Tilliden til Gud holdt mig oppe

FORTALT AF RACHEL SACKSIONI-LEVEE

Da en vagt slog mig i ansigtet flere gange fordi jeg nægtede at arbejde på flydele til nazisternes bombefly, sagde en anden vagt til hende: „Det kan du lige så godt opgive. En ’Bibelforscher’ vil lade sig prygle til døde for sin Gud.“

DETTE skete i december 1944 i kvindearbejdslejren Beendorff, der lå nær ved saltminerne i Nordtyskland. Men lad mig fortælle hvordan det gik til at jeg kom i arbejdslejr, og hvordan det lykkedes mig at overleve de sidste måneder af den anden verdenskrig.

Jeg blev født i en jødisk familie i Amsterdam i 1908 som den mellemste af tre piger. Far var diamantsliber, ligesom så mange andre jøder i Amsterdam før den anden verdenskrig. Han døde da jeg var 12, og derefter flyttede farfar ind hos os. Farfar var en from jøde, og han sørgede for at vi blev opdraget i overensstemmelse med de jødiske traditioner.

Jeg fulgte i min fars fodspor og lærte at slibe diamanter, og i 1930 blev jeg gift med en kollega. Vi fik to børn — Silvain, en livlig og eventyrlysten dreng, og Carry, der var en sød og rar lille pige. Desværre holdt vores ægteskab ikke ret længe. I 1938, kort efter skilsmissen, giftede jeg mig med Louis Sacksioni, der også var diamantsliber. I februar 1940 blev vores datter, Johanna, født.

Louis var jøde, men han praktiserede ikke sin tro. Derfor holdt vi ikke længere de jødiske højtider, som jeg havde gået så meget op i som barn. Det var et stort savn, men jeg bevarede min tro på Gud.

En ny religion

I begyndelsen af 1940, det år da tyskerne begyndte at besætte Holland, kom en kvinde til vores dør og talte med mig om Bibelen. Jeg fattede ikke ret meget af det hun sagde, men jeg tog imod noget læsestof hver gang hun kom. Jeg læste det dog ikke, for jeg ville ikke have noget at gøre med Jesus. Jeg havde lært at han var en frafalden jøde.

Men en dag kom der en mand til min dør. Jeg stillede ham spørgsmål som: „Hvorfor skabte Gud ikke nogle andre mennesker efter at Adam og Eva havde syndet? Hvorfor er der så meget elendighed til? Hvorfor hader mennesker hinanden og fører krige?“ Han lovede at besvare mine spørgsmål ud fra Bibelen hvis blot jeg var tålmodig. Der blev derfor aftalt et bibelstudium.

 Jeg brød mig dog stadig ikke om den tanke at det var Jesus der var Messias. Men efter at have fremlagt det for Gud i bøn, begyndte jeg at læse Bibelens messiasprofetier, og nu så jeg dem med andre øjne. (Salme 22:7, 8, 18; Esajas 53:1-12) Jehova hjalp mig til at forstå at disse profetier blev opfyldt på Jesus. Min mand var ikke interesseret i det jeg lærte, men han hindrede mig ikke i at blive et af Jehovas Vidner.

Forkyndelse under jorden

Den periode hvor Holland var besat af tyskerne, var en farlig tid for mig. Jeg var jo ikke blot jøde, og alene af den grund i fare for at blive sat i koncentrationslejr af tyskerne, men jeg tilhørte også Jehovas Vidner, en religiøs organisation som nazisterne forsøgte at udrydde. Alligevel forblev jeg aktiv og brugte gennemsnitlig 60 timer om måneden på at fortælle andre om det kristne håb jeg lige havde fundet. — Mattæus 24:14.

En decemberaften i 1942 kom min mand ikke hjem fra arbejde. Det viste sig at han var blevet anholdt på sin arbejdsplads sammen med sine kolleger. Jeg så ham aldrig mere. Mine trosfæller rådede mig til at gå under jorden sammen med børnene. Jeg kunne bo hos en kristen søster i en anden del af Amsterdam. Men da det var for farligt for os fire at bo samme sted, måtte jeg overlade mine børn til andre.

Det var ofte kun med nød og næppe at jeg undgik at blive pågrebet. En aften kørte en broder mig på sin cykel til et nyt skjulested, men lyset på cyklen virkede ikke, og vi blev standset af to hollandske politibetjente. De rettede deres lommelygter mod mit ansigt og kunne se at jeg var jøde. Heldigvis sagde de bare: „Skynd jer videre — men til fods.“

Anholdt og fængslet

Da jeg en formiddag i maj 1944 var på vej ud i forkyndelsen, blev jeg anholdt — ikke fordi jeg var et af Jehovas Vidner, men fordi jeg var jøde. Jeg blev ført til et fængsel i Amsterdam, hvor jeg var i ti dage. Derefter blev jeg sammen med andre jøder kørt med tog til gennemgangslejren Westerbork i den nordøstlige del af Holland. Derfra blev jøderne ført til Tyskland.

I Westerbork mødte jeg min svoger og hans søn, der også var blevet arresteret. Jeg var det eneste Jehovas vidne blandt jøderne, og jeg bad uophørligt Jehova om hans støtte. To dage senere sad min svoger, hans søn og jeg i en kreaturvogn der var parat til afgang mod enten Auschwitz eller Sobibor, dødslejre i Polen. Pludselig blev mit navn råbt op, og jeg blev ført over i et andet tog — et almindeligt persontog.

I dette tog sad mine tidligere kolleger fra diamantbranchen. I alt blev cirka hundrede diamantarbejdere kørt til Bergen-Belsen i Nordtyskland. Senere gik det op for mig at min uddannelse havde været min redning, for de jøder der blev ført til Auschwitz og Sobibor, kom som regel direkte i gaskamrene. Sådan var det gået med min mand, to af mine børn og andre af mine slægtninge. På det tidspunkt vidste jeg dog ikke hvad der var sket med dem.

I Bergen-Belsen blev vi diamantslibere indkvarteret i en særlig barak. For at skåne vore hænder så vi kunne udføre det  fine arbejde, blev vi ikke sat til andre opgaver. Jeg var det eneste Jehovas vidne i vores gruppe, og jeg fortalte frimodigt de andre jøder om min nyfundne tro. Men de betragtede mig som en frafalden, ligesom jøderne havde betragtet apostelen Paulus i det første århundrede.

Jeg havde ingen bibel, og jeg længtes efter åndelig føde. En jødisk læge i lejren havde en bibel, og han gav mig den i bytte for nogle få stykker brød og noget smør. Jeg sad sammen med ’diamantgruppen’ i Bergen-Belsen i syv måneder. Vi blev behandlet forholdsvis godt, hvilket fik de andre jødiske fanger til at se skævt til os. Til sidst viste det sig at der ikke kunne skaffes diamanter som vi kunne arbejde med. Den 5. december 1944 blev cirka 70 af os jødiske kvinder derfor transporteret til en kvindearbejdslejr i Beendorff.

Jeg nægter at fremstille våben

Fangerne blev sat til at fremstille dele til bombefly i minerne nær lejren, cirka 400 meter under jordens overflade. Da jeg nægtede at være med til dette arbejde, blev jeg slået. (Esajas 2:4) Vagten snerrede at jeg hellere måtte være klar til at arbejde dagen efter.

Den næste morgen blev jeg i barakken i stedet for at stille til mønstring. Jeg var sikker på at jeg ville blive skudt, så jeg bad til at Jehova ville huske mig for min tro. I tankerne blev jeg ved med at gentage en salme fra Bibelen: „Til Gud har jeg sat min lid; jeg bliver ikke bange. Hvad kan et menneske gøre mig?“ — Salme 56:11.

Barakkerne blev gennemsøgt, og jeg blev ført ud. Det var på det tidspunkt at en af vagterne slog mig flere gange og spurgte: „Hvem er det der ikke vil give dig lov til at arbejde?“ Hver gang svarede jeg at det var Gud. Og så var det at en anden vagt sagde til hende: „Det kan du lige så godt opgive. En ’Bibelforscher’ * vil lade sig prygle til døde for sin Gud.“ Hendes ord styrkede mig meget.

Eftersom rengøring af toiletter blev betragtet som en straf og var det modbydeligste arbejde jeg kunne komme i tanker om, tilbød jeg at gøre det. Jeg var glad for at få det arbejde, for det kunne jeg udføre med god samvittighed. En morgen kom lejrkommandanten, der var frygtet af alle, hen til mig. Han stillede sig foran mig og sagde: „Nå, er du så den jøde der ikke vil arbejde?“

„Nu arbejder jeg da, som De ser,“ svarede jeg.

„Men du vil ikke udføre arbejde der støtter krigen, vel?“

„Nej. Det bryder Gud sig ikke om,“ svarede jeg.

„Men du ville jo ikke være med til at slå ihjel ved at gøre det, vel?“

Jeg forklarede at hvis jeg var med til at fremstille våben, ville jeg gå imod min kristne samvittighed.

Han tog min kost og sagde: „Jeg kan slå dig ihjel med denne her, ikke sandt?“

„Jo da,“ svarede jeg, „men det er jo ikke  dét en kost er beregnet til. Det bruger man et gevær til.“

Vi talte om at Jesus var jøde, og om at jeg var blevet et af Jehovas Vidner selv om jeg var jøde. Da han gik sin vej, kom nogle andre fanger hen til mig og fortalte hvor overraskede de var over at jeg havde haft mod til at tale så roligt med lejrkommandanten. Jeg svarede at det ikke var et spørgsmål om mod, men at jeg havde kunnet gøre det fordi min Gud havde givet mig den nødvendige styrke.

Jeg overlever krigens afslutning

Den 10. april 1945 da de allieredes hære nærmede sig Beendorff, skulle vi stå til mønstring i gården næsten hele dagen. Derefter blev cirka 150 kvinder stuvet sammen i kreaturvogne, uden mad eller vand. Toget kørte ikke mod en bestemt destination, og i flere dage kørte vi frem og tilbage mellem frontlinjerne. Nogle kvalte deres medfanger for at skaffe mere plads i vognene, og resultatet blev at mange af kvinderne fik et nervesammenbrud. Det der holdt mig oppe, var min tillid til Jehovas omsorg.

En dag standsede toget i nærheden af en lejr for mænd, og vi fik lov til at stige ud. Nogle få af os fik udleveret spande så vi kunne hente vand i lejren. Da jeg nåede hen til vandhanen, tog jeg mig først en ordentlig tår inden jeg fyldte spanden. Da jeg kom tilbage, kastede kvinderne sig over mig som vilde dyr. Alt vandet skvulpede ud af spanden. SS-folkene (medlemmer af Hitlers elitekorps) stod bare og grinede. Elleve dage senere kom vi til Eidelstedt, en lejr i en forstad til Hamburg. Omkring halvdelen af vores gruppe var døde på grund af strabadserne under turen.

Under opholdet i Eidelstedt sad jeg en dag og læste op fra Bibelen for nogle af kvinderne. Pludselig dukkede lejrkommandanten op ved vinduet. Vi blev meget bange, for Bibelen var en forbudt bog i lejren. Kommandanten kom ind, tog Bibelen og sagde: „Nå, så det er en bibel, hva’?“ Til min store lettelse gav han mig den tilbage og sagde: „Hvis en af kvinderne dør, skal du læse noget højt fra den.“

Sammen med trosfæller igen

Efter at vi 14 dage senere var blevet befriet, førte Røde Kors os til en skole i nærheden af Malmø i Sverige. Her blev vi holdt i karantæne i en periode. Jeg spurgte en af de ansatte om hun ville underrette Jehovas Vidner om at jeg sad i flygtningelejren. Et par dage senere blev mit navn råbt op. Da jeg fortalte kvinden at jeg var et af Jehovas  Vidner, begyndte hun at græde. Det var hun også! Da hun var faldet lidt til ro, fortalte hun mig at forkynderne i Sverige altid havde bedt for deres kristne brødre og søstre i nazisternes koncentrationslejre.

Fra da af kom en søster hver dag med kaffe og kager. Fra denne flygtningelejr blev jeg overflyttet til et sted i nærheden af Göteborg. En eftermiddag arrangerede forkynderne her en stor sammenkomst for mig. Jeg kunne ikke forstå hvad de sagde, men det var meget opmuntrende at være sammen med brødre og søstre igen.

Mens jeg var i Göteborg, fik jeg et brev fra en forkynder i Amsterdam om at mine børn Silvain og Carry og alle mine slægtninge var blevet hentet, og at de aldrig var vendt tilbage. Kun min datter Johanna og min lillesøster havde overlevet. For nylig så jeg navnene på min søn og min datter i en fortegnelse over jøder der var blevet gasset i Auschwitz og Sobibor.

Aktiviteter efter krigen

Da jeg var kommet tilbage til Amsterdam og igen var sammen med Johanna, der på det tidspunkt var fem år, begyndte jeg straks at forkynde igen. Af og til mødte jeg nogle der havde været medlemmer af NSB, Hollands nationalsocialistiske bevægelse, det politiske parti der havde samarbejdet med tyskerne. De havde været med til at udrydde stort set hele min familie. Jeg måtte overvinde fjendtlige følelser for at kunne forkynde den gode nyhed om Guds rige for dem. Jeg blev ved med at tænke på at Jehova ser på hjertet, og at det i sidste ende er ham der skal dømme, og ikke mig. Og den indstilling blev jeg velsignet for.

Jeg oprettede et bibelstudium med en kvinde hvis mand sad i fængsel fordi han havde samarbejdet med nazisterne. Når jeg gik op ad trappen til deres hus, kunne jeg høre naboerne sige: „Se! Nu besøger den dér jøde NSB-folkene igen.“ Trods kraftig modstand fra sin fængslede antisemitiske mand blev denne kvinde og hendes tre døtre alle Jehovas Vidner.

Til min store glæde viede min datter Johanna senere sit liv til Jehova. Hun og jeg flyttede til et sted hvor behovet for forkyndere af Riget var større. Vi fik mange åndelige velsignelser. Nu bor jeg i en lille by i den sydlige del af Holland, hvor jeg er med i forkyndelsen sammen med menigheden så ofte jeg kan. Når jeg ser tilbage, kan jeg sige at jeg aldrig har følt mig forladt af Jehova. Jeg har altid følt at Jehova og hans elskede søn, Jesus, er med mig, selv i de vanskeligste situationer.

Under krigen mistede jeg min mand, to af mine børn og de fleste af mine øvrige slægtninge. Men jeg håber at jeg snart får dem alle at se igen i Guds nye verden. Når jeg er alene og mindes det jeg har været igennem, tænker jeg med glæde og taknemmelighed på salmistens ord: „Jehovas engel lejrer sig rundt om dem der frygter ham, og han redder dem.“ — Salme 34:7.

[Fodnote]

[Illustration på side 20]

Jøder føres til Tyskland fra lejren i Westerbork

[Kildeangivelse]

Herinneringscentrum kamp Westerbork

[Illustration på side 21]

Med mine børn Carry og Silvain, der begge døde under Holocaust

[Illustration på side 22]

I karantæne i Sverige

[Illustration på side 22]

Et midlertidigt identitetskort som jeg fik ved hjemsendelsen

[Illustration på side 23]

Sammen med min datter Johanna i dag