Det imponerende El Gigante
Det imponerende El Gigante
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I MEXICO
DE HØJESTE træer i verden er de californiske rødtræer, som kan blive over 110 meter høje. Men den mexicanske sumpcypres, der er i slægt med rødtræet, har en rekordstor omkreds. Det mest berømte eksemplar af dette træ findes i byen Santa María del Tule i Mexico, cirka 13 kilometer øst for byen Oaxaca. Det måler 46 meter i omkreds. Man får en idé om træets størrelse når man hører at der skal mindst 30 mand med vidt udstrakte arme til at favne den bredeste del af stammen, og at over 500 kan stå under dets grene.
Træet i Santa María del Tule anslås at være over 2000 år gammelt. Da det i 1996 blev beskåret, fjernede man ti tons grene. De lokale kalder træet El Gigante (Giganten). I Mexico kaldes denne art for ahuehuete, som på sproget nahuatl betyder „den gamle ved vandet“, for træet vokser ofte i nærheden af vand eller i sumpede områder.