Da World Trade Center faldt

DE BEGIVENHEDER der udspandt sig i New York City, i Washington, D.C., og i Pennsylvania den 11. september 2001, vil stå uudsletteligt prentet i hukommelsen hos millioner, ja, måske milliarder, af jordens indbyggere. Hvor var du da du hørte eller så nyheden om angrebet på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington?

Den ufatteligt hurtige tilintetgørelse af så store mængder materiel ejendom og, langt vigtigere, det bratte tab af så mange menneskeliv, har givet menneskeheden grund til eftertanke.

Har disse tragiske begivenheder ændret noget ved den måde vi prioriterer på, og ved de valg vi træffer her i livet? Ødelæggelsen af World Trade Center bragte nogle af de bedste egenskaber frem i folk; egenskaber som selvopofrelse, medfølelse, udholdenhed og uselviskhed. At det forholder sig sådan, fremgår af denne og den følgende artikel.

Øjenvidneberetninger fra de overlevende

Umiddelbart efter katastrofen var undergrundsbanen blevet lukket, og af den grund strømmede tusinder af mennesker til fods væk fra den nedre del af Manhattan. Mange af dem gik over Manhattan Bridge eller Brooklyn Bridge. De kunne tydeligt se de kontor- og trykkeribygninger som er en del af Jehovas Vidners hovedkontor. Nogle af dem der var flygtet fra katastrofeområdet, søgte i retning af disse bygninger.

Alisha (til højre), som er datter af et af Jehovas Vidner, var en af de første der nåede frem. Hun var helt dækket til med støv og aske. * Alisha fortæller: „I toget på vej til arbejde så jeg at der kom røg ud af World Trade Center. Da jeg nåede frem til katastrofeområdet, lå der glas overalt, og jeg kunne mærke varmen. Folk løb af sted i alle retninger mens politiet prøvede at evakuere området. Det lignede en krigszone.

 Jeg løb ind i en nærliggende bygning for at søge ly. Så hørte jeg eksplosionen fra det andet fly da det ramte det sydlige tårn. Det var et ubeskriveligt syn; der var sort røg overalt. Vi fik besked på at forlade farezonen. Jeg blev sat på en færge der sejlede over East River til Brooklyn. Da vi var nået over på den anden side, kiggede jeg op og fik øje på et stort skilt. ’VAGTTÅRNET’, stod der. Hovedkontoret for det trossamfund min mor tilhører! Jeg skyndte mig hen til kontorbygningen. Dér ville jeg være i de bedste hænder — det vidste jeg. Jeg fik mulighed for at vaske mig og ringe til mine forældre.“

Wendell (til højre) var dørvogter på Marriott Hotel, som lå mellem de to tårne. Han fortæller: „Jeg havde vagten i vestibulen da den første eksplosion lød. Jeg så stumper af bygningsdele falde ned alle vegne. Jeg kiggede ud på gaden. Der lå en mand hvis tøj var i brand. Jeg flåede min jakke og skjorte af og løb hen til ham for at prøve at slukke ilden. En forbipasserende kom til hjælp. Alt hvad manden havde på, brændte, bortset fra hans sokker og sko. Så kom brandfolkene og kørte ham til lægebehandling.

Kort efter ringede Bryant Gumbel fra nyhedsredaktionen på CBS for at få en øjenvidneberetning om hvad der foregik. Min familie på Virgin  Islands hørte den på deres tv, og på den måde fik de at vide at jeg var i live.“

Donald, en næsten to meter høj mand ansat i World Financial Center, befandt sig på 31. etage i bygningen lige over for Twin Towers og Marriott Hotel. „Jeg var lamslået af rædsel over det jeg så,“ fortæller han. „Folk faldt eller sprang ud ad vinduerne i det nordlige tårn. Skrækslagen skyndte jeg mig ud af bygningen så hurtigt som muligt.“

En mor i tresserne og hendes to døtre i fyrrerne kom ud for en anden oplevelse. Ruth og hendes lillesøster Joni boede sammen med deres mor, Janice, på et hotel i nærheden af Twin Towers. Ruth, der er sygeplejerske, fortæller historien: „Jeg var ved at tage bad. Pludselig råbte min mor og min søster til mig at jeg skulle komme ud af brusekabinen. Vi befandt os på 16. etage, og gennem vinduet kunne de se murbrokker og bygningsdele falde ned. Min mor så en mand som med stor kraft blev slynget hen over et nærliggende tag.

Jeg fik tøj på i en fart, og vi løb ned ad trappen. Folk råbte og skreg. Vi skyndte os ud på gaden. Derude hørte vi flere eksplosioner og så ildglimt. Vi fik ordre til at skynde os sydpå mod Battery Park, hvor der går en færge til Staten Island. Undervejs mistede vi kontakten med mor, som lider af kronisk astma. Kunne hun overleve i en luft der var så fyldt med røg, aske og støv? Vi ledte efter hende i en halv time, men uden held. På det tidspunkt var vi dog ikke så bekymrede, for mor er vant til at klare sig selv.

Lidt senere fik vi besked på at gå over til Brooklyn via Brooklyn Bridge. Man kan forestille sig hvor lettede vi blev da vi nåede over på den anden side af broen og kunne se det store skilt med påskriften ’VAGTTÅRNET’. Nu følte vi os i sikkerhed.

Vi blev budt velkommen og fik husly. Vi fik også udleveret tøj eftersom vi kun havde det vi stod og gik i. Men hvor var mor? Vi tilbragte hele natten med at forhøre os på hospitalerne, men forgæves. Næste dag ved halvtolvtiden fik vi besked om at mor befandt sig nede i vestibulen. Hvor havde hun været?“

Janice, mor til Ruth og Joni, fortsætter beretningen: „Da vi flygtede ud af hotellet, var jeg bekymret for en ældre veninde som ikke havde kunnet komme med os. Jeg ville tilbage for selv at hente hende ud, men det var for farligt. I forvirringen mistede jeg kontakten med mine døtre. Jeg var dog ikke så bekymret. De er begge fornuftige, og Ruth har en uddannelse som sygeplejerske.

Uanset hvor jeg kiggede hen, var der behov for hjælp, især til børn og babyer. Jeg hjalp så mange jeg kunne. Jeg gik hen til et område hvor man, for at kunne gøre så meget som muligt for så mange som muligt, sorterede ofrene efter hvor slemt de var kommet til skade. Jeg hjalp til med at vaske  hænder og ansigt på politifolk og brandmænd, som var helt dækket til med sod og støv. Jeg fortsatte til klokken tre om morgenen. Derefter tog jeg med den sidste færge til Staten Island. Måske havde mine døtre søgt tilflugt der. Men jeg fandt dem ikke.

Næste morgen prøvede jeg at komme tilbage til Manhattan med den første færge, men jeg kunne ikke komme med fordi jeg ikke deltog i det organiserede hjælpearbejde. Jeg fik øje på en politimand som jeg havde hjulpet dagen før. ’John! Jeg skal tilbage til Manhattan,’ råbte jeg til ham. ’Bare følg efter mig,’ svarede han.

Da jeg var nået over til Manhattan, gik jeg først tilbage til Marriott Hotel. Måske var der stadig væk mulighed for at hjælpe min veninde. Men nej, hotellet lå i ruiner. Bydelen lå øde hen — intet liv nogen steder. Kun hærgede politifolk og brandmænd med tragedien skrevet i deres ansigter.

Jeg fortsatte over mod Brooklyn Bridge. Da jeg nærmede mig den anden ende af broen, så jeg et velkendt skilt. ’VAGTTÅRNET.’ Måske kunne jeg finde mine døtre dér. Ganske rigtigt. De kom ned til mig i vestibulen, og vi omfavnede hinanden og græd.

Mærkværdigt nok fik jeg ikke et eneste astmaanfald, trods al røgen, støvet og asken. Jeg bad hele tiden, for jeg ville gerne være til hjælp, ikke til besvær.“

„Der var ingen steder man kunne lande!“

Rachel, en kvinde først i tyverne, fortalte en Vågn op!-skribent følgende: „Da jeg kom gående langs min boligblok i den sydlige ende af Manhattan, hørte jeg lyden af et fly oven over mig. Støjen var så kraftig at jeg kiggede op. Jeg troede ikke mine egne øjne. Et kæmpe jetfly var på vej ned. Jeg undrede mig over at det fløj så lavt og så hurtigt. Der var ingen steder man kunne lande! Måske havde piloten mistet kontrollen over flyet. Så hørte jeg en kvinde skrige: ’Flyet ramte bygningen!’ Der kom en gigantisk ildkugle, og jeg kunne se et stort sort hul i det nordlige tårn.

Det er det værste jeg nogen sinde har oplevet. Det var helt uvirkeligt for mig. Jeg stod bare dér med åben mund. Kort efter blev det sydlige tårn ramt af et andet fly, og lidt senere faldt begge tårnene fuldstændig sammen. Jeg blev grebet af hysteri. Det var mere end jeg kunne klare!“

„Bliver det nødvendigt at svømme, så svømmer jeg“

Denise på 16 år var lige nået frem til sin skole ved siden af Den Amerikanske Fondsbørs, tre boligblokke syd for World Trade Center. „Klokken havde lige passeret ni. Jeg vidste at der var sket et eller andet, men jeg vidste ikke hvad. Jeg befandt mig på skolens 11. etage, og vi skulle i gang med en historietime. Eleverne var stive af skræk. Lærerinden syntes vi skulle fortsætte, men vi ville ud af bygningen; vi ville hjem.

Hele bygningen rystede da det andet fly ramte det sydlige tårn. Men vi vidste stadig ikke hvad der var sket. Pludselig lød det fra lærerens walkie-talkie: ’Twin Towers er blevet ramt af to fly!’ ’Det er ikke fornuftigt at blive her,’ tænkte jeg ved mig selv. ’Det her er terrorisme, og Fondsbørsen bliver det næste mål.’ Så vi skyndte os at komme ud.

Vi løb ned til Battery Park. Jeg vendte mig om for at se hvad der skete. Jeg kunne se at det sydlige tårn ville bryde sammen. Jeg tænkte på at det kunne udløse en dominoeffekt som ville rive alle de høje bygninger med i faldet. Både min næse og hals var delvis tilstoppet af aske og støv, så jeg måtte kæmpe for at få vejret. Jeg løb ned mod East River mens jeg tænkte: ’Bliver det nødvendigt at svømme, så svømmer jeg.’ Under flugten bad jeg til Jehova om at han ville frelse mig.

Langt om længe kom jeg med en færge til New Jersey. Det varede mere end fem timer før min mor fandt mig, men jeg var i det mindste i sikkerhed!“

 „Er min sidste time kommet?“

Joshua på 28, som kommer fra Princeton i New Jersey, var midt i en undervisningstime på 40. etage i det nordlige tårn. „Pludselig føltes det som om der var eksploderet en bombe,“ fortæller han. „Der kom nogle rystelser, og jeg tænkte: ’Nej, det var et jordskælv.’ Jeg så ud ad vinduet, og det var et utroligt syn — røg, murbrokker og bygningsdele hvirvlede rundt udenfor. ’Smid alt hvad I har i hænderne,’ sagde jeg til klassen. ’Lad os komme ud!’

Vi løb ned ad trappen. Skakten var ved at blive fyldt med røg, og sprinklersystemet var gået i gang, men der var ingen panik. Jeg bad hele tiden om at vi måtte have valgt den rigtige trappegang, så vi ikke ville blive konfronteret med ilden.

Mens jeg løb ned ad trappen, tænkte jeg ved mig selv: ’Er min sidste time kommet?’ Jeg blev ved med at bede til Jehova og havde en forunderlig fornemmelse af fred. Jeg har aldrig før oplevet en sådan følelse af indre fred. Jeg glemmer det aldrig.

Da vi endelig nåede ud af bygningen, var politiet i fuld gang med at holde menneskestrømmen i bevægelse, væk fra bygningerne. Jeg kiggede op på tårnene. De så begge ud som om de var skåret op. Det virkede helt surrealistisk.

Så skete der noget mærkeligt — der blev en uhyggelig stilhed, som når tusinder af mennesker holder vejret samtidig. Det virkede som om New York var gået helt i stå. Så begyndte folk at skrige. Det sydlige tårn faldt sammen. En bølge af røg, aske og støv kom buldrende hen imod os. Det lignede en af de specielle effekter man bruger i spillefilm. Men det her var virkelighed. Da støvskyen indhentede os, kunne vi dårligt trække vejret.

Jeg nåede hen til Manhattan Bridge og vendte mig om. Jeg så det nordlige tårn med dets enorme tv-antenne styrte sammen. På vej over broen bad jeg hele tiden om at jeg måtte nå frem til Betel, Jehovas Vidners hovedkontor. Aldrig før har jeg været så glad for at se det sted som på dette tidspunkt. Og dér på trykkeribygningens mur stod med store bogstaver den tekst som dagligt kan ses af tusinder af mennesker. ’Læs Guds ord, Bibelen, hver dag.’ ’Jeg er der næsten,’ tænkte jeg. ’Bare hold ud.’

At tænke tilbage på disse begivenheder har fået mig til at indse hvor vigtigt det er at jeg prioriterer rigtigt i mit liv. De vigtigste ting i livet skal have førstepladsen.“

„Jeg så folk springe ud fra tårnet“

Jessica, som er 22 år, blev vidne til disse begivenheder da hun kom ud fra en undergrundsstation nær World Trade Center. „Jeg kiggede op og så aske, murbrokker og en masse forskellige metalstykker falde ned. Folk stod i kø for at bruge telefonautomaterne, og de var ved at miste besindelsen på grund af forsinkelserne. Jeg bad for at bevare roen. Så kom der endnu en eksplosion. Stykker af glas og stål faldt ned fra himlen. Jeg hørte folk råbe: ’Det var et andet fly!’

Jeg kiggede op og så et forfærdeligt syn. Folk sprang ud fra de øverste etager hvor røgen og flammerne bølgede ud fra bygningen. Jeg kan stadig se det for mig. En mand og en kvinde holdt fast i et vindue et stykke tid. Men så var de nødt til at slippe, og de faldt og faldt og faldt. Synet var ikke til at bære.

Langt om længe nåede jeg Brooklyn Bridge. Jeg tog mine ubekvemme sko af og løb over til Brooklyn på den anden side af floden. Jeg gik ind i Vagttårnets kontorbygning, hvor jeg med det samme fik hjælp og blev beroliget.

Da jeg var kommet hjem den aften, læste jeg temaartiklerne ’Hvad kan man gøre ved posttraumatisk stress?’ i Vågn op! for 22. august 2001. Jeg havde hårdt brug for oplysningerne i de artikler!“

Katastrofens uhyrlighed bevægede folk til at hjælpe hinanden på alle mulige måder. Den følgende artikel fortæller om den del af historien.

[Fodnote]

 [Diagram/illustrationer på side 8, 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

 UDSLETTET

1 NORDLIGE TÅRN 1 World Trade Center

2 SYDLIGE TÅRN 2 World Trade Center

3 MARRIOTT HOTEL 3 World Trade Center

7 7 WORLD TRADE CENTER

STÆRKT BESKADIGET

4 4 WORLD TRADE CENTER

5 5 WORLD TRADE CENTER

L ONE LIBERTY PLAZA

D DEUTSCHE BANK 130 Liberty St.

6 U.S. CUSTOMS HOUSE 6 World Trade Center

N S NORDLIGE OG SYDLIGE FODGÆNGERBRO

DELVIST ØDELAGT

2F 2 WORLD FINANCIAL CENTER

3F 3 WORLD FINANCIAL CENTER

W WINTER GARDEN

[Kildeangivelse]

Tredimensionel model af nedre del af Manhattan: Urban Data Solutions, Inc.

[Illustrationer]

Øverst: Det sydlige tårn styrtede sammen først

Herover: Nogle søgte ly i Vagttårnets bygninger

Til højre: Hundredvis af brandmænd og redningshold arbejdede utrætteligt i det område der blev kaldt Ground Zero

[Kildeangivelser]

AP Photo/Jerry Torrens

Andrea Booher/FEMA News Photo

[Kildeangivelse på side 3]

AP Photo/Marty Lederhandler

[Kildeangivelse på side 4]

AP Photo/Suzanne Plunkett