Håb for de gigtramte

„GIGT er ikke livstruende på linje med hjertesygdomme eller kræft,“ siger dr. Fatima Mili. „Men den har stor indflydelse på livskvaliteten.“ Gigt kan påvirke alle sider af patientens tilværelse. Hvilke problemer er typiske for de gigtramte? Kan man lære at leve med disse problemer?

Katia, * en 28-årig italiener, siger: „Da jeg som 20-årig fik konstateret gigt, blev der vendt op og ned på min tilværelse. Smerterne tvang mig til at sige mit arbejde op og forlade heltidstjenesten.“ Alle gigtramte døjer med smerter. Alan, en 63-årig englænder, fortæller: „Man har ikke altid lige mange smerter, men det gør altid ondt et eller andet sted.“ En anden udfordring er træthed. „Man kan måske affinde sig med smerterne og hævelserne, men trætheden er uudholdelig,“ siger Sarah på 21.

 Den følelsesmæssige belastning

Ifølge Setsuko, en 61-årig japaner, er de kroniske smerter hun må døje med hver dag, også „følelsesmæssigt og mentalt opslidende“. Alene det at tage fat om en blyant eller tage telefonen kan være svært. Kazumi på 47 siger bedrøvet: „Jeg er ude af stand til at gøre nogle ganske almindelige ting som selv et barn kan klare.“ Tresårige Janice, der næsten ikke kan bruge sine ben, siger: „Det er nedslående fordi jeg ikke længere kan gøre det samme som før.“

Sådanne begrænsninger kan fremkalde frustration og negative følelser. Gaku, som er 27 år og et af Jehovas Vidner, udtrykker det sådan: „Jeg føler mig fuldstændig værdiløs fordi jeg ikke kan forkynde så meget som jeg gerne ville, og påtage mig opgaver i menigheden.“ Francesca, der har lidt af artritis siden toårsalderen, beskriver det som at „blive suget længere og længere ned i en malstrøm af fortvivlelse“. Når man er så fortvivlet, går det let ud over ens åndelige sundhed. Joyce, der kommer fra Sydafrika, og som også er et af Jehovas Vidner, holdt efterhånden op med at komme fast til menighedens møder. Hendes begrundelse lød: „Jeg kunne bare ikke holde ud at være sammen med andre.“

Mange af dem der har gigt, bekymrer sig om fremtiden — for eksempel om risikoen for at blive immobil og afhængig af andre, at skulle klare sig alene, at falde og komme til skade eller miste evnen til at forsørge sin familie. Yoko på 52 indrømmer: „Da deformiteterne begyndte at vise sig, frygtede jeg at de ville blive endnu værre.“

Det kan også være svært for familien at blive konfronteret med den gigtramtes lidelser hver dag. I nogle tilfælde er sygdommen gået ud over patientens ægteskab. En engelsk  kvinde ved navn Denise beretter: „Efter 15 års ægteskab meddelte min mand mig at han ikke længere kunne leve med min gigt, så han forlod mig og vores 5-årige datter.“

Som man forstår, er gigt en belastning for både den syge og familien. Men mange klarer sig godt. Lad os se nærmere på hvordan nogle har grebet det an.

Man må kende sine begrænsninger

En der har gigt, skal have tilstrækkeligt med hvile, da det mindsker trætheden. Det betyder dog ikke at man skal blive passiv tilskuer til livet. I den forbindelse siger Timothy: „Man må holde sig aktiv for at gigten ikke skal optage alle ens tanker, for så bliver smerten alt for dominerende.“ Reumatologen William Ginsburg fra Mayo Clinic i USA har gjort denne iagttagelse: „Der er en hårfin balance mellem at være for aktiv og for passiv. Nu og da er det nødvendigt med en påmindelse om at sætte farten ned og tage hensyn til sygdommen.“

Det kan betyde at man må ændre holdning til sine begrænsninger. Daphne fra Sydafrika fortæller: „Jeg har måttet tvinge mig selv til at være realistisk og forstå at jeg ikke længere kan gøre tingene så hurtigt som før. Jeg hverken bekymrer eller ærgrer mig. Jeg gør bare tingene i mit eget tempo.“

Det er også en god idé at finde ud af hvilke hjælpemidler der findes. Måske kan en læge eller en fysioterapeut være én behjælpelig med det. Keiko beretter: „Vi har installeret en trappelift. Jeg får ondt i håndleddene af at benytte kugleformede dørhåndtag, så dem har vi skiftet ud. Nu kan jeg skubbe alle døre op med hovedet. Vi har fået fingergrebshåndtag på alle vandhaner i huset, så jeg i det mindste kan klare noget husligt arbejde.“ Gail fortæller: „Jeg har fået sat bil- og husnøglerne på et skaft som er let at dreje. Min kam og min børste har forlængede skafter og kan drejes i forskellige vinkler.“

Familiens støtte — „som et stærkt tårn“

Carla fra Brasilien siger: „Min mands støtte har været uvurderlig. Han satte mod i mig når han fulgtes med mig til lægen. Sammen fandt vi ud af hvordan sygdommen påvirker min krop, hvilke symptomer den har, og hvilken behandling der var påkrævet. Jeg følte mig bedre tilpas fordi han forstod hvad jeg måtte igennem.“ Ja, ægtefæller der accepterer den gigtramtes begrænsninger og villigt sætter sig ind i hvad sygdommen indebærer, kan i høj grad støtte og styrke patienten.

Et eksempel er Bette, der tog rengøringsarbejde da hendes mand fik gigt og måtte skære ned på sit arbejde i byggebranchen. Kazumis mand nøjedes ikke med at passe hende; han påtog sig også de huslige pligter som hun ikke kunne overkomme. Desuden lærte han børnene at hjælpe til i hjemmet. Kazumi siger: „Min mand har været som et stærkt tårn. Uden hans hjælp ville jeg være meget dårligere stillet.“

Carol fra Australien siger advarende: „Pas på ikke at planlægge for mange aktiviteter. Jeg kommer let til at føle mig utilstrækkelig hvis jeg ikke kan holde trit med familien.“ Familiens støtte kan i høj grad gavne gigtramte patienter når hjælpen ydes på en forstående og hensynsfuld måde.

Åndelig hjælp

Katia fortæller: „Når man lider af en sygdom som min, er man overbevist om at ingen  véd hvad man må igennem. Derfor er det vigtigt at henvende sig til Jehova Gud i bevidstheden om at han virkelig forstår hvordan vi har det, både fysisk og psykisk. (Salme 31:7) Mit gode forhold til ham har givet mig så stor indre fred at jeg kan leve med sygdommen uden at lade mig gå på af den i nævneværdig grad.“ Bibelen kalder meget passende Jehova „al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel“. — 2 Korinther 1:3, 4.

For eksempel kan bøn være til stor trøst for den der har kroniske smerter. Kazumi fortæller: „I de lange nætter hvor jeg ikke har kunnet sove for smerter, har jeg grædende udøst mit hjerte for Jehova og bedt ham give mig styrke til at holde ud og visdom til at klare mine problemer. Jehova har afgjort besvaret mine bønner.“ Også Francesca har erfaret Guds kærlige støtte, som hun beskriver sådan: „Jeg har mærket opfyldelsen af ordene i Filipperbrevet 4:13: ’Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.’“

I mange tilfælde yder Jehova hjælp gennem den kristne menighed. Det er Gail et eksempel på. Hun fortæller hvordan hun fik gavn af den hjælp hendes åndelige brødre og søstre i den lokale menighed af Jehovas Vidner ydede hende: „Deres kærlighed hjalp mig til ikke at blive deprimeret.“ Keiko gav udtryk for noget lignende da hun blev spurgt: „Er der noget der har beriget dit liv?“ Hun svarede: „Ja, al den kærlighed og sympati som alle i menigheden viser mig!“

I Jehovas Vidners menigheder går tilsynsmændene foran i hjælpearbejdet. Setsuko siger i den forbindelse: „Jeg mangler ord for hvor godt det virker når ældste lytter til og trøster en der er syg.“ Daniel, som også har gigt, gør imidlertid opmærksom på at „vores åndelige brødre og søstre kun kan gøre noget for os hvis vi giver dem lejlighed til det“. Det er derfor vigtigt at de syge bevarer forbindelsen med deres trosfæller og gør alt hvad de kan, for at komme til møderne. (Hebræerne 10:24, 25) Her kan de hente den åndelige opmuntring og trøst de behøver for at holde ud.

Al lidelse vil høre op

De der er plaget af gigt, er taknemmelige for de lægevidenskabelige fremskridt der hidtil er gjort. Men end ikke de bedste behandlingsformer kan helbrede gigt. På længere sigt er Guds løfte om en ny verden den største trøst. * (Esajas 33:24; Åbenbaringen 21:3, 4) I den verden „springer den halte som hjorten“. (Esajas 35:6) Til den tid vil ikke blot gigt, men alle sygdomme, høre fortiden til. Peter, der lider af Bekhterevs sygdom, siger: „Jeg kan se lys for enden af den mørke tunnel jeg er på vej igennem.“ En kristen kvinde ved navn Giuliana siger samstemmende: „Jeg betragter hver eneste dag der er gået, som et slag der er vundet. Nu har jeg én dag mindre at stå igennem før afslutningen kommer!“ Ja, den tid er nær da ikke blot gigt, men også alle andre lidelser, vil høre op.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 10]

Der findes mange hjælpemidler som giver gigtramte mulighed for at leve en forholdsvis normal tilværelse

[Illustration på side 12]

Ved de kristne møder mærker man kærlig omsorg