En linje der gør en tidsforskel

MENNESKET HAR LÆNGE DRØMT OM AT rejse i tiden for at genopleve fortiden eller udforske fremtiden. Lyder det da overraskende at der hver dag foretages tidsrejser? Tænk for eksempel på forretningsmanden fra Tokyo der rejser til et møde i New York. Hvis hans fly afgår ved middagstid, lander han samme dags formiddag lokal tid efter en flyvetur halvvejs rundt om jorden — tilsyneladende før afrejsen.

Kan det virkelig lade sig gøre at tage på en lang rejse og ankomme før man tog af sted? Ikke i egentlig forstand — kun i kraft af at byer der ligger langt fra hinanden, befinder sig i forskellige tidszoner. Når man krydser den internationale datolinje, overskrider man en fastsat grænse der danner skel mellem kalenderdage. Det kan virke ret desorienterende. Afhængigt af retningen enten vinder eller mister man et døgn i løbet af et øjeblik.

Hvis man forestiller sig at førnævnte forretningsmand rejser fra New York sent tirsdag aften, er det allerede torsdag når han 14 timer senere står ud af flyet i Tokyo. Det er en sær fornemmelse at miste en hel dag. En rejsevant kvinde fortæller om første gang hun krydsede den internationale datolinje: „Jeg kunne ikke begribe hvor den manglende dag blev af. Det føltes så underligt.“

Når datolinjen virker så forvirrende på rejsende, er det naturligt at spørge hvorfor man udtænkte denne skillelinje.

Søfarere gør en opdagelse

Behovet for en datolinje fremgår tydeligt af eksemplet med Fernando de Magellans besætning, der i 1522 fuldførte den første jordomsejling. Efter tre år til søs anløb de en spansk havn søndag den 7. september. Men ifølge deres egen logbog var datoen lørdag den 6. september. Hvad skyldtes afvigelsen? Ved at sejle Jorden rundt i retning mod solnedgangen havde de oplevet én solnedgang mindre end spanierne.

I bogen Jorden rundt i 80 dage gav forfatteren Jules Verne handlingen en uventet drejning ved hjælp af tidsforskydningen i modsat retning.  Hovedpersonen skal gennemføre en jordomrejse på 80 dage for at vinde et væddemål, men til sin skuffelse ankommer han én dag for sent — formoder han. Til sin overraskelse hører han at han faktisk har overholdt fristen. Som bogen siger: „Phileas Fogg havde intetanende indvundet en dag undervejs, ganske simpelt fordi han var rejst Jorden rundt fra vest til øst.“

Det ville være nærliggende at tro at det var takket være den internationale datolinje at historien sluttede lykkeligt. Men da den berømte roman udkom i 1873, fandtes der ikke nogen datolinje på verdenskortet. Datidens skibsførere justerede rutinemæssigt kalenderen med et døgn når de krydsede Stillehavet, for man havde endnu ikke vedtaget at inddele kloden i tidszoner. Det betød for eksempel at dengang Alaska tilhørte Rusland, havde området dato tilfælles med Moskva. Men da USA i 1867 erhvervede territoriet, skiftede man til amerikansk dato.

Skelsættende begivenheder

I 1884 trådte repræsentanter for 25 lande sammen i Washington, D.C., til International Prime Meridian Conference (Den Internationale Meridiankonference) for at skabe orden i den kaotiske tidsberegning. Man inddelte kloden i 24 tidszoner og enedes om at gøre længdegradslinjen gennem Greenwich i England til nulmeridian, * den linje hvorfra man beregnede henholdsvis østlige og vestlige længder af positioner over hele jorden.

Det forekom logisk at trække en international datolinje på den stik modsatte side af kloden i forhold til Greenwichlinjen, altså 12 tidszoner i såvel vestlig som østlig retning. Denne linjeføring langs 180 graders længde blev ikke officielt vedtaget på konferencen i 1884, men blev antaget fordi dens beliggenhed sikrede at datolinjen ikke krydsede noget kontinent. Det er let at forestille sig hvor forvirrende det ville være hvis det for eksempel var søndag i den ene halvdel af et land og mandag i den anden halvdel.

På et kort ser man at 180-graders-meridianen går vest om Hawaii. Man bemærker straks at datolinjen ikke ufravigeligt følger denne længdegrad gennem Stillehavet, men er ført helt uden om landområder. Og eftersom datolinjen ikke blev fastlagt i en international traktat, men efter almindelig overenskomst, kan linjeføringen ændres af enhver nation i dens nærhed. For eksempel erklærede Kiribati i 1995 at linjen, som hidtil delte øgruppen i to, fremover skulle føres øst om den østligste af øerne. På tidssvarende kort ligger alle Kiribatis øer derfor på samme side af datolinjen og har derfor samme dato.

Datolinjens praktiske betydning

Hvordan det går til at man enten taber eller vinder et døgn når man krydser datolinjen, kan illustreres med hvad der sker hvis man foretager en jordomsejling østover. Man skænker det måske ikke en tanke, men man vinder en time hver gang man passerer en tidszone. Når man er nået hele vejen rundt om Jorden, har man passeret 24 tidszoner og vil dermed have vundet et døgn i forhold til lokal tid hvis ikke den internationale datolinje havde kompenseret for afvigelsen. Lidt forvirrende, ikke? Det er ikke så sært at Magellans besætning og romanfiguren Phileas Fogg regnede en dag forkert da de fuldførte deres jordomrejse.

De der har krydset datolinjen, kender den løjerlige fornemmelse der melder sig når man med ét mister eller vinder en dag. Men rejser over lange distancer ville være endnu mere forvirrende hvis det ikke var for den internationale datolinje.

[Fodnote]

[Diagram/kort på side 13]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

marts — 2

marts — 1

[Illustrationer på side 14]

Herover: Royal Observatory i Greenwich

Til højre: En skinne mellem de to rækker sten markerer nulmeridianen