Djævelen — Ond og virkelig?
Djævelen — Ond og virkelig?
I MANGE religiøse kredse betragtes Djævelen som et overtroisk levn — noget som mennesker har fundet på. Så da Dionigi Tettamanzi, der er ærkebiskop af Genova og en af Italiens førende kardinaler, udsendte et 40-siders hyrdebrev om hvordan man kan modstå Djævelen, skabte det en del røre. Hyrdebrevet indeholdt „10 bud“.
1. „Glem ikke at Djævelen eksisterer“, for hans „primære bedrag“ er at „få os til at tro at han ikke er til“.
2. „Glem ikke at Djævelen er en frister. . . . Tro ikke at du er usårlig eller immun over for ham.“
3. „Glem ikke at Djævelen er yderst intelligent og snu. Han er fortsat underfundig og bruger tillokkelser, som i tilfældet med det første menneske.“
4. „Hav et vågent øje og hjerte. Vær stærk i ånden, og hold fast ved dine dyder.“
5. „Hav en fast tro på Kristi sejr over Fristeren“, for det „vil gøre dig tryg og rolig, selv under de mest voldsomme angreb der kan blive rettet mod dig“.
6. „Husk at Kristus vil give dig del i sin sejr.“
7. „Bliv ved med at lytte til Guds ord.“
8. „Vær ydmyg, og elsk tugt.“
9. „Bed altid og uophørligt“, så du kan modstå fristelser.
10. „Tilbed Herren din Gud, og tjen ham alene.“
Hvad var reaktionen på dette hyrdebrev? I Milanos center for teologiske studier fik det en kølig modtagelse. Herfra hævdede man at en sådan „teologisk formulering virkede middelalderlig“. En talsmand sagde: „At sige at det i sidste ende er Djævelen der har skylden, kan føre til at folk skyder deres personlige ansvar fra sig.“
Selv om Bibelen ikke fritager os for ansvaret for vores handlinger, viser den tydeligt at Satan Djævelen er „denne tingenes ordnings gud“, ham der fristede Jesus. Den fortæller os desuden om den magt Satan har, og at det er hans mål at ’forblinde de ikketroendes forstand’. — 2 Korinther 4:4; Mattæus 4:1-11.
Ja, som apostelen Peter skrev, er Satan „som en brølende løve og søger nogen at opsluge“. (1 Peter 5:8) Intet under at apostelen Johannes gav de kristne denne påmindelse: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Det er ikke klogt at ignorere disse bibelske advarsler.