Støtte, hjælp og medfølelse fra mange sider

FRIVILLIGE hjælpere kom fra andre dele af USA og fra flere andre lande. En af dem var Tom (på billedet ovenfor), en brandmand på 29 år fra Ottawa i Canada. Han fortæller: „Jeg så nyhederne på tv og ville gerne yde mine kolleger i New York moralsk støtte. Jeg kørte ned til New York om fredagen og tog om lørdagen hen til Ground Zero for at tilbyde min hjælp. Jeg fik besked på at hjælpe til i den såkaldte ’spandebrigade’, hvor man lod spande med bygningsaffald gå fra hånd til hånd.

Vi gennemgik omhyggeligt murbrokkerne, en skovlfuld ad gangen, i håb om at finde genstande som kunne hjælpe os til at identificere brandfolk der havde mistet livet. Jeg fandt et „Halligan tool“ som man kan åbne låste døre med, og nogle koblinger fra en brandslange. Det var et arbejde der krævede stor omhyggelighed. Med 50 mand i gang tog det to timer at fylde en lastbil.

Mandag den 17. september gravede vi ligene af nogle brandmænd fri. De var tirsdagen forinden stormet ind i bygningen. Jeg glemmer aldrig det syn. Hele redningsmandskabet standsede arbejdet, tog deres hjelme af og stod stille for at vise deres omkomne kolleger respekt.

Mens jeg stod dér og betragtede Ground Zero, slog det mig hvor skrøbeligt et menneskeliv er. Det fik mig til at tænke dybere over tilværelsen. Jeg tænkte på mit job og på min familie. Mit arbejde er en løn i sig selv. Uanset hvor stor en risiko der er forbundet med mit job, er det meget tilfredsstillende at kunne hjælpe andre — ja, indimellem endda redde liv.“

Jehovas Vidner tilbyder praktisk hjælp

De første to dage efter katastrofen var der omkring halvfjerds som søgte ly på Jehovas Vidners hovedkontor. Nogle som stod uden hotelværelse og havde mistet al deres bagage, fik både tøj og logi. Alle fik tilbudt mad og, hvad der måske var endnu vigtigere, følelsesmæssig støtte fra erfarne kristne ældste.

Jehovas Vidner sendte nødvendigt udstyr og andre forsyninger til redningsmandskabet der stod for eftersøgningen i det område som senere blev kaldt Ground Zero. Man tilbød også at hjælpe brandvæsenet med transporten af brandmænd til dette område. Ricardo (til højre, øverst), en 39-årig skraldemand som er et af Jehovas Vidner, var sammen med hundredvis af andre med til at fjerne flere tons brokker hver eneste dag. Ricardo har fortalt Vågn op! følgende: „Det vi så, var følelsesmæssigt  meget belastende, især for brandfolkene som søgte efter de kammerater de havde mistet. Jeg så dem trække én som var i live, fri af ruinerne. En anden var blevet dræbt da han blev ramt af en som faldt ned fra et af tårnene. Mange af brandmændene græd. Også jeg brød sammen. Den dag var der ingen der havde vist så stort et mod som dem.“

„Tid og tilfælde“

Katastrofen kostede tusinder af mennesker livet. Iblandt dem var der mindst 14 Jehovas Vidner som tilfældigvis opholdt sig på eller i nærheden af det sted hvor katastrofen skete. Joyce Cummings på 65 år, som oprindelig kom fra Trinidad, havde tid hos en tandlæge nær World Trade Center. Desværre var det omkring det tidspunkt flyene ramte de to tårne. Joyce, som åbenbart var blevet overmandet af røgen, blev hasteindlagt på et nærliggende hospital, men lægerne kunne ikke redde hende. Joyce Cummings var en af de mange som blev berørt af „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11) Joyce var kendt for at være en nidkær evangelieforkynder.

Calvin Dawson (se rammen) arbejdede for et mæglerfirma på 84. etage i det sydlige tårn. Han var på sit kontor og havde frit udsyn over mod det nordlige tårn umiddelbart efter at det var blevet ramt. Hans arbejdsgiver og chef, som ikke var på kontoret, ringede for at spørge hvad der var sket. Arbejdsgiveren fortæller: „Calvin prøvede at referere hvad han så. Han sagde: ’Folk springer ud!’ Jeg sagde til ham at han og de andre på kontoret skulle se at komme ud.“ Calvin nåede det ikke. Hans arbejdsgiver fortsætter: „Calvin var et vidunderligt menneske. Han var værdsat af alle på kontoret, også af dem som ikke var religiøse. Vi beundrede hans gudsfrygt og medmenneskelighed.“

Blandt de omkomne var James Amato (nederst til højre på modsatte side), far til fire børn og indsatsleder i New Yorks brandvæsen. Han var også et af Jehovas Vidner. De der kendte  ham, fortæller at han var så modig at „han ville gå op i en brændende bygning selv om andre flygtede væk fra den“. Efter sin død blev James Amato forfremmet.

En anden brandmand, som også var et af Jehovas Vidner, var George DiPasquale, som havde syv års erfaring. Han var gift med Melissa, havde en toårig datter ved navn Georgia Rose og var ældste i en menighed på Staten Island. Han befandt sig på 10. etage i det sydlige tårn da det brød sammen. Også han mistede livet mens han prøvede at redde andre.

James Amato og George DiPasquale er blot to ud af de hundreder af brandmænd, politifolk og andre som mistede livet mens de tappert prøvede at redde folk ud. Disse redningsfolks mod kan ikke fremhæves stærkt nok. New York Citys borgmester, Rudolph Giuliani, sagde senere til en gruppe brandmænd som var blevet forfremmet: „Jeres villighed til uforfærdet at gå fremad under de værst tænkelige omstændigheder virker inspirerende på os alle. . . . Der findes . . . ikke noget bedre eksempel på mod end det som er blevet udvist af New York Citys brandvæsen.“

Trøst til ofrene

I dagene efter denne tragedie var 900.000 Jehovas Vidner i USA, tilskyndet af næstekærlighed, travlt optaget af at opmuntre og trøste de sørgende. (Mattæus 22:39) I den forbindelse gjorde de også folk opmærksomme på det eneste virkelige håb for den nødstedte menneskehed. — 2 Peter 3:13.

Jehovas Vidner viste empati når de henvendte sig til folk. De ønskede at vise dem Bibelens trøstende ord og følge det gode eksempel Jesus satte da han sagde: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ — Mattæus 11:28-30.

Flere ældste fra de lokale menigheder på Manhattan fik tilladelse til at gå ind på Ground Zero-området for at tale med og trøste de redningshold som arbejdede dér. De blev positivt modtaget. De ældste fortalte senere: „Mændene fik tårer i øjnene da vi læste op for dem fra Bibelen.“ Redningsfolkene koblede fra på en båd i en lystbådehavn. „Som de sad der med bøjede hoveder, så de helt fortabte ud. Det de havde set, var mere end de kunne klare. Vi satte os ned og læste i Bibelen sammen med dem. Mændene takkede os fordi vi var kommet, og gav udtryk for at de havde haft stort behov for den trøst de nu havde fået.“

Mange som blev kontaktet efter tragedien, ville gerne have noget at læse i, og tusindvis af brochurer blev uddelt. Titlerne på nogle af dem var: Når man mister en man holder af, Vil der nogen sinde komme en verden uden krig? og Er Gud interesseret i os? Der blev lagt særlig vægt på temaartiklerne i følgende to numre af Vågn op!: „Terrorismens nye ansigt“ (22. maj 2001) og „Hvad kan man gøre ved posttraumatisk stress?“ (22. august 2001) I mange tilfælde blev der lejlighed til at gøre rede for det bibelske håb om en opstandelse. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) Muligvis nåede dette trøstende budskab millioner af mennesker.

Bør give anledning til eftertanke

Tragedien i New York City maner til eftertanke. Den bør få os til at tænke dybere over hvad vi bruger vores liv til. Profeten Mika spurgte: „Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ (Mika 6:8) Beskedenhed bør få os til at undersøge Guds ord for at finde frem til det sande håb for de døde. Vi vil opdage at Gud snart vil genoprette paradisiske forhold her på jorden. Hvis du gerne vil vide mere om Bibelens løfter, vil vi tilskynde dig til at kontakte Jehovas Vidner der hvor du bor. — Esajas 65:17, 21-25; Åbenbaringen 21:1-4.

[Ramme på side 11]

TATIANAS BØN

Calvin Dawsons enke, Lena, har fortalt Vågn op! om en bøn som hendes syvårige datter bad nogle få dage efter at hun havde fået at vide at hendes far ikke ville komme hjem igen. Lena havde bedt en bøn, og Tatiana spurgte hende: „Må jeg også bede en bøn, mor?“ Det fik hun lov til. Tatiana bad: „Jehova, vor himmelske Fader, vi vil gerne sige dig tak for denne mad og for livet på denne dag. Og vi vil gerne bede om at din ånd må være med mig og mor, så vi kan være stærke. Og vi vil gerne bede om at din ånd må være med far, så han kan være stærk når han kommer tilbage. Og når han kommer tilbage, at han så vil være rar og stærk og glad og rask, og at vi vil se ham igen. I Jesu navn . . . øh, og glem ikke at gøre mor stærk. Amen.“

Lena, som ikke var sikker på at Tatiana havde forstået situationen helt, sagde: „Det var en smuk bøn, Tiana. Men lille skat, du ved godt at far ikke kommer tilbage, ikke?“ Pludselig så Tatiana helt chokeret ud. „Gør han ikke?“ spurgte hun. „Nej,“ sagde hendes mor. „Det troede jeg at jeg havde fortalt dig. Jeg troede du vidste at far ikke kommer tilbage.“ Tatiana sagde: „Men du har hele tiden fortalt mig at han kommer tilbage i den nye verden!“ Lena, som nu forstod hvad Tatiana havde ment med sin bøn, sagde: „Undskyld, Tatiana. Jeg misforstod dig. Jeg troede du mente at far ville komme hjem igen i morgen.“ Lena sluttede sin beretning med ordene: „Jeg blev glad for at høre at den nye verden er så virkelig for hende.“