Læs højt for dine børn!
Læs højt for dine børn!
„Hun kom hen og kravlede op på skødet af mig. Med sig havde hun en bog med æselører og sider oversmurt med . . . jordnøddesmør, og hun spurgte . . . ’Far, vil du ikke nok hjælpe mig med at læse det her?’“ — Clifford Schimmels, professor i pædagogik.
BØRN har en fantastisk indlæringsevne. Forskningsresultater viser at der hos børn under tre år sker en hurtig udvikling af hjernen. Når forældrene læser højt for deres børn, synger for dem og giver udtryk for deres følelser over for dem, kan det have afgørende betydning for deres udvikling. Men ifølge en undersøgelse er det kun omkring halvdelen af alle forældre med børn mellem to og otte år der læser med børnene hver dag. Måske tænker du: ’Er det virkelig så vigtigt at læse højt for sit barn?’
Giv barnet lyst til at læse
Eksperter siger ja. „Det der først og fremmest kan hjælpe børn til at blive gode læsere, er at der bliver læst højt for dem. Det gælder især før skolestart,“ hedder det i bogen Becoming a Nation of Readers.
Når børn lytter til historier læst op af en bog, lærer de meget tidligt at bogstaverne i bogen svarer til de ord de hører. De bliver også fortrolige med sproget og stilen i bøger. „Hver gang man læser op for barnet, sender man et positivt budskab til dets hjerne. Det er en slags reklame for læsning som får barnet til at forbinde bøger og andet trykt materiale med noget rart,“ siges der i en håndbog om oplæsning. Ved at fremme en sådan interesse for bøger giver forældre deres børn en læselyst som kan vare hele livet.
Får en bedre forståelse af verden omkring sig
Forældre som læser højt for deres børn, giver dem en værdifuld gave, nemlig kendskab til mennesker, steder og genstande. Siderne på en bog kan tage dem med på „rejser“ uden at det koster en formue. Tag for eksempel den to-årige Anthony. Hans mor har læst op for ham siden han blev født. Hun siger: „Den første gang han var i zoologisk have, kunne han genkende mange af dyrene.“ Hvordan kunne han det? Jo, selv om det var første gang Anthony så zebraer, løver, giraffer og andre dyr i levende live, var det dyr som han allerede kendte ud fra bøger.
Hans mor fortæller videre: „Anthony har i sine to første leveår fået kendskab til utallige mennesker, dyr, genstande og begreber — alt sammen
gennem bøger.“ Ja, at læse højt for børn mens de er helt små, kan i høj grad hjælpe dem til at forstå den verden de lever i.Styrker fællesskabet
Under deres opvækst tillægger børn sig nogle holdninger som vil få indflydelse på deres handlinger i fremtiden. Det er derfor vigtigt at forældre gør en indsats for at få et nært forhold til deres børn, et forhold der er præget af tillid, gensidig respekt og forståelse. Også her kan læsning være en hjælp.
Når forældre tager sig tid til at sidde med deres børn og læse højt for dem, sender de et klart signal om at de elsker dem. Phoebe, der bor i Canada, siger om sin oplæsning for sønnen Nathan, som nu er otte år: „Min mand og jeg tror at det er en væsentlig grund til at Nathan føler sig så nært knyttet til os. Han er åben over for os og fortæller os ofte hvad han tænker og føler. Det har givet os et særlig tæt forhold til hinanden.“
Cindy har siden hendes datter var cirka et år og i stand til at sidde og lytte et minut eller to, gjort det til en vane at læse højt for hende. Har det været tiden og anstrengelserne værd? Cindy siger: „På grund af den kærlige og trygge stemning der altid er når jeg læser sammen med Abigail, har hun ofte haft lyst til at fortælle os om noget hun har været ude for i skolen, eller et problem hun har med en kammerat. Hvilke forældre ville ikke være glade for at få en sådan reaktion fra deres børn?“ Ja, oplæsning kan styrke forholdet mellem forældre og børn.
Barnet lærer vigtige færdigheder
„I dag får vores børn fyldt hovedet med mange værdiløse og skadelige indtryk fra fjernsynet og andre kilder. Derfor har de mere end nogen sinde brug for noget der er mentalt nærende, og som kan give dem dømmekraft. De har brug for indsigt og en stabiliserende indflydelse som kan hjælpe dem til at leve op til de værdinormer de har, og se deres liv i det rette perspektiv,“ siges der i bogen 3 Steps to a Strong Family. De bedste til at øve en sådan positiv og sund indflydelse er naturligvis forældrene.
En god måde man kan lære sine børn at udtrykke sig på både mundtligt og skriftligt, er ved at præsentere dem for sætningskæder og velkonstruerede sætninger i bøger. Dorothy Butler, som er forfatter til bogen Babies Need Books, siger: „Kvaliteten af vores tænkeevne afhænger af kvaliteten af vores sprog. Sproget er af væsentlig betydning når det drejer sig om indlæring og intelligens.“ Evnen til at kommunikere på en god måde er livsnerven i ens forhold til andre.
Ved at læse op fra bøger af høj kvalitet kan forældre også indgive deres børn gode moral- og værdinormer. Forældre som læser og ræsonnerer med deres børn, kan hjælpe dem til at lære at løse problemer. Mens Cindy læste sammen med sin datter Abigail, lagde hun nøje mærke til hvordan datteren reagerede på de situationer der blev beskrevet i historierne. „Som forældre kan vi på et meget tidligt tidspunkt opdage skjulte
træk i hendes personlighed og forhåbentlig hjælpe hende til ikke at få forkerte opfattelser.“ Ja, oplæsning kan øve en god indflydelse på både sindet og hjertet hos børn.Gør læsning til en fornøjelse
Det er vigtigt at forældre skaber en afslappet og hyggelig stemning når de læser højt for deres børn, og er opmærksomme på hvornår de skal holde inde. Lena siger: „Nogle gange er Andrew, som er to år, meget træt, og så kan han ikke sidde stille ret længe ad gangen. Vi afpasser læsningen efter hvordan han har det. Vi vil nødig have at han får en negativ indstilling til læsning, så vi presser ham ikke.“
Oplæsning indbefatter meget mere end det at læse ord op fra en bog. For eksempel kan man skabe spænding ved at vende bladet i en billedbog på det rigtige tidspunkt. Forældrene kan også gøre historien mere levende ved at læse i et passende tempo og ved at anvende modulation og betoning. Desuden indgiver varme i stemmen ofte børn en følelse af tryghed.
De bedste resultater opnås når barnet er med i det der foregår. Forældrene kan for eksempel holde en pause under oplæsningen og stille spørgsmål som ikke kan besvares med et ja eller et nej. Måske kan man få barnet til at sige noget mere ved at give det nogle forskellige svar at vælge mellem.
Vær selektiv når du vælger læsestof
Men det allervigtigste i forbindelse med at læse højt for sine børn er nok at man vælger gode bøger. Det kræver lidt ’hjemmearbejde’ fra forældrenes side. De må sortere de dårlige bøger fra og holde sig til dem der har et positivt, lærerigt indhold og en god morale. De bør se nøje på omslaget og billederne og lægge mærke til stilen i bogen. Bøgerne bør være interessante både for forældrene og barnet. Børn beder nemlig ofte om at få læst den samme historie igen og igen.
Forældre verden over har haft stor glæde og gavn af Min bibelhistoriebog. * Den er specielt beregnet til at forældre kan læse den sammen med deres børn. Bogen hjælper ikke alene børn til at blive gode til at læse, men kan også vække deres interesse for Bibelen.
Forældre som læser højt for deres børn, kan indgive dem gode læsevaner som de vil have stor gavn af livet igennem. JoAnne siger om sin datter: „Jennifer lærte at læse og skrive — og at holde af det — før hun kom i skole. Men hvad vigtigere er, hun har fået kærlighed til Skaberen, Jehova. Jennifer har lært at stole på hans skrevne ord, Bibelen, og søger dens vejledning når hun skal træffe afgørelser.“ Ja, det man som forældre kan hjælpe sit barn til at holde af, kan have større betydning end de færdigheder man kan hjælpe ham eller hende til at få.
[Fodnote]
^ par. 24 Udgivet af Jehovas Vidner.
[Ramme på side 14]
Når du læser højt for dit barn
● Begynd mens barnet er helt lille.
● Giv dit barn tid til at falde til ro før I læser sammen.
● Vælg historier som I begge synes om.
● Læs så ofte du har mulighed for det, og med indlevelse.
● Inddrag dit barn ved at stille spørgsmål.
[Kildeangivelse på side 13]
Foto taget i The Wildlife Conservation Society’s Bronx Zoo