Fanger finder troen i et historisk fængsel

Overalt i verden aflægger frivillige blandt Jehovas Vidner besøg i fængsler for at hjælpe indsatte der oprigtigt ønsker at få et nært forhold til Gud. I over 20 år har vi haft gode resultater med et bibelundervisningsprogram i forbundsfængselet i Atlanta, Georgia, USA. Det er en udfordring at læse Bibelen med indsatte i et fængsel. Som forkyndere er vi kommet i kontakt med bankrøvere, pengeafpressere mordere, narkohandlere, svindlere og sexforbrydere. Hvordan kan man hjælpe den slags mennesker?

 MÅSKE spekulerer du på hvornår og hvordan Jehovas Vidner for første gang kom ind i dette fængsel. Det skete den 4. juli 1918. En gruppe på otte fremtrædende kristne forkyndere blev ført op ad de 15 trappetrin af granit og ind i forbundsfængselet. Hvis man fulgte datidens skik og brug, havde de lænker om benene og var lagt i håndjern fastgjort til kæder om livet. De nyankomne var åndeligt modne mænd der førte an blandt de internationale bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. De kunne ikke vide at det mindre end et år senere ville blive fastslået at de var blevet fængslet på et uret grundlag. I marts 1919 gik de otte forkyndere ned ad den samme trappe, frie og uden håndjern eller lænker. De blev senere frikendt, da myndighederne besluttede at trække anklagerne tilbage. *

Mens disse kristne mænd sad fængslet i Atlanta, underviste de i Bibelen. En af de otte indsatte, A.H. Macmillan, fortalte senere at fængselsinspektøren i begyndelsen havde været fjendtlig, men senere sagde til ham: „De timer, De giver, er storartede.“

I dag, over 80 år senere, undervises der fortsat i Bibelen i dette fængsel, og undervisningen har en varig indvirkning på dem der overværer den. Ved flere lejligheder har fængselsmyndighederne tildelt nogle blandt de besøgende Jehovas Vidner særlige priser og hædersbevisninger. Volunteer Today, et landsdækkende nyhedsbrev der udgives af det amerikanske justitsministeriums afdeling for fængsler, har desuden omtalt de gode resultater af Jehovas Vidners undervisningsprogram.

En af fordelene ved at de indsatte undervises i Bibelen, er at deres opførsel forbedres mærkbart. Det har resulteret i at nogle er blevet løsladt fra fængselet før tiden. Kyniske iagttagere vil måske mene at det udelukkende er af den grund at de indsatte læser Bibelen sammen med os. I ganske få tilfælde, ja, men som oftest viser vore erfaringer noget andet. Vi har gang på gang haft den glæde at dem vi har studeret Bibelen med, stadig holder fast ved deres gode kristne adfærd mange år efter deres løsladelse. Her følger nogle få af de mange gode oplevelser vi har haft bag de høje mure i dette gamle fængsel.

Indvandrere får tro

I begyndelsen af 1980’erne havde de der forkyndte i fængselet i Atlanta, den forret at hjælpe mange fanger af udenlandsk oprindelse. Det var utroligt at se hvor meget nogle af dem forandrede sig.

Raoul * var til at begynde med en yderst farlig fange. Han og en ven var professionelle forbrydere og sad inde for mord. Nogle ældste fra vores menighed som hjalp dem, fortæller at de var usædvanlig voldelige. Raoul havde flere dødsfjender. En af dem havde svoret på at han ville slå Raoul ihjel, ligesom Raoul havde svoret på at han ville slå ham ihjel. Da Raouls ærkefjende blev overflyttet til Atlanta, blev han derfor virkelig bange. Det var tilsyneladende kun et spørgsmål om tid før de gamle fjender stødte på hinanden i gården, i spisesalen eller i celleafdelingen. Men studiet af Bibelen med Jehovas Vidner havde udvirket store forandringer i Raouls tankegang, opførsel og udseende. Da de to mænd endelig gik forbi hinanden i fængselsgården, kunne Raouls ærkefjende ikke engang genkende ham! Den blodige konfrontation der havde syntes uundgåelig, fandt aldrig sted.

Da Raoul besluttede at lade sig døbe som symbol på sin indvielse til Gud, måtte der fremskaffes et passende dåbsbassin. Fængselspræsten kom os til hjælp og skaffede en sort kiste til formålet. Kisten blev fyldt til  randen med vand. Men Raoul var tilsyneladende større end kisten. Der måtte derfor to ældste til for at Raoul kunne komme helt ned under vand, sådan som Bibelen foreskriver. (Lukas 3:21, fodnoten) I dag er Raoul en fri mand og er stadig en nidkær kristen forkynder.

I 1987 førte en kendelse der gik ud på at en del af de mange fanger af udenlandsk oprindelse skulle udvises, til en opstand i fængselet med ildspåsættelser og ødelæggelser der vakte international opmærksomhed. Der blev taget gidsler. Men kun meget få er klar over at nogle modige udenlandske fanger satte livet på spil da de nægtede at deltage i den farlige og voldelige opstand. Det var mænd der deltog i vores bibelundervisning. Engang ville de ikke have tøvet med at kæmpe til døden, men nu forholdt de sig neutrale — de ville ikke deltage i vold og vandalisme. Hvilket talende vidnesbyrd om Bibelens magt til at forvandle selv barske forbrydere til fredselskende kristne! — Hebræerne 4:12.

„Kan Gud tilgive mig?“

En anden oplevelse som jeg aldrig glemmer, drejer sig om James. Han havde været et af Jehovas Vidner, men var blevet åndeligt svag og var bukket under for fristelsen til at begå bedrageri over for en bank. Han blev udstødt af den kristne menighed og indsat i forbundsfængselet i Atlanta. Senere sagde han til os: „Aldrig i hele mit liv har jeg været så langt nede.“

Livet i fængselet var hårdt. „Jeg var fortvivlet og følte mig forfærdelig ensom,“ fortæller James mens han tænker tilbage. Men indespærringen i en trang fængselscelle fik ham til at tænke alvorligt over sin situation. Han beskriver det selv på denne måde: „Det der gik mig mest på i fængselet, var ikke  de ubehageligheder jeg personlig blev udsat for, men det at jeg havde svigtet min himmelske Fader.“ Efter nogle måneder kom en af de indsatte der studerede med Jehovas Vidner, hen til James og spurgte om ikke han havde lyst til at deltage i bibelundervisningen. James afslog i første omgang fordi han skammede sig. Men den unge mand blev ved, og til sidst gik James med til et søndagsmøde.

Han blev dybt rørt over den kærlige omsorg som de Jehovas Vidner der ledede undervisningen, viste de tilstedeværende. Senere var der noget andet han hæftede sig ved. På grund af tidligere erfaringer havde James troet at alle de religiøse frivillige blev godt betalt for deres arbejde blandt de indsatte. Men til sin overraskelse hørte han at Jehovas Vidner ikke sendte nogen regninger og ikke fik penge for deres arbejde. — Mattæus 10:8.

James begyndte at længes efter møderne. Han syntes at de brødre der ledede møderne, var venlige og opmuntrende. Der var især én ældste der gjorde indtryk på ham. „Jeg talte dagene til hans næste besøg, for han gjorde sandhederne fra Guds ord levende og havde en smittende begejstring,“ husker James. „Han hjalp mig til at forstå at det er nødvendigt at læse Bibelen med eftertanke for at forstå budskabet, for virkelig at kunne tilegne sig stoffet, og, hvad der er endnu vigtigere, for at opdyrke Kristi sind.“

James havde meget svært ved at tro at Gud kunne tilgive ham det han havde gjort. Hvad hjalp ham? „Guds tilgivelse blev afspejlet i den måde trofaste og selvopofrende mænd behandlede os på. * Én ting stod klart: På  trods af de forfærdelige ting jeg havde gjort, var der aldrig nogen af brødrene der så meget som antydede at Gud ikke kunne tilgive mig. Jehova gav aldrig slip på mig. Han så at jeg angrede oprigtigt, og at jeg aflagde min tåbelige og kriminelle adfærd. Og han har velsignet mig rigt.“ James blev genoptaget i den kristne menighed. Siden han blev løsladt fra fængselet for cirka ti år siden, har han været aktiv og nidkær i menigheden. Til stor glæde for hans kone og familie er han nu menighedstjener og har for nylig holdt sit første offentlige foredrag.

Endnu en fange finder vejen

Vi traf Johnny i begyndelsen af 1990’erne. Hans familie havde en vis tilknytning til Jehovas Vidner, men under Johnnys opvækst, hvor han havde brug for åndelig og moralsk vejledning, havde ingen af hans slægtninge været åndeligt stærke. Johnny kom ud i kriminalitet. Han blev dømt til at afsone sin straf i en fangelejr der er tilknyttet fængselet i Atlanta. Mens han opholdt sig her, hørte han om vores bibelundervisning og besluttede at deltage.

I begyndelsen kunne Johnny knap nok læse. Men han var så ivrig efter at få mere at vide om Jehova og Jesus Kristus at han var fast besluttet på at lære det. (Johannes 17:3) Og bibelundervisningen hjælper mange af de indsatte til at læse bedre, især med hensyn til at forstå det de læser, og til at læse godt op. Johnny gjorde så stor en indsats at de andre der studerede Bibelen, betragtede ham som et eksempel på en seriøs bibelstudieelev.

Mange måneder senere blev Johnny overflyttet til forbundsfængselet i Talladega, Alabama, for at gennemgå et undervisningsprogram om narkotika. Så snart han var ankommet, begyndte han at overvære Jehovas Vidners kristne møder, og det gjorde han regelmæssigt indtil han blev løsladt. Da denne glædelige dag endelig oprandt, kontaktede Johnny straks forkynderne i den lille by hvor han kom fra. Her blev han budt hjerteligt velkommen, og han fortsatte med at studere og gøre åndelige fremskridt.

Johnnys begejstring og hans kærlighed til Bibelens sandheder har tilskyndet hans mor til at engagere sig mere i menighedens aktiviteter. Han er ikke alene til stor opmuntring for hende, men yder hende også praktisk hjælp. For nylig blev han døbt som symbol på sin indvielse til Jehova Gud, og han er fortsat aktiv i den kristne tjeneste.

En rigelig høst

I løbet af de sidste 20 år er over 40 indsatte i forbundsfængselet i Atlanta blevet hjulpet frem til at blive døbte Jehovas Vidner, og derudover har knap 100 haft gavn af de ugentlige bibelstudier. Andre fanger er blevet døbt efter at de er blevet løsladt eller overflyttet til andre fængsler.

Vi der uge efter uge kommer i dette fængsel for at hjælpe indsatte som oprigtigt angrer deres handlemåde, er taknemmelige for at vi har fået lov til at være med i denne særlige kristne tjeneste. (Apostelgerninger 3:19; 2 Korinther 7:8-13) I barske omgivelser med streng overvågning, elektriske døre, tårne med bevæbnede vagter og hegn med spiraler af pigtråd er vi blevet fyldt med glæde og ærefrygt over at se forbrydere vende om og blive lovlydige borgere og trofaste tjenere for Gud. — 1 Korinther 6:9-11. — Indsendt.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 20, 21]

„I har beværtet nogle af mine allerbedste venner“

I APRIL 1983 kom Frederick W. Franz fra Jehovas Vidners Styrende Råd på besøg i forbundsfængselet i Atlanta, USA. Han havde glædet sig til at se netop dette fængsel. Da han gik ind i bygningen, sagde han højt til vagten ved skranken i forkontoret: „I skal vide at I har beværtet nogle af mine allerbedste venner her!“ Vagten så mildest talt overrasket ud. Hvad mente broder Franz?

Fireogtres år tidligere var Joseph F. Rutherford og syv af hans medarbejdere blevet dømt på falske anklager for undergravende virksomhed. Broder Rutherford og broder Franz kom senere til at arbejde sammen og blev nære venner. Nu, over 40 år efter Rutherfords død, fik broder Franz — der nu nærmede sig de 90 — til sin store glæde mulighed for at besøge det sted hvor hans ven havde siddet fængslet så mange år tidligere. Han tænkte uden tvivl på det broder Rutherford og hans medarbejdere havde udrettet inden for disse mure. Hvad havde de da lavet?

Kort tid efter at broder Rutherford og hans medarbejdere var ankommet til fængselet, havde fængselsinspektøren sagt til dem: „Vi vil give jer noget arbejde af en slags. Hvad kan I?“

„Jeg har aldrig bestilt andet i mit liv end at forkynde,“ svarede A.H. Macmillan, en af de otte. „Er der noget af den slags her jeg kan gøre?“

„Nej, min herre! Det er på grund af Deres forkyndelse De er kommet her. Og De kan med det samme få at vide, at der ikke kan være tale om at prædike her.“

Der gik nogle uger. Alle fangerne skulle overvære gudstjenesten om søndagen, og de der havde lyst, kunne deltage i søndagsskolen bagefter. De otte brødre besluttede at danne deres egen bibelstudieklasse, som de skiftedes til at lede. „Andre begyndte at deltage af nysgerrighed, og inden længe kom der flere,“ forklarede broder Rutherford senere. Snart var den lille gruppe på otte vokset til 90!

Hvad syntes fangerne om bibelundervisningen? En af dem sagde: „Jeg er 72 år gammel, og jeg måtte ind bag fængselsmurene for at få sandheden at høre. Derfor er jeg glad for at jeg blev sat i fængsel.“ En anden bemærkede: „Jeg har snart afsonet min dom, og jeg er ked af at jeg skal forlade fængselet. . . . Kan I sige mig hvor jeg kan finde nogle som jer når jeg kommer ud?“

Aftenen før de otte brødre blev løsladt, fik de et rørende brev fra en ung mand der havde deltaget i undervisningen. Han skrev: „Jeg ønsker at De skal vide at De hos mig har efterladt et ønske om at blive et bedre, stærkere menneske, hvis der da kan fremkomme et sådant af en stakkel der er så tilsmudset og medtaget af verden som jeg. . . . Jeg er svag, meget svag; ingen ved det bedre end jeg selv, men jeg vil prøve, og jeg vil kæmpe med mig selv hvis det er nødvendigt, for at opnå de fulde frugter af den sæd I har sået, så jeg ikke alene må kunne hjælpe mig selv, men også dem omkring mig. Dette kan lyde underligt, når det kommer fra sådan en som mig, men dybt i mit hjerte mener jeg hvert ord.“

Nu, over 80 år senere, bliver sandhedens sæd stadig sået af Jehovas Vidner i forbundsfængselet i Atlanta — og i mange andre fængsler. — 1 Korinther 3:6, 7.