Unge spørger:

Hvordan tackler jeg andres vrede?

„Han skummede af raseri. Det var måske fordi han så at jeg var lille, at han fik lyst til at banke mig. Mens jeg langsomt gik baglæns, sagde jeg: ’Rolig, rolig! Vent lige et øjeblik! Hvorfor vil du slå mig? Jeg har jo ikke gjort dig noget. Jeg ved ikke engang hvad det er du er gal over. Kan vi ikke snakke om det?’“ — David, 16 år.

HAR du nogen sinde været offer for en andens vrede? Bibelen har forudsagt at mennesker i dag vil være „vilde, uden kærlighed til det gode“. (2 Timoteus 3:3) Og selv om du måske har gjort alt hvad du kunne, for ikke at blive ven med nogen der er „vredladen“ og ’let bliver forbitret’, kan der være tilfælde hvor du simpelt hen ikke kan undgå at møde folk der er vrede. (Ordsprogene 22:24) Hvordan bør du reagere når det sker?

Hvordan man bør reagere på vrede

Mange unge i dag reagerer på vrede ved selv at blive vrede. Men det gør bare det hele værre. Og ved at miste besindelsen bringer man sig selv ned på samme niveau som den der er vred. Ordsprogene 26:4 siger: „Svar ikke tåben efter hans dårskab, for at du ikke selv skal blive som han.“ Jeremy indså af bitter erfaring rigtigheden af disse ord. Han fortæller hvad der skete en dag da han sad og spiste i skolekantinen: „Der var en gruppe drenge som altid gjorde grin med hinanden og med andre. De snakkede tit om mig, og jeg plejede bare at ignorere dem. Men da en af dem begyndte at sige noget om min mor, kunne jeg ikke længere beherske mig, og jeg fór løs på ham i et anfald af raseri.“ Hvad blev resultatet? „Han bankede mig sønder og sammen,“ siger Jeremy.

Bibelen giver det gode råd: „Et mildt svar afvender forbitrelse, men et sårende ord vækker vrede.“ (Ordsprogene 15:1) Ja, hvis man reagerer på vrede ved at bruge „sårende ord“, gør man kun situationen værre. Et mildt svar kan derimod ofte have en beroligende virkning og lette en spændt situation.

Det lykkedes David, som omtales i indledningen, at få den anden dreng til at fortælle hvorfor han var vred. Det viste sig at en eller anden havde stjålet hans madpakke, og at han ganske enkelt lod sin frustration gå ud over den første den bedste han mødte på sin vej. „Du får ikke din madpakke tilbage ved at give mig bank,“ prøvede David at forklare ham. Derefter foreslog David at de begge gik hen til skolekantinen. David fortæller: „Jeg  kendte kantinedamen, og jeg spurgte hende om hun ville give min skolekammerat noget at spise. Han gav mig hånden, og han har været venlig over for mig lige siden.“ Kan du se hvor stærkt det kan virke når man bruger milde ord? Det er som et bibelsk ordsprog siger: „En mild tunge kan bryde ben.“ — Ordsprogene 25:15.

Mildhed — et tegn på svaghed eller styrke?

Nogle synes måske at tanken om at have „en mild tunge“ lyder kedelig. Efter deres mening virker det mere ’sejt’ at bekæmpe vrede med vrede. De er måske også lidt bange for at andre vil opfatte det som et tegn på svaghed hvis de er milde. Men hvad vil det egentlig sige at være mild? Ifølge et opslagsværk sigter mildhed til det at være blid. Men samme værk tilføjer: „Bag blidheden skjuler sig stålets styrke.“ Mildhed er altså slet ikke et tegn på svaghed, men på styrke. Hvordan skal det forstås?

En mild person har kontrol over sig selv og lader sig ikke så let bringe ud af ligevægt. En der mangler mildhed, virker derimod usikker, frustreret og indimellem desperat. Han mangler også selvbeherskelse. Da han har svært ved at styre sine følelser, er han ofte i strid med andre. Ja, „som en gennembrudt by, uden mur, er den mand der ikke kan styre sin ånd“. (Ordsprogene 25:28) Det er altså den som har et mildt sind, der er den stærke!

Bibelske eksempler på mildhed

Tænk på Jesu eksempel. Han sagde om sig selv: „Jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet.“ (Mattæus 11:29) Han blev aldrig grov eller urimelig, og han gengældte ikke skade med skade. En af Jesu personlige venner, apostelen Peter, sagde om ham: „Når [Jesus] blev skældt ud, skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig til ham der dømmer retfærdigt.“ (1 Peter 2:23) Men det er værd at huske at det var den samme Jesus som „gik ind i templet og jog alle dem ud der solgte og købte“. (Mattæus 21:12) Og hvis Jesus på noget tidspunkt havde haft behov for hjælp fra Gud, kunne han have tilkaldt „mere end tolv legioner engle“. (Mattæus 26:53) Han var bestemt ikke nogen svækling.

Tænk også på det eksempel dommeren Gideon satte, og som man kan læse om i Bibelen i Dommerbogen 8:1-3. Efter et stort slag blev nogle soldater fra Efraims stamme vrede over at de ikke havde fået mulighed for at få del i æren for sejren. „Hvad er det du har gjort imod os ved ikke at tilkalde os da du drog af sted for at kæmpe mod Midjan?“ klagede de. „Og de søgte hårdnakket strid med ham.“ Nu var Gideon en ’brav kriger’. (Dommerne 6:12)  Han kunne sagtens have reageret med vold over for deres provokation. I stedet sagde han mildt: „Hvad har jeg dog udrettet nu i sammenligning med jer?“ Det afvæbnede fuldstændigt de hidsige efraimitter. Og hvad resulterede hans beskedenhed i? ’Deres vrede ånd mod ham faldt til ro.’

Som et tredje bibelsk eksempel kan nævnes en kvinde som hed Abigajil. David var på flugt for sin fjende, kong Saul af Israel. Selv om Davids mænd var i landflygtighed, beskyttede de ofte deres israelitiske landsmænd. Én af dem de hjalp, var Abigajils mand, Nabal, som var meget velhavende. Men Nabal var „hård og slet i sine handlinger“. På et tidspunkt bad Davids mænd Nabal om lidt proviant. I stedet for at vise taknemmelighed for den tjeneste Davids mænd havde ydet ham, „overfusede“ Nabal Davids sendebud og sendte dem bort uden at give dem noget. — 1 Samuel 25:2-11, 14.

Da David hørte om det, blev han vred, og han gav sine mænd denne befaling: „Spænd hver især jeres sværd om jer.“ David og hans mænd var allerede på vej ud for at dræbe Nabal og de uskyldige mænd af hans husstand da Abigajil greb ind. Da hun mødte David, gav hun ham en stor gave der bestod af mad og drikke. Hun undskyldte sin mands utilgivelige opførsel og bad indtrængende David om at skåne uskyldige menneskeliv. — 1 Samuel 25:13, 18-31.

Abigajils ydmyge bøn fik Davids vrede til at lægge sig. Da David indså hvor farlig hans vrede var blevet, sagde han: „Velsignet være Jehova, Israels Gud, som på denne dag sendte dig ud for at møde mig! Og velsignet være din fornuft, og velsignet være du som på denne dag har hindret mig i at pådrage mig blodskyld og lade min egen hånd skaffe mig frelse.“ (1 Samuel 25:32-35) Ja, „et mildt svar“ kan i mange tilfælde afvende vrede. Men hvad nu hvis dit milde svar ikke har den virkning?

’Forsvind før striden bryder ud’

Du kan undgå at „bære ved til bålet“ ved simpelt hen at gå din vej. Bibelen siger: „Hvor der ikke er noget brænde, går ilden ud.“ Den giver endnu et råd: ’Forsvind før striden bryder ud.’ (Ordsprogene 17:14; 26:20) Merissa på 17 fortæller: „En populær dreng i skolen kom hen for at snakke med mig. Han sagde at jeg var køn. Lige pludselig kom hans kæreste som var meget gal. Hun beskyldte mig for at flirte med hendes ven og ville slås. Jeg prøvede at forklare hvad der var sket, men hun ville ikke lytte. Efter skoletid kom hun og nogle andre piger hen for at give mig bank. Jeg fik hurtigt fat i vagten på skolen. Og så forklarede jeg den vrede pige at jeg ikke ønskede at slås, og at det var hendes ven som havde henvendt sig til mig. Så gik jeg min vej.“ Merissa lod sig ikke lede af sine følelser. Hun undgik et slagsmål og gjorde hvad hun kunne for at beskytte sig. Det er rigtigt når der i Ordsprogene 17:27 siges: „Den der holder sine ord tilbage har kundskab; en mand med dømmekraft er koldsindig.“

Men hvad nu hvis du — måske uden at vide af det — virkelig er skyld i at nogen er blevet vred? Et godt råd er: Sig undskyld, og gør det så hurtigt som muligt. Nogle gange er det alt hvad der skal til for at afvende en andens vrede. Det er en stresset tid vi lever i, og mange farer let op. Men hvis du gør brug af Bibelens principper, er der stor sandsynlighed for at du kan undgå at blive offer for en andens vrede.

[Illustration på side 24]

„Et mildt svar afvender forbitrelse“

[Illustration på side 25]

Nogle gange er det bedst blot at gå sin vej