En fascinerende rejse til Olympic National Park

DA JEG selv er opvokset nær bjerget Olympos i Grækenland, blev jeg nysgerrig da jeg senere fandt ud af at der ligger et bjerg med samme navn på en nordamerikansk halvø. Jeg havde lyst til at finde ud af hvad ’olympisk’ der er over denne halvø som tusinder af kilometer fra Grækenland strækker sig ud i Stillehavet. Da en ven fortalte mig at der findes regnskove i dette fjerntliggende område — 8000 kilometer nordvest for Amazonas — fik jeg straks lyst til at tage til Olympic National Park. Mere skulle der ikke til.

Inden afrejsen gjorde vi lidt forarbejde og opdagede at denne park på over 350.000 hektarer i det nordvestlige hjørne af USA i staten Washington byder på en række fantastiske naturfænomener. I dette område, hvor havgusen fra Stillehavet indhyller kyst og skov, kan man nyde synet af store træer og en forreven kystlinje samt opleve noget af det fugtigste vejr på jordkloden. De høje bjerge i parken er dækket af sne, og gletschere glider langsomt ned over dem. Regnskoven her er lige så mørk og mystisk som den i Amazonas.

I 1788 navngav en engelsk kaptajn den højeste tinde — der hæver sig knap 2500 meter op — og kaldte den Mount Olympus efter de græske sagnguders legendariske hjemsted. I 1938 oprettede man Olympic National Park for at værne om stedets utæmmede natur.

Findes der regnskove i Nordamerika?

Min kone og jeg besøgte naturparken en skøn efterårsmorgen. Mike, vores guide der er opvokset i området, stod ved naturparkens besøgscenter i Port Angeles og ventede på os. Mike er en høj, bredskuldret mand, og han nyder at vise de besøgende nogle af regnskovens skatte. „Regnskoven er nok noget af det mest forunderlige i naturparken,“ fortalte han begejstret. „Normalt er det kun de tropiske skove man kalder regnskove. De der findes her i det tempererede område, er meget mindre.“ Da jeg spurgte hvorfor man så kalder det for en regnskov, var Mike hurtig til at komme med nogle tal. Usædvanlig store regnmængder på de olympiske bjerges vestlige skråninger tilfører skovene vand. Den årlige nedbørsmængde kan variere fra 2000 millimeter nær kysten til 4000 millimeter eller mere langs floddalene ved bjergenes fod. Størstedelen af regnskoven ligger i tre dale hvor floderne Hoh, Queets og Quinault løber.

Skovbundens dække der består af et næsten halv meter tykt lag forrådnede plantedele, dæmper lyden af vores skridt. Den tætte bevoksning giver læ for vinden og virker endog som et filter for den megen regn der falder her, så dråberne til sidst kun er som en grøn dis. Her på skovbunden ses solens stråler kun som små udviskede pletter. Selv den svageste fuglesang lyder højt, og nu og da ser man hjorte fare af sted som brune skikkelser mellem de mosklædte træer.

Træer skyder op fra andre træer

Eftersom skovbunden er dækket af plantedele i så tykt et lag, har frø sjældent nogen chance for at slå rod. Derfor er de fleste af skovens store træer skudt op fra moderstammer. Det er væltede og halvrådne træer som giver næring til de frø der falder på dem. Det er ret almindeligt at se en række store træer vokse på linje langs et væltet træ, som om de omhyggeligt var plantet på den  måde. De „søjlegange“ af træer der findes hist og her, er altså frembragt af væltede træer.

Da vi forlader bunden af skoven og bevæger os højere op i bjergene, skifter skoven karakter. Nu er det de rekordhøje ædelgraner Abies amabilis og Abies bifolia der dominerer billedet. På Mount Olympus’ sider er der 7 gletschere som visse steder er 300 meter tykke, og i højlandet er der 50 gletschere.

Forrevne tinder og gletscherklædte bjergrygge

De kalorier vi havde mistet på den hårde vandretur, måtte erstattes med nogle nye. Den næste dag lagde vi derfor ud med et godt, solidt morgenmåltid på et spisested i Port Angeles. Vores venlige servitrice, Arlene, syntes åbenbart bedre om sneen end om regnen i naturparken. For hun blev ved med at sige at vi ville gå glip af nogle af naturparkens største undere hvis ikke vi begav os højere op mod parkens østlige snedækkede skråninger.

Vi fulgte vejen øst for Port Angeles til Deer Park, og inden længe kørte vi på en grusvej. Der var en række hårnålesving, og det meste af tiden gik det stejlt opad. Udsigten var storslået. Mod nord så vi ud over Juan de Fuca-strædet til Vancouver Island, og mod syd ud over de højtliggende centrale dele af Olympic Mountains, der er dækket af is. På højsletterne var der talrige hjorte, og vi så mange små, sarte planter der ikke vokser andre steder på jorden, som klokkeblomsten Campanula piperi og violen Viola fletti.

Derefter kom vi til Hurricane Ridge. Man forstår godt hvorfor vejen der fører herop, er så populær. Vejen der er i god stand, begynder i nærheden af naturparkens center og ender i 1755 meters højde i nogle blomstrende enge lige ved foden af bjergene. Herfra strækker bjergene sig mod syd så langt øjet rækker, og i kløfterne mellem de snedækkede bjergtoppe befinder gletscherne sig. Mens vi så ud over landskabet, fór skymasserne hen over himmelen fra vest.

De første hundetænder Erythronium montanum blomstrer når sneen på højsletten smelter, og i de næste tre måneder dukker den ene gruppe farverige blomster op efter den anden. Hjorte græsser foran de storslåede bjerge, der står som kulisser i baggrunden. Nogle gange kan man være heldig at se bjerggeder der bevæger sig rundt på de stejle klipper ved hovedvejen.

Stillehavets buldrende brænding

Nogle af de bedste strande i naturparken kan man lettere nå til fods end i bil. Vi gik fra den østlige by Forks gennem skovene og ankom til  strandene da der var lavvande. De små vandhuller langs kysten var fyldt med fascinerende dyreliv. Da vi var kommet forbi forbjerget Teahwhit, fik vi helt tilfældigt øje på „Kæmpernes Kirkegård“, en gruppe forvredne klipper der ligger et stykke fra land og bryder de store bølger til skum. Langs kysten er træerne bøjet næsten helt ned til jorden på grund af de konstante vindstød der kommer fra havet. I den stærke vind bevægede vi os ned og gik en tur langs strandkanten, midt imellem smukt formet træ og glatslebne sten.

Det var især den barske natur i Olympic National Park der gjorde indtryk på os, og vi følte det som om tiden stod stille. Det fyldte os med ærefrygt for Skaberen „i hvis hånd jordens dybder hviler og han hvem bjergenes tinder tilhører; han hvem havet tilhører — ja, han frembragte det selv — og det tørre land har hans hænder dannet“. (Salme 95:4, 5) — Indsendt.

[Ramme på side 25]

Hvorfor regner det så meget?

Vanddamp stiger op fra den varme havstrøm langs kysten og driver ind over landet som skyer. Dér tvinges de opad af de olympiske bjerge der står som en mur. Når skyerne stiger til vejrs, afkøles de, og vanddampen fortættes til voldsomme regn- eller snebyger. Der falder årlig mere end 3500 millimeter nedbør på de vestlige bjergsider. På Mount Olympus når nedbøren op på 5000 millimeter, der hovedsagelig falder som sne. Området på bjergets østlige side ligger derimod i en såkaldt regnskygge og er forholdsvis tørt.

[Kort på side 22]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

STILLEHAVET

CANADA

USA

OLYMPIC NATIONAL PARK

 [Illustrationer på side 23]

Det gletscherdækkede Mount Olympus strækker sig ned til Hoh-regnskoven

[Illustration på side 23]

Søen Home ved Dungeness River valley

[Illustrationer på side 24]

På højsletten er der mange hjorte og unikke planter. Her ses Viola fletti

[Illustration på side 24, 25]

Kalalochstranden ved Stillehavskysten

[Illustration på side 25]

Sol Duc-vandfaldet

[Illustration på side 25]

Trærødder langs Rialtostranden