Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

På udkig efter delfiner i New Zealand

På udkig efter delfiner i New Zealand

På udkig efter delfiner i New Zealand

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I NEW ZEALAND

„DET er den eneste skabning der elsker mennesket for dets egen skyld,“ skrev den græske forfatter Plutarch. Den skabning han mente, var delfinen, et pattedyr der er nært beslægtet med hvalen.

Ifølge The World Book Encyclopedia „mener mange forskere at delfiner, sammen med chimpanser og hunde, hører til de mest intelligente dyr“. Men, som Plutarch nævnte, søger delfiner ikke hen til mennesker bare for at blive fodret. Tværtimod, det lader til at mange af dem simpelt hen kan lide at være sammen med os. Bogen Mysteries of the Deep skriver at „selv om delfinen nok ikke har brug for mennesker, er den nysgerrig og morer sig højst sandsynligt lige så meget ved at iagttage os som vi gør ved at iagttage den“. Af de 32 havdelfiner er 4 hjemmehørende i New Zealand. Det drejer sig om den almindelige delfin, øresvinet, den mørke delfin og verdens mindste, Hectors delfin. *

Rigtig mange delfiner finder man i New Zealands naturskønne kystområde Bay of Islands. Vi glæder os til at besøge stedet og tager med båden fra byen Russell. Vores guide fortæller os at vi ud over øresvin og almindelige delfiner måske kommer til at se spækhuggere og langluffede grindehvaler, der begge er i familie med delfinen. Hun siger også at vi for at få øje på dem skal holde udkig efter deres rygfinne eller den stråle de udsender fra deres blæsehul. „Nogle gange er det dem der finder os først,“ tilføjer hun.

Ude at svømme med delfiner

Inden længe skimter vi foran os mørke skikkelser med rygfinner der ubesværet kløver sig gennem bølgerne. Det er øresvin på næsten 4 meters længde. Mens de tumler sig, bliver de bekvemt drevet frem af bådens bovbølge. Så standser båden, og guiden og jeg lader os forsigtigt glide ned i det dybe, grønne vand, hvor delfinerne lader os svømme sammen med dem.

Omgivet af rygfinner og uden at vide hvor jeg først skal kigge hen, tager jeg en dyb indånding og stirrer med en blanding af frygt og undren på de grå skikkelser der bevæger sig under mig. En af delfinerne dukker frem af dybet for at tage mig nærmere i øjesyn. Derefter ruller den om på siden så jeg kan se dens hvide bug. Selv om delfinerne holder sig på afstand, kan man tydeligt høre nogle af de pibelyde de frembringer for at orientere sig. Mine forsøg på at efterligne disse lyde gør ikke noget synderligt indtryk på delfinerne; først svømmer de væk, og så kommer de tilbage for at genoptage deres cirkelbevægelser.

De fisker og leger

Vi stiger om bord igen og følger delfinerne ind i en bugt. Dér ser vi flere delfiner end man kan tælle — så langt øjet rækker, springer og plasker de rundt. De er faktisk i færd med at fiske. Deres kost består hovedsagelig af blæksprutter, fisk og krebsdyr. Vi iagttager også en delfinmor der tilsyneladende er i fuld gang med at undervise sin unge i at fiske. Det ser ud til at hun bedøver en lille fisk med sine lyde, og at ungen prøver på at snuppe den ved at daske til den med halen. Ungen kan vist godt bruge mere undervisning!

Delfiner tilbringer en stor del af dagen med at lege og være sammen med flokken. En af dem smutter forbi mens den stolt fremviser noget tang den har på rygfinnen. Af vores guide får vi at vide at tang hører til delfiners foretrukne legetøj. De kan finde på at vikle en tangplante om en finne eller om næbbet og lege med den i timevis. Når én er færdig, kommer den næste for at lege med planten.

’Billeder’ ved hjælp af lyd

For at danne sig et mere nøjagtigt billede af deres omgivelser under vandet gør delfiner brug af ekkolokalisering, også kaldet biosonar. De frembringer lyde på en frekvens der svarer til den der benyttes til ultralydsscanning. Delfinerne udsender kliklyde, og de „billeder“ de modtager, sætter dem i stand til at lokalisere føde og andre genstande af interesse — sådan nogle som os, for eksempel. Delfiner kommunikerer med hinanden ved at udsende ultrasoniske pibelyde, hvis frekvens er ti gange højere og fire og en halv gang hurtigere end den mennesket taler med. I stedet for at bruge et sprog som vi kender det, danner delfiner tilsyneladende billeder ved hjælp af ’ultralydsscanning’.

Der er helt klart stadig meget at lære om delfiner. En skønne dag vil vi måske komme til at forstå dem helt — hvordan de tænker, og hvad de synes om os. Denne dejlige, fredelige bugt med sine klippeskrænter indhyllet i dis og den kridhvide sandstrand overlader vi nu til delfinerne, som fylder os med forundring, og som vi er kommet til at holde af. Den respekt vi har fået for disse dyr, har øget vores ærefrygt for deres Skaber. — Åbenbaringen 4:11.

[Fodnote]

^ par. 4 Fra tid til anden støder man i New Zealands farvande også på korsdelfinen og den sydlige rethvalsdelfin, som mangler en rygfinne.

[Ramme/illustration på side 18, 19]

Yngelpleje

Delfiner er ikke fisk, men pattedyr. Derfor ernærer en delfinunge sig af den mælk moderen frembringer. I de tre år moderen giver sin unge die, underviser hun den i alt hvad den skal vide for at overleve. Hun instruerer for eksempel ungen i ekkolokalisering og viser den blandt andet hvordan den ved hjælp af biosonar sætter sin personlige „underskrift“ for enden af hver „sætning“. Hun lærer den også at fiske, at parre sig og at kommunikere med andre delfiner.

En delfinunge ligger sammenfoldet i sin moders liv og fødes med halen først. På en nyfødt delfin viser lodrette linjer hvor den var foldet da den lå i livmoderen. Ungen dier mens moderen svømmer — den holder sig tæt til hende og drager på den måde fordel af den hydrodynamiske effekt hun skaber ved at svømme.

[Kildeangivelse]

© Jeffrey L. Rotman/CORBIS

[Kort på side 19]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NEW ZEALAND

Bay of Islands

[Illustration på side 17]

Øresvin

[Kildeangivelse]

© Jeff Rotman

[Illustration på side 17]

Hectors delfin

[Kildeangivelse]

Foto af Zoe Battersby

[Illustration på side 18]

Mørk delfin

[Kildeangivelse]

Mark Jones

[Illustration på side 18]

Almindelige delfiner

[Kildeangivelse]

© R.E. Barber/Visuals Unlimited