Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kan der ske noget ved at flirte med det okkulte?

Kan der ske noget ved at flirte med det okkulte?

Unge spørger:

Kan der ske noget ved at flirte med det okkulte?

ER TEENAGERE interesserede i det okkulte? Det har en gruppe forskere forsøgt at finde ud af ved at spørge nogle elever på 115 skoler. Undersøgelsen mundede ud i disse afslørende tal: Over halvdelen af de adspurgte (54 procent) sagde at de var interesserede i det okkulte og overnaturlige, mens cirka en fjerdedel (26 procent) sagde at de var „meget interesserede“.

Forskere ved University of Alaska i Anchorage skriver: „Antallet af avis- og tidsskriftartikler om den formodede eksplosionsagtige vækst af satankulter . . . er steget drastisk i de senere år.“ Eksperter siger at der kun er få konkrete beviser på at satanisme er et udbredt fænomen blandt unge. Alligevel er der ingen tvivl om at mange unge på den ene eller den anden måde er interesserede i satandyrkelse og okkultisme, også selv om det kun er en overfladisk interesse.

’Kan der ske noget ved at lege med det okkulte?’ vil nogle unge måske spørge. Inden vi besvarer det spørgsmål, kan vi se på hvordan unge ofte kommer i kontakt med okkultisme.

Veje til det okkulte

En artikel i U. S. News & World Report siger at „børn og unge i dag har adgang til og udsættes for et forvirrende — og ofte foruroligende — væld af billeder og informationer som ingen havde kunnet forestille sig for blot 20 år siden“. Tit er det af nysgerrighed at unge søger oplysninger om det okkulte gennem bøger og blade, videofilm eller internettet.

Ifølge BBC News Online hævdes det at populære tv-programmer der skildrer hekseri og vampyrisme, „fremmer børns interesse for trolddom“. Der er også noget heavy metal-musik som handler om vold og dæmonisme. Spalteredaktør Tom Harpur skrev i Torontoavisen The Sunday Star: „Jeg må på det stærkeste advare mod det der foregår [inden for musik]. . . . Jeg har aldrig været ude for noget så lavt. Sangene er gennemsyret af vanvid, besættelse, dæmoner, blodtørst, bandeord, vold af enhver slags, deriblandt voldtægt, selvlemlæstelse, mord og selvmord. Død og ødelæggelse, dommedagsprofetier, benægtelse af alt hvad der er godt, til fordel for alt hvad der er grufuldt og ondt — det er de gennemgående temaer.“

Kan det at lytte til den slags musik virkelig føre til en destruktiv adfærd? Det gjorde det i hvert fald i et tilfælde hvor en 14-årig dreng i USA stak sin mor ihjel og derefter begik selvmord. Væggene i hans værelse var dækket af plakater med heavy metal-grupper. Bagefter kom hans far med denne indtrængende opfordring: „Sig til forældre at de skal passe på hvilken musik deres børn lytter til.“ Han fortalte at hans søn ugen før drabet på moderen igen og igen havde sunget „noget om blod og om at slå sin mor ihjel“.

Så er der også visse rollespil, hvor deltagerne optræder i rollen som troldmænd eller andre okkulte figurer. Mange af disse spil skildrer dæmonisk vold. *

Alligevel siger Forskningsorganisationen Mediascope: „Undersøgelser viser at unges forkærlighed for heavy metal kan være et fingerpeg om alkohol- og stofmisbrug, psykiske lidelser, selvmordsforsøg . . . risikofyldt adfærd eller en følelse af at være fremmedgjort, men musikken er ikke årsagen til en sådan adfærd. Det antages at teenagere der har sådanne problemer, føler sig tiltrukket af heavy metal fordi sangteksterne udtrykker deres egne forvirrede følelser.“

Ikke alle forskere er enige om hvorvidt det er farligt at lytte til satanisk musik, men hvordan skulle en stadig dosis af videofilm, musik eller spil som skildrer vold og selvdestruktion være andet end skadelig? For de kristne indebærer det at flirte med det okkulte desuden en endnu større fare.

Guds syn på det okkulte

I Første Korintherbrev 10:20 giver apostelen Paulus de kristne denne advarsel: „Jeg ønsker ikke at I skal have fællesskab med dæmonerne.“ Hvad er dæmoner, og hvorfor er det så farligt at have med dem at gøre? Enkelt sagt er dæmoner tidligere engle som har valgt at følge Satan Djævelen. Satan betyder „modstander“, og Djævelen betyder „bagvasker“. Bibelen siger at denne tidligere åndesøn af Gud gjorde sig selv til en modstander og bagvasker ved at gøre oprør mod Gud. Med tiden fik Satan andre engle til at følge sig i oprøret. Disse medsammensvorne blev på den måde dæmoner. — 1 Mosebog 3:1-15; 6:1-4; Judas 6.

Jesus kaldte Satan „denne verdens hersker“. (Johannes 12:31) Satan og hans dæmoner føler „stor harme“ over at de snart vil blive fjernet. (Åbenbaringen 12:9-12) Det er derfor ikke så mærkeligt at folk der har med dæmoner at gøre, opdager hvor ondskabsfulde sådan nogle kan være. En kvinde i Surinam som er vokset op i en familie der praktiserede spiritisme, har med egne øjne set hvordan dæmoner „nyder at pine deres uvillige ofre“. * Det er ekstremt farligt at beskæftige sig med de grusomme dæmoner uanset hvordan man er kommet i kontakt med dem.

I fortiden gav Gud derfor sit folk, israelitterne, befaling om at undgå alle former for okkulte handlinger. „Enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova“ siges der i Femte Mosebog 18:10-12. De kristne blev også advaret om at Gud vil tilintetgøre dem „som øver spiritisme“. (Åbenbaringen 21:8) Endog det at flirte med det okkulte fordømmes af Gud. „Hold op med at røre det urene,“ siger Bibelen. — 2 Korinther 6:17.

Hvordan man kommer ud af okkultismens kløer

Har du begået den fejl at eksperimentere med det okkulte? Så tænk på noget der skete i byen Efesus i det første århundrede. Mange i denne by ’øvede magi’, men de kraftige gerninger som apostelen Paulus gjorde ved hjælp af hellig ånd, gjorde et stort indtryk på nogle af dem. Hvad blev resultatet? „En hel del af dem der havde øvet magi, samlede deres bøger sammen og brændte dem for alles øjne. Og de regnede værdien af dem sammen og fandt at de var halvtreds tusind stykker sølv værd. Således gik Jehovas ord fortsat vældigt fremad og virkede med styrke.“ — Apostelgerninger 19:11-20.

Ønsker man at komme ud af dæmonernes kløer, må man altså ødelægge alt det man har brugt i forbindelse med satandyrkelse. Det gælder bøger, blade, plakater, tegneseriehæfter, videofilm, amuletter (genstande der bæres som „beskyttelse“) og okkult materiale fra internettet. (5 Mosebog 7:25, 26) Man må skille sig af med genstande der bruges i forbindelse med spådomskunst, som for eksempel krystalkugler og ouija-brætter, og kassere musik eller videofilm med sataniske temaer.

Det kræver mod og beslutsomhed at tage sådanne skridt, men det er alle anstrengelserne værd. En kristen kvinde ved navn Jean * købte et tilsyneladende harmløst computerspil. Men efterhånden som hun kom igennem de forskellige trin i spillet, opdagede hun nogle elementer som havde spiritistiske undertoner. Inden længe begyndte hun at få nogle forfærdelige mareridt. „En nat stod jeg op og ødelagde spillet,“ fortæller Jean. Hvad resulterede det i? „Siden da har jeg ikke haft problemer.“

Hvis du virkelig vil, kan du komme fri af okkultisme. Husk hvor beslutsom Jesus var da Djævelen prøvede at lokke Jesus til at udføre en tilbedelseshandling over for ham. „Jesus [sagde] til ham: ’Forsvind, Satan! For der står skrevet: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“’ Da forlod Djævelen ham.“ — Mattæus 4:8-11.

Søg hjælp

Apostelen Paulus minder os om at alle kristne kæmper „imod ondskabens åndemagter i det himmelske“. (Efeserne 6:12) Men lad være med at prøve at kæmpe imod Satan og hans dæmoner helt alene. Få hjælp fra dine gudfrygtige forældre og fra de ældste i din menighed. Du føler dig måske pinligt berørt over at skulle fortælle andre om din kontakt med det okkulte, men at få talt ud med nogen øger chancerne for at få den hjælp du har så stærkt brug for. — Jakob 5:14, 15.

Husk også at Bibelen siger: „Stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer. Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jakob 4:7, 8) Ja, Jehova Gud vil støtte dig og hjælpe dig til at komme fri af okkultismens snare.

[Fodnoter]

^ par. 10 Se artiklen „Unge spørger: Er der en fare ved rollespil?“ i Vågn op! for 22. august 1999.

^ par. 15 Se artiklen „Jeg brød spiritismens åg“ i Vagttårnet for 1. september 1987. Udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 20 Navnet er ændret.

[Illustration på side 26]

Skil dig af med alle genstande der har forbindelse med satandyrkelse

[Illustration på side 26]

Vær på vagt over for web-steder som fremmer spiritisme