Hjælp til voldsramte kvinder
Hjælp til voldsramte kvinder
HVAD kan der gøres for at hjælpe voldsramte kvinder? Først må man forstå hvor svær deres situation er. I mange tilfælde begrænser hustruvold sig ikke kun til fysiske skader. Manden gør som regel også brug af trusler og skræmmemetoder der gør at kvinden til sidst føler sig uduelig og hjælpeløs.
Tag for eksempel Roxana, som blev omtalt i den indledende artikel. Somme tider bruger hendes mand ord som våben. „Han nedgør mig verbalt,“ fortæller hun. „Han siger for eksempel: ’Du gjorde ikke engang din skolegang færdig. Hvordan vil du kunne tage dig af børnene uden mig? Du er en doven og uduelig mor. Tror du virkelig at myndighederne vil lade dig beholde børnene hvis du går fra mig?’“
Roxanas mand holder hende også nede ved at føre stram kontrol med pengene. Han giver hende ikke lov til at bruge bilen, og han ringer til hende flere gange i løbet af dagen for at finde ud hvad hun laver. Hvis hun giver udtryk for hvad hun foretrækker, går han amok. Roxana har derfor lært at holde sin mening for sig selv.
Hustruvold er tydeligvis et kompliceret problem. For at støtte en voldsramt kvinde er det vigtigt at man lytter med empati og forståelse. Man må huske at det ofte er svært for hende at tale om det hun har været igennem. Målet bør være at støtte hende mens hun forsøger at klare situationen i sit eget tempo.
I nogle tilfælde kan voldsramte kvinder blive nødt til at søge hjælp hos myndighederne. Somme tider kan en tilspidset situation — som for eksempel politiets indgriben
— få en voldelig ægtemand til at se alvoren af sine handlinger. Desværre sker det dog ofte at motivationen til at forandre sig forsvinder lige så snart faren er drevet over.Bør en voldsramt kvinde forlade sin mand? Bibelen tager ikke let på separation. Den forpligter dog heller ikke en kvinde til at blive hos en mand der sætter hendes helbred og måske endog hendes liv på spil. Den kristne apostel Paulus skrev: „Hvis hun virkelig skiller sig fra ham, så lad hende forblive ugift eller også forlige sig med sin mand.“ (1 Korinther 7:10-16) Da Bibelen ikke forbyder separation i ekstreme tilfælde, er det en personlig afgørelse hvad en kvinde vælger at gøre i den forbindelse. (Galaterne 6:5) Ingen bør tilskynde en kvinde til at forlade sin mand, men heller ingen bør forsøge at presse en hustru til at blive hos en ægtemand som sætter hendes helbred, liv og åndelige velfærd på spil.
Kan en voldelig ægtemand forandre sig?
Hustruvold er en grov overtrædelse af Bibelens principper. I Efeserbrevet 4:29, 31 læser vi: „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund . . . Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer, sammen med al slethed.“
Ingen ægtemand der hævder at være en discipel af Kristus, kan sige at han elsker sin kone når han mishandler hende. Hvis han er voldelig over for sin kone, hvor stor værdi vil alle de andre gode gerninger han gør, da have? „En som bruger vold“ er ikke kvalificeret til at få særlige forrettigheder i den kristne menighed. (1 Timoteus 3:3; 1 Korinther 13:1-3) Enhver der hævder at være kristen, men som gentagne gange og uden at vise anger giver efter for vredesudbrud, kan udstødes af den kristne menighed. — Galaterne 5:19-21; 2 Johannes 9, 10.
Kan voldelige mænd forandre sig til det bedre? Det er lykkedes for nogle. Men en voldelig mand vil som regel ikke forandre sig medmindre han (1) indrømmer at hans opførsel er forkert, (2) ønsker at holde op med at være voldelig og (3) søger hjælp. Jehovas Vidner har erfaret at Bibelen i høj grad kan være en hjælp til at ændre adfærd. Mange som læser Bibelen sammen med dem, har opdyrket et stærkt ønske om at behage Gud. Disse nye bibelstudieelever lærer at Jehova Gud hader „den der elsker vold“. (Salme 11:5) Hvis en voldelig mand ønsker at ændre sig, er det selvfølgelig ikke nok at han blot holder op med at slå. Han må også lære at have en helt anden holdning til sin kone.
Når en mand får kundskab om Gud, lærer han at betragte sin kone som en „medhjælp“ der skal vises „ære“, ikke som en slave eller en der er ringere. (1 Mosebog 2:18; 1 Peter 3:7) Han lærer også vigtigheden af at lytte til sin kones synspunkter og at vise medfølelse. (1 Mosebog 21:12; Prædikeren 4:1) Det bibelstudieprogram som Jehovas Vidner tilbyder, har hjulpet mange ægtepar. En despot, tyran eller undertrykker har ingen plads i en kristen familie. — Efeserne 5:25, 28, 29.
„Guds ord er levende og virkende.“ (Hebræerne 4:12) Visdommen i Bibelen kan derfor hjælpe ægtepar til at analysere de problemer de har, og give dem mod på at løse dem. Bibelen indeholder desuden det sikre og trøstende håb om en verden uden vold når Jehovas himmelske konge hersker over alle der adlyder ham. Bibelen siger: „Han vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Fra undertrykkelse og vold vil han genløse deres sjæl.“ — Salme 72:12, 14.
[Tekstcitat på side 12]
En despot, tyran eller undertrykker har ingen plads i en kristen familie
[Ramme på side 8]
Myter og fakta om vold mod kvinder
● Voldsramte kvinder er selv skyld i at deres mænd slår dem.
Mange voldelige mænd fralægger sig ansvaret for deres handlinger og siger at det er hustruen der provokerer dem. Selv nogle af familiens venner kan mene at hustruen er svær at have med at gøre, og at det derfor ikke er så mærkeligt at hendes mand indimellem mister besindelsen. Men det svarer til at man giver offeret skylden og retfærdiggør overfaldsmanden. Voldsramte kvinder gør sig ofte store anstrengelser for at stille deres mænd tilfreds. Desuden kan det at slå sin ægtefælle aldrig retfærdiggøres. Bogen The Batterer — A Psychological Profile siger: „Mænd der af domstole bliver sendt i behandling for hustruvold, er afhængige af vold. De bruger vold for at få afløb for deres vrede og dårlige humør og som en måde hvorpå de kan overtage kontrollen og løse konflikter, og for at mindske deres anspændthed. . . . Ofte vil de ikke engang indrømme at de har et problem, eller tage situationen alvorligt.“
● Alkohol får mænd til at slå deres koner.
Det er rigtigt at nogle mænd er mere voldelige når de har drukket, men er det rimeligt at give alkoholen skylden? „I stedet for at give sig selv skylden bruger den voldelige ægtemand ofte sit drikkeri som undskyldning for sin opførsel,“ skriver K.J. Wilson i sin bog When Violence Begins at Home. Hun fortsætter: „I vore dages samfund er det som om vold i hjemmet er forståelig når den udøves af en som er beruset. En voldsramt kvinde kan være tilbøjelig til at opfatte sin partner som en der drikker for meget eller er alkoholiker, i stedet for at se ham som en voldsmand.“ Forfatteren påpeger at en sådan tankegang kan give kvinden det falske håb at „volden ville høre op hvis bare han lagde drikkeriet på hylden“.
Mange forskere betragter i dag alkoholisme og hustruvold som to særskilte problemer. Faktum er at de fleste mænd med stof- eller alkoholproblemer ikke slår deres kone. Forfatterne til bogen When Men Batter Women skriver: „Dybest set fortsætter hustruvolden ofte fordi manden hidtil har haft held med at beherske, skræmme og undertrykke kvinden. . . . Alkohol- og stofmisbrug er en del af den voldelige mands livsstil. Men det ville være forkert at slutte at dette misbrug er årsag til volden.“
● Voldelige ægtemænd er aggressive over for alle.
En mand der er voldelig over for sin kone, kan ofte være rar og behagelig når han er sammen med andre. Han har to vidt forskellige personligheder a la dr. Jekyll og mr. Hyde. Derfor kan venner af familien ofte have svært ved at tro på kvindens påstande om at han er voldelig over for hende. Men sandheden er at mishandleren anvender brutalitet for at holde sin kone nede.
● Kvinder har ikke noget imod at blive slået.
En sådan tanke skyldes sandsynligvis manglende forståelse for den håbløse situation en kvinde som ikke har noget sted at gå hen, befinder sig i. Den voldsramte kvinde har måske venner som hun kan bo hos en uge eller to, men hvor skal hun så gå hen bagefter? At skulle finde et job og noget at bo i samtidig med at hun skal tage sig af børnene, kan virke helt uoverskueligt på hende. Desuden er det måske ulovligt at flygte med børnene. Nogle har forsøgt, men er blevet opsporet og bragt tilbage, enten ved hjælp af tvang eller gyldne løfter. Udenforstående kan fejlagtigt tro at kvinden ikke har noget imod at blive slået.