Hvorfor er mænd voldelige over for kvinder?
Hvorfor er mænd voldelige over for kvinder?
IFØLGE nogle eksperter har kvinder større sandsynlighed for at blive dræbt af deres partner end af alle andre typer gerningsmænd tilsammen. I et forsøg på at dæmme op for hustruvold er der blevet foretaget talrige undersøgelser. Hvad er det for mænd der slår deres koner? Hvordan var deres barndom? Var de voldelige i deres forlovelsestid? Hvordan reagerer de på behandling?
Det har vist sig at det er forskellige typer mænd der udøver vold mod kvinder. I den ene ende af skalaen finder man mænd der gør det sporadisk. De bruger ikke våben, og der foreligger ikke tidligere tilfælde af hustruvold. Det er ikke karakteristisk for dem at være voldelige, men når de er det, synes det at være motiveret af udefrakommende faktorer. I den anden ende af skalaen finder man mænd for hvem vold er blevet en fast del af deres adfærdsmønster. De har været voldelige gennem længere tid, og viser kun få, om overhovedet nogen, tegn på samvittighedsnag.
At der er forskellige typer mænd der gør sig skyldige i hustruvold, betyder dog ikke at nogle former for mishandling er mindre alvorlige end andre. Alle former for fysisk mishandling kan medføre skader — eller endog døden. Vold mod kvinder kan — uanset graden eller hyppigheden — ikke undskyldes. „Acceptabel“ hustruvold findes simpelt hen ikke. Men hvad kan få en mand til at mishandle den kvinde han har lovet at elske og værne resten af sine dage?
Forhold i barndommen
Ikke overraskende er mange mænd der begår vold, vokset op i et hjem med vold. „De fleste voldelige mænd har levet i hjem der nærmest kan betegnes som en ’krigszone’,“ skriver Michael Groetsch, der i over 20 år har forsket i hustruvold. „De er vokset op i fjendtlige omgivelser hvor følelsesmæssig og fysisk vold var det ’normale’.“ En ekspert siger at en mand der er vokset op i et sådant miljø, „kan tilegne sig faderens foragt for kvinder meget tidligt i sin
opvækst. Drengen lærer at en mand altid må have magten over kvinder, og at metoden til at få den magt er at skræmme dem, gøre dem fortræd og fornedre dem. Samtidig lærer han at den eneste sikre måde at få sin fars bekræftelse er ved at opføre sig som han gør.“Bibelen gør det klart at forældrenes eksempel kan øve stor indflydelse på deres børn, både i god og dårlig retning. (Ordsprogene 22:6; Kolossenserne 3:21) En dårlig opvækst undskylder selvfølgelig ikke en mands voldelige adfærd, men den kan være med til at forklare hvor de første spirer til et voldsomt temperament er blevet lagt.
Samfundets indflydelse
I nogle lande betragtes det som acceptabelt, ja, endda normalt, at slå sin kone. „Mandens ret til at tæve sin kone eller bruge voldelige trusler over for hende er en udbredt praksis i mange lande,“ hedder det i en FN-rapport.
Selv i lande hvor hustruvold ikke betragtes som acceptabelt, har mange mænd tillagt sig et voldeligt adfærdsmønster. Nogle mænds syn på kvinder er chokerende. Ifølge den sydafrikanske avis Weekly Mail and Guardian viser en undersøgelse foretaget på Kaphalvøen at hovedparten af de mænd der påstår at de ikke øver vold mod deres kone, synes at det er acceptabelt at slå en kvinde, og at det ikke kan betegnes som vold.
Meget tyder på at et sådant forkvaklet syn ofte tager form allerede i barndommen. En undersøgelse i Storbritannien viser for eksempel at 75 procent af drengene i elleve-tolvårsalderen føler at det er i orden at en mand slår en kvinde hvis han bliver provokeret.
Ingen undskyldning for hustruvold
De ovennævnte faktorer kan være med til at forklare hvorfor nogle mænd er voldelige over for deres kone, men de kan ikke retfærdiggøre det. Hustruvold er en alvorlig synd i Guds øjne. I Bibelen læser vi: „Mændene [bør] elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det, ligesom også Messias plejer menigheden.“ — Efeserne 5:28, 29.
Bibelen har forudsagt at mange i „de sidste dage“ af denne tingenes ordning ville være „grove“, „uden naturlig hengivenhed“ og „voldsomme“. (2 Timoteus 3:1-3; The New English Bible) Hustruvold er blot endnu et vidnesbyrd om at vi lever i den periode profetien omtaler. Hvad kan der gøres for at hjælpe voldsramte kvinder? Er det muligt for voldelige mænd at ændre deres adfærd?
[Tekstcitat på side 5]
„En mand der slår sin kone, er ikke mindre kriminel end en mand der slår en vildfremmed.“ — When Men Batter Women
[Ramme på side 6]
Machismo — Et globalt problem
Ordet machismo er hentet fra Latinamerika og sigter til en aggressiv mandlig stolthed som kommer til udtryk i en undertrykkende adfærd over for kvinder. Men som de følgende rapporter viser, udgør machismo ikke kun et problem i Latinamerika.
Egypten: En undersøgelse gennem tre måneder i Alexandria viser at vold i hjemmet er skyld i de fleste af de skader kvinder påføres. Den er årsag til 27,9 procent af alle de henvendelser skadestuerne får fra kvinder. — Den fjerde internationale kvindekonference, resumé 5.
Thailand: I Bangkoks største forstad bliver 50 procent af alle gifte kvinder jævnlig slået af deres mænd. — Pacific Institute for Women’s Health.
Hongkong: „Antallet af kvinder der siger at de er blevet udsat for voldelige overgreb fra deres mænd, er i det sidste år steget markant med over 40 procent.“ — South China Morning Post, den 21. juli 2000.
Japan: Antallet af kvinder der henvendte sig på krisecentre for at få hjælp, steg fra 4843 i 1995 til 6340 i 1998. „Omkring en tredjedel af kvinderne sagde at de søgte beskyttelse på grund af deres mænds voldelige adfærd.“ — The Japan Times, den 10. september 2000.
Storbritannien: „Hvert sjette sekund bliver en kvinde i Storbritannien voldtaget, slået eller stukket med en kniv.“ Ifølge en rapport fra Scotland Yard „modtager politiet hver dag 1300 opringninger fra nogle der har været udsat for vold i hjemmet — over 570.000 om året. Enogfirs procent er kvinder der er blevet overfaldet af mænd.“ — The Times, den 25. oktober 2000.
Peru: Halvfjerds procent af alle forbrydelser meldt til politiet, drejer sig om kvinder der er blevet slået af deres mænd. — Pacific Institute for Women’s Health.
Rusland: „På et år blev 14.500 russiske kvinder dræbt af deres mænd, og yderligere 56.400 blev invalideret eller kom alvorligt til skade som følge af vold i hjemmet.“ — The Guardian.
Kina: „Det er et nyt problem som er ved at blive mere og mere udbredt, især i byområderne,“ siger professor Chen Yiyun, lederen af Jinglun familiecenter. „Angsten for hvad naboerne vil tænke, afholder ikke længere folk fra at begå vold i hjemmet.“ — The Guardian.
Nicaragua: „Volden mod kvinder i Nicaragua er stadig stigende. En statistisk undersøgelse viser at alene sidste år blev 52 procent af de nicaraguanske kvinder udsat for et voldeligt overgreb fra deres mænd.“ — BBC News.
[Ramme på side 7]
Risikofaktorer
En undersøgelse ledet af Richard J. Gelles ved University of Rhode Island i USA opregner følgende risikofaktorer i forbindelse med fysisk og følelsesmæssig mishandling inden for familien.
1. Manden har tidligere været voldelig over for familiemedlemmer.
2. Han er arbejdsløs.
3. Han tager stoffer mindst én gang om året.
4. Under opvæksten har han set sin far slå hans mor.
5. Parret lever sammen papirløst.
6. Hvis manden har et job, er det dårligt betalt.
7. Han har ikke gjort sin skolegang færdig.
8. Han er mellem 18 og 30 år.
9. Han slår børnene, og det gør hans kone måske også.
10. Indkomsten er under fattigdomsgrænsen.
11. Manden og kvinden har forskellig kulturel baggrund.
[Illustration på side 7]
Vold i hjemmet kan i høj grad påvirke børnene