne det som manden ikke selv havde haft held med. Straffen for selvmord har varieret i årenes løb, og først i 1961 erklærede det britiske parlament at hverken selvmord eller selvmordsforsøg længere var forbrydelser. I Irland forblev selvmord strafbart indtil 1993.

Nogle forfattere i dag tilskynder til selvmord som en udvej. En bog fra 1991 om aktiv dødshjælp til uhelbredeligt syge kom med forslag til hvordan man kan gøre ende på sit liv. Senere brugte et stigende antal folk som ikke var uhelbredeligt syge, en af de anbefalede metoder.

Er selvmord virkelig løsningen på ens problemer? Eller er der gode grunde til at leve videre? Lad os inden vi behandler disse spørgsmål, undersøge hvad der fører til selvmord.

[Tekstcitat på side 4]

Globalt tager omkring en million mennesker årligt deres eget liv. Det svarer rundt regnet til et dødsfald hvert 40. sekund