Det Store Artesiske Bækken — Hvad er det?

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I AUSTRALIEN

MENS vi flyver vestpå over de sidste udløbere af den store bjergkæde langs Australiens østkyst, udfolder der sig et fascinerende syn foran os. Oven over os er himmelen skyfri helt frem til horisonten. Landskabet foran os er fladt og konturløst så langt øjet rækker. Patchwork-mønsteret af grønne afgrøder og gylden savanne må snart vige pladsen for et ørkenlignende landskab bestående af rød jord plettet med brunt græs.

Tro det eller ej, under denne overflade gemmer der sig vandmasser af en størrelsesorden svarende til to tredjedele af Middelhavet. Dette omfattende underjordiske vandreservoir kaldes Det Store Artesiske Bækken.

Disse vandmassers tilstedeværelse har vital betydning for dem der skaffer sig deres udkomme i den indre og varme del af landet langt fra kysten. For at kunne forstå hvordan denne underjordiske skat er blevet til, og hvorfor den har så stor betydning for Australien, må man vide hvordan landet er opbygget.

Tørt på overfladen

Australien er med rette blevet kaldt et solsvedent land. Selv om det er det mindste af de fem kontinenter, er det hjemsted for verdens næststørste ørken. Darling, en af verdens længste floder, ligger også her. Men der er ikke meget vand i de australske floder. Alene Mississippifloden i USA tømmer hvert år næsten 60 procent mere vand ud i havet end samtlige floder og vandløb i Australien. Hvorfor falder der praktisk taget ikke regn i dette land?

Kontinentets beliggenhed langs den 30. breddegrad på den sydlige halvkugle bevirker at vejret er domineret af store højtryksområder. Disse områder med varm luft og fint vejr fejer ind over de centrale dele af landet. På deres vej hen over de udstrakte flader møder disse vinde ingen høje bjergkæder som kan få dem til at afgive deres indhold af vanddamp. Den eneste bjergkæde af  betydning følger kontinentets østkyst tæt. Dens højeste tinde befinder sig i 2228 meters højde, og det er ikke imponerende i sammenligning med andre af klodens bjergkæder. Alle regnbærende vinde som blæser ind over landet fra Stillehavet mod øst, møder disse bjerge og lader deres „livgivende last“ falde langs en smal kyststribe. Terrænets mangel på højdedrag, den høje gennemsnitstemperatur og bjergenes placering bevirker tilsammen at Australien er det tørreste kontinent på jorden — i hvert fald når det gælder overfladen.

Vådt under overfladen

Under Australiens solsvedne overflade ligger der 19 store grundvandsmagasiner. Det største af dem, Det Store Artesiske Bækken, har en udstrækning på 1,7 millioner kvadratkilometer. Det svarer til en femtedel af hele kontinentets areal. Det strækker sig fra spidsen af Cape York mod nord ned til Lake Eyre i det sydlige Australien. Det indeholder 8300 kubikkilometer vand, mere end nok til at fylde både Michigansøen og Huronsøen i Nordamerika.

Men i modsætning til vandet i De Store Søer i Nordamerika er vandet i Det Store Artesiske Bækken ikke umiddelbart tilgængeligt. Når regnvand siver gennem jorden, kommer det ned i bækkenet og mætter de underliggende vandbærende sandstenslag. På denne måde tilføres bækkenet daglig omkring 300 millioner liter vand. Hvor bliver alt det vand af?

 Gennemvæder en gigantisk „svamp“

Det Store Artesiske Bækken er som en svamp i gigantisk målestok. Vandabsorberende sandstenslag i tykkelser fra 100 til 3000 meter ligger mellem vandtætte klippelag. Disse buede plader skråner nedad mod vest, og deres østlige kant kan ses langs Great Dividing Range. Regnvand som trænger ind langs denne kant, siver langsomt vestpå med en hastighed på omkring 5 meter om året.

„Hvis man nede ad bjerget borer et hul gennem det øverste vandtætte klippelag og ned i sandstenen, vil tyngdekraften presse det indestængte vand op til overfladen.“ Et sådant borehul, hvor vandet stiger op under tryk, kaldes en artesisk boring, et udtryk der stammer fra den tidligere franske provins Artois, hvor man borede den første brønd af denne type. Da man havde fundet Australiens artesiske „guldgrube“, blev der boret tusindvis af huller ned til dette ældgamle vandløb.

Reservoiret „drænes“

Bosættere som var opsat på at udnytte de vidtstrakte sletter i Queensland og New South Wales, tappede sidst i 1800-tallet løs af denne efter deres opfattelse uudtømmelige vandforsyning. I 1915 var der hen ved 1500 boringer som tilsammen udspyede omkring 2 milliarder liter vand om dagen. Det svarer til vandmængden i 1000 svømmebassiner med olympiske mål (50 meter). Denne aftapning „drænede“ Det Store Artesiske Bækken så meget at den naturlige tilførsel ikke kunne følge med, og mange af boringerne tørrede ud.

Af de 4700 boringer man i alt har foretaget, er der i dag kun 3000 som stadig giver vand på naturlig vis. Fra 20.000 andre boringer pumper man vand op fra denne store „svamp“ ved hjælp af vindmøller. Dem kan man se som små prikker i det landskab vi flyver hen over. Myndighederne er bekymrede og ønsker at værne om dette vandreservoir. På nuværende tidspunkt går 95 procent af alt det vand der bringes op til overfladen, nemlig tabt på grund af fordampning.

I tres procent af Australien er grundvand den eneste vandkilde. Det er derfor indlysende at denne vandressource er vigtig at bevare. Mange byer og industrivirksomheder inde i landet er helt afhængige af vandforsyningen fra denne kilde. Hvordan smager vandet? Jason, som er vokset op på en farm i Queensland hvor man var helt afhængig af artesisk vand, fortæller: „Det smager en lille smule salt, så jeg foretrækker regnvand, hvis jeg kan få det. Men kvæget elsker det.“ Smagen kommer fra opløste mineraler som ophober sig i vandet efterhånden som det siver igennem klippelagene. I yderkanterne af bækkenet er vandet næsten fersk, men inde omkring midten er det meget salt — kun egnet som drikkevand for får og kreaturer. Det vand der ikke bliver opsamlet og brugt af mennesker, fortsætter turen vestpå til den indre og tørre del af landet.

En skrøbelig gigant

Mens vi flyver vestpå mod solnedgangen, kan vi i ørkenen langt nede under os se runde, skinnende ’vandpytter’ som ligner knapper. Efter at regnvandet har tilbagelagt i hundredvis af kilometer, en rejse som tager flere tusind år, når det endelig den sydvestlige kant af Det Store Artesiske Bækken. Her siver det op til overfladen og danner de naturlige artesiske kilder som vi kan se under os. Når vandet fordamper fra disse kilder, efterlader det en ophobning af mineralaflejringer. Disse aflejringer fanger det sand der føres med vinden, og langsomt hæver kilden sig op over det omkringliggende landskab.

Selv disse isolerede tilflugtssteder for planter og fugle har lidt skade forvoldt af mennesker. Bogen Discover Australia bemærker: „Indførselen af kvæg og kaniner, og senere tilstrømningen af turister, har medført at mange af de skrøbelige artesiske kilder er blevet ødelagt. . . . Det værste af det hele er måske at den mængde vand der bliver hentet fra boringerne til brug for husdyrbesætninger, har reduceret vandstrømmen så meget at der nogle steder blot er tale om en piblen.“

Dette ældgamle grundvandsmagasin er en skrøbelig gigant. En kæmpe hvad størrelsen angår, men alligevel sårbar over for menneskers behandling af den. Ligesom det gælder alle andre ressourcer i verden, er der også her behov for en omhyggelig forvaltning hvis man skal kunne bevare den enorme underjordiske vandforsyning som Det Store Artesiske Bækken udgør.

[Kort på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DET STORE ARTESISKE BÆKKEN

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 25]

Et typisk syn i Australiens afsides egne: En vindmøllepumpe giver ørkenen liv

[Illustration på side 26]

I 60 procent af Australien er man, ligesom beboerne på denne isolerede farm, totalt afhængig af grundvand

[Illustration på side 26]

Fra naturlige artesiske kilder bobler mange tusind år gammelt vand op

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af National Parks and Wildlife South Australia

[Illustration på side 26]

En saltsø ved den sydvestlige kant af Det Store Artesiske Bækken

[Illustration på side 26]

Den langsomme ophobning af mineralaflejringer omkring kilderne har hævet dem op til næsten 15 meters højde

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af National Parks and Wildlife South Australia